Bag om Københavns filmscene – kortfilmsinstruktør August Aabo

Fra filmoptagelserne “Fucking lejemordere i telefonbogen”//Foto: August Aabo

 

INTERVIEW: I København er der masser af mennesker der enten drømmer om, læser til, eller rent faktisk beskæftiger sig med filmproduktion. Men hvem er de karakterer som laver film i vores by? I de kommende uger møder vi sammen nogle af de filmskabere som lever i byen, og ånder for at lave film. Mød først kortfilmsinstruktør August Aabo.

 

Brancheonani – det vil August gøre op med. Han har både studeret teologi, arbejdet på et lager og været på Testrup Højskole for at skrive; erfaringer, som han ønsker at bringe ind i sine kortfilm. ”Jeg vil gerne gøre en masse andre ting end at se film og implementere det i filmverdenen.”
Ja, og så har han sågar formået at lave tre kortfilm i en alder af 23 år og har lige haft premiere på sin nyeste kortfilm den 26. maj i Cinemateket. August Aabo er en ung, sej og reflekteret filminstruktør, der bestemt er et frisk pust i den veletablerede filmverden.
Jeg har mødtes med denne unge, talentfulde gut og fået lov til at komme bagom og få indsigt i hans historie, kilder til inspiration og tanker omkring den store, og på mange måder nådesløse, filmverden.

Det er 1. maj, solen skinner, gaden vrimler med mennesker og stemningen er høj. Vi har aftalt at mødes på Bevar’s på Ravnsborggade, inden August skal i Fælledparken og fejre 1. maj. Jeg sidder ved et af de gamle teaktræsborde og venter spændt på at møde August. Døren til Bevar’s åbnes, og en frisk vind og et frisk sind møder mig. Et kram, en bestilling af to americanos og vi er i gang. Jeg når knap nok at tænde optageren, før August taler. Jeg fornemmer hurtigt, at han har utrolig meget på hjertet, og at denne fyr har myrer i underbukserne.

 

Ægte filmfamilie

Interviewet har ikke været i gang ret længe, før det står klart, at interessen for film ikke kommer fra fremmede, men derimod er en stor del af hans baggrund og familie. August har boet mange steder, hvoraf et af stederne var lige ved siden af Grand Teater. Han fortæller med et smil på læben, hvordan moren slæbte ham og storebroren ind i biografen på ugentlig basis. ”I starten var det en sur pligt at blive slæbt ind for at se en eller anden spansk kunstfilm.” Vi griner begge. Men han fortæller ligeledes, hvordan det udviklede sig til at blive en fornøjelse at se film i Grand Teatret. Og ikke blot det; det blev en decideret hobby, hvor ham, broren og moren havde et bankospil om, hvem der kunne nå at se flest film på filmplakaten – hvortil han indskyder, at det altid var deres mor, der vandt.

I nogle familier mødes man over spil, mad eller sport; i Augusts familie mødes de over film. Man kan således sige, at August i den grad har haft de rette betingelser for at interessere sig for film. Hans bror, som er fire år ældre, begyndte endog i en ung alder at arbejde som filmfotograf. Det er tydeligt på den måde, August omtaler sin bror, at han har haft, og stadig har, stor betydning for hans forhold til film og det faktum, at han den dag i dag lever af det. Broren er en stor inspirationskilde og trådte på mange måder de første spæde skridt ind i filmverdenen og åbnede dermed døren for dem begge.

Til trods for de rette rammer og betingelser for at beskæftige sig med film var August i begyndelsen underlagt jantelovstanker: ”Jeg havde tænkt mig selv som filmskribent eller en, som skulle læse filmvidenskab på universitetet, men jeg skulle ikke være en af dem, der laver film – for det er der jo så mange, der gerne vil.”

I en alder af 16 år var August inde og se Christopher Nolans film Inception, og lige præcis denne filmoplevelse ændrede noget i ham. ”Så tænkte jeg, det skal jeg fandme også prøve.” Han griner højt og smiler skævt: ”Det er sjovt at tænke på, at det lige var den film taget i betragtning af, hvad jeg senere hen har lavet og er faldet for.” De film, August laver, er nemlig ikke nært så mainstream som Inception.

Inden jeg når at spørge ind til, hvad det præcis var ved denne film, som igangsætte skabertrangen, når August selv at svare.
”Men det var ligesom effekten, og det giver faktisk ret god mening. Effekten af der, hvor den der åndssvage snurretop ikke vælter, og han [Nolan] tager den viden fra os. Vi vil gerne se, hvad der sker, og han slutter filmen af ved mørk skærm og hans navn. Jeg tror, det var mere kunstnerne jeg så, mere end filmen. Og kunstnerens mulighed for at have en effekt på sit publikum. Jeg kan huske, hvor sur jeg selv blev over, at den sluttede, samtidig med at jeg vidste, at det var korrekt. Den magt, han som kunstner stod med der, det var den, jeg blev draget af, og den, der gjorde, at jeg besluttede mig for, at jeg gerne ville lave film selv.”

