Fra filmdrøm til virkelighed og Reykjavìk International Film Festival

Hvordan kommer man i gang med at lave film, når man er meget langt fra Hollywood, men har en filmdrøm i maven? Hvem skal man kende, og hvor langt er der fra idé til resultat, når man gerne vil have sine projekter ud i livet? Mathias, Flook og Leo er tre eksempler på succeshistorier om autodidakte filmskabere. Hver især har de fundet vej i en verden, som ikke har nogen opskrift på succes, og hvor arbejdet handler meget mere om menneskelige relationer, end man måske lige tror.

//Foto: Ben P. Ward behind-the-scenes

På en kold eftermiddag i oktober bliver jeg mødt af Mathias, Flook og Leo, drengene bag Holocene Studios, som står bag kortfilmen CLAY. Filmen blev nomineret til at have verdenspremiere på Reykjavík International Film Festival, og blev vist for første gang i oktober. CLAY handler om en ung pige, som i sit sabbatår bliver au-pair på Island for en mor med tvillingebørn, og som finder sig selv i en familiesituation, hun ikke ved, hvordan hun skal tackle. Filmen udforsker, hvordan familieforhold påvirker individet, men også hvordan grænser overskrides, når man er udefrakommende i en ny, ukendt verden.

Jeg blev inviteret indenfor i drengenes studio for at lave et interview om filmen, men også for at finde ud af, hvordan man kommer i gang med en filmkarriere, hvis man ikke ønsker at det skal være igennem Den Danske Filmskole. 

Clay og Reyjavìk International Film Festival


Hvordan føltes det at vise jeres film på Reykjavík International Film Festival og blive officielt nomineret?


L: ”Det var virkelig rart! Specielt at have verdenspremiere i Reykjavík, nu hvor vi havde lavet filmen på Island. Det passede perfekt.”

M: ”Det er også en ret etableret festival. Nordens Cannes. Det er ret prestigefyldt. Vi har også ansøgt om at få CLAY ind på en del andre festivaler. Vi har kun fået svar fra en håndfuld, men vi er inde på allerede 16 festivaler i hele verden! Og så har vi vundet seks europæiske festivaller. Og det er kun starten på en længere festivalsæson.”

F: ”Det er også der, man møder alle mulige mennesker, man måske kunne arbejde med.”

//Foto: Holocene Studios, stilbillede fra CLAY


Hvad ville I gerne med filmen?


L: ”Jeg tror, vi alle var sultne efter at lave et projekt, som gik ud over de normale danske og nordiske film. Ofte har islandske film bjerge og natur i så stort et fokus, at det nærmest bliver en hovedperson. Jeg ville gerne få miljøet og historien til at være så intens og anderledes, at landskabet bare var en baggrund. Du lægger nærmest ikke mærke til bjergene, fordi det er så intens en film. Vi ville gerne lave noget anderledes, som samtidig også stod for Holocene, vores firma, og det ville vi gerne opnå cinematisk.”


Er der en bestemt grund til, at I brugte tvillinger?


L: ”Jeg får en dårlig følelse, når jeg tænker på vold i hjemmet, eller bare den psykologiske udvikling, når man vokser op og bliver påvirket af forskellige miljøer. Jeg synes, tvillinger er et vildt fænomen. Når man kan se noget identisk blive udsat for den samme type miljø, er det sværere at se på, fordi det påvirker begge. Og så er det også spændende i den forstand, at de måske bliver påvirket på forskellige måder. Det var en måde at fange historien på.”

//Illustration: Malene S. Hansen, //Foto: Christian Ranby


Hvad er næste projekt?


L: ”Vi har så meget i gang lige nu, det er meget spændende. Vi har en dokumentar og en tv-serie, vi er i gang med at sælge, og så er jeg selv i gang med at skrive en feature-film.”

M: ”Vi har meget aktivt valgt ikke at gå ned ad den vej, hvor man laver en lang række kortfilm. Vi laver kun store, ambitiøse projekter for at bryde med den kultur, der findes i Danmark, hvor man godt kan lide at holde fast i kortfilmskulturen.”


