Blodig Weekend: Gysergenren befinder sig i skræmmende kompetente hænder!

Blodig Weekend
//Foto: Blodig Weekend 2021

Le Manoir du Diable. Det skulle eftersigende være historiens første gyserfilm. En fransk kort- og stumfilm fra 1896, instrueret af Georges Méliès. Mange final girls har spiddet sig igennem historien siden da, og genren har bevæget sig rundt i mange mørke afkroge. Også steder hen, som vi måske ikke havde forventet for blot 10 år siden. I anledning af Blodig Weekend, der finder sted fra 29. september til 3. oktober, hylder vi filmverdenens måske mest udskammede genre og diskuterer overgangen fra andenrangsborger til ophøjet kunst. 

Blodig Weekend er Danmarks største genrefilmsfestival og har siden 2012 haft gyserfilm på plakaten. Gyserfilm, der har været med til at nedbryde fordomme og åbnet op for en mere bred forståelse af genren, hvilket ifølge Lene Rasmussen, medarrangør for festivalen, har været et bevidst ønske:

“(…) Mange hænger fast i en overbevisning om, at gyserfilm er lavkvalitet og kun er noget med en maskeret massemorder, der render rundt efter unge mennesker ude i skoven. Det er det selvfølgelig OGSÅ, men genren har så meget andet og mere at byde på. Det har festivalen bidraget med at sætte fokus på. Det har altid været vores mål at inkludere film på programmet, som kommer ud i alle afkroge af genren” (Lene Rasmussen, Blodig Weekend).

Men vores fordomme om gyserfilm kommer ikke ud af ingenting. Hvert årti har ydet et bidrag til, hvordan vi forstår gyserfilmen i dag. Fra Frankenstein til slasher, fra 90’er-selvironi til japanske adaptioner, fra lavbudgetteret found footage til selvbevidst og æstetisk elevated horror. Vi tager pulsen på årtiernes karaktertræk – og nogle af de gyserfilm, der var med til at definere dem. 

Se hele programmet til årets Blodig Weekend her.

 

HISTORIETIME: en rundrejse gennem årtiernes gyserfilm

 

Slut 1800-1960: Gyserfilmens fødsel og det overnaturlige

“(…) Gysergenren har altid været et eminent spejl af samtidens angst og bekymringer og en måde at få bearbejdet dem på i trygge rammer i biografen.” (Lene Rasmussen, Blod Weekend).

Med spillefilmens tilblivelse i slutningen af 1800-tallet var det således indlysende, at gyset også skulle dyrkes.

I genrens tidlige år var det overnaturlige væsener, der indkapslede selve gyset. Filmatiseringerne af de litterære værker om Dracula (1931) og Frankenstein (1931) af Bram Strokers og Mary Shelly blev et tilløbsstykke, da de første gang blev vist på det store lærred.

Det britiske Hammer Studios udgjorde i 1950’erne en mastodont inden for gysergenren og opnåede enorm popularitet med deres genindspilninger med de monstrøse skabninger fra 1930’erne. Eksempler på dette er The Curse of Frankenstein (1957), Dracula (1958) og The Mummy (1959), som hev tusindvis af chok-villige i biograferne.

 

60’erne: Hitchcock og zombier

Efter de overnaturlige elementer havde omgærdet genren siden dens fødsel, satte Alfred Hitchcock, kendt som “The Master of Suspense”, med Psycho (1962) nye standarder for gysergenren. Ved at lege med seerens forventninger og fokusere på et element som uforudsigelighed, formåede han skrækindjagende at terrorisere sit publikum.

Desuden blev zombiegenren i denne periode født med George A. Romeros Night of the Living Dead (1968), hvilket tydeliggjorde, at man ikke havde lagt de overnaturlige elementer helt på hylden endnu.

