Lattermild stolthed og aktuel samfundskritik

Den rustikke, enkle og hipstercharmerende Empire Biograf lagde hus til forpremieren til det længe ventede britiske comedy-drama Pride; en film om homoer og proletarer der står sammen. VINK var til stede, nød filmen, vinen og var del af en skare af seere der var mere mangfoldig end ellers.

 

Vin og hygge efter visningen. //Foto: Ida Høeberg Madsen

De undertrykte grupper i samfundets kamp mod overmagten er i sagens natur aldrig isoleret fra andre kampe af samme slags. En homoseksuel kan være en kvinde og sort kan være proletar og så videre og på samme tid. Det er noget, man lidt kan komme til at overse, ikke mindst hvis man selv snakker fra en position, hvor man har vundet samfundslotteriet og ikke behøver bekymre sig. At styrke og tydeliggøre båndene på tværs af disse forskellige grupper er magtfuldt – det sprænger identitetsforventningerne på samfundets billedsfære, som et spark i nosserne på de herskende instansers forsøg på forenkling og sætten i bås.

Derfor glædede jeg mig over Pride, der omhandler kampenes overlap og naturligvis befinder sig på netop denne billedsfære, og så i en tid, hvor vi stadig ikke er færdige med at snakke om udbytning (af arbejdskraft) og undertrykkelse (af homoseksuelle). Baggrunden for filmens handling er en af Thatchers mange skrup-uretfærdige beslutninger; nemlig da hun besværliggjorde pengestrømmen til strejkende minearbejdere i 1984. De manglende penge fik fagforeningen til at bede støttegrupper af alle slags til at sende penge, da livsnødvendige resurser var ved at rinde ud for arbejderne.

Homoer, lesbiske, minearbejdere
Det er i dette øjeblik, at Pride begynder sit ambitiøse projekt. Den fandenivoldske homoseksuelle aktivist Mark Ashton får en lys og skør idé, tilsyneladende hevet ud af den blå luft: homoer og lesbiske skal hjælpe minearbejderne med en støttegruppe kaldet LGSM: Lesbians and Gays support the Miners. To grupper, der traditionelt ikke har brudt sig om hinanden. Identitetsgrupperingens logik er hermed skudt sønder og sammen, men ikke uden modvilje både fra LGBT-miljøet, og særligt proletariatet.

Det er på en underlig måde virkelig velkendt og virkelig underligt, hvad der spiller sig ud på skærmen i de alt i alt underholdende og tankevækkende to timer, filmen er udgjort af. Det velkendte kan være på randen af klichéerne. Jeg kan ikke lade være med at smile, når de flamboyantklædte homoer fra London går ind til en grå, tilrøget masse af provinsielle arbejdere i South Wales. Det er fish-out-of-water humor, når det er allermest pirrende og morsomt. Men netop denne scene slutter med, at en af LGSM-medlemmerne vinder salens fordomsfulde hjerter med the power of dance. Svært, om end ikke umuligt at sluge. Humoren leverer den lethjertede stemning, der gør filmen så charmerende, men kan føles lidt velkendt nogle gange.

//Foto: CBS films

 

En øvelse i komprimering
Et opsigtsvækkende og imponerende aspekt ved filmen er til gengæld dens ambitiøse og  kolonorme karaktergalleri. Manuskriptforfatter Stephen Beresford har formået både at give homogruppen og minearbejderne en troværdig og kompliceret identitet – og det på de i forhold til filmens ambition beskedne 120 minutter. Alt andet end denne tekstlige øvelse i ekstrem komprimering havde da også kostet filmen dens kvalitet. En af de ting, LGBT kampen går ud på, er accept af identiteters næsten uhyggelige mangfoldighed, så hvis Pride havde tyet til karaktermæssige klichéer og kedelige arketyper, var pointen faldet fladt til jorden.

Det er måske netop mængden af personer i filmen, der også giver dramaturgien et ret friskt pust. De lidt for traditionelle troper indenfor filmens komik bliver modvirket af et handlingsforløb, der er udgjort af en masse små kampe og de dertilhørende små klimakser. Alle vigtige karakterer (ca. ti styks) har deres egen udvikling og personlige udfordring, der finder forløsning af større eller mindre grad i løbet af historien.

Urealiseret potentiale
Der er et moment i filmen (der i øvrigt korresponderer ret præcist med virkelige hændelser), hvor to utilfredse lesbiske forlader LGSM for at danne en women-only gren af bevægelsen. Der simrer en hel masse LGBT-relaterede og dramatisk potente spørgsmål under denne hændelse, blandt andet overlap og gnidninger indenfor de fire bogstaver med stort, og spændingsfeltet mellem kvindekampen og homokampen. I stedet for at tage de heftige og spændende spørgsmål op, punkteres konflikten i nærmest intethed.

Alt andet lige beviser Pride, at man stadig kan lave positive og humoristiske film om et samfundsmæssigt betændt emne. Ligeså meget som vi har brug for at indse og snakke om, hvor store problemerne stadig er, og hvor meget strukturel undertrykkelse der fortsat gemmer sig bag civilisationens tolerante maske, har vi måske også brug for modbillederne til dette. De små, personlige og identitetsmæssige kampe, som vi har vundet – de gange det rent faktisk lykkedes. Uden at den råber op omkring det, har vi her en pakke af varme fornemmelser i maven, der viser en kraftfuld form for modstand: at blande sig på forventningsomvæltende måder.

Hvad: Pride
Hvor: Danske biografer
Hvornår: Til ca. d. 22. juli
Portmonnæ: ca. 80 kr.

//Forpremieren, som VINK var inde og se, blev vist af MIX Copenhagen. Det er en årlig LGBT-filmfestival der går helt tilbage til 1986, og dermed er en af verdens ældste. Deres næste arrangement er en Open Air-visning af tre LGBT-relaterede film i Ørstedsparken d. 23. juli – et tilbud vi absolut synes vores læsere skal tage til sig.