Et polemisk skyts mod Triers galgenhumor

Det kan undertiden virke som en meningsløs, uendelig hudafskrabning at kæmpe sig igennem Triers film. Særligt de mere dæmoniske af slagsen, som er tilbøjelige til at efterlade én hudløs. Her kommer det mig til gode, at jeg med tiden har tillært mig den mentale øvelse at indlogere en åndelig sidemand (helt uden at købe ekstrabillet), som jeg i biografens mørke får til at hviske til mig ”Det er bare Trier, der leger”. Hvorfor netop dette argument virker særligt overtalende for mig, vil jeg forsøge at forklare i det følgende.

 

Med et smil på læben placerer Lars von Trier hver enkelt af sine karakterer side om side i en storslået galge-opsætning. Herefter foranlediger han os til at tro på en af følgende tre muligheder: 1) At karaktererne ikke har fortjent denne galge, 2) At de har muligheden for at slippe ud af den, eller 3) At de slet ikke er placeret i nogen galge. Trier’s smil på læben bliver til et grin i det øjeblik at tilskueren, uden at grine, opdager, at løkken altid strammes til syvende og sidst, men at den enten strammer om en helt anden, end den vi troede, eller også formår løkken ikke at stramme hårdt nok til at gøre arbejdet færdigt. Tilskueren indser, at den ”uskyldige” måske alligevel fortjente at dingle i luften, eller at den ”skyldige” måske alligevel ikke fortjente at ende sine dage på denne vis. Det afgørende spark, der fjerner skamlen under den dømtes fødder, bliver i sidste ende mere ironisk end demonstrativt, for galgespillet rammer altid urent hos Trier, og retfærdigheden sker aldrig rigtig fyldest.

 

Galgespillet, som beskrevet, kan siges at være den humoristisk-nihilistiske opskrift, der er på færde ved samtlige af Triers filmiske konstruktioner, selvom der synes at være enkelte variationer inden for hans filmografi. Tilskueren serveres en nihilistisk, filmisk ret, der trækker på skuldrene og smiler over sin egen fatalitet og elendighed, for Trier kan aldrig ”ramme rigtigt” med galgen, og på den måde bliver galgen humoristisk og hans film galgenhumoristiske af natur.

 

Jeg vil derfor invitere dig til at lege med på følgende idé: Trier er stand-up komiker og galgenhumoristisk iscenesætter af sin egen fascistiske, dominerende filmæstetik og tematiske nihilisme. Når Trier således i sit tredje manifest betegner sig selv som: “LARS VON TRIER, THE TRUE MASTURBATOR OF THE SILVER SCREEN”, og andetsteds, i et manifest udgivet omkring udgivelsen af hans debutfilm The Element of Crime (1984), skriver: “We want to see heterosexual films, made for, about and by men. We want visibility!”, leger han mere end noget andet på galgenhumoristisk vis med den hårfine balance mellem det autentiske og ironiske i relation til hans egen person(a).

 

Det er så sjovt, at jeg næsten græder, når jeg læser det. For som den på én gang ironiske og ærlige fordring i citatet ovenfor understreger, er Lars en underlig blanding af det progressive og det reaktionære og samtidigt og parallelt en pudsig blanding mellem det ærlige og det uærlige, og hans film og hans karakterer befinder sig konstant i spændingsfeltet mellem disse. Netop derfor kan det være lidt svært at tage Trier seriøs. Hans film kan virke ligeså seriøse, som han selv er useriøs, hvis man ikke er med på Triers ironiske, legesyge spil. De fleste synes derfor umiddelbart at mene det modsatte af det, jeg fremsætter her – at Triers film er seriøse, og at han selv er inautentisk.

