Olsen Banden vender hjem

Selfie med Kjeld // Alle fotos: Anna T. Huynh

 

REPORTAGE: Nu er københavnerne efterhånden vendt hjem igen efter udlandsrejser og sommerhusophold. Hjem til det trygge og kendte. Men ikke alle er færdige med sightseeing-sæsonen. Derfor har vi lagt ruten forbi Nordisk Films studier i Valby og taget rundvisningen ”Olsen Banden vender hjem” for at undersøge, hvordan disse vaneforbrydere blev til sådan et nationalt klenodie og en af Københavns mest populære kliker. ”Skidegodt Egon!

 

De folkekære forbrydere

Mange gange har vi hørt Yvonne (Kirsten Walther) sige ”Det kan jeg sige dig, Egon. Meget har du budt mig i alle disse år”. Hun har ret. Meget har den kære bandeleder Egon (Ove Sprogøe) budt os. Gode grin, varme barndomsminder og nogle gange også tåkrummende klichéer, som er en uomgængelig del af oplevelsen. Ligesom når man besøger en gammel ven, var alt hurtigt ved det gamle på rundvisningen, hvor de fremmødte diskuterede favoritscener undervejs. Der blev i høj grad konkurreret om, hvem der var mest fortrolig med banden og dens karismatiske leder.

 

Ligesom med de fleste andre populære kliker er folk splittede, når det kommer til Olsen Banden. Nogle er meget entusiastiske, andre er mere tilbageholdne og generelt skeptiske overfor folkekomedien som genre. Hvis man vil lære filmenes sande værdi at kende, skal man ikke vurdere dem som stor kunst De prøver ikke at imponere dig, men sigter lige efter hjertet. Uanset tilhører Egon, Yvonne, Kjeld, Benny, Børge, Bøffen, Kriminalassistent Jensen og alle de andre en kategori med de mest genkendelige og folkekære karakterer i dansk filmhistorie. Men hvordan er det lige præcis, a5 disse film skiller sig ud? Kan vi mon finde svaret på, hvorfor netop Olsen Banden har indtaget så markant en plads i dansk kultur, at et spørgsmål om filmene var med i indfødsretsprøven i 2016?

 

Genkendelighed

Jeg husker filmene især som noget, der samlede familien, når de blev vist i fjernsynet en lørdag aften i 1990’erne. Hver gang banden besøgte os igennem skærmen inde i stuen, bød vi dem velkommen med en slikskål og grinte endnu en gang ad de samme detaljer og vittigheder som sidste gang. Der var Benny (Morten Grunwald) med sit evindelige lille hop, når han skulle skynde sig, hans gule sokker under hans lidt for korte bukser og tonefaldet, når han kalder Bøffen (Ove Verner Hansen) for ”Det dumme svin.” Alt sammen hyggelige gentagelser, som naturligvis genopleves på rundvisningen.

 

Bennys gule sokker

 

Ingen af filmene brød radikalt med sine forgængere; men det var heller ikke intentionen. Man kan sammenligne det med, når man i dag griner af memes på Instagram, 9gag eller i interne grupper på Facebook. Begge ting handler om genkendelighed og en simpel struktur, som bliver reproduceret. Noget tyder på, at det er en lignende mekanisme, som får publikum til at grine af for eksempel Poul Bundgaard i rollen som Kjeld, der panisk mumler ”Hvad gør vi, hvad gør vi?” og skælver af spænding i pressede situationer. Jeg kan se ham for mig, når jeg selv møder modgang og bliver rådvild.

 

Foran nordens ældste filmstudier

På vej fra Valby Langgade hen ad Mosedalvej til porten foran Nordisk Film, hvor jeg mødtes med min ledsager og fotograf Anna, gik jeg forbi Asta Nielsen Strædet. Strædet er opkaldt efter den store danske stumfilmsskuespillerinde, som efter sit gennembrud i Danmark blev et stort hit i tyske melodramaer i 1920’erne. Kvarteret rundt om studierne er iscenesat på en måde, så man kan mærke filmhistoriens vingesus, og vi var klar til at møde dagens rundviser. Hun var velforberedt og underholdt os med historier, som både handlede om Olsen Banden-filmene og om den danske filmindustris udvikling.

