“Meningen er noget, han drømmer” – Samtaler om David Lynchs Twin Peaks

Kyle MacLachlan og Sheryl Lee, still fra Twin Peaks. //Foto: Suzanne Tenner/SHOWTIME (HBO Nordic)

 

En ung, smuk kvinde skyllet op på stranden med isblå læber, et lille, lukket bymiljø med besynderlige, nogle gange på grænsen til det uhyggelige, men dog elskværdige, beboere, en ud over det sædvanlige kaffe- og tærteelskende FBI-agent med uortodokse opklaringsmetoder, ugler hvis fjer bedrager, og en sort hytte som i et parallelt univers, gemt bag røde, tunge gardiner, indeholder alt det ondeste i denne verden.

Sådan lyder en langt fra fyldestgørende opsummering af plottet og universet i David Lynch og Mark Frosts kultserie Twin Peaks, som de sidste 26 år har været genstand for uhyre mængder af analyse, fortolkning, refleksion, fandyrkelse og –teorier, hype og filmisk tilbedelse; en unægtelig og uomgængelig klassiker i tv-seriens og filmens verden, ligesom Mr. Lynch himself.
Nu har en aldrende Lynch, med et stadig virkelig flot, højt og sølvglinsende hår, efter, set fra et fanperspektiv, mange års venten på ny åbnet porten til Twin Peaks-universet. Tredje sæson ruller nemlig disse dage over skærmen, når der hver mandag vises et nyt afsnit på seriemastodonten HBO – og det er ret vildt! Lynch holder, hvad han lovede. Han lovede os nemlig, gennem Laura Palmers læber, netop dette gensyn, da hun for et kvart århundrede siden med mekanisk, black lodge-ficeret stemme profeterede: ”see you in 25 years.

Men hvad er det, der er med Twin Peaks? Hvad er det, serien kan, og hvorfor betyder den meget for så mange mennesker? At besvare disse spørgsmål er ikke sådan lige til. Faktisk er det ret svært at sætte ord på, i hvert fald hvis man skal fatte sig i korthed, så det har jeg ikke tænkt mig at gøre. Det er svært at sætte ord på, på samme måde som det vitterligt er svært at sætte ord på, hvad serien egentlig handler om, og hvad der egentlig foregår i den filmiske ’virkelighed,’ hvis det overhovedet giver mening at bruge et ord som virkelighed i denne sammenhæng. Det gør det kun, hvis vi fastslår nu og her, at virkelighed er en absolut subjektiv størrelse.

 

La Fontaine, Kompagnistræde 11, Kbh K // Foto: Tara Regina Clausen

 

Twin Peaks og København fortolket

 

Jeg har talt med to københavnere, som har et helt særligt forhold til Twin Peaks, om hvad serien betyder for dem og vigtigst af alt hvorfor. Jeg har snakket med henholdsvis Nicolaj på 26 og Dennis på 36 år, som jeg tilmed er så vanvittig heldig at kunne kalde mine venner.
Nicolaj er født, nærmest skæbneagtigt hvis du spørger ham selv, samme år, faktisk præcis seks dage inden, det sidste afsnit tonede ud på skærmen, da den originale serie sluttede den 10. juni 1991. Dennis er ”gammel” nok til at kunne huske, at serien kørte på dansk tv og til at have en klar erindring om da at have set den i en alder af 10 år. Fælles for de to er, at de ikke er i tvivl om, at serien gjorde et kolossalt indtryk ved allerførste øjekast. Et indtryk som har udviklet sig til et nær relation, både til Twin Peaks og til Lynch, og som har betydet, at de gang på gang drages af den lille by omringet af alvidende nåletræer. Sådan er det nemlig i Twin Peaks; træerne ved alt, bare spørg ’the Log Lady.’