 

Hvis vi følger min tankegang og antager, at den ironiske distance – eller om du vil – det useriøse, er Trier’s mest ærlige karaktertræk, kan vi affærdige pointen om, at Trier er inautentisk. Affærdigelsen af den anden udbredte opfattelse af, at Triers film er dybt seriøse, følger af, at Triers film jo er bygget op omkring hans egen person. En person, som tydeligt har sarkasmen som grundstruktur for den måde, han kommunikerer på. Det ironiske fundament i hans film er blot sværere at få øje på end i virkeligheden, fordi han ansigt ikke er til stede til at afsløre løgnen og smilet. Derfor kan man heller ikke klandre tilskueren, når denne ikke griner de steder, hvor Trier sikkert har haft det sjovt i manuskriptprocessen. På bundlinjen står dog, at sarkasmen og det tragikomiske hverken er uærligt eller inautentisk. Det er derimod kernen i Triers karakter og i hans film. Hans film bliver inautentiske udelukkende i form af, at man snart kan ønske, at hans karakter udenfor filmen vokser op – at legebarnet snart dropper ironien og giver os en film, hvor det autentiske ikke længere ækvivalerer det sarkastiske. Lad mig give et par eksempler på den ironiske galgenhumor i Triers film som set ud fra slutningen på en række af hans film, som Cinemateket viser i anledning af vores hovedpersons fødselsdag.

 

I slutscenen af Nymphomaniac, som jeg ikke vil afsløre for dig her, men blot notere, at den er et komprimeret symbol på hele Triers pessimistiske og galgenhumoristiske kerneideologi, brød jeg, som den eneste i biografen, ud i grin. Jeg var væsentligt mere skuffet over det øvrige publikums reaktion, end jeg var flov over, at jeg var den eneste, der sad og grinede. For mig var det blot endnu en mørk, galgenhumoristisk, nihilistisk joke, der blev ekstra sjov i erkendelsen af, at Trier åbenbart aldrig vokser fra sin ungdommelige nihilisme. For man vil se klare ideologiske paralleller (et kærligt ord for ’gentagelser’) mellem særligt afslutningerne på Triers film. De sidste sekunder af Breaking the Waves (1996) med kirkeklokkerne i himlen er jo rendyrket sarkasme, ligesom hele filmen i øvrigt er, selvom folk, at læse ud fra arbitrært udvalgte anmeldelser og sporadiske samtaler fra fortiden, ser det som seriøst melodrama. I stedet valgte jeg, denne gang i min egen sofa, at grine højlydt. Mere end jeg gør ved de fleste one-man shows. For der er ved Gud ingen klokker i himlen hos Trier.

 

I Dogville (2003), ved Graces afsluttende hævnakt, genrejses den patriarkalske orden, selvom den på overfladen kan virke som en feministisk voldsakt. Grace får hævn, men igennem faderens hånd og ikke hende selv. Det er galgenhumor af allerhøjeste klasse. Trier leger med tilskueren. Grace er stadig blot en udnyttet, lille slave af en pige, selvom hun tror noget andet. I debutfilmen The Element of Crime (1984)bliver detektiven morderen, der er fanget i sin egen hypnose. I detektivens hypnose er alt primalt, og alle viser sig at være morderen i mordmysteriet. Da vi igen ryger ud af hypnosen og ind i livets panoptiske kontrolsystemer, er falske idealer og dermed illusioner om uskyld og godhed det eneste ynkelige forsøg på eksistentiel substans. Der er ingen udvej i Triers univers – end ikke i drømmen eller hypnosen. Grænsen mellem udnytter og den udnyttede er ikke blot udvasket, men oprevet og konstant vekslende.

 

En kronraget Lars von Trier i debutfilmen The Element of Crime (1984). //Still: Det Danske Filminstitut.

 

 

Den samme spejldynamik er til stede i Triers blik på kvinden og manden, der skiftevis repræsenterer den lidende og destruktive kraft i mennesket. Det er følgelig overordentligt svært at blive klog på, om Trier er feminist eller misogynist, men han er nok, når alt kommer til alt, begge dele. Analogt opererer Trier ikke med gode eller onde karakterer. Han leger i stedet med karakterer, der tror, de gør det rigtige – eller som tror, de er dem, der lider, og derfor har det godt. Ligesom den depressive søster Justine i Melancholia (2010), der som en af Triers mange kvindelige martyrskikkelser sletter alle ynkelige illusioner om kontrol og overgiver sig til den snarlige apokalypse.

