København: Den nye nordiske musical

Syng i sol og regn // Alle fotos: Anna T. Huynh

 

ESSAY: I år har jeg hørt virkelig mange sige ”Jeg kan ikke lide musicals, men La La Land var virkelig god.” Men hvem har besluttet, at musicals er dårligere end andre film? Der er vel både gode og dårlige musicals, ligesom der er gode og dårlige gyserfilm, komedier, dramaer og westernfilm? Måske er det bare for længe siden, vi har set en genkendelig dansk musical. Derfor vil jeg dykke ned i genrens konventioner og se, om jeg kan oversætte dem til en moderne københavnsk kontekst.

 

Syng i sol og regn

Som barn var Grease (1978) længe en af mine favoritter, og da jeg så Baz Luhrmanns Moulin Rouge! (2001) åbnede en helt ny verden sig op for mig. En verden med kunstnere, bohemer, kreativitet og et mindeværdigt soundtrack. Musicals kan nemlig gøre det, som socialrealistiske film trods andre kvaliteter ikke kan. De tager dig fra en grå hverdag til et univers fyldt med fest og technicolor-farver og efterlader dig med et omkvæd, du synger igen og igen. For nylig genså jeg Singin’ in the Rain (1952), og jeg synger stadig ”Good Morning”, når jeg står op om morgenen. Mon de, der kan lide La La Land, men ikke andre musicals, så heller ikke kan lide Singin’ in the Rain, Troldmanden fra OZ (1939) eller Moulin Rouge!?

Tidligt i marts var min fascination ved at løbe løbsk, imens jeg ledte både på Netflix, HBO Nordic, Filmstriben og i min egen DVD-samling efter musicals. Genren havde igen tiltrukket min opmærksomhed, så det var oplagt, at jeg skulle til foredrag om musicalens filmhistorie i Cinemateket med kulturanmelder Bo Tao Michaëlis. Siden har Københavns gader – måske inspireret af foredraget og alle de klassikere, jeg har set for nylig – fået lidt stjernestøv og folder sig ud for mig som kulisserne til en MGM-musical instrueret af selveste Vincente Minelli. Jeg får en idé! Hvorfor ikke lave en musical, som hylder vores smukke storby? Den bliver eksotisk! Den bliver farverig! For ikke at tale om yndig! Og så er der forår i luften. Velkommen til: København: Den nye nordiske musical!

 

Alle siger ”Jeg elsker dig”

I centrum skal vi have en kærlighedshistorie. Det er der altid. Også i Woody Allens Everyone Says I Love You (1996) om priviligerede newyorkeres komplicerede personlige relationer er der et par unge elskende (spillet af Drew Barrymore og Edward Norton), hvis kærlighed overkommer alle forhindringer. Tænke, tænke… Hvor kunne det være romantisk, hvis en ung mand midt i 20’erne flytter til Vesterbro, hvor han møder en jævnaldrende kvinde, som viser sig at være opvokset i den samme by som ham. Måske hun altid har haft et crush på ham, hvorimod han ikke ænser hendes eksistens, før han ser hende i København? Meget blødsødent og enkelt. Derfor er det perfekt.

 

Par ved Knippelsbro

 

På plakaten skal vi have et billede af de to siddende på en bænk om aftenen med Knippelsbro i baggrunden. Det lyder måske, som om jeg er ved at kopiere den ikoniske plakat fra Woody Allens Manhattan (1979). Men jeg låner den bare. Ligesom Woody Allen selv låner fra andre film, og Damien Chazelle har lånt motivet med Ryan Gosling, der danser omkring en lygtepæl i La La Land, fra Singin’ in the Rain. Det er en selvbevidst hyldest, som vi elsker. Jeg gør i hvert fald. Med broen i baggrunden kan de tale om deres fælles had til storbyfilm, som sælger sig selv med billeder af genkendelig arkitektur fra byen. Jeg går jo helt i selvsving over hvor meta og postmoderne København: Den nye nordiske musical er ved at blive! Tænk, hvis hun oven i købet siger noget i stil med ”Hvorfor kan en film ikke foregå i Paris uden Eiffeltårnet, New York uden Times Square, Berlin uden Fjernsynstårnet eller bare København uden Knippelsbro?” imens hun rejser sig med løftede næver mod broen. Selvfølgelig smiler han bare og trækker hende ind til et kys med begge hænder.