 

70 og 80’erne: Slashergenren

Fremkomsten af seriemordere i den offentlige bevidsthed skabte grobund for slasherfilm, genrens Golden Age, med filmklassikere som Motorsavsmassakren (1974), Fredag den 13. (1980), Halloween (1978), Morderisk Mareridt (1984) (A Nightmare on Elm Street). Her skabte nærmest uovervindelige mandlige massemordere skræk og rædsel i små lokalsamfund, hvor ofrene primært var pubertære unge. Wes Craven var en af hovedaktørerne bag denne bølge (og spoiler alert; måske ikke sidste gang, han nævnes på denne liste). Med disse films enorme billetindtægter blev der desuden etableret et meget lukrativt marked inden for horror.

 

90’erne: Metalag og Found footage

Slasher-genrens velmagtsdage var ovre i 1990’erne og for at puste nyt liv i den hedengange genre, forsøgte Wes Craven, manden bag Morderisk Mareridt, at vende det hele på hovedet. Det gjorde han med den selvironiske, men kultiske Scream (1996). Her blev der gjort tykt grin med gyserens mange troper og specielt de ofte maskerede mandlige massemordere. Denne tendens samt latterliggørelse af genrens klichéer blev videreført af den succesfulde Scary Movie-franchise i 00’erne.

Det var også årtiet, hvor vi blev velsignet med gysere, der benyttede sig af håndholdt kameraføring. Det såkaldte Found Footage tilførte et nyt og realistisk perspektiv til genren, og frontløberfilmen The Blair Witch Project (1999) formåede gennem overbevisende markedsføring at få dets seere til at stille sig selv spørgsmålet: Er dette virkelighed eller fiktion?

 

00’erne: Japanske remakes og Tortureporn

Starten på det nye årtusind blev i høj grad defineret af de japanske gysere, som affødte populære amerikanske remakes såsom Forbandelsen (2004) og The Ring (2002). Filmene om de to hjemsøgende, sorthårede piger blev hurtigt fast pensum til diverse gyseraftener i vores skoletid. Arrangementer, som man enten hadede eller elskede (vi to skribenter repræsenterer hver vores pol).  

Derudover kom vi også til at stifte bekendtskab med en ny subgenre af splatterfilm; nemlig torture porn. Omdrejningspunktet var her grafisk lemlæstelse af uskyldige mennesker, som blev indhyllet i en grotesk bagmands sadistiske udskejelser.

Specielt med Saw (2004) oplevede genren global popularitet og afstedkom utallige efterfølgere. Det brutale spil mellem enten at lade dig skamfere eller at lide døden på de mest kreative og ubehagelige måder gjorde filmserien til en af de mest indbringende gyser-franchise nogensinde.

 

10’erne: Banebrydende æstetik og det dvælende gys!

Efter at have været centreret om chokerende legemsbeskadigelse og hurtige jumpscares havde gysergenren – særligt blandt anmeldere – opnået en ugleset position i starten af 2010’erne. Den blev kritiseret for at mangle kunstnerisk vision samt blot at hige efter økonomiske gevinster ved billetlugerne.

Men årtiet skulle imidlertid markere sig ved et skift i produktionen af gyserfilm. Fremfor at fremprovokere de hurtige og umiddelbare fysiske reaktioner, begyndte man i stedet at opbygge en foruroligende stemning via et dvælende tempo.

For vores vedkommende blev vi begge for alvor klar over, at der var sket et skift i gysergenren med den fabelagtige It Follows (2014). Her blev det langsommelige tempo personificeret i filmens monstrøse og formskiftende antagonist, der, som titlen antyder, bare “følger efter” dets ofre. Det løber ikke, men det stopper heller aldrig. 

Det dvælende tempo skabte en distance til en del af publikum, som stemplede den nye tilgang som “kedelig” og “langtrukken”, mens andre – inklusiv undertegnede – fandt dem langt mere uhyggelige og foruroligende. De formår at blive i seerens bevidsthed længe efter, at man har forladt biografsædet, hvilket i vores optik er altafgørende for at skabe et ægte gys!