Jeg kigger en anelse overrasket og løfter øjenbrynene, da jeg er meget imponeret over hans måde at sætte ord på sine tanker omkring den åbenbaring, som Inception gav ham. August er i den grad reflekteret og bevidst om sine egne tanker og erfaringer.
Efter denne åbenbaring troede August, at han skulle være filmfotograf som sin storebror. Han begyndte på filmskolen Station Next, som er en ungdomsskole for unge mellem 13 og 16 år. Her gik han tre gange om ugen ved siden af gymnasiet. Men arbejdet som filmfotograf var ikke en succes. Faktisk fortæller han, at han ligefrem hadede det. Det udviklede sig til en lille krise halvandet år inde i gymnasiet og Station Next, og August begyndte at tvivle på, om han overhovedet havde lyst til at lave film.

Fra filmoptagelserne “Fucking lejemordere i telefonbogen”//Foto: August Aabo

Aldrig mere blev til en enkelt film…

August besluttede sig for at stoppe på filmskolen Station Next. Han tog ud på skolen for sidste gang, troede han. Men da han kom, var der brainstorming, hvor de besluttede sig for hvilken film, skolen skulle lave næste gang. Han slyngede tilfældigvis en ide ud til en film, som endte med at blive valgt til andet års hovedprojekt. Han indskyder her, at de på skolen laver to hovedproduktioner om året, hvor andet års er den største. ”Den skulle jeg da også lige skrive, og så blev spurgt, om jeg ikke vil instruere den og tænkte: ’Okay, så giver jeg det et skud.’” Det ene førte til det andet, og pludselig befandt August sig en weekend på Avedøre, hvor filmen skulle skydes.

”Jeg kunne ikke huske noget af den weekend. Jeg tror, jeg var for fokuseret, eller der skete for mange ting, til at jeg kunne lagre det bagerst i hovedet. Det næste jeg kan huske, er at jeg sidder klokken 23 søndag aften på vej hjem efter optagelserne og tænker: ”Det her er det, jeg skal gøre resten af mit liv.”
Alt faldt på plads, og August erfarede, at det ikke havde handlet om at lave film, men derimod om funktionen. ”Det at være fotograf er en meget teknisk affære, og det er jeg ikke så god til.”

Filmen Om vold, som August skrev og instruerede, blev rigtig vellykket og skabte meget opmærksomhed både fra ind- og udland. Om vold blev sendt rundt til diverse filmfestivaler og vandt priser i hele verden. Herhjemme vandt filmen Oregons branchepris i København, og August brugte de vundne penge til at lave sin næste kortfilm Nattebarn, som ligeledes blev en succes.

I 2015 søgte han ind på Den Danske Filmskole, hvor han kom til samtale, men fik afslag. August ramte en mur: ”Jeg havde ligesom været på den her stjernekurs – ustoppelig filmtalent-agtige type. Og så for første gang fik jeg et afslag.”
Afslaget efterfulgtes af en krise, hvor August dog formåede at lave sin tredje kortfilm, Tæt på, lige ved & næsten fri. Denne kortfilm blev ikke på samme vis en succes og afspejlede på mange måder den lille krisetid, August befandt sig i. Han indskyder dog, at han lærte meget af denne proces: ”Det er ikke den mest vellykkede, men heller ikke noget, som jeg fejer under gulvtæppet,” som han siger. Og hele processen faldt igen indenfor et af hans dogmer: ”Når jeg sætter mig noget for, så laver jeg det færdigt.” I stedet for at give op i processen, fortsætter August og lærer noget af det.

Det er inspirerende at høre, hvordan man ikke skal miste modet grundet en smule modgang, men derimod vende det til noget positivt. Noget vi alle ved, men som man ofte kan glemme.


Fucking lejemordere i telefonbogen

Nu kommer vi endelig til hans nyeste film, Fucking lejemordere i telefonbogen, som lige har haft premiere i Cinemateket, og da jeg spørger ind til denne, får August det største smil på læben, og passionen og lidenskaben stråler ud af hans øjne. Han fortæller, at den har taget lang tid at lave, og at den på mange måder er den film, der repræsenterer ham bedst som kunstner og filminstruktør: ”Her i slutningen af maj føler jeg, at jeg kan præsentere det første produkt, som jeg selv vil sige, har min stil. Det er første produkt, som er mig og ikke bare lavet af mig.” August forklarer, at den er anderledes og en smule underlig med en nonlineær fortælling og meget klipning. Som han siger, den er ”[…] anderledes og velkonstrueret – den fortæller en lille smule om mig som kunstner og menneske.”

