HALLOWEEN-EDITION: Fire fobier og fire fede film

Får du noiern på, når du går for tæt på kloakker i regnvejr, fordi du elsker din arm for meget til at miste den? Har du det stramt med mennesker, som har abnormt store fødder? Og bebrejder du stadig dine forældre for at have slæbt dig grædende med i cirkus den regnvejrsdag i ’98? Så er der risiko for, at du kan tikke coulrofobi af hos lægen. Og nej, der er ikke tale om en kønssygdom fra 90’erne. Coulrofobi betyder frygten for klovne – og er faktisk en reel ting. Med den nylige premiere på IT Chapter Two og halloween lige om hjørnet er det på tide at hædre gysergenrens fantastiske format og dens evne til at skabe fobier.

Illustration: Katrine Bøgvad Andreasen

Mange gyserfilm har med kløgt udnyttet, at diagnoser er det nye sort. Og hvis du tilmed mangler inspiration til din halloween-film i år, vil du her finde de gedigne grand old men samt et par stykker, der aldrig har fået den kultstatus, de (på en god dag) fortjener. Praise be.

Ja ja – vi fatter det. Den med klovnen

Som du nok allerede har regnet ud, er IT altså ikke til at komme udenom, når vi mikser fobier og gyserfilm sammen i én cocktail.

Vi stiftede bekendtskab med den ikoniske klovn Pennywise første gang i 1986, da Stephen King udgav bogen IT. Det var dog formentlig først i 1990, at vi for alvor begyndte at skide grønne grise ved synet af en ballon. Her blev alle de angstfølelser, som bogen havde skabt, pludselig visualiseret i form af Tim Curry som Pennywise.

Instruktøren, Tommy Lee Wallace, stod bag filmatiseringen, og sammen med Curry formåede han at skabe en hel generation af klovn-fobiske TV-seere. IT udgør også et af mine første gyserminder. Af en eller anden grund blev den altid sendt i TV, når der var familiefester. Så mens mine forældre i god tro havde efterladt mig med mine teenagefætre og selv surfede på rødvinsbølgen, var jeg i virkeligheden vidne til et makabert klovnegilde. Figuren, som bogstavelig talt havde one job – at få børn til at grine – formodede at visualisere alt det, en frygt indebærer. Og vi åd det råt.

Den første IT-film blev produceret til TV, hvorfor der trods alt var en form for beherskelse i forhold til, hvor meget død man kunne tillade sig at vise. Den ikoniske scene med lille George i gul regnjakke, der – undskyld for spoiler – brutalt får revet armen af, er et af de steder, hvor remaket fra 2017 skiller sig ud fra originalen. Skal vi ikke bare sige, at operation George-mister-sin-arm anno 2017 er langt mere eksplicit end originalen? Og så lader vi den cliffhanger hænge der. Ikke desto mindre er det dog originalen, der virkelig beviste, at fobier sagtens kan fødes på film.

Fun fact: Remaket af IT fra 2017 er den gyserfilm, der har indtjent flest penge nogensinde.

Fobien, som du helst ikke skal lide af, hvis du vil imponere din date

Det har nok aldrig været et godkendt scoretrick at lugte. Derfor kan det være svært at finde den eneste ene, hvis man decideret undgår den daglige tur under bruseren. Vi taler selvfølgelig om fobien for at bade. Eller hvis din læge havde diagnosticeret dig: en led omgang ablutofobi. Fobien, hvis navn mest af alt minder om en fuld mands vise ord, indebærer en angst for at vaske sig eller gå i bad. Ofte er angsten fremspiret af en traumatisk oplevelse, og det er her, den næste film kommer på banen. Den måske mest ikoniske scene, vi nogensinde er blevet præsenteret for i gysergenren, foregår i et bad.