Udover blot at tale om universet og stemningen i Twin Peaks har Nicolaj, Dennis og jeg også talt om, hvorvidt elementer af den samme stemning kan findes i København. Iført Lynch-briller har vi kigget nærmere på byen og prøvet at lokalisere de mest twin peakske steder, vi kunne komme i tanke om, og fotografierne i denne artikel er et resultat heraf. Et scenetæppe, røde nuancer, armløse antikke statuer, jazzede toner, surrealistiske konstellationer og americana-æstetik; alt sammen stemningsmæssige elementer, som vi forbinder med Twin Peaks, og således de elementer, som vi har forsøgt at finde i det københavnske kultur- og byliv.

 

Ny Carlsberg Glyptotek, Dantes Plads 7, Kbh V // Foto: Tara Regina Clausen

The story isn’t what it seems

 

Nicolaj er den største Twin Peaks-fan og Lynchnørd, jeg kender. Ubetinget. Hans kærlighed til universet, og alt hvad Twin Peaks indeholder og indebærer, er evigt overvældende. Det er en fryd at høre ham tale om det, og hans iver smitter altid af. Han så Twin Peaks første gang, da han var 11 år gammel, efter først at være blevet præsenteret for Lynchs Mulholland Drive, og troede ikke sine egne øjne: hvad var det her for noget?
Dennis er dedikeret Lynchfan og tilmed meget glad for Twin Peaks som helhed, selvom han også ser nogle, for ham, problematiske elementer. Især soap-aspektet, eller som han selv kalder det: ’episoderne med motorcykeldrengen,’ kan han have svært ved at kapere. Ikke desto mindre var hans nysgerrighed, ligesom Nicolajs, pirret øjeblikkeligt, da han så serien for første gang. For med hans egne ord: ”Selvom jeg ikke forstod det hele, så kunne jeg enormt godt lide verdenen.”

Denne følelse af undren og uforståenhed er helt central, når det kommer til Nicolajs, Dennis’ og min egen oplevelse og forståelse af Twin Peaks, og for den sags skyld også Lynchs øvrige værker. Hvad fanden foregår der egentlig? Hvordan skal det hele forstås? Er der en mening?

Hvad mening angår, siger Lynch selv i sit meditative værk Catching the Big Fish (2006): [Cinema] can be very abstract, but people have a yearning to make intellectual sense of it, to put it right into words. And when they can’t do that, it feels frustrating. But they can come up with an explanation from within, if they just allow it. If they started talking to their friends, soon they would see things – what something is, and what something isn’t.(…)how could they agree or argue if they don’t already know?”


Meningen kan findes, hvis vi snakker sammen, og hvis vi går på opdagelse inden i os selv. Okay! Så det gjorde jeg, først med Nicolaj over en flaske vin og et par dage senere med Dennis over en sort kaffe og et stykke cheese cake (jeg var ikke helt en ægte twin peakser den dag). Vi snakkede blandt andet om, hvad mening betyder i Twin Peaks’ univers.

 

Ny Carlsberg Glyptotek, Dantes Plads 7, Kbh V // Foto: Tara Regina Clausen

Har du set (eller hørt) den sidste brik?

 

Nicolaj: ”Handling og plot, og hvad der sker i serien, er meget sekundært. Det handler om stemning! Man skal ikke nødvendigvis forstå det. At man forstår det gør, at man måske kan komme endnu længere i fortolkningen, men du skal ikke nødvendigvis forstå det. Det vigtige er ikke ’hvorfor.’ Det, vil jeg sige, er regel nr. 1 i Twin Peaks: forstå ikke ’hvorfor.’ Derfor er det jo stadig kun interessant at danne sig en masse teorier. Det er utrolig puslespilsagtigt.”

Twin Peaks er et puslespil, i en større grad end noget andet jeg har set. Det er på den ene side helt legitimt ikke at forstå noget som helst, men hvis du dykker ned i universet, hvis du flår det hele fra hinanden og samler det igen, lytter til dine indskydelser, går med på præmissen om, at alt kan være en, inden for universet, plausibel, eller i hvert fald mulig, forklaring, så begynder der at danne sig en fortælling. En fortælling som så i sidste ende alligevel slet ikke nogen mening giver. Eller gør den?

