Ansigtets kraft

Den aktuelle flygtningekrise har i den grad sat blus på en debat, der altid er aktuel og aldrig uinteressant: Hvad skal medierne vise, og hvad skal de holde for sig selv? Hvis medierne af politiske eller etiske årsager skærer de intime billeder fra, der med deres empatiske kraft kan fastsætte en humanitær tilgang til et ikke blot politisk, men også menneskeligt problem, er det så ikke tid til at tage disse principper op til overvejelse? Magnus Gertten, i sin aktuelle film Every Face Has a Name, synes at stille dette spørgsmål og viser igennem et historisk perspektiv det ansigt og den personlige historie, som så ofte bliver forbigået i mediernes dækning af det store perspektiv.

 

Jeg looper Mihály Vigs nummer Valuska, mens jeg skriver dette. Nummeret synes passende i sin simple melankoli. I sin intimitet. Skifter over til nummeret Old. Det har samme næsten kropslige nærvær. Et billede af et såret ansigt manifesterer sig igennem musikkens toner. Et ansigt, der i sin nøgenhed finder det umuligt at skjule det ar, der stikker langt dybere end hudens overflade. Et ar, som er skåret ind i ansigtets struktur af historiens nådesløse skalpel.

Denne artikel handler om ansigtets kraft. Identifikationens kraft. Og om flygtningekrisen, som jeg for øvrigt ikke er ekspert i. Jeg ved til gengæld noget om film. Og filmen kan vise ansigtet. Det ansigt, som ikke kan, og aldrig har kunnet, skjule noget. Ansigtet er den værste løgner. Men vi kan skjule ansigtet for andre. Gemme det. Eller vi, de, dem med magt kan sørge for, at det ikke bliver set. Netop ansigtet, og det intime billede, har været negligeret i flygtningedebatten. Gemt væk. Ikke uden årsag, men heller ikke uden konsekvenser. Den svenske dokumentarist Magnus Gertten har dog gjort sit for at bryde med denne tendens.

I sin nye hyper-aktuelle dokumentar, Every Face Has a Name, skildrer han frihedens øjeblik for en række flygtninge fra Anden Verdenskrig og bringer deres længe gemte ansigt ud af skyggen. Inden jeg retter mig entydigt mod filmen vil jeg bruge lidt tid på to spørgsmål, som gerne skulle sætte betydningen af Gerttens værk i perspektiv: Hvorfor er ansigtet og det intime billede endt i mediernes skyggeside, og hvorfor er det så vigtigt, at ansigtet bliver vist og synliggjort?

 

På billedet ses polske Ahmed Rosetta – en af de medvirkende i filmen – i frihedens øjeblik. Rossetta blev taget til fanget i 1940, og blev flyttet rundt mellem flere koncentrationslejre, inden hun blev befriet i 1945. //Foto: Auto Images.

 

Det negligerede ansigt

Det er ikke nogen hemmelighed, at politikerne bag Christiansborgs mure fortrinsvist ser verden igennem abstraktioner, koncepter og løsningsmuligheder. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at politik og medier er tæt forbundne størrelser. Således har der i mediernes dækning af flygtningekrisen ikke været fokus på at se, at føle, men på at forstå på et næsten, tør man sige, matematisk plan, baseret på en fejlagtig antagelse om, at de to ting udelukker hinanden. Når intime billeder eller videoklip har fundet vej til mediernes holdeplads, har det oftest været af opmuntrende karakter. Øjeblikket af en lille pige og en politibetjent, der smiler til hinanden på en motorvej har været ét billede, der har fået opmærksomhed og skabt empatisk effekt. Du har sikkert set det. Et glimt af frihed i den lille piges øjne. Et glimt af menneskelighed. Men jeg vil spørge: Har vi set de ansigter, hvor arene stikker dybest? Har vi hørt den enkeltes historie? Eller er vi i højere grad blevet stopfodret med billeder af anonyme prikker i en gruppe, der marcherer mod evigheden og den umulige frihed?

 

En typisk billede af en gruppe flygtninge på sønderjysk motorvej. //Foto: Rune Aarestrup Pedersen

 

Der kan være flere årsager til denne ’prioritering’. Meget af det er enten politisk forankret eller baseret på en journalistisk og etisk vurdering om regulering. Er det etisk ansvarligt for medierne at dække, når små børn drukner i havet? Er det etisk at filme et dødt barn på en sønderbombet landevej i Syrien? Er det etisk at vise et ansigt, der fornægter sig selv – et ansigt, der helst vil skjules, gemmes, skiftes ud? Konklusionen er, at vi aldrig rigtigt kommer tæt på. Vi holder os på afstand. Medierne holder sig på afstand.