 

På grund af deres ekstremitet og sarkasme kan Triers værker virke reaktionære, men jeg har svært ved at tro på, at Trier inderst inde selv er reaktionær. Det er bare Lars, der kører i cirkler i hans legetøjsbil, mens han synger hymner om hans nihilistiske tilgang til menneskets moral. Og denne tilgang er langt fra ny. I en alder af 16 lavede Trier kortfilmen En Blomst (1971). En dreng gror en blomst, mens krigen raser omkring ham. Den vokser sig flot og stor. To bombefly flyver forbi. Drengen bliver ramt af en bombe og dør. Blomsten er knækket. Et kirkekor synger Hallelujah i baggrunden. The end. Triers humor og livssyn har ikke ændret sig. Det eneste, der er kommet til, er hans ’von’, som han tog til sig under sit ophold på Den Danske Filmskole som håndfast og autentisk svar på sine medstuderendes gentagne anekdoter om hans aristokratiske arrogance.

 

Trier forsøger at være nuanceret i sin kritik af det gode og onde i os, men måske ender han ud med blot at være banal og barnlig, fordi han nægter at operere med løsninger i sine film. Hans karakterer er dødsdømte fra starten, og den eneste forløsning er en løgn i form af karakterernes falske tro på, at de gør det rigtige eller i form af deres falske billede af dem selv som uretfærdigt undertrykt. Hans film forbliver hermetisk lukkede, og hans karakterer forbliver hængende i galgen. På netop dén vis er hans film som sådan patetiske og uinteressante som alt andet end underholdning, provokation og tør humor. Det er nihilistisk masturbation med to hænder fra Trier side. Når ordenen genetableres, som i Dogville eller en hvilken som helst anden af hans film, er det altid med malurt i bægeret. Lars ser dog aldrig på systemet, men på de mennesker, der i deres nylige indtræden i systemet ser, at de er ligeså onde som dem, de troede, de var adskilt fra. Idealismens glorie svæver over karakterernes isser, men når først verden er erobret og magtforholdene vendt, tabes glorien, kun for senere at vende tilbage i form af en dødelig boomerang. Det rene, moralske valg eksisterer således ikke i Trier’s verdensbillede. Det er forduftet fra overfladen, hvilket efterlader Trier mere reaktionær, end den revolutionære, kulturradikale ånd i ham måske ønsker, og han kan takke sin brug af sarkasmen for det, der bunder i, at verden for Trier grundlæggende er mere useriøs end seriøs. Som han sagde i et interview i Cannes i 1996 (frit efter hukommelsen): ”Hvis dogmemanifestet kan virke som en joke, er det fordi verden er det. ”

 

Moralen findes således kun i vores hoveder. Derfor er det så gennemvædet ironisk, at Andrei Tarkovsky, humanismens fader på film, er Trier’s helt store forbillede. Trier kopierer Tarkovsky i alle sine film, og det må derfor have været en gedigen mavepuster, da det viste sig, at Tarkovsky, efter Trier havde vist ham sin debutfilm, The Element of Crime, ikke kunne fordrage den, og hvorfor mon? Fordi de ideologisk ikke blot er ubeslægtede, men binære modsætninger. Det er derfor ikke blot ironisk, men spottende, at Trier sammenligner sit alkymistisk-filmiske projekt med den russiske gigant. For alt hvad de har tilfælles er en æstetik, som intet vinder, hvis ikke indholdet spejles deri. Triers visuelle indpakning bliver en ironisk distanceringsteknik, som er en del af hans overordnede galgenhumor, der hyperæstetiserer anti-æstetiske, seriøse emner, og hvis der var noget, Tarkovsky hadede, var det netop humor, glæde, ironi: “I can’t stand mirth. Cheerful people seem guilty to me, because they can’t comprehend the mournful value of existence. I accept happiness only in children and the elderly, with all others I am intolerant”. Nok er Trier selv befæstet med ‘the mournful value of existence’, og samtlige af hans film centrerer sig om netop dette, men de seriøse emners pulsåre kappes over i den galge, Trier placerer selve filmen i. Når karakteren til sidst lander i galgen, gør filmen det ligeså, netop fordi Trier konstruerer sine film således, at galgespillet altid rammer urent i dets domfældelser.