 

Rundvisningen begyndte foran de ikoniske røde studiebygninger, hvor vi kunne glane op på Nordisk Films logo. En isbjørn, som står på en globus. Inden længe blev vi hentet og ført længere ind på pladsen, hvor en slidt Chevrolet Bel Air 1959 stod ved siden af en gammel politibil. Rundviseren spurgte, om vi kunne genkende den første bil. Nogle blandt de fremmødte var hurtige og svarede med ildhu ”Det er da Bennys bil fra filmene!” Ganske rigtigt. Det var samme model, som Benny kører i Olsen Banden-filmene. Nogle smilte og nikkede anerkendende, ligesom hvis de selv havde siddet på passagersædet dengang i selskab med de tre banditter og Yvonne. Bagved står det ældste overlevende filmstudie i norden. Det hedder Studio 2, blev bygget i 1910 og bruges nu til udstillingen. Der skulle vi nu træde indenfor.

 

Egon har en plan

Filmenes opbygning er relativt simpel. Nogle gange starter filmen med, at trekløveren Egon, Benny og Kjeld begår et røveri et sted i København, men fumler i det. Derefter ryger Egon i spjældet. Andre gange starter filmen lige uden for porten ved Vestre fængsel, når han bliver løsladt. Han har altid en plan. En ”skidegod plan”, som han fortæller de andre om hjemme hos Kjeld og Yvonne, der som sædvanlig skal overbevises om, at det er en god idé. De skal begå et kup, blive millionærer og leve lykkeligt til deres dages ende på Mallorca. Det er et narrativ, som går lige i hjertet på middelklassen, fordi det, som rundviseren pointerede for os, er den lille mands opgør med de rige kapitalisters dominans. Er det mon derfor, Egon og hans venner blev så populære?

 

Men der er altid nogen, som jokker i spinaten. Egon bliver endnu engang arresteret, Benny er over alle bjerge og Kjeld søger tryghed sammen med den kære familie hjemme i Valby. Så starter det forfra i næste film. Det er ikke nemt at være vaneforbryder. Især når man, som Egon udtrykker det, er ”omgivet af hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere, talentløse skiderikker, impotente grødbønder, småbørnspædagoger og socialdemokrater.” Set fra hans øjne er det altid de andre, som er skyld i, at hans planer mislykkes.

 

Mangfoldig skare

Under rundvisningen fandt vi ud af, at tilhængerne af Olsen Banden-filmene er en mangfoldig skare. De fremmødte inkluderede både ældre ægtepar, venindegrupper, forældre med børn og også en lille håndfuld unge. Nogle kom for at lære noget nyt, mens det var tydeligt, at andre i forvejen havde et indgående kendskab til forbryderbanden. Hver gang vi kom ind i et nyt rum, kunne man høre nogen kommentere, fra hvilken film de forskellige rekvisitter var, hvem havde haft hvilken forklædning på i den film, hvilke skuespillere havde spillet gæsteroller og så videre.

 

Rekvisitter

 

For at vurdere vores filmviden stillede guiden nogle spørgsmål til de fremmødte undervejs. Der blev mumlet nogle svar i krogene, og jeg kunne se deres begejstring, når de gættede rigtigt. Én mand var et sandt orakel og delte rundhåndet ud af sin specialviden. Man skulle tro, at han selv havde været med i banden, for han vidste alt. Han vidste næsten nøjagtigt, hvilke gæsteroller der var i de forskellige film, og når guiden viste forunderlige genstande frem, kunne han fortælle os præcis, hvad de var blevet brugt til. Husk at der er 14 film i alt! Nogle gange supplerede han sågar guidens oplæg, imens hun nikkede imponeret tilbage til ham.

 

Men man møder også tilhængere af den højt elskede københavnerklike uden for Nordisk Films studier i Valby. Jeg faldt engang i snak med en folkekomedie-aficionado, som hedder Kristian. Samtalen startede i en helt anden boldgade (vi diskuterede Fellini-film). Før vi vidste det tog snakken en radikal drejning, så vi endte med at tale om, hvad han kaldte for ”Folkekomediens guldalder”. Altså danske film fra midten af 1960’erne og cirka 15 år frem. Kristian ville gerne slå et slag for genren, som han mente var blevet uretfærdig hårdt dømt i sit eftermæle. ”Det er jo ikke finkultur som Fellini eller Dreyer. Det er folkeligt og sjovt. Man kan slet ikke sammenligne det.” Kristian og jeg blev enige om, at man godt kunne se et skred i nogle af periodens film. På trods af at man stadig hovedsagligt lavede komediefilm, blev de mere ambitiøse og originale. ”Det er det, de skal vurderes efter”, som han sagde.

