Om julefilm og spøgelser

Julespøgelse // Illustration: Luna Magdalene

ESSAY: Hvem kender ikke det utilregnelige spøgelse Jack Skellington fra Tim Burtons A Nightmare Before Christmas? Han knuger sin skelethånd om julen og bygger en bro mellem den og halloween – eller allehelgen om man vil – før han skal vælge én af højtiderne at hjemsøge. Hvis jeg som spøgelse stod med hans valg, ville jeg klart vælge julen! Det er så hyggeligt, når alting dufter af gran og pebernødder. Historisk set har julen desuden altid været den højtid, hvor de døde gik iblandt os. Men hvem er disse genfærd, der stikker næsen frem i decembermørket? Jeg dykker ned i filmhistorien for at finde ud af det.

 

Det var en mørk og stormfuld aften.

Sådan starter mange spøgelseshistorier. Og min er ingen undtagelse. For på en mørk og stormfuld aften kort før advent sad jeg og hørte Frank Sinatra synge “White Christmas” for første gang i år. Men ligesom julestemningen bredte sig i lejligheden, løb det koldt ned ad ryggen på mig. Jeg vidste, at jeg ikke længere var alene. Jeg havde fået uventet besøg af et julespøgelse. Ikke sådan et, der stiller sig bag én og siger ”bøh!” Det var den kreative slags, som ingen andre kan se. Den slags, der kan lide brunkager, men som også laver ballade, når det ikke får sin vilje. På én nat tog det mig på en rejse igennem filmhistorien og fik mig til at tænke på et enkelt spørgsmål: Hvordan holder spøgelser mon jul?

Sidste år var min største julefilmsoplevelse endelig at se Fanny og Alexander (1982) på det store lærred, da Cinemateket viste den som månedens film i december. Ligesom mange andre gør juleaften, løber gæsterne i filmen fra rum til rum i hele huset, imens de skråler ”Nu er det jul igen, og nu er det jul igen, og julen varer lige til påske”.

For nylig var der en bekendt, der fortalte mig, at meningen med spektaklet er, at man skal jage genfærd og onde ånder ud af huset, før året er omme. Da jeg fik besøg af julespøgelset, fortalte det mig, at sangteksten ”julen varer lige til påske” kan forstås som en trussel. Man truer de døde med, at de ikke kan få fred i huset før påske. Og til den tid er foråret på vej med solskin, og spøgelserne må vende tilbage til de dødes rige, hvor der er mørkt og koldt.

 

Julespøgelser // Illustration: Luna Magdalene

 

Også i år har jeg tænkt mig at se en juleklassiker i biografen. Det kan meget vel gå hen og blive en årlig tradition. Denne gang bliver det Tim Burtons A Nightmare Before Christmas (1993) om et andet julespøgelse, der bliver træt af at fejre allehelgen og bare gerne vil holde jul. Men det bliver bedre endnu. Cinemateket viser filmen som sing-along tirsdag den 28. november, hvor publikum kan brillere med deres skønsang eller – som jeg vil – bare skråle med, selvom man er fuldstændig tonedøv.

Men hvorfor er en film som A Nightmare Before Christmas, der blander jul og uhygge, så mange menneskers julefavorit? Det ville jeg gerne spørge mit julespøgelse om. Det svarede:

”Det kan lyde lidt mærkeligt, men der er noget med jul og spøgelser, som bare passer rigtig godt sammen. Tænk blot på Charles Dickens’ roman Et juleeventyr, som er blevet lavet om til adskillige film, og som Frilandsmuseet i Lyngby har en årlig teateropsætning af.”

Et juleeventyr er historien om den nærige, men velhavende Scrooge, der bliver hjemsøgt af sin afdøde kammerat Marley juleaften. Eventyret foregår på netop den dato, fordi det er natten, hvor de døde går frit rundt iblandt os. Det er også den mørkeste tid på året, og de kan derfor snige sig rundt uden at blive opdaget. Imens vi spiser vores juleand og danser om træet, betragter de os gennem vinduet.

Som barn elskede jeg udgaven af Et juleeventyr med The Muppets (1992), hvor Oscarvinderen Michael Caine spiller Scrooge. Nu foretrækker jeg 1980’er-udgaven Scrooged (1988) med Bill Murray i hovedrollen. Og en af mine allerbedste venner har et nært forhold til den dansksprogede udgave af Disney-versionen (1983) med Mickey Mouse og Joakim von And. Alle tre udgaver har især ét fællestræk: selvom de handler om en mand, der bliver hjemsøgt, er de ikke spor uhyggelige. Det føles bare rigtigt, at de døde besøger os i julefilm.

