Oplev dommedag i København

The Rain // Foto: Per Arnesen

 

Glem den slumromantiske stenbro, som vi kender den fra Huset på Christianshavn (1970). Væk er de syngende politibetjente fra folkekomedien Panserbasse (1936), der snildt forhindrer mafiaens fremspring i København. Selv den forbryderiske rede, som fængslede os i det billedskønne actionbrag Underverden (2016) er fortid. For i nyere dommedagsskildringer som Max Kestners QEDA (2017) og Netflix-serien The Rain (2018) står den smukke, gamle købstad i ruiner. Selv er jeg ikke helt færdig med hovedstaden, vi kender i dag. Men forandring fryder, så lad mig være din guide igennem et alternativt, filmisk København.

 

Forladte bilvrag står kaotisk langs H. C. Andersens Boulevard. Indre Bys gader ligger øde hen.  For nogle vil det lyde som sekvenser fra Netflix-serien The Rain. Men i virkeligheden er det åbningsscenen fra Jonas Ussings ironiske kortfilm Zombiehagen (2014), der udspiller sig i et postapokalyptisk København, hvor en mystisk smitte har udslettet det meste af befolkningen. Nu er byen overrendt med zombier.

Der er faktisk en del ligheder mellem kortfilmen og den danske Netflix-serie. Selv optagelser fra en labyrint af opslagstavler fyldt med beskeder til savnede, opstillet på en fuldstændig smadret Rådhusplads kan ses i begge film. Mængden af referencer er imidlertid slet ikke så mærkelig, for hvor mange danske katastrofefilm findes der? Flere end man skulle tro – og dog alligevel ikke så mange.

Trods det, overrasker den dystopiske danske Netflix-serie med sine dragende sekvenser af vores dagligdag lagt i grus. Det er et andet København end det, som vi nyder en kold øl i ved Sønder Boulevard eller Kongens Have. Træerne vokser stadig langs byens gader. Faktisk så vildt, at naturen truer med at generobre området. Her spiller Bille Augusts datter, Alba August (Gidseltagningen) og Mikkel Boe Følsgaard (En kongelig affære) overlevende efter en epidemi. De kæmper for deres liv i en verden, der er gået af lave. Lov og orden er forsvundet, og kun de stærkeste overlever.

Jeg har ventet spændt på at se The Rain, og dystre glimt af et dansk ragnarok sidder stadig fast på nethinden. Når jeg bliver så grebet af at se byen, jeg færdes i til dagligt, forfalde i kaos, må der vel være andre, der har det på samme måde. Men disse fantastiske fortællinger og film, der vender forventningerne på hovedet og fodrer fantasien med stor skønhed og brutal ødelæggelse er en sjældenhed i socialrealismens højborg. 

Der er i stedet en smuk, stilren æstetik, der går igen i danske film og derved de fleste københavnerfortællinger. Et kendetegn, som overflødiggør stemplet ”Made in Denmark.” Vi kan se det overalt. Også uden for lærredet. Lige fra vores sorte, grå, jordtonede og matte tøj til vores minimalistiske indretning, nøjsomt anrettede nye nordiske køkken og 1990’ernes dogmebølge i filmbranchen.

”Til hvad har de gjort den (København, red.)? Hvad har de gjort den til? En Gøglerby – Et Paradis for Gøglere.

Sådan beskrev forfatteren Herman Bang 1880’ernes opulente byudvikling med romanen Stuk. Man kan nok forestille sig, at han heller ikke ville bryde sig om voluminøse, varmblodige og overdådige skildringer af København på det store lærred. Sådan er vi, ifølge ham, nemlig ikke. Men med sin kritik af 1800-tallets vakre, rigt udsmykkede bygningsfacader, ville han nok ikke have så meget imod at se deres forfald i de nye undergangsberetninger. Han er desuden langt fra den eneste skeptiker, hvad overdådig kunst i bybilledet angår.

 

Danmarksmonumentet // Foto: Kjartan Hansen

 

Slutscenen fra science-fiction-klassikeren Abernes Planet (1968) flimrede foran mine øjne den første gang, jeg gik en tur i Østre Anlæg. Gemt væk på en bakketop mellem træer og overmalet med graffiti stod en grandios statue. Ligesom når Charlton Heston i filmen står overfor resterne af Frihedsgudinden, stirrede jeg på noget, der lignede resterne fra en forsvunden civilisation. Det var Louis Hasselriis’ Danmarksmonument, som engang prydede pladsen foran Statens Museum for Kunst. Men efter det moderne gennembrud blev kunstværket udskældt for at være for prangende og sydlandsk til vores mere stilrene ambitioner. Man må dog ikke ødelægge kunst. Så i stedet for at blive kasseret, blev den simpelthen fjernet fra københavnernes dengang så sarte åsyn.

