BAG OM KØBENHAVNS FILMSCENE – Kasper Juhls socialrealistiske horror

Manden bag kameraet //Alle fotos: Kasper Juhl

 

I København er der masser af mennesker der enten drømmer om, læser til, eller rent faktisk beskæftiger sig med filmproduktion. Men hvem er de karakterer, som laver film i vores by? I de kommende uger møder vi sammen nogle af de filmskabere, som lever i byen og ånder for at lave film. I denne uge gyserfilminstruktør Kasper Juhl.

 

Det interview, du skal til at læse er en beretning om min eftermiddagskaffe med filminstruktør Kasper Juhl. Han skildrer voldsomme tragedier, der falder ned over udsatte unge, der er i deres følelsers vold. Selv hvis man lever et meget, meget langt liv, kan man hverken forvente eller ønske sig at opleve den makabre galskab, som Kasper portrætterer. En anderledes idyllisk eftermiddag i slutningen af maj inviterede jeg Kasper til en snak om hans film. Jeg var nysgerrig efter at høre mere om inspirationen bag nogle af de mest voldelige og bizarre film i dansk undergrundsfilms historie.

 

Da Kasper kom til kaffe

Nogle filmconnaiseurs derude vil formentlig genkende min introduktion som en omskrivning af de indledende replikker i Tobe Hoopers Motorsavsmassakren (1974). Det er ikke helt tilfældigt. Filmen var en af Kaspers tidlige inspirationskilder, før han udviklede sit eget æstetiske udtryk, som han kalder ”socialrealistisk horror”. Den kategori er egentlig meget dækkende. De film, han har set; byen, han bor i; mennesker, han har mødt; følelser, han har haft og været vidne til, har inspireret ham til at udvikle sin særegne stil.

Imens jeg satte kaffe og cookies på bordet, før interviewets hovedperson ankom, spekulerede jeg på, om der var en dybere mening med volden i hans film, som jeg lidt håbede. Eller hyldede han mon bare splatterfilm som genre? Det ringede på dørtelefonen, og jeg lukkede op. Ind trådte en rolig og tilbagelænet ung mand med et høfligt smil og et fast håndtryk.

Kasper er ingen amatør med et kamera. Udover sin produktive karriere med mindst en film om året siden 2011 har den 26-årige instruktør gået på Den Europæiske Filmhøjskole og eksperimenterede med film længe før det. På den måde er filmen som medie blevet en forlængelse af ham selv, som han bruger til at skabe meget nærværende film. Nærværende i sådan en grad, at hans film vil prøve at forstå, hvorfor mennesker udfører brutale handlinger.

Når jeg lidt inde i interviewet spørger ind til det, svarer han:

”De gør det, fordi de skal have hjælp. Jeg gør også meget ud af at holde kameraet i øjenhøjde med dem, så man aldrig nogensinde kigger ned på karaktererne. Vi følger dem, og det kan være noget af det, der kan virke lidt provokerende.”

I stedet for ofre og skurke viser Kasper mennesker, som griber til handling motiveret af deres erfaringer. Nogle gange betyder det, at de udfører vold. At vise det skønne i det uskønne på den måde er noget, som han har rendyrket igennem sin filmkarriere.

 

Klar til optagelse af “Gudsforladt”

 

København som filmby

Med hver vores kop kaffe foran os begyndte vi at sludre lidt. Jeg ville gerne vide, hvordan han oplevede København som filmby. Hvordan er det at lave film i København?

”Jeg har altid prøvet at bruge København meget i mine film, faktisk. Jeg elsker byen og bor her selv. Det gør det muligt at optage i for eksempel Tivoli, på Strøget og alle mulige andre steder. Det er en rigtig fed by at filme i, og den ser fed ud på lærredet. Her er det nemt at finde folk til mine projekter, fordi der er mange, som arbejder med film. Når jeg laver et opslag efter skuespillere på Facebook, er der altid mange, som gerne vil hjælpe. På den måde er det meget fedt.” Med et halvironisk glimt i øjet tilføjer han: ”Det skader heller ikke at have skabt sig et lille navn i undergrunden.”

Det skader vel heller ikke at have sit eget produktionsselskab, som han har. Jeg blev nysgerrig og spurgte, hvordan det kunne være, at han stiftede Hellbound Productions. Han smilede lidt, før han svarede:

”Det skete jo i forlængelse af, at jeg begyndte at lave film i Danmark. Nogle lidt mere ekstreme gyserfilm, end vi er vant til herhjemme. Jeg manglede en platform at lave dem under og måtte derfor opbygge mit eget selskab. På den måde fik jeg kontakt til andre, der også ville lave film, som gik den vej. Jeg har brugt det som mit talerør til at fortælle, hvad det er for nogle film, jeg laver.”

