DANCER – The graceful beast

// Illustration: Sigrid Ragna Aare Nielsen-Boreas

 

En ung mand drevet mod dansen. Ballettens elegante skønhed og perfektion kontra portrættet af en badboy, der forsøger at gøre oprør mod sin stramme trikot ved hjælp af tatoveringer, alkohol og stoffer.

Vi er i Vester Vov Vov en stille formiddag, Sigrid og jeg, til pressevisning på dokumentarfilmen Dancer. Vi får en kop kaffe og en spegepølsemad sammen med vores pressemateriale, mens vi kigger rundt på resten af journalisterne, der også er mødt op og holder samme sæt i hænderne. Mange af dem kender hinanden, og jeg øjner også et kendt og venligt ansigt fra et formidlingskursus på KUA. Vi skal ind og se den unge mand på plakaten over os.

Filmen åbner, først med et kort anslag der planter spor til senere og sidenhen et lidt længere anslag, der sætter os ind i mediestormen, stofferne og personen, danseren, ham det hele handler om – Sergei Polunin, mens det hele er på sit højeste – og han viser os cocktailen af flydende Nurofen og noget energigivende, og siger I’ll be high in a minute, I wont remember any of this, not even the dancing. Og så går han på scenen.

 

En klassisk BBC Films voice-over (ja I kender den godt, den der britiske mandestemme fuld af etos) starter præsentationen og sætter scenen for filmen, der i øvrigt fortsætter med at følge en klassisk berettermodel. Herfra bliver vi ført igennem en logisk kronologi, der portrætterer en glad drengs opvækst under trange kår i Ukraine. Hans dannelsesrejse mod absolut storhed og fald, genopstandelse, klimaks og udtoning. Der er intet nyt i måden, filmen er bygget op på og heller ikke i klipningen mellem de fint doserede interviews med familiemedlemmer, klip og fotografier fra barndommen samt de helt nye elementer, der er lavet specifikt til dokumentaren. Vi kommer tæt på Polunin, helt tæt og det hele er selvfølgelig suppleret af flotte danseoptagelser, der med deres smukke billeder ikke kan andet end at bjergtage beskueren.

I 85 minutter er vi i Polunins univers. Vi glemmer helt vores pølsemad og forføres i stedet af både klassisk musik, og Lykke Li, Coldplay og selvfølgelig Hoziers ’Take me to church’, der spiller en helt central rolle i filmen.

Med andre ord, er det interessante ved den her film ikke nødvendigvis nyskabende fortællergreb, men netop karakteren der fortælles om, altså Polunin. I Vester Vov Vovs mørke biografsal tryllebindes vi af vores hovedperson og lever os ind i hans fortælling.

 

Det starter med en drøm

6 år gammel møder vi ham og ser, hvordan familien går sammen om at skaffe penge til Polunins dans. For talentets skyld og muligheden for at give ham et bedre liv, end de har haft.

Far og bedstemor bliver gæstearbejdere i Vesteuropa, og det bliver starten på en familie, der ofrer alt for balletten, mens deres familieliv smuldrer over store afstande. Moren flytter til Kiev med Polunin, og som niårig får han sin tv-debut, hvor den glade slanke dreng siger I wanna be the best, so that I’ll be remembered.

Familiedramaet er skruet op. Der er en konflikt her; det skal vi vide, mens faderen taler om det tætte sammenhold de havde. I datid.

Så snart drømmen kan bære det, sender de en ansøgning til Royal Ballet i London, hvor Polunin kommer ind og efter bare et år rykker tre årgange op, fordi han er for dygtig – et vidunderbarn, den yngste solodanser nogensinde. Mens Polunins karriere tager syvmileskridt, må hans mor tage hjem, fordi hun ikke kan forlænge sit visum. Nu er den elleveårige alene i London og har kun sin dans.

 

having trouble telling/how I feel/but I can dance, dance, dance //Lykke Li, Youth Novels

Forældrene bliver skilt. Den nu unge mand fortsætter et liv, hvor alt handler ham, og de følelser der er indeni af afsavn eller tvivl undertrykkes, for maskinen er sat i gang, og kan man andet end at danse med sådan et gudbenådet talent?