Dennis: ”Jeg tror aldrig, det har været vigtigt for mig, når jeg har set Twin Peaks, at jeg skulle føle, at jeg forstod alt. Så tror jeg, man bliver frustreret. Egentlig kan jeg meget godt lide tanken om, at der er noget uopdaget, sådan at hvis jeg ser den igen, så finder jeg noget nyt hver gang, og det gør man jo!”

Så brikkerne skal lægges én efter én, hvis man har lyst, for igen; det er helt okay at lade være. Men bare lige for sjov kan jeg eksempelvis afsløre, at når seriens Deputy Hawk tvivlsomt spørger ”Is it about the chocolate bunnies?” i tredje del af tredje sæson, så ja – det er det! Det er fandeme de chokoladekaniner, som Lucy ulydigt har spist den ene af i sin tid, der gemmer svaret på, hvad der står på Laura Palmers forsvundne dagbogsblade, som efter 25 år stadig ikke er fundet. For at regne relationen ud og dermed hvad der står skrevet på de bortkomne sider, længe før Hawk rent faktisk får lokaliseret selvsamme, kræver det en klar erindring om to ting; omstændighederne ved vores første møde med Dale Cooper i første sæson og en bestemt, rædselsvækkende, scene i filmen Fire Walk With Me, som udkom efter serien, men handlings- og tidsmæssigt foregår før, hvor Laura ligger i sin seng.

 

Greasy Spoon, Studiestræde 14, Kbh K // Foto: Tara Regina Clausen

 

Jeg kan også afsløre, at den baglænssnakkende dværg fra første og anden sæson højst sandsynligt er blevet til et elektrisk, afpillet træ med en gnistrende hjerne på toppen. Det kan I så tænke lidt over. Jeg kan sige så meget, som at dværgen, der ret beset går under den kryptiske titel ’Man from another place,’ i sidste episode af den originale serie forsikrede Cooper: ”when you see me again, it won’t be me.”

Jeg kan ikke tage æren for ovenstående afsløringer og analyser, den tilfalder Nicolaj, som altid er klar med udvidede (og damn good) Twin Peaks-teorier og puslespilslægning, når vi hver mandag holder Twin Peaks night i hans lejlighed på Østerbro.
Så sådan er det altså med Twin Peaks; tingene giver ikke altid nogen mening, men det gør de så alligevel, hvis man accepterer, at mening hos Lynch er et meget vidt begreb.

Nicolaj: ”To ting, der ikke har noget med hinanden at gøre, har noget med hinanden at gøre.”

Dennis: ”Jeg har det sådan, at hvis han [Lynch] gav os svarene, ville det være det samme som at sætte sig ned og prøve at løse en krydsogtværs, der er løst på forhånd, hvor du har alle bogstaverne.”

 

Next Door Café, Larsbjørnsstræde 23, Kbh K // Foto: Tara Regina Clausen

 

Det uforståelige, det sorte, det skæve; det uforklarlige, som så alligevel kan forklares, hvis man leger med, virker til at være en helt essentiel del af, hvorfor Nicolaj og Dennis holder så meget af Twin Peaks-universet. Nemlig det forhold at serien ligger op til granskning, filmisk detektivarbejde, nørderi og uendelig refleksion.

Nicolaj: ”Der er noget dragende ved, at man ikke forstår hans fortællinger. Det er jo ikke fordi, du intet forstår, man forstår jo godt nogle af tingene. Overordnet set ved du jo godt, hvad der sker, men du kan bare ikke forklare ’hvorfor,’ det sker.”

Dennis: ”Når Twin Peaks er allerbedst, så har den noget af det, som god litteratur også har. Netop det med at der er lag, der er ting, der kan pilles fra hinanden, det er et løg, du kan skrælle. Der er ting, der henviser til noget andet. Jeg kan godt lide tv, hvor du ikke bare kan kigge væk uden at gå glip af noget. Twin Peaks er en serie, som jeg ser, og så ’ser’ jeg den.”