 

Klokkerne i himlen i Breaking the Waves (1996). //Still: Zentropa.

 

Bergman sagde på et tidspunkt, at Trier endnu ikke havde lavet en personlig film, og det kunne Lars ikke forstå. Han syntes nu, han lavede vældigt personlige film. Film om sin egen mentale tilstand – men dog altid med udgangspunkt i andre. Måske mangler vi ikke en personlig film, men blot en privat film. En seriøs film, der viser Trier fra sin ikke-legefulde side. For jeg er overbevist om, at han gemmer sig selv i sine film, selvom han siger noget andet. Trier ryster på hånden og hovedet i interviews og starter sine sætninger med et suk så dybt som Marianergraven ledsaget af ordene ‘for helvede’. Det er sårbart, og det er ærligt. Men hans film er ikke sårbare. Nærmere det modsatte. De er distancerede, kunstneriske og ironiske meditationer over, hvordan livets basale dikotomi, frigørelsen og systemet, er uadskillelige.

 

Dynamikken mellem at give og tage er udelukkende systemisk, og er en del af mekaniske magtstrukturer nærmere end rent menneskelige strukturer. Mennesket og dets godhed er fleksibelt som gummi i dette system, og Trier ender alle dage som Den Store Galgenhumoristiske Pessimist.

 

Man kan passende vende Triers eget spørgsmål fra kortfilmen: ”Hvorfor løber du væk fra det, du ikke kan flygte fra? Fordi du er en kujon” (1970) mod Trier selv og anvende hans eget svar, for Trier er jo selv en masturberende kujon, der behandler sine emner og sig selv med en distance og en kløft, der kan være knusende ubehagelig at tænke på, når man ser på dels den enorme skrøbelighed af de emner, han tager op og dels den enorme skrøbelighed, Trier selv så ofte udviser i sin offentlige fremtræden.

 

Hvis du slæber dit korpus ind til Cinematekets Trier-program, hvilket varmt kan anbefales på trods af min – måske inspireret af Trier – lettere spottende tone, så vil jeg invitere dig til et lille spil: Led efter alle de steder, hvor Trier i sin manuskriptproces givetvis har siddet og gnækket så bordet ryster, og vodkaen i glasset skvulper. På den måde bliver al elendigheden og nihilismen pludseligt mere fornøjelig. Bagefter, når du har grinet færdig, kan du håbe på, at den næste Trier film endelig nedbryder den ironiske distance og blotter manden bag. For alle kan se, at Trier ikke er så pæn, som hans film er, selvom han dog – hvis jeg kort skal bedømme hans udseende fra en mands synspunkt – var en ganske pæn mand i sine yngre dage. Lige på nær i titelbilledet i denne artikel, måske.

 

Breaking the Waves (1996) blev vist i dag kl. 19.00. Det er den med klokkerne i himlen. Men det kan du ikke nå, for den er allerede færdig. I stedet kan du tage i Cinemateket tirsdag kl. 16.30 og se den afsluttende del af Triers Europa-trilogi, som ganske simpelt hedder Europa (1991). Det er en mesterlig film, som muligvis også er sjov. Jeg kan dog ikke garantere, såfremt du vælger at lege med på legen, at der er andre end dig, der vil grine i biografen.

 

Velbekomme.

//Forside still: Lars von Trier i Orchidégartneren (1977). Lars von Trier.