Film: Moonlight – Et lilla lys i biografmørket

Alle taler om Barry Jenkins’ Moonlight i disse dage. Anmelderne er vilde med den. Den roses for sine smukke optagelser, skønne musik og sociale bevidsthed. Der er også noget mystisk, dragende og romantisk ved navnet. Jeg blev nysgerrig og forvildede mig i drømmeri om filmen og fordomme overfor Hollywood. Kunne filmen virkelig leve op til sit ry? En kold vinterdag i starten af februar var mit hoved ved at eksplodere af nysgerrighed og fascination. Så jeg tog på en rejse både inde i mit hoved og rundt i København. Før jeg kunne se filmen, måtte jeg finde ud af, hvordan man kan blive så entusiastisk over en film, man endnu ikke har set.

 

Mandag morgen den 6. februar, mit skrivebord. Jeg skal til MIX Copenhagens forpremiere på Moonlight i Empire Bio i aften, og glæder mig! Første gang jeg hørte om filmen, var jeg knapt så begejstret. Jeg er ikke engang sikker på, om det var i fjernsynet, en artikel et sted eller igennem en af mine venner. I hvert fald lød den som en lappeløsning på de manglende nomineringer af sorte til sidste års Oscar-uddeling. Men der mangler altid sorte nominerede. Og asiatiske, homoseksuelle og andre udgaver af homo sapiens, der ikke er den hvide, heteroseksuelle mand. Jeg var bange for, at det ville blive noget i stil med filmen Selma, som de fleste allerede lykkeligt har glemt.

Så kom traileren. Med ét blev min manglende tiltro til filmen fuldstændig vendt på hovedet! Der var lilla og sart blåt neonfarvet lys, stumme skrig og erotiske vindpust i unge mænds opknappede skjorter på stranden. Den politiske film, jeg kun måske skulle se, var pludselig blevet en lille skønhed, jeg bare ikke kunne vente med at se!

Vi spoler tiden frem til en hyggelig fredag aften i slutningen af januar. Fire filmbegejstrede venner var mødt op på Amager for at spise tapas og drikke lidt vin. Med lilla rødvinstænder begyndte den sædvanlige filmsnak; og naturligvis skulle vi drøfte Oscar-nomineringerne. Selvfølgelig skulle vi afstemme vores forventninger til Moonlight. Pludselig var det uundgåeligt, at jeg mere eller mindre tvang dem alle til at købe billetter samme aften. Men jeg tror ikke, de fortryder det.

 

Snart så vi kultfilm som Gremlins og klassikere som Farven lilla og Troldmanden fra Oz. Lige pludselig var vi teenagere og så de samme klamme gysere som alle andre; men filmhistorien var for evigt blevet min virkelighedsflugt

 

Det er måske lidt meget ståhej over en film. Men film har altid fascineret mig. Som barn var film en måde for mig at opleve verden udenfor. Vi var en lille trofast trekløver eller, om man vil, lilla blomster på en ellers bar mark, som adskilte os fra de andre børn i landsbyen. To piger og en dreng – mig! Spørg mig ikke, hvad de andre børn lavede, for vi forstod dem aldrig helt. Og de forstod ikke os. Fjernsynet lærte os engelsk, som vi skiftede over til, når de andre børn i børnehaven ikke skulle forstå, hvad vi sagde. Selvom vi fik at vide, at vi skulle lege udenfor, endte vi som regel tilbage foran fjernsynet og så Cartoon Network. Men tegnefilmene kunne ikke fastholde vores opmærksomhed for evigt. Snart så vi kultfilm som Gremlins og klassikere som Farven lilla og Troldmanden fra Oz. Lige pludselig var vi teenagere og så de samme klamme gysere som alle andre; men filmhistorien var for evigt blevet min virkelighedsflugt. Bag lukkede døre dyrkede jeg 1930’ernes og -40’ernes Hollywood og sad oppe en gang om året for at se Oscar-uddelingen. Nogle gange gav mine forældre mig endda lov til at være ”syg” dagen efter, og ingen tvivl om, at alle de derpå følgende søvnforladte skoledage var det hele værd! Så selvfølgelig kan jeg blive lidt passioneret omkring film. Især når de – ligesom Moonlight – har et særligt udtryk, som adskiller sig fra masseproduktionen. Som lilla blomster på en ellers bar mark.