 

Tid til genovervejelse?

Det intime billede eller den intime historie handler ikke selv, men kan skabe et emotionelt fundament, som vi kan handle ud fra. Når problemet bliver for omfattende og indfiltret, søger vi  – og medierne – det store perspektiv. Hvad vi må spørge os selv, er: Hvor tæt på ansigtet af det enkelte krigsoffer kan vi gå og stadig fastholde et blik, der ikke blot indbyder til empati, men også indbyder til handling? Hvis vores blik bliver for humanitært, for personligt, er der så en chance for, at det rationelle blik drukner i følelsernes hav? At vi står tilbage med en sødsuppet, emotionel tilgang til et problem, der nok er af menneskelig, men også praktisk udfordrende karakter? Det er jo selvsagt ikke sort-hvidt. Jeg vil derfor også stille det naturlige modspørgsmål: Hvis medierne af politiske eller etiske årsager skærer de billeder fra, der med deres empatiske kraft kan fastsætte en humanitær tilgang til et ikke blot politisk, men også menneskeligt problem, er det så ikke tid til at tage disse principper op til overvejelse?

 

Drabet på det nationale mindreværdskompleks

Filmskaberen Pier Paolo Pasolini nævnte i et interview under optagelserne til den kontroversielle film 120 Days of Sodom (1975), at forbrugersamfundet er den første samfundsstruktur i historien, der har formået at give det enkelte individ magt uanset klasse. Ifølge Pasolini har denne nyslåede magt skabt en øredøvende tolerance hos det enkelte menneske i ordets mest destruktive forstand: En arrogant tolerance af rædsler, så længe de ikke udfordrer ens egen position i samfundsstrukturen. I Glauber Rochas film Løven Har Syv Hoveder ser vi videre en karakter, der i en furiøs, verbal eksplosion nærmest spytter ordene mod skærmen: ”Kolonialisering dræber det nationale mindreværdskompleks!”. Citatet er på trods af sin bombastiske karakter uhyre relevant og skræmmende præcist set i lyset af den aktuelle flygtningekrise. I dag taler vi selvsagt ikke om kolonialisering i ordets rene forstand, men konsekvenserne af de to situationer har slående ligheder.

 

Når DF’s integrationsordfører Martin Henriksen således taler om flygtningene, som var de et abstrakt problem, en horde af invasionsbetændte zombier, som vi må ’tage os af’ – en sygdom, som er blevet diagnosticeret af lægen over telefonen, og som skal behandles, mens lægen stadig selv sidder trygt og varmt i sin stol – er det så, fordi han bevidst tager afstand fra det intime blik? Og kan vi ikke sige, at denne afstandstagen er lægens eget symptom på den destruktivt-tolerante og egen-beskyttende kultur, som vi, i hvert fald ifølge Pasolini, er blevet en del af?

 

Den dominerende mediering af flygtningene som en historieløs masse, der først fødes i det moment, de rammer mediernes skærm, er selvagt et produkt af denne kultur og er med til at muliggøre en diskurs, hvor flygtninge omtales som grus i maskineriet. Og ja, de er da grus i maskineriet. Det vil være naivt og jubelidiotisk at sige andet. Men det grus er mennesker, som drukner i Middelhavet i jagten på frihed. Smartphones eller ej. Det åbenlyse spørgsmål er derfor, om de to elementer – det humanitære, intime blik og det handlekraftige fodtrin ­– ikke kan sameksistere. Den tyske filmskaber Fritz Langs vil svare entydigt: ”Ja!” I sit tyske hovedværk Metropolis (1927) fyrer en karakter mod slutningen af filmen denne berømte replik af: ”The mediator between the head and the hand must be the heart.” Det er, på trods af sin lommefilosofiske karakter, et flintrende fornuftigt citat. Og nej: Hjertet ses ikke ved at stirre på brystkassen. Du skal en tak længere op. Op til ansigtet. Her er hjertet og dets helbred synligt. Ansigtet er hjertets spejl.

 

Frihedens øjeblik

Magnus Gertten stiller i filmen Every Face Has a Name skarpt på det ansigt, der ofte har været negligeret. Gemt væk. Men Magnus Gertten er snedig og original i sin metode. Han viser ikke det fornægtede ansigt på en flygtning, der ikke hjælpes, og som ikke tilbydes et frihedens øjeblik ved ankomsten til en af verdens kyster. Han viser i stedet, via arkivmateriale fra Anden Verdenskrig, hvilket taknemmeligt smil og hvilken glæde ansigtet kvitterer med, når flygtningene tages imod med åbne arme ved ankomsten til et nyt land. Han viser værdien af frihedens øjeblik. Men Magnus Gertten har ingen svar på flygtningekrisen. Han lægger blot det emotionelle fundament, som medierne negligerer. Resten må være op til politikerne.

