Gå i hundene under dette års CPH PIX

VINKs filmredaktion anbefaler dig at gå i hundene under dette års CPH DOX!
To af filmene på festivalprogrammet tager nemlig menneskets bedste ven under både kærlig og ukærlig behandling. Oplev et plotorienteret hundedrama med horrortræk og en poetisk back to nature-film med en argentinsk hundedame.

 

White God (org. Fehér isten) er den ungarnske filmskaber Kornél Mundruczós sjette spillefilm. //Foto: CPH PIX

 

 

Fra familie- til horrorhund
I White Gods første scene cykler den unge teenagepige, Lil (Zsofia Psotta), som en anden Palle alene i verden rundt i Budapests mennesketomme gader. Vi hører hendes tunge åndedrag og omdrejningerne fra tandhjulene på hendes cykel. Pludselig galopperer en kæmpe, glubsk hundehorde i hælene på hende. Og vi har endnu ingen levende idé om hvorfor.

Lilis hund Hagen er af blandet hunderace, og da hun i en periode må flytte hjem til sin far (Sandor Zsoter), som hun har et fremmedgjort forhold til, møder Lili og hendes bedste ven stor modstand fra omgivelserne. Blandede hunderacer er ilde set i et Ungarn, hvor man skal betale en afgift for at eje en hund med urent blod. Ikke mindst Lilies far ser Hagen som et problem (på trods af at det kun distancerer ham og hans datter yderligere fra hinanden), og faren ender i afmagt med at efterlade det stakkels kræ midt ude på en motorvej. Vi følger derefter sideløbende Lili i hendes stædige søgen efter Hagen, og Hagen der ensom og forladt strejfer rundt i gaderne. White God er umiddelbart en klassisk ”coming of age”-historie, der giver mindelser om Disneys børnefilm Den fantastiske hjemrejse, hvor en families bestand af hunde og katte i fællesskab må gå gennem ild og vand for at finde hjem igen. Hagens hjemrejse er dog langtfra fantastisk, men eskalerer derimod i vold og tortur i ægte horrorstil, da Hagen og hans nye hjemløse hundevenner tager hævn over hundefangere, den lokale hundekennel og hundekamp-bagmænd. Spørgsmålet er, om Lili i dobbelt forstand kan finde den engang så kærlige familiehund igen.

Med White God synes intruktør Kornél Mundruczó at ville demonstrere, at den magt som mennesket har over andre – det være sig dyr som mennesker – indebærer et enormt ansvar, som, hvis det svigtes, kan have fatale konsekvenser. Titlen refererer til den sydafrikanske forfatter J.M. Coetzees Disgrace, hvor sætningen “We are the white gods for dogs” figurerer. Og selvom den barske film tydeligvis er en allegori over magtrelationer, serveres den gennem et yderst interessant genremix og upatetisk rørende kameraindstillinger, så det aldrig bliver usofistikeret – tværtimod. Filmen vandt da også Palm Dog Awarden under sidste års Cannes-festival, som gives til bedste gøende præstation.

 

HVOR og HVORNÅR: D. 20. april kl. 19.00 i Cinemateket.

PORTMONNÆ: Alm. biografbilletpris.

 

 

 

Véronica Llinás, den ene af de to instruktører bag Dog Lady, spiller selv hovedrollen som hundedame, og de mange hunde, hun er omgivet af i filmen, er også hendes egne. Foto: CPH PIX

 

 

Glem alt om kattedamer!
I Dog Lady (eller Los mujer de los perros) er det en vaskeægte hundedame, vi følger, i hendes stædige kamp for overlevelse i en argentinsk skov. Den for os navnløse kvinde lever af andre menneskers skrald, men i isolation fra menneskene selv. Det til trods, synes hundedamen lykkelig omgivet af sine mange hunde, hvilket går stik imod vores vanlige forestillinger om ensomhed og fattigdom. Og for de fleste af os, der lever i et pengefikseret overflodssamfund, er der da helt klart en vis kontinuerlig romantisk back to nature-tilfredsstillelse at finde i løbet af filmen, hvor vi intimt gennem kameraets linse følger et menneskes simple og basale behov blive opfyldt med nød og næppe.

Filmen er i høj grad underdreven og poetisk frem for handlingsorienteret, og man nyder også de mange smukke og rolige scener i den argentinske natur. Men filmen er desværre irriterende insisterende i sit udelukkende replikløse karakterstudie af hundedamen: De få gange vores ellers stumme hovedkarakter møder andre tobenede væsner, og hvor en dialog derfor finder sted, klippes der udenom, eller kameraet er på afstand, så vi ikke oplever hundedamens højst potentielle deltagelse i dialogen. Det bryder med det ellers dokumentariske og naturlige flow, der er i filmen, og det synes forstyrrende på en uinteressant måde. Vi følger endvidere hundedamen gennem fire årstider, indikeret tydeligt med tekstskiltning, hvilket også er en temmelig klichépræget form at gøre brug af, og virker unødvendigt poetisk-overflødigt, når nu vi med egne øjne tydeligt ser, hvordan naturen og levevilkårene ændrer sig for hundedamen. Til gengæld spiller Véronica Llinás, som også er den ene af filmens to instruktører, hovedrollen ganske overbevisende; en rolle som man umiddelbart hurtigt kunne anfægte som uinteressant, da vi ikke får nogen som helst indikation af, hvorfor hun er blevet, som hun er. Det spørgsmål er overraskende nok ikke særlig presserende, men i stedet oplever vi nu’et på hundedamens præmisser.

HVOR og HVORNÅR: D. 19. april kl. 14.15 i Dagmar.

PORTMONNÆ: Alm. biografbilletpris.

 

 

Af: Stine Ella Jørgensen og Anna Hjortsø.