Dansefilmens momentum

I anledningen af Dansens Dag, som løber af stablen hvert år d. 29. april, har Cinemateket et tema om dans og viser derfor en samling af dansefilm. Heriblandt den biografaktuelle dansedokumentar Bobbi Jene. Det gav mig lyst til at dykke ned i, hvad der egentlig udgør en dansefilm og prøve at forstå dansefilmens status.

Dansefilm – det runger måske lidt af (tåkrummende) teatralsk skuespil, klichéfyldte replikker og 80’er- eller 90’er-æstetik. Hvilket den famøse sætning: ”Nobody puts Baby in the corner!” på mange måder understreger. Dansefilm lægger først og fremmest vægt på dansen, som navnet jo også indikerer. Det er først dans, og dernæst film.

Selv har jeg en stor kærlighed til dans, og derfor er jeg også rimelig velbevandret i de filmiske skildringer af dansens forskellige stilarter. Min forståelse af dansefilm er i høj grad formet af film, som var populære i mine teenageår. Det var film som Save the last Dance fra 2001, Honey 2003 og intet mindre end Dirty Dancing 2 fra 2004.  For dem, der var teenagere i 00’erne, vil titlerne nok lyde bekendte.

 

Dansens kulturelle kunnen

Dog har jeg også været betaget af ældre film, specielt Saturday Night Fever fra 1978. Saturday Night Fever er måske en af de første egentlige dansefilm. Forinden stødte man mest på dansen i musicalgenren. Her møder vi Tony Manero (John Travolta), som er en hårdkogt teenager fra Brooklyn. Tony arbejder i en malerforretning til daglig, men om natten indtager han det lysende dansegulv med sine eminente moves og er en ubesejret discomester på klubben. Til trods for forældrenes frustrationer ønsker Tony blot at danse, og nattetimernes rytmiske udfoldelser bliver en flugt fra den gennemsnitlige hverdag. Saturday Night Fever har formentligt været toneangivende inden for dansefilmens genre og har dermed etableret en række genretræk. Narrativet er i hvert fald bekendt. Forældrene rynker på næsen, mens de unge finder frigørelse i gennem dansen, som dermed er et opgør med forældrene og måske en ældre generation. Det er en slags frigørelsesproces og en modning, og mange dansefilm er i kraft heraf coming-of-age-fortællinger, hvor dansen er midlet til udviklingen.

Dansen er ofte forbundet med noget seksuelt, dragende og til tider forbudt. Det kan være et middel til en lysere fremtid, som det også er tilfældet med Tony. Den kan også være et sted, man kan flygte hen. Og så kan den være kærlighed og tillid til et andet menneske.

I Saturday Night Fever bliver dansen også i høj grad et samtidsbillede – og et vidne om dansens store betydning for ungdomskulturen på sin tid. Filmen viser også et møde mellem to forskellige stilarter, nemlig balletten og discoen. Et sådant møde bruges ofte som en katalysator i dansefilm. Og dette møde er ofte mellem en prestigefyldt stilart og en moderne eller folkelig, til tider oprørsk, stilart.

Kontrasterne mellem de forskellige dansekulturer tegnes sommetider meget tydeligt op. Eksempelvis i Save The Last Dance, hvor en ung hvid kvinde med fortrængte ballerinadrømme bliver introduceret til hiphoppens verden gennem en mørk fyr. Om end karikeret, skabes en fortælling om to meget forskellige kulturer, der møder hinanden. Save the last Dance har, som mange andre dansefilm, en evne til at portrættere og skabe kulturudveksling. Dansefilmene higer øjensynligt ikke efter et kompliceret plot, men ønsker nærmere at skabe en kulturel forståelse. Dette gør sig gældende i mange af de klassiske dansefilm – at to mennesker mødes gennem dansen.

 

Dansefilmens plads i hierarkiet

Til trods for min (forhenværende) dedikation til denne genre kan jeg sagtens forstå den umiddelbare skepsis, man mødes af, når dansefilm kommer på tale. Det, man nok typisk forbinder med denne genre, er et gennemskueligt og simpelt plot med lettere klichéfyldte karakterer, som man kender det fra klassikerne inden for genren, såsom Dirty Dancing og Strictly Ballroom.

For mig har denne genre også en værdi i kraft af koreografierne. Dansefilmens kropslige og rytmisk udfoldelser kan være interessante og inspirerende i sig selv. I artiklen “Ikoniske dansefilm er sikre på kritik” i Information beskriver professor i Filmvidenskab, Anne Jerslev, dansefilmenes effekt således: “Der er noget meget bevægende ved at se en krop, der pludselig gør det umulige, næsten ophæver tyngdekraften. Og fordi filmene er så rytmiske, er det, som om denne evne til at beherske kroppen forplanter sig til publikum.”. Og det er formentlig lige præcis et sådant momentum, der stræbes efter i adskillige dansefilm.

Filmene kredser ikke nær så meget om de narrative og æstetiske aspekter, og det er nok blandt andet derfor, at de sjældent havner blandt favoritterne hos filmanmeldere. Det er i alt fald ikke ofte, at dedikerede filmfolk erklærer sig fan af denne genre. Man kunne måske vove pelsen og sige, at dansefilm lå lavest i filmenes fødekæde. Dog kunne noget tyde på, at vi er ved at bevæge os væk fra den skeptiske tilgang til og den lave placering af dansefilm.

 

En ny æra for dansefilm

Filmene Black Swan fra 2010, Pina fra 2011 og den biografaktuelle Bobbi Jene er alle blevet mere vel modtaget af anmeldere end de før nævnte. De har formentlig mestret at finde en god balance mellem filmen og dansen. Det kan måske handle om, at dansefilmen har bevæget sig ind i en mere æstetisk sfære, hvor de kunstneriske ambitioner med filmens udtryk vægter mere end et narrativ med bred appel. For mig at se handler det også om, hvilke stilarter der portrætteres og de kulturer, der knytter sig hertil. Moderne dans og ballet har altid ligget lidt højere i det kulturelle hierarki, hvilket filmene også afspejler.

Dem, der har set både Dirty Dancing og Black Swan, vil vide, at der er en verden til forskel på de to film. Ens for dem er dog, at handlingsforløbet sommetider sættes på pause for at give plads til dansen. I disse film har dansens underholdende, bjergtagende eller sågar voldsomme effekt været det essentielle. Selvom den ikke nødvendigvis er vigtig for at drive fortællingen videre.

Så slip dine fordomme og giv dansefilmene en chance. Nyd dansens udtryksfulde bevægelser og bliv indviet i en kultur måske flere. Cinemateket giver dig i al fald mulighed for det.

 

Filmskribent hos VINK og kandidatstuderende i Medievidenskab og Performance Design på RUC.