 

Ansigtet på film – Every Face Has a Name

Ved flygtningestrømmen i slutningen af 1945 transporteredes flygtninge i tusindvis til Malmø havn via en humanitær og transnational Røde Kors-mission af de såkaldte De Hvide Busser, som var om bord på skibet. Svenske journalister var til stede d. 28. april og dokumenterede en mobiliseret modtagelse af flygtninge. Det var selvsagt knapt med billedlig dokumentation. 40 minutters materiale i alt. I filmen vises tre minutter. Og disse tre minutter ses igen og igen. Én følelse loopes. Ligesom jeg looper Mihály Vig. Øjeblikket nærstuderes.

Igennem vidtrækkende research med hjælp fra blandt andet de sociale medier har Gertten og hans crew fundet frem til ti flygtninge fra denne ene dag, som stadig er i live. Gertten opsøger dem og lader dem se sig selv igen i det restaurerede arkivmateriale. Lader dem opleve frihedens øjeblik én gang til. Gertten nedbryder distancen, døber det enkelte menneske igen og giver det et navn.

 

Smilende flygtninge ved ankomsten til Malmø havn. De to børn med huer nederst til højre i billedet er Bernhard (tv) og Anita Kempler, der i flere år levede i koncentrationslejre væk fra forældrene. Blev forenet med forældrene igen i 1945. //Foto: Auto Images.

 

Det mest iøjnefaldende ved Gerttens film er smilene på flygtningenes ansigter. At det overhovedet var muligt at dokumentere dette frihedens øjeblik, denne humane og rent kropslige forløsning af tilbageholdt menneskelighed. Det var næsten paradoksalt, på grænsen til det ubehagelige, at være vidne til set i lyset af nutidens flygtningekrise, hvor ordet usikkerhed spænder som en løkke om halsen. I Gerttens film portrætteres glæden ved at blive taget imod. Befrielsens øjeblik manifesteret i et smittende smil. En dame fortæller, at ikke ét smil blev sendt eller modtaget i koncentrationslejrene. Ikke ét. Man blev bange for at kigge. Bange for at løfte hovedet. Det mest befriende ved modtagelsen i Malmø var således at få lov at smile og blive smile tilbage til. At sige: Jeg er et menneske.

 

Filmen viser norske modstandsmænd, polske mødre med nyfødte børn, britiske spioner og jødiske overlevende. Alle blev modtaget af en mobiliseret hjælp. Flygtningene får et bad, da de ankommer. De får mad. Suppe og brød. Og de smiler. Hovedscenen i filmen viser flygtningene – der ikke ved, de bliver filmet – få et fællesbad under et bruseranlæg på havnen. Vi ser dem bevæge sig, som var de små børn, der ikke kan huske, hvordan det er at få et bad. Hvordan det er at føle sig ren. Elisie Ragusin, nu 93 år, men ikke desto mindre dokumentarens mest veltalende og velvillige medvirkende, siger om øjeblikket, hvor vandet piskede ned over deres kroppe: ”Da vidste vi, at vi var frie. At vi var mennesker, som betyder noget. Mennesker med hjerte og navn.” Hvad mere er der at sige?

 

På billedet ses amerikanske Elsie Ragusin, der blev falsk anklaget for spionage. Hun blev overført til Auschwitz, hvor hun blev forsøgskanin for medicinske eksperimenter. //Foto: Auto Images.

 

 

Løbende bliver der klippet til en siciliansk havn i juli 2014, hvor 600 flygtninge bliver modtaget efter at have taget turen over havet. Her er der ingen smil. Frihedens øjeblik er ikke til stede. Men de bliver taget imod. Gertten slutter filmen med at sætte navn på en familie på den sicilianske havn. Far, mor og tre børn. Monotone blikke ind i skærmen i de sidste sekunder. Hvornår tillader vi dem frihedens øjeblik? Eller hører dette øjeblik blot fortiden til?

 

Frihedens øjeblik i nutidigt perspektiv

Der var debat efter filmen med instruktør Magnus Gertten. Han fortalte hovedsageligt om sin research, og på det obligatoriske spørgsmål om, hvilken relation filmen har til nutidens flygtningekrise rent politisk, svarede han, på én gang seriøst og med et glimt i øjet: ”Hvad tror du?”