 

Spøgelseshistorier

Imens min uventede gæst og min indre filmnørd diskuterede, gik det pludselig op for mig, hvor mange film jeg har set, der leger med porten mellem de dødes og levendes rige, som står vidåben i december. Der er for eksempel Victor Sjöströms svenske spøgelsesfilm Körkarlen (1921) om fulderikken David, der efter en uges juledruk er den sidste til at dø før midnat nytårsaften. Ifølge sagnet i filmen skal han derfor leve som spøgelse og arbejde som Dødens hjælper i et år, før han får lov til at hvile i fred.

Forfatteren Selma Lagerlöf, der skrev historien, påstod engang, at den er baseret på sande hændelser om en mand, der mødte den såkaldte ”køresvend”. Pludselig bliver hjerternes fest med dens ubudne spøgelsesgæster en smule uhyggelig, synes jeg. Jeg kiggede på mit julespøgelse, men det kunne ikke bekræfte, om historien faktisk var sand.

Når jeg tænker på spøgelsernes tilknytning til julen, kommer jeg i tanker om en af min fars gamle historier. Han fortalte mig, at hvis du sidder ude ved en korsvej i nærheden af en kirke eller en kirkegård på lillejuleaften efter midnat, vil de døde komme og holde dig ved selskab. Hvis man skulle opleve det, er det vigtigt, at man ignorerer dem. For hvis de får din opmærksomhed, hvisker de dig i øret og fortæller, hvornår og hvordan du skal dø.

Så naturligvis har jeg aldrig nogensinde været udendørs lillejuleaften efter midnat. Og det kommer jeg formentlig heller aldrig. Jeg plejer ikke at være overtroisk, men for en sikkerheds skyld har jeg dårligt nok opholdt mig alene i nærheden af Vor Frue Kirke på vej hjem fra en bytur. Tænk hvis man skulle møde et lille genfærd ligesom Scrooge i Et juleeventyr, og man fik at vide, at man var fortabt? Nej tak.

Men før vi maler et billede af hjerternes fest som det rene gysershow, bliver jeg nysgerrig efter, om spøgelserne nødvendigvis er så skræmmende, som man tror. Både min gæst på denne mørke aften og vores spøgelsesekspert – min far – er enige. Genfærd er lidt ligesom mennesker. De vil os ikke nødvendigvis noget ondt, men de kan være lunefulde. Jeg gad vide, om filmindustrien er enig med eksperterne.

 

Kan man blive venner med et spøgelse?

Jeg vil gerne vide, om spøgelserne virkelig er gode eller onde, så jeg kan være forberedt næste gang, de titter frem, imens jeg prøver at dyrke lidt julehygge.

En spøgelsesfilm, der skræmte livet af mig som teenager, var Tobe Hoopers Poltergeist (1982). Der er spøgelserne virkelig uhyggelige og i den grad lunefulde. De har kun i sinde at plage og dræbe en familie, der flytter ind i et hus bygget på en gammel gravplads. De er i hvert fald svære at være på bølgelængde med. Men på den anden side er der Brad Silberlings Casper (1995) om det venlige spøgelse. Han er et sødt, lille gespenst, som bare vil have venner. Jeg har sågar en veninde, der engang indrømmede, at hun som barn var en smule forelsket i Casper. Spøgelserne fra Hollywood er altså lidt tvetydige og svære at regne ud. Jeg tror altså ikke, at Casper og spøgelserne fra Poltergeist holder jul på helt samme måde.

Også i den gode gamle danske filmindustri er spøgelserne svære at regne ud. Saga Studios’ lokaler i Charlottenlund blev i sin tid hjemsøgt af den grå dame, som Karin Nellemose spiller i Annelise Reenbergs Baronessen fra benzintanken (1960). Hun er hylende morsom og hjemsøger Ghita Nørby, der spiller arbejderkvinden Anna, som viser sig at være arving til et slot. Et eller andet sted tænker jeg, at hvis Ghita Nørby kan være venner med et spøgelse, så kan jeg vel også. Eller hvad?

Så er der det hævntørstige genfærd i den danske gyserfilm Kollegiet (2007). Jeg er lidt af en kylling, når det kommer til gyserfilm, og jeg kan overhovedet ikke tåle såkaldte ”jump-scares”, hvor underlægningsmusikken opbygger en stemning, før spøgelset pludselig dukker op. Eller en kat springer frem fra sit skjul. Filmen er proppet med den slags scener, så lad os bare sige, at den var skidt for mine nerver.

