Ligestilling bag lærredet?

SAMTALE: Debatten om køn har længe ligget og ulmet i den danske filmbranche. Få kvinder fylder i statistikken. Men giver det overhovedet mening at føre kønskamp bag det hvide lærred?

 

// Alle illustrationer: Sigrid Ragna Aare Nielsen-Boreas

 

En blond kvinde i en sort-hvid kjole går sin sejrsgang op ad trapperne. Hun modtager den gyldne statuette badet i spotlights og klapsalver. Hun tager briller på og kigger skiftevis fra mikrofonen til papiret, hun har medbragt. Vi er i 2015 i Dolby Theatre, Hollywood, hvor det årlige Academy Award show er ved at løbe af stablen. Patricia Arquette har netop vundet den gyldne Oscar for sin rolle i Boyhood og er nu i gang med den famøse takketale, der gerne skal rumme både anerkendelser og politiske stikpiller i mundrette bidder. Arquettes bliver leveret på de sidste få sekunder af sin tale, hvor hun tilegner sin pris til alle sine medsøstre, der er ofre for forskel i løn og rettigheder i branchen. Budskabet bliver leveret kort og skarpt og modtages med stående ovationer i salen.

Og selvom dette års Oscaruddeling havde et andet fokuspunkt, host indrejseforbud, så lever kønsdebatten videre både foran og bagved det hvide lærred. Og det er så her, vi lander. For også herhjemme i det lille land mod nord, har debatten rørt på sig, primært bag lærredet. Den har sit arnested i statistikkerne. I juni 2016 kunne Det Danske Filminstitut fremlægge en rapport, der viste, at kun 34 procent af instruktørerne bag danske spillefilm var kvinder. Den viste desuden, at kun 18 procent af modtagerne til produktionsstøtte fra DFI i perioden 2010-2015 var kvindelige instruktører. Rapporten skilte vandene i den danske filmbranche. Dem, der mener, at det er et problem. Dem, der mener, at det ikke er. Og så dem, der mener, at debatten slet ikke hører hjemme i filmbranchen.

Christina Rosendahl, instruktøren bag blandt andet Supervoksen og Idealisten og formand for Danske Filminstruktører, hører til den første gruppe. Siden rapporten kom frem, har hun udtalt sig kritisk om kønsbalancen. Her har hun advokeret for bedre vilkår for kvinder i branchen.

Jeg taler med hende en formiddag i februar. Der står nu 2017 i kalenderen, men hun ser stadig skævridningen imellem kønnene på den danske filmscene. Dels er der for få kvindelige instruktører, der modtager filmstøtte, og dels er der for få kvinder i branchen generelt, mener hun. Jeg vil først og fremmest gerne vide, hvorfor hun ønsker ligestilling i filmbranchen.

”Det handler jo om at få den størst mulige talentmasse og de bedste film. Vi kan se, at der konstant er mange flere mænd end kvinder, der får deres film igennem nåleøjet. Samtidig er der mange kvinder, som forsvinder fra branchen, efter de er blevet uddannet,” forklarer hun.

 

Forskel på film

Målet er at få de størst mulige talenter til at lave de bedste film. Det vil de færreste nok være uenige i. Men vejen dertil er brolagt med uenigheder om, hvorvidt ligestilling går hånd i hånd med kvalitet. Danmark er længe sakket bagud på den internationale rangliste for ligestilling. I 2016 fremlagde World Economic Forum deres årlige ligestillingsrapport. Her viste tallene, at Danmark var røget ned på en 19. plads ud af 144 lande. Det var et markant tilbageslag fra året før, hvor Danmark lå på en 14. plads. Det giver derfor god mening, at ubalancen også kommer til udtryk i filmbranchen. Selv undrer jeg mig over, om debatten hører hjemme der. I filmbranchen. Det giver mening, når vi diskuterer topposter og ligeløn, men er der ikke noget modstridende i at presse ligestilling ned over et kunstudtryk? Spørgsmålet har længe presset sig på hos mig og er hele grundstenen bag dette interview. Spørgsmålet bliver dog hurtigt besvaret, for Christina Rosendahl er ikke tvivl. Debatten hører også hjemme i hendes branche. Det handler nemlig om at få diversitet på det hvide lærred og dermed også en kønsdiversitet, mener hun.

”Det er vigtigt med balance mellem kønnene, fordi vi skal afspejle samfundet og livet ude i virkeligheden, og der er halvdelen af befolkningen jo kvinder og den anden halvdel er mænd,” forklarer hun.

Ordet virkelighed indenfor kunst er et diffust begreb, der i sin kompleksitet kan dele vandene. For hvad skal (film)kunst egentlig kunne? Man kan næsten høre modernisterne og realisterne skændes om, hvorvidt kunsten skal være del af virkeligheden, eller om den skal ligne en del af virkeligheden. Hvis man køber den første præmis, behøver filmkunsten ikke at gengive nogen endelig virkelighed. Det giver derfor ikke megen mening at føre kønskamp indenfor en kunstform, som film jo må siges at være. Her må kvaliteten siges at være i højsædet. Christina Rosendahl mener, tingene hænger uløseligt sammen.

”Vi går glip af kvalitet, hvis vi hele tiden rekrutterer flest mænd. Vi kan se, at der konsekvent falder flere kvinder fra på vejen fra filmskolen til spillefilmsdebuten. Kun tre kvinder er debuteret på DFIs ordning for nye talenter i perioden 2003-16. Det vil sige, at den samlede talentmasse bliver for dårlig, hvis vi ikke har repræsentanter fra begge køn. Det går ud over kvaliteten, at rekrutteringen hele tiden er så skæv, som den er.”