Hvorfor gør man det?


F: ”Jeg tror, det har rødder i hele vores filmkultur. Jeg hørte nogle fra filmskolen Super16 sige, at hvis du har en pistol i dit script, er det for amerikansk. Og sådan nogle regler, tror jeg, er indgroet i folk og i vores filmskole. Og dem, der laver store film, de bliver jo ikke i Danmark. Så selv de danske film føles ikke helt danske.”

M: ”Det er ret ærgerligt, for jeg tror også, det har noget at gøre med, at branchen er så interessebaseret. Det er positivt, men også negativt. Man skal kende nogle personer. Det er meget politisk, og så er det også bare lettere at få penge til en kortfilm. Hvis du får penge til en helfilm, skal du have nogle bestemte ting med, alt efter hvor du får pengene fra. Det betyder, at vi i Danmark er rigtig dårlige til at lave film, som kan stå på egne ben.”

//Foto: Holocene Studios, stilbillede fra CLAY

Første projekter og anekdoter


Nu har I jo alle efterhånden arbejdet et stykke tid indenfor filmbranchen. Var der noget, der overraskede jer, da I først kom rigtigt i gang?


L: ”En game changer var, da jeg begyndte at lave reklamearbejde, og det gik op for mig, at jeg kunne blive betalt for noget, jeg kunne lide at lave. Det var ret stort!”

M: ”Det er svært at vælge, fordi der stadig er sådan nogle øjeblikke, hvor man tænker: ”Wow, kan dét også lade sig gøre?” Man ændrer hele tiden perspektiv, og det, der var ambitiøst for et halvt år siden, er normalt i dag. Men den største overraskelse for mig var, da jeg var et halvt år i New York. Da jeg tog afsted, tænkte jeg, at jeg ville lave sådan nogle små produktioner. Jeg gad ikke arbejde med spillefilm, men så arbejdede jeg med nogle mennesker, som var store indenfor det derovre. Jeg blev virkelig grebet af det og så, hvor meget man kan gøre med et større hold. Så det overraskede mig, hvor stor min interesse var for noget, som jeg troede, jeg skulle holde mig fra.”

F: ”Nu er han bare beskeden, han arbejdede for Safdie brothers, haha! Det kom som en overraskelse for mig, at film ikke bare er noget, der er der. Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan man laver det. Men jeg forstod pludselig, hvad det kræver at lave en god film.”

M: ”Det er ligesom at skulle bygge en skyskraber. Der er tusindvis af mennesker inde over. Det overraskende er så, at når du kommer ind og kigger på det og bryder det ned, så er det mere håndgribeligt. Det virker så uopnåeligt, men hvis man tager det ét skridt ad gangen, så kan man godt overskue det i sidste ende.”

//Illustration: Malene S. Hansen, //Foto: Leonard Rääf

Gå ikke solo!


Hvordan kommer man i gang med et filmprojekt?


L: ”Jeg tror, at mange af de mennesker, som vil være instruktører eller manusskrivere, kommer fra en baggrund, hvor de arbejder meget alene. Jeg tror, det vigtigste er at tage et skridt tilbage og kigge efter producers og folk, som kan hjælpe med at projektlede. Og det er vigtigt ikke at blive for isoleret med sit arbejde. Dine ideer bliver tit bedre, hvis folk hjælper dig. Stay collaborative!”

M: ”Arbejd med mennesker, men med forskellige mennesker, især når du starter. Jeg har brugt lang tid på at arbejde med folk, som jeg egentlig ikke skulle have arbejdet særlig lang tid med. Så skift en masse. Men helt generelt, så kom ud, lav noget, grib alle chancer!”

 F: ”Man skal huske, at reklamefilm og spillefilm er to vidt forskellige verdener. Så hvis du ved, at du vil lave spillefilm og fortælle historier, så skal du have fokus på det. Jeg ville starte med at finde ud af, hvad du gerne vil.”