Nicolaj: ”Twin Peaks får så mange forskellige ting frem i mig. Man kan tænke over den og snakke om den som ingen andre serier. Der er ’så’ mange ting at tage fat på. Så ud over stemningen og humoren, så er det også refleksionselementet, der gør, at det er den serie, jeg elsker allermest.”

 

Greasy Spoon, Studiestræde 14, Kbh K // Foto: Tara Regina Clausen

Hvorfor er uglerne ikke, hvem de giver sig ud for at være?

 

Tara: ”Hvad er der med de ugler, der?”
Nicolaj: ”Jeg ved ikke, om der er dybere mening med uglerne. De lever i skoven og ser alt, ligesom træerne. Ligesom the Log Lady’s kævle, den kan hun spørge om alt, fordi den har set alt, fordi træerne er gamle; meget ældre end os. Uglen er hævet over skoven, så den kan også se alt.”
Tara: ”Måske er det en drøm, Lynch har haft. Og så må vi ligesom selv finde ud af, hvad vi får ud af det.”
Nicolaj: ”Uglen er jo et natdyr, så for mange er det et uhyggeligt dyr. Men det er samtidig også et hyggeligt dyr, det er et vist dyr. Den er dobbeltsidet. Der er en scene, hvor uglen pludselig forekommer at være Bob og deraf den kendte sætning: ’the owls are not what they seem.’”
Tara: ”Dobbeltgænger.”
Nicolaj: ”Den kan vende hovedet meget drastisk. Så er den glad, så er den sur. Igen, dobbeltsidet. Sådan paranoiaagtigt. Det ukendte kommer udefra.”

Tara: ”Når den siger ’uuuh uuuh’ ude i skoven, så er det jo lidt klamt.”
Nicolaj: ”Ja for dig måske. Jeg synes, det er en hyggelig lyd.”
Tara: ”Nå, ja.”
Nicolaj: ”Det er det, der er så fantastisk ved Lynchs værk. Alle får hver sin oplevelse og forståelse ud af det, alle har forskellige ideer om, hvordan det hele hænger sammen.”

 

Greasy Spoon, Studiestræde 14, Kbh K // Foto: Tara Regina Clausen

På én gang en drøm og et mareridt

 

Plottet er sekundært hos Lynch, som Nicolaj udtrykker det ovenover. Lynch arbejder et langt stykke af vejen slet ikke med den hollywoodske idé om, ja nærmest trosbekendelse til, et lineært og kronologisk struktureret plot. Mange idéer kommer som indre tableauer, som fragmenter; som drømme til ham. Med Lynchs egne ord: [the film] it comes, for me, in fragments.(…)red lips, green lawns(…) You fall in love with the first idea, that little tiny piece. And once you’ve got it, the rest will come in time.” (Cathing the Big Fish)

Dennis: ”Lynchs univers er jo nærmest drømmeagtigt, og med dine egne drømme kan du jo heller ikke sige hundrede procent, hvad det betyder.”

Nicolaj: ”Meningen er noget, han drømmer. I virkeligheden er Dale Cooper på mange måder en afspejling af ham selv. Hans kærlighed til kaffe, og det faktum at han kan vågne op og lige pludselig have en ide.”
Tara: ”Det er egentlig sjovt, at vi kan sidde her og analysere så meget på noget, der er udsprunget af noget, han har drømt.”
Nicolaj: ”Hans tanker kommer jo også et sted fra, fra et sted der giver mening for ham.”

