Hvad er fodboldkultur? Samtale med en foreningsmand

 

//Illustration: Freja Kammer

 

Fodbold er alle steder, og for mig vil den altid være forbundet med folkekultur og foreningsliv. Nu har den også sneget sig ind i den københavnske festivalkultur, der er eksploderet de seneste år. Københavns første fodboldfestival Shoot! er et kalejdoskop af fodboldhistorier i alle former og farver, og VINK tager en snak med en af bagmændene om, hvad en festival om fodbold går ud på.

 

”Vi var som forelskede. Vi ventede på, at Laudrup fik bolden. Det kunne være minimalt, eller lidt-men-godt, eller matchwinner-detaljer, det, han gjorde, når han fik den. Hans synkoperede måde at drible på, som rev forsvaret op, hans vidunderlige, dybe afleveringer, der åbnede hele feltets geografi som ved et trylleslag. Det var, som om han gennemlyste spillet med sit klarsyn og sin timing. Det var denne oplevelse af en visionær fodboldspiller, jeg ville formidle.” (Jørgen Leths ”Prolog” i Fodbold set fra månen)

Ordene er Jørgen Leths. Som så mange andre tyer jeg til ham, når elegancen, forfinelsen, præcisionen og storheden i sportsfilmen skal skrives frem. Selv elsker jeg sportsfilm, selvom jeg ikke kan hive de tekniske gloser frem. At jeg var målmand i en alder af syv, har ikke gjort mig i stand til at knække koden. Alligevel får jeg sådan en ubændig lyst til at få græs på knæene, ros af træneren og skulderklap af holdkammeraterne. Og blive en del af fællesskabet, selvom det ikke helt er mit territorium.

Overfor mig på sidder til gengæld en mand, som ved alt om fodbold, Jan Sørensen. En rigtig fodboldentusiast og foreningsmand to the bone, der har trænet børn og unge gennem mange år i en håndfuld forskellige klubber, og som nu er formand for BK Skjold på Østerbro. Vi sidder på Cafe Pixie i hans bydel og snakker om fodboldfestivalen Shoot!, der for første gang i efteråret 2016 viste film med fodbolden som omdrejningspunkt for skolebørn, klubmedlemmer og andre københavnere med smag for sporten, ofte suppleret af oplæg, der knyttede sig til filmenes temaer. Jan Sørensen har stablet projektet på benene med akademikeren Svend Rybner, erklæret fodboldhistoriker, og Bjarne Fey, som er chef for Amager Kultur. Sammen repræsenterer de den driftige blanding af lokalforeninger, kommunale kræfter og ægte begejstring for fodbolden, som har gjort festivalen mulig: ”Det startede med mig, Svend og Bjarne. Vi havde en snak, som så har udviklet sig, for Bjarne kunne godt tænke sig også at få festivalen ud i Prismen (idræts- og kulturhus på Amager, red.), og så fik han lokket sine kolleger i Valby, på Østerbro og på Nørrebro med. Så det var de der lokale kulturenheder, der var med.” Et projekt mellem venner med baser i hele København.

 

Fodbold, foreninger og kommunale kræfter

Festivalen ligger i november. I vintermørket og uden for sæsonen. Det rette tidspunkt for fodboldfolket at stille støvlerne og søge ind foran skærmen. Første filmvisning, der markerede begyndelsen af festivalen, var i Park Bio med visningen af dokumentaren Ronaldo fra 2015. Herefter fulgte en uge og tre dage med filmvisninger i fodboldklubber og Prismen inddelt i tre temaer: ”Mere end blot en boldklub”, ”Idoldyrkelse og rollemodeller” og ”Køn og seksualitet”. Filmene er nøje udvalgt. Kriteriet er nye dimensioner til grønsværen. Om foråret tager de til søsterfestivalen 11mm i Berlin og får nys om, hvad der rør sig. Jan, Svend og de andre har et godt samarbejde med dem dernede. ”De har været i gang i længst tid, i 13 år, og de har styr på, hvad der rør sig. Nu har de også fået sig et navn, så folk er begyndt at sende filmene til dem.” Danmark er anderledes. Et lille land med for få penge i fodbold til samme skala som den tyske. Der er drømmen om at lave et fodboldmagasin med dybdeborende artikler i stil med det svenske Offside og det tyske 11 Freunde, men som Jan siger, ”Der er ikke mennesker nok i Danmark til specialmagasiner.” Modeverdenens uhyrlige rækker af glittede blade popper et øjeblik op i mit hoved, men jeg lader det fare. Jeg har alligevel aldrig forstået, hvordan dén forretning løber rundt…

