CPH:DOX: Den nat vi faldt – sorgens ansigt

Sorgens ansigt //Illustration: Freja Marie R K

 

Når jeg tænker tilbage på årets CPH:DOX, kan jeg ikke komme udenom Cille Hannibals Den nat vi faldt, der fortæller en meget personlig historie om det at miste og hvad der følger efter. Jeg var så heldig at se den i Politikens Pressehal med efterfølgende paneldebat om aftenens tema – sorg. Undervejs bed jeg mærke i, at stemningen ikke var udelukkende sørgmodig. Grin var der også plads til. Men hvad havde jeg egentlig forventet? En spækfyldt sal med stille og mutte mennesker? Næppe. Men det fik mig til at tænke over, hvordan sorg i bund og grund kommer til udtryk. Hvordan ser sorg ud? Har sorg et gennemgående ansigt?

 

 

Cille Hannibals intime kameraføring blotter hendes mors – for at ikke at tale om hendes egen –  både mentale og fysiske oprydning. De skal nemlig sortere genstande såvel som minder fra livet, før papfar og husbond Per gik bort. Det er altså en gribende, nej, hjerteskærende sorgproces fra den virkelige verden, vi her er vidne til. Jeg var overrasket over hvor tæt på instruktøren og hendes mor, man kommer.

Sorg er jo immervæk en dybt sårbar og intim proces. Trods det udstiller de deres smerte, frustrationer og ubesvarede spørgsmål, som var det noget af det mest naturlige. Som man på mange måder også skulle mene, at sorg jo er – en naturlig del af livet. På en forunderlig måde viser filmen dog også, at ingen smerte er så stor, at den fuldstændig kan skygge for livets små lysglimt. Med sine smukt indfangede billeder af disse ambivalente øjeblikke formår Cille at lægge masken fra sig i filmen, se os i øjnene og vise os, hvordan hendes sorg blev synliggjort og lindret.

Efter filmen sidder jeg og tænker på, om jeg selv eller andre ville turde at tale ligeså frit og hudløst ærligt om det ubærlige i det at miste.

 

Aftenens menu

Vi skruer lige tiden tilbage, til før filmen startede. Jeg står ved baren og nipper til min 15-kroners kaffe, mens jeg betragter, hvordan Politikens store pressehal langsomt er ved at blive fyldt op med en delvist mørklagt menneskemængdes energi. Lyden af snak og grin intensiveres og er efterhånden ved at overdøve den ellers afdæmpede baggrundsmusik, der med sine poppede toner strømmer ud af lokalets højtalere. Mit blik fanges af scenens skarpe, blåviolette belysning. ”SORG – Er der plads til sorg i vores samfund?” står der med store, hvide bogstaver på hver af scenens tre skærme, som troner over det dunkle lokale.

Lyden af de mange glade gæster ebber ud, mens den feterede journalist Ditte Giese med målrettede skridt og synligt overskud træder op på scenen. Hun begynder at læse op af aftenens menu. Hovedretten bød naturligvis på filmen Den nat vi faldt. Til dessert kunne vi glæde os til både oplæg og paneldebat med blandt andre Cille Hannibal selv samt en række andre eksperter på området, som deler egne oplevelser med os for at diskutere sorg og dens plads i dagens Danmark. Der bliver helt mørkt og stille i salen. Filmen går i gang.

 

Fortællerens dybe røst

Det er en af dagene lige efter, at jeg samler kameraet op og begynder at filme dig. En undskyldning for at stille mig ved siden af dig og holde øje med, om du er okay.”

Jeg berøres af Cilles sørgmodige stemme, som henover filmens optagelser henvender sig som små personlige beskeder til hendes mor i et dybt, nærmest hypnotiserende tonleje. Jeg får en følelse af Cilles omsorgsfulde og varme tilstedeværelse bag kameraøjet, der igennem optagelserne udtrykker både bekymring, men også et stort nærvær med moren i hendes triste tilstand. Omvendt løber det koldt ned ad ryggen på mig, når hun i en optagelse af en tågebelagt og endeløs mark med selvsamme toneleje giver sig til at læse op af politirapporten fra Pers ulykke. Jeg får kuldegysninger af den distancerede og upersonlige rapport.

Jeg sidder og funderer lidt over, hvorfor mon Cille har valgt denne lidt kolde fortællerteknik. Kan det være, fordi det er for svært at henvende sig direkte til moren? Fordi Pers tragiske ulykke og moderens reaktion er for sårbar at prikke til? For mig forvandles Cilles stemme til en trofast støtte, der er klar til at gribe moren, hvis hun falder. Men jeg rammes også af den distance, der er imellem optagelserne af moren og Cilles dybe stemme, der taler fra den anden side af kameraet. Er det fordi instruktøren og hendes mor mangler det rigtige sprog til at kunne tale om sorg?

 

At handle sig ud af sorgen

Et af de større paradokser ved døden er, at vi helst vil have vores nære tæt på os, så længe det er muligt, men at mange af os alligevel får travlt med at sortere og gemme alle minder væk, så snart de ikke er hos os mere. Moren er heller ingen undtagelse. Lejligheden skal sættes i stand og sælges, Pers ejendele skal sorteres, sommerhuset på Anholdt skal renoveres. Imens man ser moren ordne diverse ting, får man fornemmelsen af en vis rastløshed og frustration. Det er, som instruktøren selv siger i en voice-over:

”Der må ikke være for stille. Bøger skal smides ud. Minder skal gemmes væk. Alt skal stå anderledes.”