 

Next Door Café, Larsbjørnsstræde 23, Kbh K // Foto: Tara Regina Clausen

 

Twin Peaks er en drøm: mystiske, overnaturlige elementer vikles sammen med kaffe- og tærtedyrkelse hos The Double R Diner, byen er lille og ekskluderet fra omverdenen, folk bliver forelsket på kryds og på tværs, FBI-agenten udbryder højlydt, at kaffen er skidegod, det samme er tærten fandeme også, vandet styrter kontinuerligt fra vandløbet, The Great Nothern Hotel byder på et hav af forunderlige plottråde, og Angelo Badalamentis lydspor giver scene efter scene et drømmende islæt.
Men Twin Peaks er også et mareridt: de røde gardiner blafrer, en mand i denim fra top til tå står for enden af en seng, han kravler frem bag en sofa, han griner ondere, end du troede var muligt, hans hår er fedtet, og han voldtager en ung, blond kvinde i skikkelse af hendes far, nat efter nat voldtager han sin unge datter, en dværg danser rundt om sig selv i et rødt, hvidt og sort rum, et sted som findes dybt inde i skoven og dybt inden i os alle, det hvide vendes ud af øjnene, og folk taler baglæns, i tunger, alt imens Laura Palmer skriger af smerte og indvortes ondskab i en gammel godsvogn i en sort, sort nat, hvor uglerne tuder, og vinden rasler i træernes nåle.

Nicolaj: ”Lynch mestrer bare de her genrer. Især den her paranoia-genre; mareridtsbillederne. Det er han totalt mester i, jeg kender ikke nogen, som kan gøre det bedre end ham. Og rundt om dette bygger han så nogle vilde kontraster; humor, komedie, drama, soap. Der er ikke en genre, der ikke er med.”

 

Next Door Café, Larsbjørnsstræde 23, Kbh K // Foto: Tara Regina Clausen

 

Dennis: ”Jeg var allerede ret fascineret af horror, og den der tråd af horror der gik igennem serien var nok i virkeligheden det, der fangede mig. Det allersidste afsnit, cliffhanger-afsnittet hvor han [Dale Cooper] smadrer sit hoved ind i spejlet, så vi i et sommerhus. Da jeg så slutningen, var det bare sådan: ’fuck me jeg kommer ikke til at sove i aften,’ og det indprentede sig bare helt vildt.”

Mit eget forhold til Twin Peaks går ikke lige så langt tilbage som Nicolajs og Dennis’ gør. Jeg kom nemlig lidt sent til Twin Peaks-festen og så serien første gang, da jeg var i starten af 20’erne. Jeg var da et relativt voksent menneske, som var flyttet hjemmefra nogle år forinden og havde, selvsagt, sovet alene og med lyset slukket i mange år. Jeg var et relativt voksent menneske, som i en alder af 10-11 år fik min mor til at låne The Exorcist og The Ring nede i den lokale Blockbuster (man var ikke så pylret dengang, min nordjyske mor var i hvert fald ikke), og jeg mente derfor, at det var a piece of cake at se gyserfilm. Men det var åbenbart ikke a piece of cherry pie, for så så jeg Twin Peaks. Jeg turde ikke gå ud og tisse den nat, jeg for første gang havde set Bob i aktion, så jeg klemte i stedet benene op under mig og koncentrerede mig ihærdigt om at udslette de indre billeder af Bob, som figurerede på min nethinde, så jeg kunne falde i søvn.
Åh Bob. En af min allerbedste venner nægter pure at snakke om ham, og da jeg engang sendte ham en Bob-GIF, blev han oprigtigt sur, og jeg måtte love ham aldrig nogensinde at gøre det igen.

 

Greasy Spoon, Studiestræde 14, Kbh K // Foto: Tara Regina Clausen

 

Nicolaj: ”Der er utroligt mange temaer, der altid kører. Angst, paranoia, sex, stoffer, voldtægt. Bob der på en eller anden måde repræsenterer det ondeste i os alle. Det er også det, der er med ’dobbeltgænger’ [centralt tema i Twin Peaks, især i den nye sæson]; det er en afspejling af det onde i dig. Fordi helt dybt inde i os alle, i selv de bedste mennesker, så er der en lyst, en lyst til at begå en dødssynd.”