Den nye genre er blevet kaldt “elevated horror”, som lidt elitistisk refererer til, at genren har opnået en mere kunstnerisk dimension, som hengiver sig til det psykologiske gys. Denne approach er specielt blevet associeret med filmskaberne Ari Aster, Hereditary (2018) og Midsommar (2019), Jennifer Kent, The Babadook (2014) og The Nightingale (2018) samt Robert Eggers, The Vvitch (2015). Disse værker bemærker sig ved et ekstremt stort fokus på det æstetiske udtryk med lange, dvælende sekvenser og kameraskud. Vi investerer os også mere i de sammensatte karakter, hvorved vores chok forekommer mere intenst, når de på brutal vis rives fra os. Disse film vil man måske anse som værende lidt mere kvalitative, end hvad genren tidligere har budt på. Men ifølge Lene Rasmussen fra Blodig Weekend, har der altid været gysere af høj kvalitet: 

“(…) der har altid været horrorfilm af både meget høj og meget lav kvalitet (og alt derimellem). For mig at se er det et udtryk for, om horror er velanset eller ugleset i samtiden (…)”.

Således bliver det mere et spørgsmål om diskurs end om egentlig produktionsværdi.

I 10’erne blev gyserfilmen også ophøjet til et politisk projekt, hvor “repræsentation” blev et nøgleord. Bredden på de skuespillere, man castede, og de historier, man valgte at fortælle, blev udvidet markant. Anført af Jordan Peele med mesterværker som Get Out (2017) og Us (2019) formåede genren at give skærmtid til flere befolkningsgrupper, end tidligere set. På den måde blev gyserfilmen også repræsentant for en udtryksform, der havde mere på hjerte end tidligere. Den tog også MeeToo til sig: 

“Der er også sket en opblomstring af, hvad man vel kan kalde ”MeToo” horror, hvor kvindelige filmskabere laver film, der i større grad har kvindens fokus på overgreb – ofte med brutal hævn til følge” (Lene Rasmussen, Blodig Weekend).

  

FREMTIDEN: Hvilken retning går vi i?

Fremtiden ser lys ud for gyserfilm. Hos Blodig Weekend håber man, at den positive udvikling, som vi har set de senere år, fortsætter – men med plads til de helt wack afkrogsfilm, der sørger for bredde og uforudsigelighed.

“Jeg håber, at genren vil fortsætte med at være en ventil for samfundsmæssige og sociale bekymringer og frygt. Og jeg håber også, at tendensen med større inklusion kommer til at vare ved, så horrorfilm også viser den diversitet, der er i samfundet.

 Nogle af de spændende indslag i den senere tid har f.eks. sat fokus på temaer som immigration med ”His House”, demens i ”Relic”, misbrug af fremtidig teknologi i ”Posessor” eller psykisk sygdom i ”Saint Maude”. Men samtidig skal der også være plads til det, vi på festivalen kalder ”party horror”: en god omgang festlig, overdrevet omgang spatter eller slasherfilm, uden skyggen af realisme. Sådan noget man kan vise lørdag aften med et par øl og et veloplagt publikum”.
(Lene Rasmussen, Blodig Weekend).

Helt personligt er begge skribenter bag denne artikel yderst begejstrede for den retning, som gysergenren har bevæget sig de seneste år og mener, at den på nuværende tidspunkt er i skræmmende kompetente hænder. Men uden at vi fralægger os glæden ved et godt gedigent jumpscare! Der skal være plads til samtlige spindelvævsbefængte afkroge af den historiske genre, som har skræmt livet af dets publikum siden filmmediets fødsel.

 

LÆS FLERE ARTIKLER AF ANDREAS HÉR OG ANN KATHRINE HÉR

Arkitekturelskende filmentuasist! Benytter enhver given lejlighed til at safte naturvin under Knippelsbro på Rosforth & Rosforth, når solen tilsmiler København!