Løser det alle problemer at skille kunsten fra kunstneren, når kunstneren er en voldtægtsmand?

Illustration: Emma Bernadette Marquard Otzen

En mørk dag i oktober besluttede filmredaktør Andreas og jeg at tage i Grand Teatret og se Officer og Spion. Forud for den beslutning lå der en masse refleksioner og overvejelser – bundet op på min egen opfattelse af moral – som jeg uundgåeligt måtte forholde mig til. Officer og Spion er nemlig ikke instrueret af hvem som helst. Det er den fransk-polske instruktør, Roman Polanski, der står bag. Polanski er kendt for blandt andre Rosemary’s Baby, Chinatown, Repulsion, The Pianist med flere. Store værker. Det, der dog i høj grad lægger en mørk skygge over et ellers imponerende filmrepetoire, er en dom fra 1977. Roman Polanski blev dømt for at have voldtaget en kun 13-årig pige efter at have bedøvet hende. Siden dengang har Polanski levet i eksil i Europa, da han nåede at flygte, inden dommen blev afsagt. 

Officer og Spion (2019) er baseret på den virkelige historie om justitsmordet på den jødiske officer, Alfred Dreyfus, der bliver anklaget for at være spion – og uskyldig dømt. Det er dog den retskafne oberstløjtnant, Georges Picquart, der er i centrum i hele filmen. I takt med at efterforskningen skrider frem, bliver sandheden om Dreyfus’ uskyld langsomt blottet for obersten. Og dér ligger filmens essens: at bevise en dømt mands uskyld. 

Det er næsten umuligt at se filmen uden at trække tråde til Polanskis eget liv. Er det et personligt manifest, der i lige så høj grad afspejler hans egen historie? Er det en kommentar til de mennesker, der i årevis har forsøgt at få Polanski til at afsone sin dom og opnå retfærdighed? Eller kan filmen virkelig bare ses som en portrættering af en historisk person, adskilt fra kunstneren bag? Hvordan man tilgår dette, afhænger i høj grad af, hvilken  position man indtager, og hvor mange af instruktørens intentioner man tillægger sin egen fortolkning. 

Romanski i 2020? AHH, hva’?

Jeg synes, det er værd at reflektere over, hvad der sker, når året hedder 2020 – eller vi kunne kalde det post #metoos fødsel – og en instruktør som Polanski får distribueret sin film i verdens biografer. Ja, tilmed bliver hædret for det. Så sent som i februar 2020 vandt han prisen for bedste instruktion og bedste manuskript ved César-uddelingen – den franske pendant til The Oscars (hvilket i øvrigt forårsagede en højlydt walk out fra skuespillerinden Adèle Haenel).

For mit eget vedkommende satte det en masse tanker i gang, da jeg blev pludselig blev bevidst om min position som moderne kulturforbruger.

Jeg bliver tvunget til at stille spørgsmålet: Kan man skille kunsten fra kunstneren? Ja måske det i højere grad handler om, hvorvidt man bør skille kunstneren fra kunsten. For kan man virkelig retfærdiggøre, at man økonomisk støtter en mand, der er blevet kendt skyldig i at voldtage en 13-årig pige ved at se hans nyeste film? 

I blandt andet litteraturhistorien har forholdet mellem kunst og kunstner været et tilbagevendende punkt på dagsordenen, hvor positionerne har vist sig som dynamiske og foranderlige. I den nykritiske litteraturbølge, der vandt indpas i USA omkring 1930’erne, begyndte man at anskue teksten som noget, der skulle fortolkes i sin rene form og stå for sig selv. Separeret fra både historisk kontekst og forfatter. Samme pointe med at adskille kunst fra kunstner – dog med et andet argument bag – ses i postmodernismen. Inden for denne bølge argumenterer blandt andre Roland Barthes for, at det ikke er forfatteren selv, der skaber mening i en tekst. Det er læseren. Og derfor er det udelukkende læserens fortolkning af værket, der bør stå som det centrale. Kulturkritikeren Josephine Livingstone trækker på Barthes’ argument i en feministisk læsning af Woody Allen, hvor hun blandt andet skriver:  

I consider Woody Allen and Roman Polanskis movies gifts, to me and to the cultureeven when theyre badand Im never giving them back. I dont want Allen and Polanski to have control over their own legacies or even over their own works. If they dont get to dictate how I interpret their films, then they dont get to control anything about the film industry. We, the viewers, do (newrepublic.com, 2018).

Anskuer vi problemstillingen ud fra denne betragtning, er der ikke noget ”farligt” i at skille kunst og kunstner – for filmene har aldrig tilhørt hverken Polanski eller Allen. Filmene tilhører os. Et stykke kød, der ikke nødvendigvis skal sættes i sammenhæng med den ko, det er skåret ud af. Filmene tilhører filmkunsten, og de rækker langt ud over instruktøren selv.

Så skal vi virkelig boykotte Polanski? 

Cancel culture og boykotning: Men hvad sker der, når beslutningen efterlades til os selv?