Han fortæller, at det kan være svært at få støtte, når man laver film, der er så markant anderledes og voldelige, som hans ofte er. Jeg spørger, om det er noget, han personligt synes mangler i dansk filmindustri:

”Det synes jeg, at det gør, fordi det kan skabe noget helt andet. Provokation kan skabe tanker. Man begynder at tænke selv. Altså, jeg laver ikke voldelige film, bare fordi de skal være voldelige. Det handler om alt det andet omkring det; alt det smukke omkring volden. Jeg vil vide og fortælle, hvorfor folk er, som de er. Hvordan tænker man for eksempel, når man er blevet misbrugt? For mig er det ikke selve gyserdelen, der er interessant. Det er alt det andet, som jeg kan fortælle både indenfor og udenfor genrens rammer. Mange synes, at netop det ekstreme er fedt. Men jeg vil gerne have, at de kan se, at mine film er dybere end bare vold.”

 

Gyserfilm

Det er lidt sjovt med gysergenren. Den har en paradoksal tiltrækningskraft, som får os til at opsøge noget skræmmende og ubehageligt. Kasper indrømmer, at han også selv synes, at gyserfilm er ”pisseklamme”. Men de har en særlig tiltrækningskraft trods alt. Han tror, det hænger sammen med noget, som ligger noget dybere i den, man er. I menneskeheden selv. Måske er genren netop derfor velegnet som platform for de dystre emner, som er med i Kaspers filmunivers.

 

Under optagelserne til “Your Flesh, Your Curse”

 

I en overgang så jeg virkelig mange gysere selv. Nogle af dem har fået en solid plads blandt mine yndlingsfilm. Så jeg blev nødt til at spørge, om han selv ser mange gyserfilm i sin fritid:

”Ja, især dem, der ikke hviler på jump-scares. Det er simpelthen så billigt sluppet. Jeg foretrækker film som Motorsavsmassakren. Den var en katharsis, en åbenbaring. I stedet for at blive bange og tage afstand til den, blev jeg nysgerrig efter at forstå, hvad jeg så. Jeg blev helt opslugt af tanker om alle disse menneskers skæbner. Det syntes jeg, var virkelig interesant. Måske hænger det sammen med min opvækst i en rigtig kærlig familie; måske endda for kærlig, hvis man kan sige det sådan. Jeg søgte i hvert fald kontrasten til det i gyserfilmene.”

Fordi Motorsavssmassakren, som Kasper beskriver som ”magisk”, også var en af mine favoritter, skulle vi lige udveksle lidt nørdet filmviden og nåede også at drøfte Wes Cravens The Last House on the Left (1972) og andre klassikere fra 1970’erne. Men hvad med de nyere film?

”Selvfølgelig har jeg set mange af de ældre film. Men jeg ser også de nye. Min smag er meget spredt i tid. Jeg ser mange undergrundsfilm, som ingen kender. F.eks. Fred Vogels August Underground (2001). Det er en fed amerikansk film med meget lidt handling om to seriemordere med et kamera. Jeg så også en film, der hedder Slaughter Vomit Dolls (Lucifer Valentine: 2006); og den er faktisk rigtig dårlig. Men jeg synes selv, den er fantastisk. Det er noget af det vildeste, jeg har set. Det må være seks år siden, jeg så den. Selvom jeg har set et væld af sindsyge film, vidste jeg ikke, at man kunne lave sådan noget, som de gjorde. Den foregår i et surrealistisk univers, hvor en kvinde er blevet misbrugt og får en nærmest spirituel oplevelse, når hun reflekterer over den vold, hun må udstå. Den var simpelthen så fascinerende!” Det kan man godt se spor af i Kaspers Madness of Many (2013), hvor en kvinde skal udstå en masse vold for at indse, hvilken funktion smerten har. ”Vi kan ikke leve uden smerte og død. Vi bliver nødt til at se kontrasterne.”

 

Følelser på film

Det er vigtigt for Kasper, at hans film giver anledning til refleksion. Det afspejles også i de filminstruktører, han beundrer. Hvis man tror, at hans forbilleder begrænser sig til gyserbranchen med instruktører som Wes Craven (Nightmare on Elm Street: 1984, og Scream: 1996) og Rob Zombie (House of 1000 Corpses: 2003, og Halloween: 2007), tager man fejl. Da jeg spørger ham til hans forbilleder, siger han lynhurtigt David Lynch og Werner Herzog.