Janet Leigh aka Marion Crane, skrigende violiner, sort/hvid-format og en mand i dametøj. Hvis du ikke har filmen på plads nu, vinder du nok aldrig den lyserøde ost i Trivial. Hitchcock-klassikeren nummer et, Psycho, har på fortrinlig vis formået at skabe en scene, der har sat aftryk i filmhistorien. Ikke nok med dét: den har også kickstartet en vis frygt for at bevæge sig ud i badet. Få geniale, filmiske kneb gjorde, at man lige pludselig foretrak shampoo i øjet fremfor at lukke øjnene bag badeforhænget. Hvis det ikke er genialt, ved jeg ikke, hvad er.

Fun fact: Psycho var den første amerikanske film, der viste et skyllende toilet.

Den formentlig mest ordinære fobi på listen

Godt nok lovede jeg mærkelige fobier. Men den her er faktisk ret ordinær. Det er den tilknyttede film til gengæld ikke – og så længe, der er balance i regnskabet, er enden god. Det er vel dybest set blasfemisk at have en liste over fobier uden at nævne araknofobi. Frygten for edderkopper. Og har vi ikke alle den irriterende ven/veninde, som altid sender lorten videre, når der er en edderkop i vindueskarmen?

Én af de film, der spiller på frygten for det lille ottebenede kryb, er 1990’er-klassikeren Arachnophobia. Okay, klassiker er måske et stærkt ord, men lad dig ikke snyde af den mildest talt tidstypiske trailer og tilhørende tarvelige voice over. Gedigne skuespillere som John Goodman og Jeff Daniels er at finde på rollelisten. Og så er filmen instrueret af Frank Marshall – nok bedre kendt for sin producerrolle på seriøse sværvægtere som Indiana Jones, Den sjette sans og Jason Bourne-filmene.

Foruden et stærkt bagland, er plottet stjernesolidt: En sydamerikansk edderkop bliver ved et uheld transporteret til en fredelig by i USA. Det lille kryb er aggressivt på flere områder, og inden længe er babyfabrikken sat i sving. En uskyldig families lade bruges som rede for de hundredvis af nye edderkopper, og så er dræbersæsonen ellers skudt i gang. Se filmen, hvis du er til horror-comedy og ikke er bange for at udvikle en fobi.

Fun fact: Et tjekkisk studie fra 2019 viste, at edderkoppen er det dyr, vi mennesker frygter aller mest.

Fobien, der afholder dig fra at se det årlige Victoria’s Secret-show

Hvis du er én af dem, der bliver forvandlet til et lille barn, når det årlige Victoria’s Secret-show ruller over skærmen, så lider du nok ikke af caligynefobi. Fobien, hvis navn stammer fra det græske ord for kvinde, gyne, kan spores i flere gyserfilm. Jeg har taget min personlige favorit med, og vi er tilbage i 90’erne (ja, der var virkelig grobund for kultfilm dengang). Mere præcist 1995, og filmen hedder Species.

Hovedkarakteren udgøres af en femme fatale-alien forklædt som en overdrevet hot kvinde. Den smukke alien, som i øvrigt udgør en trussel for menneskeheden, er på jagt efter en mage, som hun kan ruske rundt i lagnerne og lave en baby med. Men undervejs i jagten må en enkel mand eller to lade livet.

Blandt andet vælger vores femme fatale at punktere en mands kranie med tungen under et kys. Hvorvidt det var denne reference, Nelly Furtado trak på i ”Maneater”, er stadig ikke bekræftet. Ikke desto mindre sad jeg som otteårig og syntes, at den sexede alien var rimeligt bad ass. Omvendt sad der nok nogle mænd på den anden side af skærmen, som samme dag udviklede en snert af caligynefobi.  Så næste gang du møder en lidt akavet og befippet mand, så husk, at der er en risiko for, at han lider af caligynefobi.

Fun fact: Siden Species er der kommet ikke mindre end tre sequels: Species II, Species III og Species: The Awakening – ja tak, så er dén halloween-maraton vist på plads.

Jyde i storbyen på sjette år. Er ret pjattet med psykologiske thrillere, pølsemix, kajkage og Jørgen Skouboe.