Der er noget tvetydigt ved morens store armbevægelser i alle de projekter, som hun pludselig sætter i gang. På trods af, at jeg kan mærke mine øjne blive våde, når jeg ser, hvordan hun febrilsk handler sig ud af melankolien, overraskes jeg også over hvilken styrke og hvor meget liv, der ligger i hendes sorgproces. De mange handlinger, hun foretager sig, fremstår nemlig både som en måde, hvorpå hun kan mærke Per og samtidig rydde op i sin erkendelse af, at han er væk.

”Jeg tænker bare, hvordan det er. På den ene side for at holde fast i noget, og på den anden side at sige: ’gå nu lidt væk for helvede,’” for at bruge hendes egne ord.

På trods af fornuftsstridighed og manglende ord, ser vi hvordan filmens to hovedpersoner langsomt igennem filmen finder nyt fodfæste i livet.

 

Sproget forsvandt

Efter filmen er der helt stille i salen. Forfatteren Naja Marie Aidt sætter sig nærmest lydløst ved scenens bord. Hun er her for at dele sin oplevelse med aftenens almenkendte, men tabulagte tema. Ditte Giese står roligt foran hende, imens hun lige så naturligt, som hvis hun fortalte om trafikken på vej til Politikens hus, opremser den frygtelige historie, som Naja Marie Aidt har gennemlevet:

”Naja, du har mistet din søn, som for tre år siden tog nogle psykedeliske svampe, fik en psykose og sprang ud fra et tag. Kan du fortælle os lidt om hvad du følte efter denne episode?

Lidt samme følelse strømmer igennem mig, som da Cille læste politirapporten. En kold rislen af både medlidenhed og forfærdelse over ytringens barske indhold strømmer ned ad ryggen på mig. Med lettere bævrende stemme svarer forfatteren, at hun: ”lige skal sunde sig lidt.

”Mit sprog forsvandt,” fortsætter hun, ”det var som om, at tiden stod stille og alle mine ord, som jo ellers er mit levebrød, blev blot til fragmenter.”

Ved denne udtalelse slår det mig, at det på sin vis også var det, som var centralt for Den nat vi faldt. På mange måder er sorgen i filmen nemlig sprogløs. Filmen klipper fra optagelser af Cilles mor, der oftest er i gang med et eller andet projekt, til de hypnotiserende, nærmest drømmende billeder af enten et brusende hav, en grå, tung tåge over en endeløs mark, eller et træ midt i blæsten. Det gør, at man som publikum får leveret den indre smerte, frustration og sørgmodighed, som sproget til tider har svært ved at rumme.

Det slår mig også, at selve filmen bliver Cilles sprog, hvor hun med optagelser af sin sørgende mor og omsorgsfulde, dybe stemme netop udtrykker sin unævnelige, svære tilstand. Men jeg kan stadigvæk ikke lade være med at gruble over alle de andre, som også har mistet. Hvis man ikke, ligesom Cille, har et andet sprog, hvordan udtrykker de så deres sorg til omgivelserne?

 

En nødvendig snak

Tiden mellem aftenens øvrige oplæg udfyldes af kortfilm, hvor en håndfuld unge piger taler til publikum om deres sorg. Jeg hæfter mig særligt ved én ting, som de alle berører i deres fortællinger. Flere af dem fremhæver at det er som om, folk er bange for at komme for tæt på. Bange for at prikke til noget, der er alt for sårbart og dermed overskride den sørgendes grænser. Men de fortæller også, at de selv har svært ved at række ud til omgivelserne og fortælle om deres tab. De vil skåne omgivelserne for deres sårbarhed, så en social situation ikke bliver akavet og deres omgivelser ikke bliver nedtrykte. Tabet og sorgen bliver på den måde en elefant i rummet, som ingen tør nærme sig. Dialogen bliver derfor selvsagt svær.

Jeg sidder og nikker genkendende til det, de fortæller og kan spotte, at mange af salens gæster gør det samme.

”Jeg kondolerer” eller ”det gør mig virkelig ondt.

Det er ofte de sætninger, som benyttes i forbindelse med dødsfald. Jeg har også ofte selv formuleret mig sådan. Men det er som om, at disse ord på ingen måde rummer det, man gerne vil sige til den pågældende person. Det kommer til at virke så hult. Med ét bliver det klart for mig, at det måske heller ikke blot er de pårørende, der rammes af en sprogløshed. Det gør alle omkring vedkommende også. Ligesom Cille på sin vis illustrerede det ved sine distancerede, men omsorgsfulde og nærværende små henvendelser til sin mor i løbet af filmen.

Jeg rammes dog af det paradoksale ved denne tendens. Døden er jo en naturlig del af livet. Et menneskeligt grundvilkår. Det er noget, som vi alle enten har været eller kommer til at være berørt af. Alligevel er død og savn ikke noget, som vi føler, at vi kan tale frit om. I stedet iklæder vi os en tabubelagt maske. En maske, som skjuler sorgens ansigt.

 

//Illustration: Freja Marie R K

Filmskribent og kandidatstuderende i Historie og Dansk på Roskilde Universitet.