Mon en lignende oplevelse har inspireret Max Kestners QEDA, hvor han også bruger københavnske monumenter i forfald til at formidle verdens sørgelige tilstand? Dystre optagelser i stormfuldt vejr viser blandt andet Frihedsstøtten på Vesterbrogade spire op af havet efter en omfattende naturkatastrofe. Byens cykelstier er oversvømmet og skiftet ud med kanaler befærdet med små både, der navigerer det giftige hav, som har omformet vores velfærdssamfund til en lovløs underverden.

Men kan vi tåle al den ødelæggelse? Kan vi holde ud at se højt elskede, historiske bygninger og broer i forfald? Foretrækker vi i virkeligheden at se død og ødelæggelse, når det foregår i USA – langt væk fra vores egne trygge rammer? Lur mig, om ikke vor dages katastrofefilm svarer til Herman Bangs stukfacader eller Danmarksmonumentet, der larmer for meget til vores selvforståelse. Da QEDA havde premiere i Grand sidste år, var der i hvert fald mange, der hviskede og tiskede i biografen om, hvor modigt det var at lave genrefilm i Dronningens København. Det forhindrede dog ikke publikum i deres stående bifald til sidst.

 

Hitchcock på D’Angleterre // Foto: John Stæhr

 

Men når vi selv tøver hvad genrefilm angår, kommer hjælpen heldigvis udefra. Hele to gange har spændingens mester Alfred Hitchcock vist vores skønne, nordiske storby i sit sindrige univers med spionthrillerne Bag jerntæppet (1966) og Topaz (1969). Stik modsat datidens muntre, danske folkekomedier eller vor tids triste socialrealisme, så han potentiale i byens særlige skønhed med kanaler, der funkler i solen, grønne træer og irrede kobberspir. Det var en skønhed, som risikerede den ultimative udslettelse i en atomkrig. Vi glemmer ofte, at København har en eksotisk placering tæt på den kolde krigs grænse mellem øst og vest. Og det besnærede den feterede instruktørs berømte fantasi. 

Før Paul Newman skulle redde København såvel som den øvrige vestlige verden fra en uvis fremtid i Bag jerntæppet, var en anden helt på samme mission. Nemlig Bent Mejding. Hitchcock var i virkeligheden ikke den første instruktør, der truede med at jævne Absalons købstad med jorden. I Sidney Pinks monsterfilm Reptilicus (1961) – der står blandt mine danske favoritter – må Bent Mejding, Ann Smyrner og Dirch Passer kæmpe mod et forhistorisk, bevinget uhyre, der spyr ild og skaber ravage i gader og stræder.

Der er især en nævneværdig og underholdende scene i filmen, som delvist indgår i Ulige Numres musikvideo til sangen “København” (2011). Her angriber uhyret Christianshavn, og vi ser statister i hobetal springe fra Knippelsbro for ikke at blive ristet i et flammehav.

 

Reptilicus // Foto: Aage Wiltrup

 

Sidney Pink forstod dog, at hvis man vil lave danske katastrofefilm, må de indeholde det, som trækker et dansk publikum til billetskranken. Og i 1961 var det musicalscener. Derfor afbrydes historien parentetisk, når Dirch Passer synger en sang for filmens børn om, hvor bange han er for den mystiske kæmpeøgle. Det ville være uhørt i King Kong eller en Godzilla-film.

”Jeg har altid syntes, at film på samme måde som eventyr kan udforske koncepter som liv og død på sikker afstand. De kan være en hjælp til at acceptere tilværelsen og til at navigere i den.

Det siger den excentriske filminstruktør Tim Burton i bogen What I Love about Movies. Det kan jeg kun være enig med ham i. Selvom jeg stadig venter på, at også han laver en københavnerfilm, må man sige, at han mestrer at kombinere svære emner med underholdningsværdi.

Personligt synes jeg, at fortællingen får et ekstra lag, når den udfolder sig et sted, hvor jeg har sat mine fodspor. Derfor glæder jeg mig til flere københavnerfilm, der tør gå imod strømmen og fortæller en fabulerende historie, der er fjern fra min egen hverdag. Men lige meget, om filmen er realistisk eller fantasifuld, finder jeg altid smilet frem, når jeg ser noget genkendeligt fra stenbroen glide hen over lærredet. Uanset om det er Børsens dragespir, irrede kobberfacader på Knippelsbros kontroltårne eller en ganske tilfældig bygning, jeg cykler forbi på min vej gennem min by.

Kjartan er filmredaktør og skribent med masser af plads i hjertet for nostalgiske Hollywood klassikere, Tarkovsky-film og aktuelle film i biffen. Når han ikke er opslugt af billeder i bevægelse, har han også en svaghed for pasta, en afsky for bladselleri og har angiveligt pænt krøllet hår.