Nærvær før solopgang

Before sunrise
Before Sunrise // Illustration: Anja Oxager

Er du totalt i zen og føler dig i ét med alle jordens skabninger? Og carpe diem’er du derudad uden at se hverken frem eller tilbage? Ja, så skal du nok stoppe læsningen her. Til alle jer andre byboere, der tonser forvirrede rundt uden at lægge mærke til, hvad hulen I har gang i: stop op. Tag en dyb indånding og vid, at der er hjælp at hente. Du kan nemlig få et drys nærvær lige ind i skærmen uden hverken at tage på silent retreat i Nepal eller downloade alverdens meditations-apps. Find din yndlingsstreamingtjeneste og skru tiden tilbage til Wien anno 1995 og lad filmen Before Sunrise fortrylle dig med lektioner i nærvær.

Nærvær synes at være blevet vor tids buzzword. Laver man en enkelt Google-søgning på ordet, kan man hurtigt læse sig til “tre skridt til at opnå mere nærvær i hverdagen,” eller hvordan teknologien er roden til ophøret af nærvær. Der indføres mobilfrie skoler og forskningsgrupper, der undersøger hvordan nærvær og opmærksomhed kan indføres på uddannelser og i dagtilbud. Når jeg kigger rundt i Københavns gader, i hvad der føles som evigt vintertusmørke og støvregnsdis, må jeg indrømme, at jeg godt forstår hvorfor. Tavse og travle autopilotblikke på vej. Altid på vej til det næste.

I Before Sunrise møder vi amerikanske Jesse og franske Celine, som ved et tilfælde mødes i et tog fra Budapest og står af sammen i Wien. Her beslutter de sig for at tilbringe 14 timer sammen, inden de hver især rejser videre. I det næste halve døgn vandrer de byen tynd, taler om fremtidsdrømme og angst, sender stjålne blikke under en lytte-session i en pladebutik (ja, ganske vist før Spotifys tid) og spiser studel på en klassisk Wiener-cafe. Filmen leder altid mine tanker hen på endeløse sommernætter og samtaler rundt om Søerne, som truede med at stoppe i takt med solens opgang. Følelsen af, at alt kan ske, og at verden kun eksisterer i dette flygtige øjeblik – men med en viden om, at det hele forsvinder om lidt. Som Celine så fint udtrykker deres tid sammen: “But then the morning comes, and we turn into pumpkins, right?”

En invitation ind i en tidsboble

Before Sunrise er første del af Richard Linklaters trilogi om udviklingen af Jesse og Celines forhold over tid. Igennem filmen får vi et sjældent indblik i, hvad der føles som en serie af fastfrosne øjeblikke mellem to menneskeskæbner. Vi bliver inviteret ind i den helt særlige boble, der kun kan opstå mellem mennesker netop dér – når tankerne ikke florerer omkring deadlines, ubesvarede Messenger-beskeder og den tyve kilos tøjvask, der har hobet sig op.

Filmens midtpunkter, den charmerende og laid back amerikaner Jesse og den dybe og mystiske franske Celine, fører os rundt i en kulisse, der er lige så fascinerende som karaktererne selv – den østrigske hovedstad Wien. Byens nærvær er den tredje hovedperson i fortællingen og fører historien videre, når Jesse og Celine ikke selv har ord. Og øjeblikke uden ord er der flere af.

Når man slår nærvær op, kan man læse, at ordets oprindelse kommer fra norsk og er dannet af ”være nær”. Ordets betydninger er; det at være til stede eller en oplevelse af opmærksomhed, interesse, kærlighed eller omsorg, som et menneske udviser. Netop oplevelsen af interesse, kærlighed og opmærksomhed i mødet med et andet menneske er noget, Richard Linklater på magisk vis formår at indfange.

Linklater er interesseret i tid og øjeblikke. Og han gør det fremragende.  Han genopliver de øjeblikke, der er blevet udtværede i erindringen. Han får de lange sommernætter til at vende tilbage. Han får én til at huske, når man har glemt, hvad nærvær er. Og at nærvær bedst opstår i mødet. I samtalen, i latteren, i blikket, i duftene. Alle de bittesmå nuancer, der udgør hvert øjeblik. De detaljer, vi misser, når vi med døde blikke står utålmodigt i kø i Super Brugsen og sukker over teenageskabningen, der bipper stregkoder i dovendyrs-tempo.

The space in between

Når dagligdagen sætter sanserne på autopilot, får Jesse og Celine os til at huske på de små magiske ting i livet. Og nysgerrigheden ved at lære et andet menneske at kende.  

”I believe if there’s any kind of God it wouldn’t be in any of us, not you or me but just this little space in between. If there’s any kind of magic in this world it must be in the attempt of understanding someone sharing something. I know, it’s almost impossible to succeed but who cares really? The answer must be in the attempt.”

Som Celine udtrykker det, er det i det konstante forsøg på forståelse, at vi opnår en eller anden form for samhørighed. Der vil altid eksistere en kløft mellem os. Tid vil ophøre, og perfekte øjeblikke kan aldrig indfanges – som Jesse ellers prøver ihærdigt på, ved at tage et mentalt billede af Celine. Men i de små handlinger kan vi hver dag prøve at gøre kløften lidt mindre og forståelsen mellem os lidt større. Det er vel det, nærvær er – en følelse af at blive set, hørt og forstået, om det så blot er i et splitsekund.

LÆS FLERE ARTIKLER AF HANNAH HÉR

Skriv en kommentar

kommentarer

Jyde, fynbo og kvarttysker bosat på indre N'Bronx. Tosset med at hælde krydderier i min mad, benytte enhver lejlighed til at iføre mig hyggesokker med juleprint og lytte til podcasts.