 

 

Lilla blomster // Lisa Larsen

 

Siden den aften på Amager er jeg gået lidt i selvsving over mit drømmebillede af filmen. Jo mere jeg tænker over den, jo mere kan jeg ikke komme udenom nogle paralleller til både Alice Walkers bog Farven lilla og Steven Spielbergs filmatisering af den fra 1985. De adskiller sig fra andre skildringer af sorte i USA ved deres sprogbrug. Ofte forsøger Hollywood og bogforlagene at oversætte slang og rette dårlig grammatik for at gøre det lettere forståeligt. Men Moonlight bruger grammatisk frihed og slang, som instruktøren Jenkins kender det fra sit eget bagland. På samme måde nægtede Walker at ændre sproget, da hun skrev Farven lilla. I stedet for at gøre bogen letlæselig for flertallet var hun tro overfor det sprog, som blev talt af sorte uden skolegang i sydstaterne. Det er et smertefuldt udtryk for et belastet miljø, som ofte reproducerer sig selv i den næste generation. Den sociale arv, som sproget er et af kendetegnene på, omfatter også afhængighed, social kontrol og vold, samt fordomme overfor seksualitet og køn, som spiller en central rolle i både Moonlight og Farven lilla.

Og så er begge film med 32 år i mellem sig to markante sorte repræsentanter til Oscar-ceremonien, som ellers plejer at være en temmelig hvid affære. #oscarssowhite om man vil.

Men for mig er Oscar-uddelingen i år lilla! Lilla, fordi jeg genoplever min kærlighed til Farven lilla. Lilla, fordi begge film bruger farven symbolsk. Lilla, fordi den homoseksuelle hovedperson, Chiron, er badet i lilla lys på plakaten. Nuancer af lilla blev i årtier brugt som en kode mellem homoseksuelle. Et såkaldt lavendel ægteskab er ifølge Urban Dictionary, når en homoseksuel mand bliver gift med en kvinde. Nu tænker du måske: ”Ej, ”Farven lilla” handlede ikke om homoseksuelle”. Men det overraskede også mig, da jeg som nørdet teenager læste bogen, som filmen er baseret på, hvor hovedpersonen, Celie, bliver forelsket i sin mands elskerinde, Shug Avery. Kvinderne indleder et hemmeligt forhold til hinanden, som i filmen er skåret ned til et tantekys. Som så ofte i Hollywood, bliver mangfoldighed forbigået. I bogen siger Shug, da hun og Celie går forbi en mark fyldt med lilla blomster: ”I think it pisses God off if you walk by the color purple in a field somewhere and don’t notice it”.

Men kære Shug, i år buldrer en lilla film frem på lærredet, som ikke er til at forbigå. Byens lygter og fluorescerende lys står i stærk kontrast til nattetimerne i Miami, som var vi i et digt af Michael Strunge. Jeg har aldrig holdt særlig meget af lilla som farve, men synet af Paula (spillet af Naomi Harris), som skriger i døråbningen, oplyst i skæret af lilla neon, giver mig imidlertid idéer til min fremtidige boligindretning – dårlig smag eller ej.