Hvad vi i Danmark mangler i købekraft, har vi til gengæld i frivillighed og foreningsdannelser. Den tyske festival er et fantastisk samlingspunkt for folk, der laver filmfestivaler om fodbold i hele verden, fortæller Jan muntert. ”Da vi var dernede sidst, havde vi inviteret nogle, der laver det i Amsterdam, Paris og Barcelona, Bilbao, Lagos… Der var også en fra Kina og en australier, og der er en festival i Rom. Så det foregår overalt, og det er forskelligt alle steder. Men noget af dét, der er særligt ved os, er, at vi har en foreningstradition i Danmark. Det med at lægge projektet ud til foreningerne kan du ikke gøre i Rom eller i Kina.” Sporten er over det hele.

Alligevel har nyheden om Shoot! ikke nået de fleste i min sædvanligvis filmnørdede kulturkreds. Havde jeg ikke spottet de store flotte plakater for festivalen på busstandere ude i Nordvest, hvor jeg bor, havde jeg måske aldrig hørt om festivalen. Plakaterne var en økonomisk gevinst af samarbejdet med kommunen og et kunstnerisk udbytte af besøget i Berlin, hvor en italiensk kunstner udstillede sine fodboldtegninger. Festivalen er drevet af ildsjæle og har et marketingbudget på næsten nul. Den er støttet af blandt andre Tuborg Fonden og DBU. Så når kommunen kan sørge for at stille busstandere til rådighed, er det en stor hjælp. Til gengæld er det afgørende, at Shoot! fortsat bliver et projekt med rødder i foreningslivet, for det er dér, lysten er. Derfor danner de nu en forening. ”Det gør vi, for det ikke skal blive et kommunalt projekt. Vi kan godt samarbejde, men det skal sgu bæres af ildsjæle snarere end af, hvordan et kommunalt system ser ud. Hvis det er ildsjælene, der bærer det, kan der også dukke noget nyt op. Næste gang er der måske fodboldskulpturer,” udbryder Jan og slår ud med armene. Der er ingen grænser, antyder hans gestik.

 

Filmens kalejdoskop

De skarpt vinklede temaer og valget om at vise filmene ude i klubberne giver en fornemmelse af de ildsjæle, der står bag. Men hvad er deres dagsorden? ”Vi har ikke som sådan nogle politiske mål. Men når vi viser en film om homoseksualitet og viser den for nogle indvandrerdrenge, skubber vi jo lidt til folks opfattelse. Derfor kunne det også være fedt, hvis Brønshøj Boldklub ville arrangere noget med de 14-18-årige efter træning. Så laver vi en filmforevisning for dem. Større magt tror jeg ikke, vi kan få,” griner han. Men hans bachelor i samfundsfag har alligevel sat sit præg, og han drømmer om at sætte sit præg på lokalsamfundet. Sammen med vennerne i Shoot! vil han vise, at sporten har en anden dimension. ”Vi gør det jo for at udfordre dem, der ellers ville tænke, at fodbold ikke er mere end at spille mellem to mål. Hvis vi kunne køre en film om demokrati ind blandt de mest højtråbende FCK-fans, ville det være fantastisk. Så har vi da rykket dem lidt. Selvfølgelig kan de sagtens tænke på andet end fodbold, så snart de kommer ud fra stadion, men disse fans er måske ikke nogen, man forbinder med at gå ind og se en film om Brasiliens diktatur og demokratiovergang i 1980’erne.”

Ansporet af festivalen og al den snak om fodbold satte jeg mig for at se Ronaldo. Et stjerneportræt, der er noget mere fremmed for mig, end en dokumentar om demokrati i Sydamerika, men en total magnet for de små drenge, der trak deres forældre med til festivalen. Som en anden novice sad jeg ret forvirret og rimelig tryllebundet og fulgte en reklamefilm om superstjernen – lavet af hans egne folk. De dramaturgiske spidsfindigheder skal man kigge længe efter, og man kan glemme alt om kritisk journalistik. Men filmen kan noget. Dels fordi den tiltrækker drengebørn med stjernestøv i øjnene, dels fordi arrangørerne af Shoot! har flankeret den med et oplæg af forfatteren Guillem Balague, der sidste år udkom med sin anderledes lødige biografi i bogform, Ronaldo. Sådan en film giver en absolut oplevelse af den sociale bevægelsesfrihed, sporten også giver, når den lille Ronaldo som 12-årig hentes fra trange kår i en lille landsby til Lissabons storklub, Sporting CP. Det er vildt, hvad fodbold kan gøre.