 

The Sound of Music

Musicals drager os altid ind med en definerende åbningsscene, som fortæller os, hvor vi er. Hvem husker ikke åbningsscenen i The Sound of Music (1965), hvor Maria (spillet af Julie Andrews) synger ”The hills are alive with the sound of music” og danser i Alperne? Men så minder lyden af kirkeklokker hende om, at hun kommer for sent til morgenbøn med de andre nonner. Moulin Rouge! starter med hurtigt klippede sekvenser, som fortæller historien om, hvordan Christian (spillet af Ewan McGregor) kom til Paris, og afbrydes pludselig af, at en bevidstløs argentiner falder ned gennem loftet. Snart drikker Christian lysende grøn absinth og skal til fest på Moulin Rouge med sine nye venner. Bum! Så er vi gang! Og Funny Face (1957) med Audrey Hepburn i hovedrollen starter med en iscenesat, surrealistisk scene på et amerikansk modemagasin, hvor redaktøren introducerer næste sæsons mode ved at synge ”Think pink”, imens de ansatte underdanigt følger med og farver alting pink. Så ved vi, hvilken branche filmen både romantiserer og gør grin med. Sådan en definerende åbningsscene med Sound of Music-effekt må vi have med i København: Den nye nordiske musical.

Hvad nu hvis vi ser vores nyankomne protagonist stå af toget med sin kuffert på Hovedbanegården, imens han synger en hyggelig, lille melodi om, hvor akavet det er at spørge om vej i København, når man har en accent? Andre tilflyttere kan relatere til det, ikke? Jeg kan i hvert fald. Altså det med accenten. Jeg stod ikke og sang på perronen, så vidt jeg husker.

Så får vi en lille dansescene, der definerer hans ankomst. Måske med skinnegraven og Frihedsstøtten ud mod Vesterbrogade i baggrunden, imens han teatralsk prøver at stoppe en taxa med kufferten i den anden hånd. Selvom det ikke regner, går en pige bag ham med en paraply i kraftig rød, gul, grøn eller noget i den stil. Hvorfor? Fordi det er en musical, og det er charmerende. Desuden er vi ikke de første, der skamløst stjæler fra Jacques Demys Pigen med paraplyerne (1964), som starter med et billede fra oven af mennesker, der kæmper sin vej igennem regnvejret med paraplyer i alskens farver. Tænk hvis pigen med paraplyen viser sig at være kvinden, han falder for senere.

 

En amerikaner i Paris

Da jeg var barn, fantaserede jeg om at instruere en montagescene til en film. Der var noget med den surrealistiske rejse igennem tid og sted, som afbrød en film og dog var en del af den, som satte sig fast i mit lille, fantasifulde barnesind. Jeg var vild med scener som i starten af Vincente Minellis En amerikaner i Paris, når Henry Baurel (spillet af Georges Guétary) beskriver Lise (spillet af Leslie Caron) som så alsidig en kvinde, at både Henrys ven og publikum ser hende i en montage, hvor hun spiller seks forskellige kvinder. Det er også en enestående mulighed for at lege med humor, stumfilms-gestik og filmreferencer, samtidig med at publikum forstår, at filmen spoler igennem en masse detaljer på kort tid. Mon ikke en sådan montage ville være fin i København: Den nye nordiske musical?

Forestil jer vores protagonist stående foran en bar, hvid baggrund. Pludselig flyder baggrunden over med kollage og papmache, som former sig til en gade på Vesterbro, hvor han flytter ind. Han har ingen møbler, men pyt! Ud af døren, hvor han glider ned ad gelænderet og løber ind og ud af tre kontorer, hvor der står ”Personale søges” på døren, før han kommer ud igen med en kontrakt. Næsten ligesom audition-scenen i Singin’ in the Rain. Hvis nogle gutter med matchende jakker danser yderst i skærmen og tager imod ham, forstår vi nok, at de er hans nye venner. De kan hjælpe ham med at bære møbler ind i lejligheden, og langsomt giver kollagen efter for en sort skærm. Det kunne være en god idé, hvis man ganske kort ser et billede med hovedpersonen på vej i byen som slutning på montagen. Måske vi igen aner pigen med paraplyen i baggrunden?