 

 ”I think it pisses God off if you walk by the color purple in a field somewhere and don’t notice it”

 

 

Vrede i måneskin

 

Mandag eftermiddag den 6. februar på Den Sorte Diamant. Her erstattes det lilla skær for en stund af læsesalens fine gamle grønne lamper, imens jeg læser nogle udenlandske anmeldelser af filmen. Det lilla skær står stadig skarpt for mit indre blik. Om fem timer starter filmen. Først skal jeg mødes med de andre til aftensmad. Mon de glæder sig ligeså meget, som jeg gør, til at se filmen? Før jeg overhovedet har set den, har jeg et ret urokkeligt indtryk af, at den på mange måder er unik. Både fordi sorte homoseksuelle karakterer er sjældne i film, og fordi homoseksualitet generelt bliver underspillet som i Farven lilla eller gjort til en sensation som i Brokeback Mountain. Denne gang er det ikke underspillet, og den eneste sensation er mine tårnhøje forventninger.

På læsesalen sidder jeg i en tankestrøm af teorier om filmen. Den dyrker nogle karakterer, som trods meget modgang bare gerne vil elskes. Chiron, den stakkels unge mand med tvivlsom fremtid, som er forelsket i sin barndomsven, vil elskes. På samme måde vil Celie i Farven lilla bare gerne elskes. For at bruge flere af Shugs vise ord: ”Everything want to be loved. Us sing and dance, make faces and give flower bouquets, trying to be loved”. Heldigvis for mange af os, lever vi i frisindede, kære, gamle København. Her er man frit stillet til at blive elsket. Er man ikke? Jeg vil ikke konkludere noget, for vi har det ret godt. Men i en af byens andre biografer er Sabaah, en organisation som arbejder for at forbedre forholdene for LGBT-personer med anden etnisk herkomst, medarrangører for en anden forpremiere af Moonlight.

Så blev filmen lige pludselig politisk igen! Shit! Det kan jeg jo slet ikke tillade mig. Jeg er jo ikke Meryl Streep! Men vi københavnere er lidt politiske, er vi ikke? Med vores store årlige Pride Parade, vores overflod af demonstrationer og de politiske partiers fremtrædende ungdomsafdelinger. Vi kan prøve at glemme det for en stund, men vores politiske bevidsthed ligger lige under overfladen. Vi kan godt grine ad det, men hvis du nævner Ungdomshuset til en fest, har alle en mening om det, selv efter alle disse år. Jeg kan selv dårligt tale om filmen, der blændede mig med sit visuelle udtryk, uden at blive politisk. Det er lige før jeg foreslår en lilla parade med lilla t-shirts og lilla bannere igennem Lille (Lilla) Kannikestræde. Men det er måske mindre københavnsk at demonstrere i forbindelse med en film, vi gerne vil se.

Det er lige før jeg foreslår en lilla parade med lilla t-shirts og lilla bannere igennem Lille (Lilla) Kannikestræde

 

Mandag aften den 6. februar, Empire Bio på Nørrebro. Efter en kold, lille gåtur i kulden er fire filmbegejstrede venner samlet igen. Vi går ind i sal 1, som snart er fyldt op. Døren bliver lukket og en mørkhåret pige, Maddie, som er festivalleder for MIX Copenhagen, træder ind foran skærmen for at byde os velkommen. Hun virker overvældet over, hvor mange der er mødt op og ser ud til at have høje forventninger til vores forventninger, og mine forventninger er tårnhøje! Lyset dæmpes og forsvinder. Filmen begynder på skærmen. Selvom filmen viser sig ikke at bruge lilla så meget, som jeg havde indtryk af, spiller farven en tematisk stor rolle, og jeg sidder i et fiktivt lilla skær under hele visningen.

Der er vrede, fraværende mødre, pushere og kriminelle med guldtænder på skærmen. Alle bliver spillet af sorte skuespillere. Det kunne hurtigt lyde påtaget eller som en kliché, men karakterernes dybde forhindrer det. Vi kigger ikke fordømmende på Chirons guldtænder. Vi ser dybt ind i hans øjne, tænker med hjertebanken tilbage på scenen med ham og Kevin alene på stranden, og jeg kan ikke lade være med at undre mig med Kevins ord: ”Who is you, Chiron?” Vi ser ham igennem de andres øjne og kan kun gisne om, hvad han føler og tænker. Sådan sidder jeg og tænker i det lilla skær fra skærmen i mørket på Nørrebro. To timer gik hurtigere end forventet.