 

Fra filmoptagelserne “Fucking lejemordere i telefonbogen”//Foto: August Aabo


Opgøret med brancheonanien

Vores samtale bevæger sig naturligt over til en snak om filmbranchen og filmverdenen. Jeg har set frem til at høre hans tanker og refleksioner over filmverdenen. August er en del af filmverden og står på samme tid udenfor den, og dermed kan han måske se noget, som de veletablerede filmmagere ikke kan. Han er ikke hvirvlet ind i filmverdenens spind, hvor blindhed overfor egen branche ofte kan opstå.

Til min store glæde har August en masse på hjertet, når det gælder den verden, han med talentfulde skridt betræder. ”Min kæphest er film, der er for præget af, at filmmagere selv ser film. Film er sådan en organisme, der parrer sig med sig selv og derved formerer sig.”
Han fortsætter: ”Det vil jeg gerne gøre op med – og det er det, jeg tror, der kommer nu i den kunstneriske side af filmen; at vi er færdige med at se film, der er lavet af filmelskere. Jeg tror det er på tide, at vi bliver inspireret af andre kunstformer eller af livet som sådan.” Jeg nikker anerkendende og er endnu en gang imponeret over hans reflekterede synspunkter.
I forlængelse heraf kommer vi ind på afslaget fra Den Danske Filmskole, hvor August fortæller, at han synes, det kunne være fedt, hvis Filmskolen turde tage ”[…] en eller anden ind, der aldrig har lavet en film før, men har en eller anden fed tanke i forhold til det, eller har været på Forfatterskolen eller en kunstskole.”

August sammenligner problemerne, han ser indenfor filmverdenen, med digtningen i Danmark. Han tager fat i en af tidens helt store digtere, Casper Eric, der trak hundredvis af mennesker ind i Literaturhaus for at høre sin oplæsning af sin seneste digtsamling. Det var det største fremmøde, de havde set til en digtoplæsning. Hans nye digtsamling, som August indvender, er fantastisk og består af dele, hvor han digter over film, og digtanmeldere siger: ”Det her er ikke digtning,” men alligevel er det dét, som folk vil høre og køber. ”Og den største, vi har haft, måske nogensinde, i Danmark, Yahya Hassan, siger, at han aldrig nogensinde har læst et digt før, inden han har skrevet sin digtsamling. Han har ikke været på Testrup og skrevet digte eller været i lære hos en digter. Han har skrevet om virkeligheden og gjort det på sin egen måde. Og det er det, jeg tror, der skal til i film.”

August ønsker at bryde med denne form for brancheonani og forsøger selv at føre det ud i livet. ”I de sidste mange år har jeg, i stedet for at arbejde med film, studeret teologi, og jeg har arbejdet på et lager, jeg har været på Testrup for at lære at skrive. Jeg vil gerne gøre en masse andre ting og implementere det i filmverdenen.”

Jeg stikker lidt til ham ved at nævne de mange ture i Grand Teatret og den filmelskende familie. Han griner og og går til bekendelse: ”Jeg har set mange film, fordi jeg ikke kan lade være. Men jeg ville ønske, at jeg ikke havde set så mange film.” Hvilket er utrolig interessant, da jeg nok, som så mange andre, tænker, at det er en forudsætning for at kunne lave film at se mange film. Det igangsætter en masse tanker hos mig og ryster min åbenbart forstokkede forforståelse af filmmagere.

August fortæller, at den nyeste film, han har lavet, eksempelvis er baseret på et instagrambillede. Han fortæller i forlængelse heraf, at han godt kunne tænke sig at lave en film, der er baseret på en Nik og Jay-sangtekst, eller en film, der er forankret i sit eget og sine venners liv. Han fortsætter idestrømmen: ”Jeg arbejder med nogle venner på at se, hvad der sker, hvis jeg prøver at filmatisere nogle billeder, som nogle kunstfotografer har taget.”

 

August er en del af den nye bølge af filmmagere, og jeg venter utålmodigt i spænding på at se, hvordan filmverdenen vil udvikle sig, hvis de nye skud på stammen minder bare en smule om August. Han har nye farver og former, og jeg er sikker på, at det vil klæde den gamle stamme at få nye skud som ham.

Vores kaffekopper er for længst tømte, optageren er varmglødende, og jeg sprængfyldt med inputs. Vi krammer hinanden farvel og cykler begge afsted i det dejlige forårsvejr. August cykler mod Fælledparken, og jeg cykler direkte hjem for at se hans kortfilm på min computer.

 

Jeg var så heldig at være med til premieren på Augusts seneste kortfilm Fucking lejemordere i telefonbogen – hvilket var en kæmpe fornøjelse, filmen var smuk, eksperimenterende, spændende og sad i mig i virkelig langtid efter. Tjek den ud HER  

Filmskribent og kandidatstuderende på RUC i Dansk og Performancedesign.