Og hvorfor er det, det går ud over kvaliteten?

”Fordi mænd og kvinder i princippet er lige gode til at lave film, og hvis man hele tiden vælger flere mænd end kvinder, så går man glip af alt det dygtige, kvinder kan.”

Så ligestilling bør være et ideal i filmbranchen?

”Ja, selvfølgelig.”

 

 

 

Køn og kvalitet

Hvis ligestillingen bør være et ideal, også bag kameraet, fristes jeg til at spørge, om kønnet på instruktøren også har en betydning for filmen. Det mener Rosendahl ikke, man kan svare på. Hun fastholder dog, at ligestilling mellem kønnene, både på og bag filmrullen, er med til at gengive alle nuancerne i samfundet.

”Mennesker er forskellige og jo mere, man kan rekruttere forskellige instruktører og manuskriptforfattere med forskellige baggrunde, jo mere sandfærdig en filmkultur får vi til at fortælle de historier, som repræsenterer os alle sammen,” forklarer hun.

Men hvordan undgår man, at kvindekønnet bliver en værdi i sig selv?

”Det er jo et komplekst spørgsmål, men det vigtige er, at kvinderne får lige muligheder for at lave film, ikke kun formelt, men også reelt. Det gør vi ved at identificere alle de steder i fødekæden, hvor vi kan se, at kvinderne falder fra. Derefter kan vi sætte fokus på potentielle årsager, mønstre og de kulturelt bestemt blinde vinkler, vi alle ofte handler efter”

Hun refererer til et eksperiment udført af New Yorks symfoniorkester, der oplevede lignende skævvridning i kønsfordelingen. De begyndte derfor at holde auditions, hvor musikerne stod bag et forhæng, når de spillede for juryen. På den måde var kønnet sløret og var derfor ikke en faktor i bedømmelsen af deres præstation. Orkestret endte derefter ud med en ligelig fordeling på mænd og kvinder i orkestret.

”Kønnet står i vejen for at vurdere det bedste. Vi bedømmer meget ubevidst, og det her forsøg viser, at det trækker ned at være en kvinde,” forklarer hun.

 

Et dybere instinkt

Det er dog ikke muligt at overføre symfoniorkestrets eksperiment til den danske filmbranche, mener Rosendahl. Film er en kunstform, som det ikke giver mening at sløre afsenderen på, mener hun. Men forsøget kan bruges til at gøre os bevidste om et dybere instinkt i os.

Men hvis det er et dybere instinkt i os, hvordan kan man så gøre noget ved problematikken?

”For eksempel ved at tale højt om, at vi har nogle ubevidste mønstre, vi handler efter. Det betyder, at når en filmkonsulent skal beslutte, om han eller hun skal give støtte til et projekt, så er det vigtigt, at personen er bevidst om, at vi har nogle nedarvede vaner, der siger, at det gode er forbundet med en mand og ikke så meget en kvinde. Alene det at have den bevidsthed, det gør, at man kan give den kvindelige instruktørs materiale den ekstra chance, som det fortjener,” forklarer hun.

Rosendahl er, sammen med syv andre filmfolk, afsender på en anbefalingsrapport til DFI, der rådgiver om, hvordan man retter op på kønsbalancen i dansk film. Et af forslagene er, at instruktører skal indlevere en form for selvangivelse, inden de påbegynder et filmprojekt. Idéen er, at ved at blive tvunget til at indlevere en liste over kønsfordelingen på ens filmhold, kan man derved blive mere bevidst om den, måske, skæve fordeling. Samme idé lader de til at have fået på den verdensomspændende online filmdatabase IMDB. Filmmediet Indiewire skriver, at databasen netop har indført en ’F-rating’, der med bogstavet ’F’ for det engelske ’Female’ skal vise, hvor mange film, der er skrevet af en kvinde, eller hvori der medvirker en stærk kvindekarakter.

”Meningen med F-rating er at få branchen i tale om repræsentationen af kvinder både på og bag ved lærredet i filmindustrien,” udtaler ophavsmanden bag, Holly Tarquini, til Bath Chronicle. Indtil videre er 21,800 film blevet tagget med den nye rating, skriver Indiewire.

Christina Rosendahl mener, at vejen til ligestilling kan gå gennem disse blødere tiltag.

Snakken om kvoter på kønsfordelingen har dog også været oppe at vende i den danske filmbranche. Det ser Rosendahl som den allersidste udvej.

 

”Vi er i gang med at identificere en række faldgruber på hele karrierevejen, og DFI har lovet at sætte fokus på det. Alle Filmbranchens største organisationer arbejder lige nu sammen på at analysere og finde løsninger, og jeg forventer, at det vil skabe den forandring, vi behøver. Jeg vil presse på hos DFI og andre for, at de lever op til skåltalerne,” forklarer hun.

Rosendahl er ikke i tvivl, ligestillingen skal ind i filmbranchen, hvad enten det skal ske med et kærligt skub eller hård hånd. Kvindekampen har fundet vej til filmrullen, og det har fået et spørgsmål til at trænge sig på.

Hvis debatten havde været med omvendt fortegn, tror du så stadig, vi ville have haft den?

”Ja,” svarer Christina Rosendahl prompte og holder så en lille pause. “Det håber jeg da.”

 

// Alle illustrationer: Sigrid Ragna Aare Nielsen-Boreas