Nede i foyeren får vi et glas vin efter filmen og hænger lidt ud. Jeg møder en ven, der er tidligere eventkoordinator for MIX, som introducerer mig for Maddie. Vi får en lille snak om filmen. Hun er også godt tilfreds og fortæller mig, at Empire Bio faktisk henvendte sig til dem for at spørge, om de var interesserede i at samarbejde til forpremieren. Hun siger, at det er vigtigt for dem også at kunne vise mainstreamfilm med LGBTQ-karakterer i hovedrollen, når de film en sjælden gang imellem dukker op.

Foyeren summer af glade mennesker, men det gør det svært at føre en længere samtale. Istedet tilføjer vi hinanden på Facebook og aftaler at tales ved på et senere tidspunkt.

Hvem er Chiron?

 

 

Tilbage ude i kulden snakker vi lidt om filmen. En af mine venner spørger, om man skal lægge noget i, at den midterste del af Chirons ansigt er lilla på plakaten. Jeg kigger op og kan ikke lade være med at tænke: ”Det er altså ikke kun mig, der overfortolker. Andre kan også se det”. Jeg fortæller om mine overvejelser, og han fremhæver, at det også er omkring midtvejs i filmen, at farven er mest relevant.

Tirsdag eftermiddag den 7. februar, Oscar Bar og Café ved Vartov i Indre By. Sollyset har erstattet det lilla skær fra i går. Jeg mødes med Maddie over en kop kaffe. Her kan vi bedre tale sammen. Hun fortæller bl.a., at forpremieren af Moonlight hverken er deres første eller sidste samarbejde om at vise mainstreamfilm med homoseksuelle karakterer. Netop mainstreamfilm med homoseksuelle karakterer er noget, som MIX ønsker sig mere af. Maddie siger, at det ville være rart, hvis man ikke havde brug for en LGBTQ film festival, men at det stadig er nødvendigt, eftersom vi endnu ikke er nået i mål.

Vi begynder at snakke om, hvor sjældne sorte homoseksuelle karakterer som dem i Moonlight er. Hun fremhæver Omar fra The Wire, som er lidt af en badass. Det er dog svært at finde flere. Måske fordi Hollywoods skildring af sorte amerikanere ofte fokuserer på racisme, hvorimod man giver mere frihed til hvide karakterer. Vi skal altså have flere karakterer som Omar og Chiron badet i lilla lys.

Men vi er ikke kommet her for at tale om racisme i USA. Vi er kommet for at tale om Moonlight. Maddie er glad for, at filmen hverken er påtaget eller prædikende, men blot viser Chiron, for den han er. Vi taler om en øm scene, hvor han som barn spørger, hvad ordet ”faggot” betyder. Uden at spoile for meget, kan jeg fortælle, at svaret var overraskende og smukt. Chiron bliver udsat for så meget uretfærdighed igennem filmen, at man bare gerne vil holde om ham og fortælle ham, at det bliver bedre. Men også han har en grænse for, hvad han vil finde sig i.

Fordi jeg selv vil unde alle den samme oplevelse, som jeg havde i biografen, spørger jeg Maddie, om hun kan komme i tanke om nogen, hun ikke vil anbefale filmen til. Hun tænker i to sekunder, kigger på mig og siger på engelsk: ”Off the top of my head, no”.

 

// Alle illustrationer: Lisa Larsen

 

Kjartan er filmredaktør og skribent med masser af plads i hjertet for nostalgiske Hollywood klassikere, Tarkovsky-film og aktuelle film i biffen. Når han ikke er opslugt af billeder i bevægelse, har han også en svaghed for pasta, en afsky for bladselleri og har angiveligt pænt krøllet hår.