Indimellem, hvad der mere og mere bliver et socialrealistisk drama, ser vi en helt almindelig glad dreng, der fester og lever for at danse. Dansen er et tungt kors, der tynger ham, men også et sæt vinger, der giver ham muligheden for at slippe jorden og flyve i luften. Filmen lader os flyve med, når musikken runger, og Polunin fortæller;

‘When you take off and your body is in the air, and your body lets you do that. That is worth dancing for.’

Polunins stil er anarkistisk, han bruger balletten som grundtrin, der guider ham, og så overskrider han det aften efter aften på nye måder.

 

Dirty money

Kokain, druk, en britisk presse, der går amok. Motivationen daler og fører selvfølgelig til starboys forfald. Hvad er der tilbage, når man er 22 år og er stagneret? Polunin stopper i Royal Ballet og drømmer om at tage til USA, men de vil ikke røre ham med en ildtang efter hans umodne hærgen i London. Han ender derfor i Rusland i tv-showet Bolshoi Balet, der mest af alt minder om ballettens svar på X-factor. De griner af hans tatoveringer ’”Dirty money” what does that mean?’ siger den akryl og glitterbesatte værtinde igennem sine Botoxlæber, imens dommerne griner hånligt. Polunin skal starte forfra og vise sit værd, for Vesteuropa og Østeuropa er ikke det samme, og tatoveringer på balletdansere er ikke i orden.

Efter ugentligt at have optrådt som dansebjørn vinder Polunin selvfølgelig showet og kan nu gøre sit indtog i den russiske ballet. Hvad er det næste trin? Hele tiden er han fanget i dansens paradoks, der på den ene side har udfoldet en guldbelagt vej til et bedre liv, og på den anden side holder ham fast i den sti han har viet hele sit liv til.

‘When I didn’t see the way forward, I always hoped I would get injured so I wouldn’t have to dance any more’

// Illustration: Sigrid Ragna Aare Nielsen-Boreas

 

Karrieren i Rusland stagnerer også, og Polunin bliver træt. Han vil sige farvel til dansen.

Han beder sin tætte ven og koreograf om at lave en dans til Hozier’s ’Take me to church’, som de optager på Maui med hjælp fra instruktøren David LaChapelle. Det bliver Polunins afskedsdans. Videoen bliver lækket, som en del af optakten til Dancer og bliver set af over 17 millioner verden over. Balletstjernen gør med sin afsked sig selv verdenskendt, og en stormflod af positive reaktioner oversvømmer Youtube og verdenspressen.

 

Intimitet, styrke og enestående dans. Gør som de andre og nyd disse fire minutter. //Video: Sergei Polunin, “Take Me to Church” by Hozier, Directed by David LaChappelle

 

Da teksten ruller over skærmen, og de tomme kaffekopper kommer til syne, står spørgsmålet tilbage: Kan han sige farvel? Verden er ikke i tvivl om, at Polunin ikke er færdig med at danse. Og som afslutning ser vi også familien, der igen samles om deres fælles ædelsten; ikke Polunin, men balletten.

Mens filmen måske er en lille smule elementær, forbliver historien fuldstændig enestående, og derfor er det også en oplevelse værd at tage ind og se den. Gør du det i aften kl. 19.00 kan du betragte Polunin helt tæt på, fordi han er nemlig helt eksklusivt på gæstevisit i Danmark. Mød ham kl. 19.00 i Dagmar. I resten af spilleperioden kan filmen ses i Dagmar og Vester Vov Vov.

Hvad: DANCER, Miracle Films. Premiere 16. januar. Mønt: 90,-. 125,- for premiere med vin, visit af Polunin og en filmplakat.

Chefredaktør for VINK. Forlægger på BLÆNDVÆRK og strukturnørd i det private erhvervsliv. Har hang til god litteratur, skæve film og ikke mindst mænd i trikot.