Sagen om Polanski vækker associationer til andre kunstnere såsom Michael Jackson og R. Kelly, der efter afdækkende dokumentarer også er blevet klubmedlemmer i det dårlige selskab. Og retter man blikket mod Hollywood, har vi været vidne til en bølge af dårligdom i de senere år. Anklager har væltet frem og har skyllet tidligere A-lister langt ned i toilettet. Tag bare Kevin Spacey, hvis prompte død i House of Cards var så brutalt skrevet, at det næsten satte endnu mere fokus på årsagen bag hans exit. Denne trang til at vende ryggen mod kendte mennesker, der har ageret på umoralsk vis, skriver sig ind i den såkaldte ”cancel culture”. 

Tager man de lidt større samfundsbriller på, finder vi en velkendt variant af cancel culture. Nemlig boykotning. Et politisk redskab, som man bruger til at ”fryse nogle ude”, fordi de agerer på en måde, som vi finder umoralsk. I praksis tager det form ved, at man bevidst undgår at samarbejde eller indgå i forretningsmæssige aktiviteter med et land, en virksomhed, en person etc.

Når vi i Danmark vælger at boykotte et bestemt land ved eksempelvis at undgå at købe varer derfra, er det en beslutning, der bliver taget langt oppe i det politiske system. Men når en kunstner, som vi anser som umoralsk, får vist sin nye film i biografen, bliver vi selv beslutningstagere. Således tvinges vi til at tage aktiv stilling, til at kigge indad og foretage en vurdering af vores eget moralske kompas. For vi skulle jo gerne kunne se os selv i øjnene bagefter.

Men hvor er det egentlig, ansvaret ligger i dette henseende? Er det producenterne og diverse filmaktører, der skal nægte at arbejde sammen med den amoralske instruktør? Er det biograferne, der skal lade være at distribuere filmene? Eller skal filmen gå hele vejen igennem tragten, så beslutningen i sidste ende lander hos os som forbrugere? Hvis biograferne begynder at boykotte film, kan man snakke om, at der udøves en form for censur. Og så kan det gå hen at blive et demokratisk problem. Derfor lander jeg på, at vi selv bør være ordensdommere og tage stilling, når det drejer sig om, hvilken kultur vi ønsker at forbruge. 

Du er ikke bonus pater

Vi mennesker tager beslutninger funderet på vores moralske kompas hver dag. Og hver dag bryder vi de selvsamme koder. Dobbeltmoralen trives fint i Danmark. Vi køber billigt tøj fra store giganter, selvom vi ved, at det er produceret under kummerlige forhold, alt imens vi råber op om bæredygtighed. Vi prædiker til vores jyske familie. Hey, spis lidt mindre flæskesvær – det er dårligt for miljøet. Bagefter går vi ud og spiser rørt tartar med rå æggeblomme. 

Jeg synes, det bevidner, at vores handlinger ikke altid følger hverken samfundets eller vores egen idé om, hvad en bonus pater ville gøre. På samme måde kan vi godt have en indre etisk kerne, der siger, at vi ikke burde støtte en mand som Roman Polanski. Men det er ikke sikkert, at vores handlinger følger efter. 

Når beslutningen lander på vores bord, bliver det svært. Og det mindste, man kan gøre – i min optik – er at reflektere over sit valg, så man også er bevidst om hvilke konsekvenser, det potentielt afføder. Hvis vi alle bliver en smule mere bevidste som kulturforbrugere, er vi allerede nået ét skridt længere. 

Og så kom dagen, hvor jeg ændrede mening

Spørger du mig igen i dag, om jeg ville betale for en billet og tage ind at se en Romanski-film i biografen, ville mit svar formegentlig være nej. Og på poetisk vis kan jeg huske situationen, der ændrede min mening. 

Den 9. februar hørte jeg DR’s daglige Genstart-podcast. Denne dag var det incest i Frankrigs magtelite, der var omdrejningspunkt. Polanski blev også hevet ind fra højre som et pragteksempel på, hvordan man i Frankrig holdt hånden over pædofile. Følgende sætning gjorde udslaget:

 ”When activists said that supporting the director’s work stopped victims from coming forward”.

Romanskis store klassikere er allerede en del af filmarven. Og det skal de forblive. De skal opleves, og de skal ses, og de skal genses. Som Livingstone skriver: De tilhører os. Men det er også film, der allerede er set, er hædret, har vundet indpas som klassikere og har indtjent (størstedelen) af deres penge. Når vi derimod snakker om en dugfrisk film, så vil jeg argumentere for, at konsekvenserne tager sig anderledes ud. For det første giver man instruktøren en mere målbar og direkte økonomisk magt, når man køber en biografbillet. For det andet kan dén biograftur – kombineret med prestigefyldte prismodtagelser – være medskyldig i, at tavse ofre ikke står frem. Og det blev for mig en konsekvens, der fik mig til at revurdere min beslutning. Trumfkortet. I dag ville min beslutning have gået den anden vej.

Jyde i storbyen på sjette år. Er ret pjattet med psykologiske thrillere, pølsemix, kajkage og Jørgen Skouboe.