Selv kan Jan ikke udpege sin yndlingsfodboldfilm. Men med et livsvarigt forhold til foreningsdanmark, har film som den brasilianske Democracy in Black and White (2014) og svenske Fotbollens sista proletärer (2011) en særlig plads i hans hjerte. Begge handler de om små klubber, der er bannerførere for en demokratisk bevægelse i deres samfund. Filmene har en social klangbund, mens fodboldtemaet kan lokke fodboldtosser til og give dem lidt ekstra at tænke over. Derfor vises filmene for skoler og ude i klubberne. ”Jeg fik fat på en specialskole, som bruger fodbold, og en anden skole med en idrætslinje, der har 10. klasse. Vi prøvede med alle forestillingerne at have en kommentar eller et eller andet, der satte tingene i relief. Jeg synes jo, det var super cool, da vi havde emnet ”Køn og seksualitet.” Der havde vi fået formanden for Pan Idræt ud. Det var rigtig fedt, for der var nogle 10. klasse-drenge og nogle indvandrerdrenge, der nærmest forventede, der ville stå en drag queen,” griner han. Mindre konfronterende var det, da de holdt arrangementer i klubberne. ”Ovre ved os (BK Skjold, red.) viste vi film om kvindetemaet, lavede mad med kvindeholdet og fik en snak om fodbold, kvindefodbold, vores egen klub, mænd kontra kvinder og sådan noget. Og det var faktisk rigtig godt.” Om det er 10. klasses drenge eller piger med spjæt i benene, har de fodbolden til fælles. Men fortællingerne om sporten kan give dem et større billede af det fællesskab, de er en del af.

 

Fart og tempo på lærred og papir

Festivalens fulde navn er Shoot! – Copenhagen Football Festival, og det er ikke tilfældigt, at ”film” ikke indgår i titlen. ”Tanken er kultur! Og det kommer igen an på, hvem der har et drive og lyst. Det skulle gerne blive et miks. Om det er kunst og litteratur eller you name it. Det er fuldstændig ligegyldigt. Tanken er at give sporten en kulturel dimension, der ikke kun handler om det, der sker inde på fodboldbanen. Jeg har en drøm om at lave en fotoudstilling. Det er ikke dyrt, du skal ikke have specielle lokaler eller transport. Det kunne også være, man skulle have et galleri inde over, for eksempel Nicolai Kunstudstilling. Så er man jo nået langt,” siger han og rører rundt i sin café au lait, mens hans tanker skyder nye knopper.

Jeg kommer til at tænke på min barndoms Anders And-historier, hvor Anders febrilsk og feberhedet kæmper med antennen for at se årets kamp mellem FC Andeby og Gåserød IF (og jeg skal ikke komme ind på, hvem Gåserød nok er), eller hvor ungerne sørger for god holdånd i klubben B1999. Sidstnævnte er banale og moraliserende frisk-fyr-fortællinger, og tegningerne rimelig dårlige. Den danske tegner, Flemming Andersen, har med sine bidrag til Jumbobøgerne verden over et anderledes dynamisk tag på Anders And-fortællingen om fodbold. Inspireret af mangaens temposkift og leg med perspektiv giver han sporten liv og forkynder dens hellige skrift. Denne kunst har Jørgen Leth forstået og formuleret i sin prolog, og han har omsat den til film flere gange, om det så har været i cyklingens eller fodboldens tegn. Hverken som barn eller voksen kommer man rigtig uden om fodbolden, selvom man heller ikke er helt inde i klubben.

Om det er med fotos, film eller skulpturer, vender festivalen tilbage næste år med flere fortællinger fra fodboldens verden. Til den tid vil jeg også vove mig ind på deres territorium, indsnuse stemningen i et af klublokalerne og lade mig dumpe ned i fællesskabet på foreningens klapstole.

Illustrator og filmskribent, der trods 5 års dannelse på KUA stadig henter sine referencer hos Disney og Spielberg.