 

Pigen med paraplyen

Mary Poppins

Der er så mange vidunderlige steder i København, som ville gøre sig godt i sådan en montage. Eftersom jeg ikke kan dale ned fra himlen som Mary Poppins, cykler jeg i stedet igennem netop sådanne steder torsdag aften den 23. marts. Forbi Kødbyen og ned ad Sønder Boulevard. Jeg skal besøge sanger og skuespiller Christina Elisabeth Mørkøre, som snart er aktuel i rollen som heksen i Into the Woods i Tivoli, for at tale om musicals. Hun husker at have set Annie (1982), Mary Poppins (1964) og The Sound of Music mange gange i fjernsynet som barn. Men hun begyndte først senere at interessere sig for at optræde.

Vi talte lidt om, hvordan man ikke var bange for at synge og danse i ældre film. Selv i Sidney Pinks danske monsterfilm Reptilicus (1961) synger Dirch Passer for børnene. Det er efterhånden længe siden. Selvom Christina Elisabeth foretrækker musicals på scenen, ville det prikke til hendes nysgerrighed, hvis planer om en dansk filmmusical blev offentliggjort. Der er trods alt et stigende publikum til teatermusicals som alternativ til vores skandinaviske, dystre og minimalistiske kulturskildringer. Hun mener, at det ville kræve et samarbejde med teatermiljøet, fordi danske filminstruktører ikke længere har tradition for at lave musicals. Filmmediet kan noget andet end teatret. For eksempel foretrækker hun Mary Poppins som film- og ikke teatermusical, fordi der er flere scener, som rent teknisk ikke kan løses på de skrå brædder. Der er en scene, hvor skorstensfejerne danser på tagene; og den mister sin magi, når tagene er i gulvhøjde i teatret, for at publikum kan se dem danse.

Vi blev hurtigt enige om, at det er en misforståelse, når man beskylder musical-genren for at polere virkeligheden og skjule tragedien bag sang, dans og kostumer. For hvis man gør det rigtigt, kan man udtrykke noget helt andet end i andre genrer. For eksempel italesættes nazismen i Cabaret aldrig, men når de synger Vaterland, Vaterland, ved publikum, at der er tale om en nationalistisk højredrejning, som ikke var der i starten af filmen. I sidste ende skal hver sang i en musical ifølge Christina Elisabeth have en funktion. Hvis man stadig kan forstå historien uden sangen, bliver den overflødig, og så mister genren sin eksistensberettigelse. Så der bliver ingen overflødig sang i København: Den nye nordiske musical.

 

Top Hat

Men hvordan skal de unge elskende dog møde hinanden? Måske som i en gammel dansefilm fra 1930’erne med Ginger Rogers og Fred Astaire i hovedrollerne. Så snart han ser hende igennem lokalet, går tiden i stå, musikken stopper, og alle andre kvinder i rummet bliver usynlige. Der er kun hende. Men hun snakker med en anden, og vores kære hovedperson stopper op, kigger ned og skal lige til at vende om. Men musikken starter igen, han fatter mod og begynder at danse, imens han stille og roligt nærmer sig hende og fanger hendes opmærksomhed. Når han kommer for tæt på, udvikler scenen sig til en kort dance-off mellem ham og den fremmede. Scenen afsluttes med en knytnæve, som smadrer kameralinsen, og alt bliver sort.

 

Forelsket i København

 

Når billedet vender tilbage går de unge elskende grinende med Rådhuset i baggrunden, hvor de køber en ballon fra en tigger. Romantikken breder sig, og de begynder at synge Bent Fabricius-Bjerres ”Forelsket i København” fra Finn Henriksens film af samme navn, hvor et andet par unge elskende svæver igennem luften fra pariserhjulet i Tivoli forbi Rådhustårnet med klar stjernehimmel over sig. Vi nøjes med mindre til København: Den nye nordiske musical og ser dem i stedet slentre, springe og snurre rundt om dragespringvandet og statuen af H.C. Andersen ved Rådhuspladsen, før de sætter sig på en bænk. Pludselig ved vi, at de er forelskede.