 

Taknemmeligheden i øjnene hos flygtningene på Malmø havn var det mest befriende og samtidigt mest skræmmende i Gerttens intime og dialektiske ansigtsportræt.
Skræmmende, fordi vi i dag ser flygtninge befinde sig i et evigt limbo. Frihedens øjeblik synes at fornægte sig, og den farefulde rejse over havet vidner om, at man er klar over dette. At ankomsten måske er ligeså slem som rejsen.
Gerttens film viser, hvad flygtningene kvitterer med, når de, som i Malmø i 1945, indbydes med åbne arme. Når de tilbydes en – i hvert fald midlertidigt – sikker fremtid. Det kan ses i deres ansigter.

 

Når det er sagt, virker koblingen mellem situationen i 1945 og nutidens situation mere forceret end reelt nødvendig eller bidragende til pointen. For mit vedkommende havde den aktuelle flygtningesituation stået stærkere, hvis Gertten i stedet for at vise det åbenlyse havde ladet tilskueren forestille sig denne parallel selv. Igennem det smilende ansigt fra 1945 i et frihedens øjeblik forestiller tilskueren sig det frihedsberøvede ansigt anno 2014. Vi behøver ikke se det udpenslet på skærmen. Når Gertten således til sidst giver en nutidig flygtningefamilie et navn, er parallellen så åbenlys, at den mister pondus.

 

Når Gertten alligevel, forceret eller ej, lykkes med at lave denne historiske parallel, er det, fordi han vælger det smalle, intime fokus og herigennem viser den kolossale menneskelige betydning af frihedens øjeblik. Således tilbyder filmen ingen løsninger – for den bevæger sig på et humanitært mikroniveau, nærmere end et politisk makroniveau – men skaber i stedet, ved at studere ansigtet, en opfordring til at se på den politiske situation med humanitære briller. Filmen er således ikke direkte politisk, men nærmere præ-politisk. Den viser, hvad vi helt konkret må have for øje, når vi giver os i kast med de store politiske spørgsmål. Nemlig ansigtet. Det ansigt, som er så let at glemme i det store, store globale perspektiv.

 

Så på hvilket niveau er den røde tråd mellem fortid og nutid ikke forceret? Det er ganske simpelt: Altid – både i 1945, i dag og i andre historiske kriser er flygtninge mennesker med et ansigt. Ikke bare krigsofre, ikke bare en anonym gruppe, men mennesker med en historie. Det var de dengang, og det er de i dag. Mennesker med et navn. Men flygtningene på havnen smiler ikke rigtigt i dag, for frihedens øjeblik er mere kompliceret nu. Mere åbent. Og det er vigtigt, at disse ansigter tør vises i medierne. At vi får lov at se, at betydningen af de politiske beslutninger ikke blot vejes og måles i tal, men at disse slutninger bliver indgraveret og synliggjort i den enkelte flygtnings ansigt. Dette er ikke nok. Men det er et fundament, som er værd at bygge på, når der skal handles.

 

Dette fundament har dog svære vækstbetingelser i dag, hvor der konstant synes at herske tvivl om, dels hvordan vi skal italesætte og præsentere flygtninge(-situationen) i medierne, dels hvordan vi skal håndtere flygtningesituationen politisk. Situationen er usikker og præget af frygt. Mens politikerne taler, drukner mennesker i havet. Hvis frihedens øjeblik fornægter sig, og et evigt limbo venter, har det kun en symbolsk og gennemsigtig værdi, at den menneskelige anerkendelse vinder igennem som en herskende diskurs. Fundamentet for frihedens øjeblik skal være der først. Og her taler handling – politisk handling – ultimativt langt højere end ord. Gerttens film er blevet obligatorisk visning for Europaparlamentet i Bruxelles, og han har i denne forbindelse forhåbninger om, at filmen kommer til ikke blot at gøre indtryk, men også at dette indtryk kan inspirere den politiske dagsorden: ”If my film in any way could inspire the members of the European Parliament to make wise descicions based on humanistic values, I would be a very happy director.”

 

Instruktør Magnus Gertten. //Foto: Auto Images.

 

I Nationalmuseet er der for tiden opstillet en af de hvide busser, som fragtede flygtningene til Malmø sammen med skibet. Og som om det ikke var nok, kan du i Cinemateket i morgen kl. 21.30 se, hvordan en flygtning kan smile, når han eller hun igen får lov at være menneske.

 

Jeg vil opfordre til, at du selv tager ind og se det frihedens øjeblik, som mange – ikke mindst flygtningene selv – længes efter at opleve i dag.

 

Hvad: Every Face Has a Name
Hvor: Cinemateket, Gothergade 55
Hvornår: Onsdag d. 30 september.
Portemonnæ: 70 kr.

 

//Forsidefoto: Auto-Images.

Skriv en kommentar

kommentarer