Ind i isolationen – derfor skal du gense Into the Wild i din coronaisolation

Into the Wild
Into the Wild // Illustration: Emma Bernadette Marquard Otzen

Hvad gør man, når 2. bølge lockdown skyller ind over landet, vinter-blues for alvor sætter ind, og en pandemi tvinger én til at se på sine vaner med nye øjne? Når tilværelsen ikke længere er en buffet (tak for afskaffelsen, corona) af sociale arrangementer – eller når selv ens private fødselsdagsfest aflyses. Man tyer til filmens verden for at finde svar på, hvordan andre har tacklet tider i isolation og ensomhed. 

Efter det ikoniske pressemøde den 11. marts, hvor Mette Frederiksen proklamerede, at landet lukkede ned med nærmest øjeblikkelig effekt, skulle vi med huj og hast vænne os til at vågne op til en verden, hvor intet syntes som det plejede. På et splitsekund blev fremtiden uforudsigelig – Zoom-calls og webinarer blev det nye sort, og en dunst af tequila (eller var det håndsprit?) var allestedsnærværende. Isolation og ensomhed blev pludselig emner, der fik fornyet taletid. Så da Cinemateket inviterede til event om netop disse i lyset af coronapandemien – og med visning af én af mine absolutte yndlingsfilm, Into the Wild (2007) – var min nysgerrighed vakt. 

Eventet er en del af Cinematekets filmfestival, Don’t Fear the Weird, som for femte år i træk stiller skarpt på det skæve sind gennem film og talks med sindet som omdrejningspunkt. 

Into the Wild (Ind i Vildmarken) er den virkelige historie om Christopher McCandless, som i 1992 driver ud på en toårig lang befrielsesfærd fra de småborgerlige rammer i et kapitalistisk USA, som kun synes besatte af at have perfekt klippede græsplæner, den største bil i forstadskvarteret og de bredeste smil blandt naboerne. Chris donerer, kort efter sin studentereksamen, hele sin universitetsopsparing til velgørenhed og drager afsted på sit livs rejse i en søgen efter en tilværelse uden for karriereræset – inspireret af sine helte, forfatterne Henry Thoreau, Lev Tolstoj og Jack London. Han fortæller ikke en sjæl om sin rejse, og efterlader familien i en tilstand af angst og afmagt. To år senere bliver deres værste anelser bekræftet, da Chris findes død i en efterladt bus i Alaskas vildmark kun 24 år gammel. 

Plottet synes paradoksalt nok som den ultimative modsætning til vores coronaliv: Chris kan jo alt det, vi andre smægter efter. Han rejser, hvorhen han vil – uden at tænke på forsamlingsforbud, håndspritforsyninger og mundbind. Så hvad er det der gør, at Chris’ rejse kan sidestilles med de følelser, mange af os går med netop nu? 

Et frikvarter fra samfundsræset

Chris drager frivilligt på en færd ud i vildmarken og ind i isolationen. De færreste vil nok påstå, at coronaisolationen er frivillig. Mange vil nok bande og ønske den lille viruspartikel lang pokker i vold. Nuvel – det er en forbandet størrelse, vi alle vil være fri for. Desværre må vi leve med den noget tid endnu. Når det er sagt, er isolation et tema vi pludselig må forholde os til. Chris opsøger isolationen for at slippe fri fra et samfund, han mener er sygt. Et samfund fyldt til bristepunktet med grådighed, overfladiske værdier og meningsløs stræben efter materielle goder. Han er en vaskeægte idealist, der søger det ‘sande’. Chris’ historie giver os en chance for at minde os selv om, hvem vi er uden den fancy titel og den misundelsesværdige lejlighed på Frederiksberg. Ligesom Chris, får vi et ‘frikvarter’ fra rutinen og tvinges til at se på det samfund, vi lever i med nye øjne. Når der er stilhed omkring os, og kalenderen tømmes, får vi nemmere ved at mærke den stemme, der sidder dybt inde i os selv – og som fortæller os, hvad der er vigtigt for lige netop os – fri fra alt det vi ‘burde’. Vi får et tiltrængt frikvarter, som vi kan bruge til at gå ind i isolationen, hvis vi tør. 

Giv slip på kontrollen

Chris’ rejse er præget af naturens gang. En oversvømmelse ødelægger hans elskede gule Datsun, så han må fortsætte rejsen til fods. En storm sender hans kano til tælling, og smeltet gletsjeris får vandet i floden, han skal til at krydse, til at stige, så han må gå tilbage, hvor han kom fra i vildmarken. Ligesom i Chris’ ‘vilde’ tilværelse, må vi slippe kontrollen og overgive os til omstændighederne. Vi er efterhånden blevet så vant til at skemalægge alt, vi foretager os. Vi ved, hvad vi skal tirsdag om to uger kl. 17.05 og søndag eftermiddag om tre måneder. Vi kan ikke lide overraskelser og går i panik over den aflyste skiferie. Hvad skal vi nu glæde os til? Det er let at blive fanget af håbløse tanker om en ‘mistet’ fremtid. Det virker forløsende at vide, hvad man skal om tre måneder, fordi man opretholder illusionen om, at man kan styre fremtiden i den retning man vil. Corona minder os om, hvor lidt vi egentlig kan styre. Og måske er det ok? Måske er det en invitation til at give efter, glæde sig til det uventede, og tage inspiration fra Chris’ ord: 

The joy of life comes from our encounters with new experiences, and hence there is no greater joy than to have an endlessly changing horizon, for each day to have a new and different sun.”

Isolation = ensomhed?

Chris er overbevist om, at lykken ikke udelukkende består i menneskelige relationer, men kan findes i alt det der eksisterer omkring os – i vinden, i træerne, i litteraturen og i alt det, vi er i stand til, når vi er frie. Vi må blot ændre vores perspektiv. Han er ikke ensom, selvom han i lange perioder lever uden menneskelig kontakt. Det er dog nemt at mærke ensomheden trænge sig på, når corona strammer grebet om den frihed, vi har været vant til. Men måske kan vi prøve at se isolationen – ikke som nødvendigvis medførende ensomhed – men som et rum, vi kan gøre til vores eget og fylde små anti-ensomhedsdoser ind i – fx din yndlingsbog, digt, podcast eller blot stirre på træer. Selvom vi ikke kan rejse til Bali, kan vi stadig minde os selv om, at vi er en del af et samfund, som har brug for os og finde en forbundethed i naturen omkring os. 

Chris’ fortælling i Into the Wild er på mange måder en historie om en rejse ud af samfundet, hvor han kigger ude fra og ind, og tør sætte spørgsmålstegn ved det samfund, han lever i. Det er en historie om mod til at følge sin egen vej og en anledning til at se på vores liv og rutiner med nye øjne. Og selvom Chris kan synes som den ultimative ‘lone wolf’, afslører han kort inden sine sidste åndedrag, at han er lige så meget menneske som os andre. “Happiness is only real when shared”, bliver de sidste ord. Desværre nåede han aldrig at udleve sin egen overbevisning.

LÆS FLERE ARTIKLER AF HANNAH HÉR

Jyde, fynbo og kvarttysker bosat på indre N'Bronx. Tosset med at hælde krydderier i min mad, benytte enhver lejlighed til at iføre mig hyggesokker med juleprint og lytte til podcasts.