”Jeg kan altid se en af deres film, fordi de handler om følelser og ikke bare en historie. Jeg synes også, at Fucking Åmål (Lukas Moodysson: 1998) er megafed. Det er sådan noget, der tiltrækker mig. Det skal ikke nødvendigvis være en gyser. Men film, der er udelukkende plotbaserede, er sgu ikke lige mig.”

Kasper har udviklet sit eget filmiske udtryk. Men en ting, han har til fælles med sine forbilleder, er hans bevidsthed om filmens lydspor. Musikken til Kaspers Gudsforladt (2015) opstod uventet i samarbejde med musiker Lasse Lund i forbindelse med et helt andet projekt.

”Hans musik har en meget haunting stemning, som jeg syntes ville passe meget godt til filmen; og Anders, en af mine gamle venner, har lavet underlægningsmusikken til filmen. Det er meget underspillet og drømmeagtigt. Han bruger mange af replikkerne fra slutningen, som man ikke nødvendigvis lægger mærke til første gang, man ser filmen.”

I samme film bruger han også musik af blandt andet Suspekt som kontrast til den underspillede underlægningsmusik. Blandt andet i en heftig festscene, hvor de har bestilt en stripper hjem i stuen, giver den et meget ”in your face” udtryk. På samme tid etablerer han det miljø, hvor filmen udspiller sig.

”Jeg var aldrig selv en del af disse hårde miljøer, men var meget fascineret af dem. Jeg var draget af mennesker, som var mere åbne omkring deres indre dæmoner og accepterede, at det er sådan, de er.”

 

En voksende instruktør under udvikling

Selvom Kasper har skabt sig et navn i undergrunden som en dygtig gyserinstruktør, har han ikke tænkt sig at låse sig fast til kun at lave én slags film.

”Jeg har også lavet et andet selskab, der hedder Black Frame Cinema. Hellbound Productions bliver allerede kædet sammen med lidt ekstreme film og har opbygget en lille fanbase omkring sig, imens Black Frame giver mig mulighed for at lave helt simple og mindre bloddryppende dramafilm. Mine film vil altid rumme en form for provokation, tror jeg. Men ellers kan jeg se mig selv i alle genrer. Måske på nær romantiske komedier.” Vi grinede lidt. Romantiske komedier er nok det længste, man kommer fra Kaspers film. ”Det vigtigste er, at jeg kan mærke mig selv eller en universel sandhed i projektet.”

Uanset hvilken genre, han arbejder med, fortæller han, at han vil lave film, der lægger op til refleksion og analyse. Hvis vores kulturforbrug – og filmforbrug – ikke sætter nogle tanker i gang, bliver vi ude af stand til at reflektere over alt det, som medierne fortæller os, er galt med verden. Selv, hvis han får en meget lang karriere, kunne han ikke drømme om at lave film, der serverer alt på et sølvfad.

”Jeg laver film, som jeg selv gerne vil se. Hvis jeg tænker for meget på, hvad et bredt publikum vil have, ender mine film med at blive enkle og kedelige. Man skal selvfølgelig ikke glemme, at nogen skal se dem. Men man skal have sine egne følelser med. Tag sådan en som Lars von Trier. Hans film er noget særligt, fordi han ikke nøjes med at lave det, som publikum vil have. Når man mærker, at sådan en auteur med sin egen stemme og følelser står bag, bliver filmen ofte meget bedre.”

Samtalen bevægede sig snart hen til hans kommende film Your Flesh, Your Curse, som får premiere til september. Han har taget fat i nogle af de samme emner som i Madness of Many, men lover at den bliver meget flottere og mere farverig. Den bliver meget rå og anderledes. Dens budskab er, at vi må acceptere og leve med døden for kunne skelne mellem kontrasterne i livet. Vi følger en død kvinde, som ikke kan få lov til at hvile i fred, før hun har forstået formålet med livets pinsler.

”Den er meget spirituel og har nogle uklare budskaber om vold, som man skal reflektere over for at forstå. Vi skal acceptere og leve med volden, indtil vi en dag kan lægge den fra os og leve i ét med naturen. I Your flesh, Your Curse er der mange lange og voldelige sekvenser med smuk musik og en fortællerstemme, der fortæller om smerten. Den bliver mere farverig end de tidligere film, men med samme stil med nærbilleder optaget i øjenhøjde.”