Jeg har for længst lagt Kollegiet bag mig, og mange af mine venner forsikrer mig, at den slet ikke var særlig uhyggelig. Men de kan tale for dem selv, kan de. Som studerende ved Københavns Universitet blev jeg endnu engang konfronteret med rædslerne. Ikke nok med, at flere af scenerne er filmet på KUA, hvor jeg havde min daglige gang. Nej, søreme om ikke nogle af filmens mest uhyggelige scener var optaget i kælderen på det kollegie på Amager, hvor jeg boede. Modsat julespøgelset blev jeg aldrig rigtig gode venner med kollegiespøgelset. Den dag i dag har vi stadig et anstrengt forhold til hinanden.

 

Julespøgelser // Illustration: Luna Magdalene

 

Spøgelset anno 2017

I efteråret så jeg ikke bare en, men to film med alternative spøgelser til filmfestivalen CPH PIX. Ligesom i min fars historier er de hverken gode eller onde. Det kommer an på vores perspektiv. Som når Casey Affleck spiller et af mine nye yndlingsgenfærd i David Lowerys A Ghost Story (2017). Han er ikke et gennemsigtigt, computeranimeret spøgelse, der ligner skuespilleren. Det er faktisk bare en mand med et hvid lagen over sit hoved og med sorte huller til øjnene. Præcis som et gammeldags, hjemmelavet fastelavnskostume.

Han kan godt være en smule uhyggelig, når han smadrer tallerkener og vælter møbler for at jage en familie ud af huset, hvor han selv boede, før han døde. Selvom de nye beboere er skrækslagne og oplever ham som en ondskabsfuld magt, kan publikum godt se, at han ikke er det. Han vil bare gerne være alene og forbande det liv, som han har mistet. Han savner kæresten (Rooney Mara), som endnu er i live, men flyttede ud for at bearbejde sin sorg, imens han er fanget på matriklen.

Den anden spøgelsesfilm, son jeg så til festivalen, er måske den mest sindsoprivende i genren. Det var det utroligt smukke spøgelses-/gangster-/ungdomsdrama Sicilian Ghost Story, som jeg stadig ikke er helt sikker på, om jeg forstod eller ej. I hvert fald sad jeg yderst på biografsædet i Grand Teatret og prøvede at finde ud af, hvad det er for et spøgelse, som besøger den nævenyttige teenagepige Luna i filmen.

Nogle gange ligner spøgelset en bidsk hund, som hun møder i skoven. Andre gange ser vi det som en pibende, hvid ugle i Lunas mors kælder. En tredje gang ligner det hendes svigermor på en prik. Selv når filmen er færdig, aner man ikke, hvem spøgelset er. Måske er det hendes forsvundne kæreste eller en mystisk urkraft, der lever i skoven. Hvem ved? Måske er pigen bare ved at miste forstanden.

Måske er spøgelset i 2017 ligeså individuelt som mennesker. I så fald finder vi aldrig ud af, om vi skal være bange for dem eller ej.

 

Døde individualister

Der er noget særligt ved Jack Skellington fra A Nightmare Before Christmas. Han kunne godt være et af de moderne, individuelle spøgelser fra 2017. Man kan aldrig helt regne ham ud. Jack er lidt uhyggelig, narcissistisk og træffer nogle utrolig selviske valg. Han prøver ikke engang at få andre til at kunne lide ham. Han vil simpelthen bare gerne være i rampelyset. Hvis han havde haft en profil på Instagram, ville han kun lægge selfies op. Ligesom Klokkeblomst i Peter Pan (1953), er han desperat efter andres klapsalver, opmærksomhed og bekræftelse. Han er utilregnelig og kan både være god og ond. Det afhænger af situationen. Måske han fordufter, hvis vi lader som ingenting. Præcis som i min fars spøgelseshistorie.

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal forvente af Jack Skellington eller de andre tilbagevendte døde. Det ser ud til, at de har hver deres dagsorden både til jul og resten af året. Nogle er her for at nyde en hyggelig stund med brunkager, og andre kommer for slå ihjel. Personligt har jeg det bedre med det hyggelige, brunkage-spisende spøgelse, som jeg fik besøg af på denne mørke og stormfulde aften. Men idet solen stod op, forsvandt det igen.

 

// Alle illustrationer: Luna Magdalene

Kjartan er filmredaktør og skribent med masser af plads i hjertet for nostalgiske Hollywood klassikere, Tarkovsky-film og aktuelle film i biffen. Når han ikke er opslugt af billeder i bevægelse, har han også en svaghed for pasta, en afsky for bladselleri og har angiveligt pænt krøllet hår.