 

Balling & Bahs

To af de navne, som især gør sig gældende i folkekomediens såkaldte ”guldalder”, er makkerparret instruktør Erik Balling og scenograf og special effect ekspert Henning Bahs, som sammen lavede drejebøgerne til Olsen Banden-filmene og mange af Nordisk Films andre produktioner i perioden. Disse ambitiøse herrer skulle vi naturligvis også høre om undervejs. Rundviseren viste os et klip fra Olsen Banden går i krig (1978), hvor Kjeld og Benny skal redde Egon, som Bøffen har spændt fast til uret i toppen af Rådhustårnet. Hvis man kigger nøje efter, kan man se Ballings og Bahs’ ansigter hugget ind i søjlerne under uret. Med et spøgefuldt glimt sagde hun, at hun af den grund godt kunne lide at sammenligne dem med selveste Hitchcock, som også diskret lagde sit ansigt til i alle sine film.

 

Filmenes lokationer har meget at sige for makkerparret Balling og Bahs. Sammen har de formået at vise publikum meget af verden i selskab med Olsen Banden. De har taget os med igennem Europa for at stjæle en rød kuffert fyldt med penge i Paris, på charterferie i Spanien og har pustet en Lolita dukke op i EF’s (nuværende EU) hovedkvarter i Bruxelles. Men Kjeld var aldrig mere begejstret, end da de flygtede fra politiet over Langebro til Amager i Olsen Banden på sporet (1975). Imens han lystigt ser sig omkring, siger han ”Det er ligesom at være i udlandet”, selvom de bare er på den anden side af Christianshavns Vold. Findes der mon en bedre måde at vinde københavnernes hjerter end ved at vise dem eksotiske destinationer, før man vender tilbage til deres højt elskede hjemby? Ude er godt, men hjemme er bedst.

 

De havde en utrolig evne til at vise København fra dens smukkeste sider. Banden har taget os med til både københavnske varemærker som Børsen, Knippelsbro og Rådhuset, som alle og enhver kender. Men de har også taget os med til mere skjulte juveler som bag indhegningen på fabrikkerne i Sydhavnen, kontorerne i Landsbanken, en faldefærdig hytte lige ved siden af Kastrup Lufthavn og selvfølgelig det hyggelige arbejderkvarter i Valby. Balling og Bahs var fantastisk dygtige til at iscenesætte hovedstaden. Faktisk så dygtige, at en underviser fra Københavns Universitet engang anbefalede mig at gense Olsen Banden-filmene i forbindelse med et kursus om Københavns historie. Bandens venner findes såmænd også i akademiske kredse.

 

Yvonnes motiver

Det var min tidligere nævnte samtale med Kristian, der første gang gjorde mig opmærksom på, hvilken rolle Henning Bahs spillede for filmene, på trods af at han ikke var instruktør. Han fortalte mig en anekdote, om hvordan makkerparret Balling og Bahs plejede at tage til Paris for at lave drejebogen til den næste film. Deres metode var simpel: To mænd inspireret af en ukendt mængde vin diskuterede, hvad Yvonne skulle finde på denne gang. Selvom (eller måske netop fordi) hun ikke altid var ligeså meget med i filmene, som Egon, Benny og Kjeld, skulle hendes tilstedeværelse altid være mindeværdig. Både karakteren Yvonne, måden Kirsten Walther spillede hende på og de replikker, der blev skrevet til hende, resulterede i nogle af filmenes højdepunkter. Hun var en sand diva!

 

Hun blev hurtigt Balling og Bahs’ første-prioritet; derfor måtte både Egons planer og forhindringer tage udgangspunkt i hendes gøren og laden. Nogle gange ville hun ofre alt for sin søn Børges fremtid og vende ryggen til den kriminelle Egon, en gang trængte hun til at komme væk fra byen og ville på ferie i Jylland og en anden gang gik hun amok med at planlægge sit og Kjelds sølvbryllup. Det sker, at hun er en direkte forhindring for Egon. Men hun vil skam også gerne være millionær og leve til sine dages ende på Mallorca og er derfor nogenlunde til at have med at gøre. Hun kender ikke mådehold, og selvom både hun og Kjeld for det meste er arbejdsløse, og så vidt vides ikke har nogle særlige forudsætninger for at få en betydelig indtægt, har hun tårnhøje krav til sin levestandard og anser sig selv som borgerlig.

 

Yvonne

 

I udstillingen ”Olsen Banden vender hjem” kan man se en dukke på en havestol iført Yvonnes badedragt og morgenkåbe, som hun har på i en scene, når det kortvarigt lykkes dem at tage til Mallorca. Her bliver hun drikfældig i varmen, pengene forsvinder, og de må rejse hjem til Valby og starte forfra. Ligesom når nogle af os forlader byen og leger millionærer for en stund. Hovsa!Scenen, hvor hun sidder fordrukken ved poolen iført kåben og en stærk drink i sin hånd, fanger noget essentielt og dekadent ved både Yvonne som karakter, men også skyggesiden af den millionærdrøm, vi deler med hende.