 

“Egern!” she said

 

Twin Peaks er kontrasternes univers. Ikke nok med at serien bestandigt blander diverse genrekoder, så støder modstridende stemninger og følelser kontinuerligt sammen, både hos karaktererne og hos seeren. Det ene sekund får Bob det til at risle koldt ned ad ryggen. Det næste knækker du sammen af grin over en af seriens mange fuldstændig absurde og ofte hylende morsomme øjeblikke.

Dennis: ”Jo mere skævt og skørt det er, jo bedre kan jeg lide det. Det er derfor, jeg så godt kan lide Twin Peaks og Lynch, fordi jeg føler, jeg sidder og ser noget, som jeg ikke kunne se andre steder.”

Nicolaj: ”Humoren er jeg helt vild med, jeg elsker den! Den er meget sort. Men jeg er også altid faldet for sort humor. Det er vildt sjovt, vildt skævt og vildt akavet(…) Det varer liige et halvt sekund for meget hele tiden. Lynch forstår virkelig at trække tiden ud i scenerne. Han udfordrer i virkeligheden vores forståelse af tid. Der er også altid noget at lægge mærke til i baggrunden, lige så meget som i forgrunden. Man sidder hele tiden: ’Hvad er det for en udstoppet hvid ræv?’”

 

La Fontaine, Kompagnistræde 11, Kbh K // Foto: Tara Regina Clausen

 

Jeg var ved at dø af grin, da Dale Cooper i første sæson ud af det blå, midt i en samtale med Sheriff Truman, pludselig står ansigt til ansigt med en umiddelbart lettere fornærmet lama. Jeg var også ved at dø af grin, engang jeg og Nicolaj sad til en ret seriøs oplæsning på forfatterskolen i København, og oplæseren pludselig reciterede ordet ”egern.” Vi kunne næsten ikke holde rødvinen indenbords. Sidenhen har jeg foræret Nicolaj virkelig mange utrolig flotte egerngaver, som jeg er sikker på, han sætter stor, stor pris på.

Nicolaj: ”Twin Peaks-universet har på mange måder dannet mig. Alle kan te sig åndsvagt, helt meningsløst. Der sker underlige ting i Twin Peaks, men for mig er det ikke så underligt.”

Jeg har nu brugt jævnt mange ord, både mine egne, men også Nicolajs og Dennis’, på at beskrive universet i og omkring Twin Peaks, og hvad det er for nogle følelser, serien sætter i gang hos os. Jeg vil derfor slutte dette skriv af med at give ordet til Lynch selv. Her er hvad han, foran et stort publikum i L.A., sagde inden verdenspremieren på den nye sæson:

Lynch: I love trees and I love wood. I like to cut wood. [pause] Tonight, we’re going to a place where the trees are primarily Douglas firs. Douglas firs are a beautiful tree, and if we’re very quiet we can hear the wind rustling the needles as we move through the forest, getting closer and closer, and now we’re here. Ladies and gentlemen, welcome back to the world of Twin Peaks.”

 

La Fontaine, Kompagnistræde 11, Kbh K // Foto: Tara Regina Clausen

 

Hvad du vil stille op med disse ord, må du selv finde ud af. Stemning og mystik er der i hvert fald rigeligt af. Hvad jeg vil stille op? Jeg tror, jeg vil smutte hjem til Nicolaj og se det nye afsnit af Twin Peaks. Det er nemlig i skrivende stund mandag, og jeg glæder mig helt ustyrligt. Både til at se hvad der sker i dagens afsnit, men også til samtalen bagefter, hvor vi helt sikkert skal tale om, hvordan brikkerne denne gang skal lægges, og hvilke der stadig mangler. Det bliver vildt.

 

Tara Regina Clausen er cand.mag. i Dansk og Film- og Medievidenskab fra KUA med en særlig faible for hårdkogte filmgangstere, helst ved navn Tony, europæiske kunstfilm og dokumentarer der udfordrer virkelighedsforståelsen. Hun elsker grise og sproglige blomster.