Kan man klukle af en nazist?

En dokumentarfilm om kældre i Østrig lyder som en morbid, smagløs joke. Man kan ikke lade være med at tænke på gruopvækkende navne som Josef Fritlz og Wolfgang Priklopil. Men Ulrich Seidls nye film, I kælderen, er hverken en ondsindet vittighed eller smagløs. VINK var forbi Grand Teatret til DOXBIO-visning og Q&A med instruktøren.

Q&A. Ulrich Seidl besvarer danske spørgsmål på tysk, der oversættes til engelsk af en tolk. // Foto: Ida Høeberg Madsen

 

 

“Jeg er glad for at se, at så mange af jer stadig er her. I er et bravt publikum”, sagde den østrigske instruktør Ulrich Seidl halvflabet smilende til en næsten-fyldt biografsal, efter rulleteksterne havde afbrudt et pinefuldt ubehageligt tableau af en nøgen kvinde, der sidder fast i et jernbur, der lige akkurat er for småt til at kunne slappe af i.

 

Min stakkels nethinde

Og ganske rigtigt, så var det den første biograftur, jeg nogensinde har været ude for, hvor en person højlydt protesterende forlod salen midt i filmen. En reaktion der i øvrigt ikke er helt uforståelig. Seidls nyeste udspil, I kælderen (originaltitel: Im Keller), tager os i én og samme bevægelse med til allernederste etage af en række østrigers huse og dermed også deres personlighed. I lange, uafbrudte og tit helt stumme sekvenser har akavethedens mester som med laserkirurgi brændt billeder ind på min nethinde, som jeg aldrig kan glemme igen:

 

//Stillbillede fra filmen: Stadtkino Filmverleih

En midaldrende masochist står nøgen og bundet med reb fra top til tå og snakker om forskellen mellem masochistisk sex og voldtægt. Blandt mannequindukker i nazidragter, gamle Gewehr 41 rifler og et bombastisk maleri af Hitler der kigger ud i det fjerne, sidder en mand med sin trompet og drikker dagens snaps nummer 17. Et pæreformet hankønsvæsen snakker om sine ekstremt kraftige sædstråler, hvorefter han med en buttet prostitueret, der sidder på en gynækologstol viser, hvorfor han med tungens evner aldrig skal betale for glædespigernes tid.

Endelig er der den lille bid, der fik mig til at le lidt for højt i salen, måske fordi den spøjse østrigske dialekt ikke rigtigt stemte overens med, hvad der blev sagt. En kvindelig sadist har sin mandlig slave nøgen på en briks og har hevet ham op med reb ved nosserne (det er tydeligt at manden er meget glad for hvad der sker) og siger: ”Nu ligger du der, som en gris, hængt op ved nosserne”.

 

Opremsningen her dækker ikke engang halvdelen af de knivskarpe, stødende og kærlige sekvenser, man udsættes for i denne dokumentarfilm. De enkelte menneskers udskejelser i kældrene hakkes ud i små bider og klippes sammen hulter til bulter. Deres afvigelser fra normen er ligestillede: kameraets, klipperens og instruktørens blik fælder ingen dom.

 

Lysten til at blive hængt op ved nosserne

”Vi har alle sammen et dobbelt-jeg”, fortsætter Seidl efter filmen, ”vi viser bare ikke det andet jeg frem til verden”. Instruktøren har her et helt klart program for sin film. Seksuel ”perversion”, politisk ”afvigelse” og ”dårlige” vaner er nok noget, vi alle på en eller anden måde kan siges at have, i hvert fald hvis vi graver dybt nok. Men der kræves af os, at vi for bestandig er rationelle, distancerede, saglige.
Vores lyst til at blive hængt op ved nosserne, eller at gøre et andet menneske til vores slave, eller nostalgisk at hige tilbage til en karismatisk demagog, presses ned i kælderen, udenfor det normales altopslugende blik. Oplysningens tvivlsomme arv hersker stadig, når det kommer til det mørke, vi alle sammen har inden i os. Afviger man, viser man det i hvert fald ikke frem. Naturligvis er perversion og afvigelse fra normen i nogle tilfælde, som for eksempel hos Fritzl og Priklopil, forbundet med ekstrem vold og umenneskelighed.  Seidl viser os her, at de to ting langt fra altid hænger sammen – han giver personerne i filmen lov til at være afvigende menneskelige.

 

Men det måske største kunststykke, han har formået at udføre med filmen, er den ømme og medfølende latter, som hans tåkrummende vignetter fremprovokerer hos publikum. Så vidt jeg kan se, er de mest oplagte måder at fortælle denne historie på enten at være dybfølt, alvorlig og humorforladt, eller simpelthen at fremstille menneskerne som et freakshow, en dyreskue til billige grin, lidt som DR gør det i X-faktor eller TV3 i Paradise Hotel. Han formår på fiks og mystisk vis at ramme et sted midt imellem de to poler.

 

Det kan man ikke grine af

Klukkende latter og fnisen hørtes tit rundt omkring i salen, men sjældent havde jeg fornemmelsen af, at det var hånlig latter. Jeg fik simpelthen lov til at se det menneskelige i en nazist og det ømme i et altomfattende mester-slave forhold. Latteren der boblede frem var, på forunderlig vis, varm og nær. Når jeg ser X-faktor, griner jeg fordi jeg er anderledes end kroppene på skærmen. I I kælderen griner jeg fordi jeg, et eller andet sted, ligner dem.

Et sted midt inde i filmen begyndte en ung mand at protestere. Nazisten sad med sin trompet og  sin snaps, og fortalte om ”det moderne GESTAPO i Østrig” og salen grinede. ”Det kan man fandme ikke grine af, det dér”, sagde manden og gik ud. “Jeg er glad for at se, at så mange af jer stadig er her. I er et bravt publikum”, sagde Ulrich Seidl. Det var en joke, men det var også en ganske oprigtigt ment observation. Når den menneskelige kælder ses i øjnene, kan man enten tage et kamera med derned, eller lade det blive foran døren. Man kan blive i biografens mørke, eller gå hjem med sammenbidt mine.

Hvad: I kælderen
Hvor: Empire Bio og Grand Teatret
Hvornår: 8. april – 22 april
Portmonnæ: 80 kr – 90 kr

 

Selvom VINK har været til DOXBIO visning, vises filmen ganske almindeligt i Grand og Empire – men kun i meget få dage endnu. Så vil du nyde godt af akavetheden, skal du skynde dig lidt.