 

Slutningen

Jeg husker, hvordan jeg plejede at håbe, at det endelig ville lykkes for banden at snige sig afsted med bare en lillebitte formue. Jeg syntes, at de fortjente pengene efter deres indsats igennem så mange år. Er der mon andre, hvis hjerter blev hvervet af banden og deres rene og skære ihærdighed? Desuden skulle pengene næsten altid stjæles fra dem, der havde nok i forvejen. Der var noget Robin Hood-agtigt over deres opgør med de velhavende og korrupte kapitalister, som kun blev rigere, mens Egon og hans kumpaner sad i Valby og blev mere forarmede. Men gang på gang gik deres planer i vasken, uanset hvor nøje alt var ”timet og tilrettelagt.” Som regel fordi Kjeld blev bange, Benny blev distraheret eller Yvonne uventet dukkede op og forstyrrede det hele, lige når det endelig så ud til at lykkes.

 

Jeg kan se det for mig. Der står Egon alene med en cigar i mundvigen og hænderne over hovedet, iført lyserøde opvaskehandsker og med et stetoskop omkring halsen foran et tomt Franz Jäger pengeskab og får at vide af politiet, at han er anholdt. Slutningen føles ofte som et didaktisk islæt, der skal lære publikum, at forbrydelse ikke betaler sig. Samtidig føler man sig tryg i en by, hvor forbrydere sættes bag lås og slå, uanset hvor afholdte de er. Men mange af filmens rigmænd som Hallandsen, Holm-Hansen og Ministeren, som vi hører om og aldrig ser, fremstår ingenlunde elskværdige. Vil vi ikke også gerne se dem gå ned med nakken? Eller er det kun fordi vi hepper på Egon og hans venner?

 

Men efter vores tur i Nordisk Films studier havde skurkene i Olsen Banden-filmene stadig fået lov til at leve videre i sus og dus, mens den lille mand blev tvunget bag tremmer. Det kan altså ikke være retfærdighedsfølelse, som gjorde Olsen Banden så populære. Når jeg kiggede mig omkring, så jeg smilende ansigter blandt de fremmødte, som var ivrige efter at få rundviseren eller deres ledsagere i tale, så de kunne diskutere deres iagttagelser og snakke om yndlingskarakterer og citater. De virkede alle sammen meget tilfredse.

 

Studio 4

 

Efter en hurtigt overstået halvanden time, havde vi bevæget os igennem alle rummene i Studio 2 og stod nu i det store rum i Studio 4. Det var her, de byggede kulisser som bunkeren i Olsen Banden i Jylland (1971) og kælderen på Det Kongelige Teater i Olsen Banden ser rødt (1976). Rundvisningen var ved at være færdig, og afslutningsvis blev vi informeret om noget, der ikke var bygget som en kulisse. Facaden på huset, hvor Kjeld og Yvonne bor i filmene, var et rigtigt hus i Valby. Men det charmerende gamle hus, som Balling og Bahs også havde forelsket sig i, blev revet ned, fordi det var så nedslidt, at man ikke kunne gøre noget for at redde det. Der, hvor huset og samlingspunktet for en af Københavns mest populære kliker engang stod, kan man nu gå igennem Asta Nielsen Strædet.

 

På vej derfra passerede jeg endnu en gang Asta Nielsen Strædet og fæstnede mit blik ved vejskiltet, mens jeg tænkte, så det knagede. Jeg ville formulere en konkret sætning, der forklarer hemmeligheden bag Olsen Bandens folkelige succes. Men kan det overhovedet lade sig gøre? For nogle er filmene en guilty pleasure; for andre har de en nostalgisk værdi. For nogle helt tredje symboliserer de kampen imellem den lille mand og velhaverne. Man kunne blive ved, fordi fanskaren er bred og mangfoldig. Personligt holder jeg mest af de idylliske klip fra det gamle København. Men jeg er vist enig med de fremmødte om, at det var et godt gensyn med banden.

 

// Alle fotos: Anna T. Huynh

Kjartan er filmredaktør og skribent med masser af plads i hjertet for nostalgiske Hollywood klassikere, Tarkovsky-film og aktuelle film i biffen. Når han ikke er opslugt af billeder i bevægelse, har han også en svaghed for pasta, en afsky for bladselleri og har angiveligt pænt krøllet hår.