 

Gentlemen foretrækker blondiner

Men hvis vi lige retter blikket mod vores kære protagonists venner, er de sikkert glade på hans vegne. Men nok også lidt utilfredse med, at han måske bliver lidt kærestekedelig. Gør man ikke altid det? Det er jo en af de største skandaler! En ung charmerende mand i København, som trækker sig tilbage fra det vilde natteliv. Nogen ville kalde det tragisk. Næsten ligeså tragisk, som når den unge charmerende mand i Hair (1979) vender ryggen til sin uskyld og drager i krig. I hvert fald må der opstå en konflikt, så filmen ikke bliver en kedelig tomgang af lutter idyl. Måske de overtaler ham til en aften med drengene og hiver ham med i byen efter en fredags-øl på Dronning Louises bro, Kongens Have eller Nyhavn. Jeg siger det igen. København er fyldt med skønne steder, som ville være perfekt som baggrund i en musical! Der kunne være en scene, hvor de synger en sang om, at ungdommen ikke varer evigt, imens ældre mennesker i baggrunden ryster på hovedet og mumler, at ungdommen er spildt på de unge.

 

Dronning Louises Bro

 

Når sangen er færdig, har de allerede danset deres vej frem mod en snusket bar på Nørrebro. Og ligesom når hippierne i Hair syngende forlader Central Park for at møde uanmeldt op til et fint middagsselskab, ved publikum, at der skal ske noget slemt. Hvis konflikten ikke eskalerer, mister jeg i hvert fald interessen i en film. Tager han mon stoffer? Får han at vide, at hans eks-kæreste har født hans barn? Eller er han utro? Jeg hælder mest til det sidste! Især hvis det er med en lyshåret eks-kæreste hjemmefra. En rigtig femme fatale, som leder vores protagonist på afveje. I hvert fald sker noget, som adskiller de unge elskende. Ligesom når man i The Sound of Music vender tilbage til den samme sang flere gange i filmen og giver den ny betydning, kunne man høre Forelsket i København spillet i mol, når han er sammen med eks-kæresten. Så er der ingen tvivl om, at han er sammen med den forkerte.

 

Cabaret

Første gang, de to elskende ser hinanden igen efter deres brud, er på Amager strand. Ville det ikke være idyllisk som i et maleri af Krøyer, hvis hun har en luftig, lys frakke, som blæser i vinden ligesom hans tørklæde. I baggrunden kan der være en komisk bi-karakter, der løber efter sin hat, imens en samtale om, hvor meget de har savnet hinanden, glider over i en sang om forførelse. Han vil forføre hende, men hun afslår ham. Typisk kærlighed i musicals. Vi har set det i både Moulin Rouge!, Grease og Minellis Gigi. En kåd mand jagter en kvinde, som vil beskytte sin dyd. Faktisk har vi også set en kåd kvinde (spillet af Liza Minelli) jagte en mand, som vil beskytte sin dyd i Cabaret. Til sidst danser de unge elskende ude på molen og falder i vandet. Vi ser dem komme op af vandet. Grinende imens de støtter sig til hinanden.

 

Daggry

 

Billedet skifter til et ur på natbordet. Det er klokken fem om morgenen. De ligger i sengen. Han sover, imens hun stirrer op mod loftet. Hun vender sig om og vækker ham. Stemningen er en anden. Det eneste hun siger er: ”Jeg kan ikke.” Skærmen bliver sort. Filmen er slut. Rulleteksterne starter samtidig med, at vi hører Ulige Numres København. Især fordi bandet ligesom vores unge elskende for nylig er gået i opløsning. Det er trods alt en musical om et billedskønt, men samtidig ligestillet, post-feministisk København, hvor man ikke nødvendigvis går tilbage til en fuser, fordi filmen skal ende lykkeligt.

Måske du som læser stadig er skeptisk overfor genren. Det skal du have lov til. Men efter min research er jeg overbevist om, at musicalen er en magisk genre. Nogle gange kan den udtrykke komplekse følelser. Andre gange kan den afløse en trist og grå hverdag for en stund. Men frem for alt har den – ligesom alle andre genrer – sine egne styrker og svagheder og omfatter både gode og dårlige film.

Hvis du stadig ikke er overbevist om musicalens potentiale, vil jeg slutte af med nogle ord fra Cabaret: ”Life is a cabaret, old chum. Only a cabaret, old chum. And I love a cabaret!

 

// Alle fotos: Anna T. Huynh

Kjartan er filmredaktør og skribent med masser af plads i hjertet for filmhistorie - hvad enten det vil sige nostalgiske Hollywood klassikere, Tarkovsky-film eller aktuelle biograf film. Når han ikke er opslugt af en god film, har han også en svaghed for pasta, en afsky for bladselleri og har angiveligt pænt krøllet hår.