 

Vold på film

Noget af det, der overraskede mig mest, da jeg så Gudsforladt (som jeg siden har fundet ud af, er en af Kaspers pænere film), er hvor voldelig den egentlig er. Han møder mange, der siger, at de ikke kan se noget håb i hans film. Men skal der nødvendigvis være det? På den anden side synes han selv, at man blot skal se lidt nærmere for at få øje på det. Han betragter sine film som et maleri, hvor han kan male sine følelser og tanker.

”Jeg har accepteret, at jeg har nogle fucked tanker. Sådan er det bare. Det har andre også. Jeg får det ud igennem mine film, som jeg bruger som en kanal for mine frustrationer og mine følelser. Jeg vil næsten foreslå alle at lave en film, hvis de føler sig frustrerede.”

Men volden vises på en helt særlig måde i Kaspers film. I gysergenren er der en etableret tradition, hvor man ser begivenhederne i en scene igennem skurkens blik. Det giver ofte en ret skræmmende effekt, hvor man tvinges til at se frygten i andre karakterers øjne. Kasper har taget den teknik, vendt den på vrangen og givet den et helt nyt liv. Det bruger han for eksempel i en voldsom scene i Gudsforladt, hvor to unge kvinder bliver bortført i en varevogn. I stedet for at vende kameraet med sympati mod kvinderne, stiller kameraet skarpt og nysgerrigt på gerningsmændene.

 

Under optagelserne til “Gudsforladt”

 

 

”Vi følger ham her, der er lidt klam og gør de mest forfærdelige ting mod disse kvinder. Det kan virke lidt provokerende, men det er også meningen. Han bliver overtaget af sin indre dæmon. Jeg forestillede mig scenen og tænkte ”Hvad går der igennem hans hoved? Hvorfor gør han sådan, som han gør?” På den måde udviklede det sig til en forestilling om, at det måtte hænge sammen med et traume fra hans barndom. Så det prøvede jeg at udforske i filmen.”

Han fortæller videre, at han er træt af, at nogle emner bliver ved med at være tabuiserede. Hvorfor snakker vi ikke mere om voldtægt, incest og prostitution, når det bliver ved med at eksistere? I Insekt (2014) skildrer han Hannah (Siff Andersson), som føler sig mærkelig og grim, fordi hun har været udsat for nogle ting, som man ikke snakker højt om i Danmark. Derfor føler hun ikke, at hun passer ind i samfundets normer.

”Hvis man har nogle dystre tanker eller er selvdestruktiv, behøver man ikke at blive set på som sådan en ”weirdo.” Jeg prøver at fremstille det hverken positivt eller negativt. Jeg prøver at skabe lidt provokation og vise, hvad foregår derude. Jeg føler, at man igennem ekstreme situationer, provokation og tabuiserede emner kan fortælle en sandhed om livet. Det er der, man virkelig får folk til at tænke over det. De kan mærke det.”

Da samtalen var slut og kaffen drukket, havde vi talt om virkelig mange emner på meget kort tid. Jeg skyndte mig at gemme optagelserne fra interviewet, før vi sagde farvel. Den dybere mening med volden havde vi fået vendt og diskuteret, som jeg håbede på. Ikke desto mindre er det et friskt pust, når en instruktør er så reflekteret omkring indholdet og dets betydning i genrefilm. Som vi fik afklaret, da vi talte om Motorsavsmassakren, slog opfølgeren fra 1986 fejl, fordi der ikke var en original bagvedliggende tanke. Modsat sin forgænger var den bare en splatterfilm. Han siger, at det gør ham trist, når dygtige instruktører på den måde giver efter for den laveste fællesnævner. Originale film giver stof til eftertanke, selvom de kan skabe forvirring hos nogle, der ikke reflekterer over dem bagefter. Ligesom når det første spørgsmål, Kasper får til en Q&A eller et interview, altid er ”Hvad betyder slutningen i Gudsforladt?” Det kunne hverken jeg eller nogen før mig få et klart svar på, og han smilede drillende, mens han talte udenom. Det forbliver instruktørens egen hemmelighed. Jeg har min egen teori om slutningen, men i stedet for at bringe spoilere på banen, kan man selv skaffe filmen her, imens vi venter på udgivelsen af Your Flesh, Your Curse.

 

Kjartan er filmredaktør med masser af plads i hjertet for filmhistorie - hvad enten det vil sige nostalgiske Hollywood klassikere, Tarkovsky-film eller aktuelle biograf film. Når han ikke er opslugt af en god film, har han også en svaghed for pasta, en afsky for bladselleri og har angiveligt pænt krøllet hår.