//Foto: Ben P. Ward, behind-the-scenes


Når man har besluttet sig for, hvilken retning man vil med sit projekt, kan man så stadig risikere at gå i stå, hvis man ikke kender de rigtige folk?

L: ”On that note, selvfølgelig skal du bare gå ud og prøve en masse forskelligt, men hvis du ved, at du vil ende med at lave narrativt arbejde, bør du nok holde dig til det. Jeg troede, at jeg skulle ind i filmverdenen ved at arbejde for et reklamefirma, men det tager dig bare længere tid med reklamer fremfor narrativt arbejde. Du får selvfølgelig erfaring, men det er altså to forskellige verdener.”


L: ”Det er et spændende spørgsmål, det med at være samarbejdende. Det er vigtigt at gå ud og lave noget, som man kan gøre til et samarbejde, og som man kan videreudvikle i det samarbejde.”

M: ”Før vi startede interviewet, talte vi om, at det kan være en lidt nepotistisk verden. Men på en måde er det også bare menneskelige interaktioner. Dertil kommer selvfølgelig, at man skal møde op, arbejde med folk, have en god attitude, hele tiden give den 110% og gå skridtet ekstra. Man skal selvfølgelig kunne sætte foden i jorden, men det handler om at gå ind med gode intentioner, at netværke og at være social.”


CLAY blev oprindeligt startet som et kickstarter-projekt. Hvor kom finansieringen fra?


F: ”Vi havde en administrerende producent, som smed penge i det. Vi lavede en kickstarter-kampagne, hvor vi fik netværksfinansieret nogle andre penge, vi smed selv penge i det, og så fik vi sponsoreret sådan noget som kaffe og mad, da vi var på Island.”

L: ”Der kommer netværket én til gode. Som instruktør ville jeg aldrig komme tæt på de mennesker, som finansierede CLAY, hvis ikke jeg arbejdede med en producer, som er virkelig god til at netværke.”

F: ”Lad os bryde det der nepotisme ned, for jeg kan faktisk godt lide det! Jeg synes ikke, det er noget, man skal være bange for. Lad os se på det sådan her: i forhold til dine samarbejdspartnere og dit crew, er det meget netværksbaseret. Nepotismen kommer, når du skal ind i branchen. Den er lidt lukket, men det er her, du kan bruge nepotismen, fordi der er nogle smutveje. Jeg spiller meget på, at de ældre gerne vil hjælpe de unge. Så hvis du kommer og siger: ”Vi er de nye, vi er de unge. Det er os, du skal støtte!”, så vil de gerne støtte dig, så længe du også siger: ”Jeg ved, jeg kan levere.””

M: ”Det er helt klart en social interaktion. Du får hjælp fra nogen, der gerne vil hjælpe, men du skal selvfølgelig kvittere den anden vej ved at udvise loyalitet.”

F: ”Men så skal man også levere! Hvis du tager imod råd fra nogen, skal du også komme tilbage og vise dem, at du har brugt de råd.”

//Illustration: Malene S. Hansen, //Foto: Leonard Rääf


Hvad søger I generelt i en samarbejdspartner i den her branche?


F: ”Jeg vil sige talent.”

M: ”Det kommer meget an på opgaven! Det handler om at vide, hvem der er god til hvad. Det er også vigtigt for, at du kan sælge filmen til dem, som skal finansiere den – at du kan sige, du har en, som har skudt en Hollywood-film.”

L: ”Jeg tror, det vigtigste er at vide, hvad du vil, og hvad din vision er. Hvis du ikke ved det, hvordan skulle du så vide, hvad du er på udkig efter?”

Desværre er CLAY stadig på omgang på festivalerne og derfor ikke tilgængelig på platforme endnu. Du kan til gengæld følge drengene og deres projekter på https://www.holocenestudios.eu eller Instagram på https://www.instagram.com/leothecreator/, https://www.instagram.com/flookmeister/ og https://www.instagram.com/mathiasskaarup/ hvor de poster teasers på fremtidige projekter.