På sporet af de moderne klassikere

Illustrator: Kiana Marchi

Hvad er ”en klassiker” egentlig? Hvilke kriterier skal en film opfylde for at få denne prestige titel? Kan de forudsiges, eller skal de have eksisteret x antal år, før det kan besluttes?
Gustav Stubbe Arndal studerer til hverdag Film og Medievidenskab på KU og er desuden medvært på filmpodcasten ’Ordet’. Derudover elsker han film rigtig højt. Han er gået med til at komme med nogle kvalificerede gæt på, hvilke film fra vores dage, vi stadig vil se om 30 år.

En mand iklædt en sort bowlerhat, kunstige øjenvipper ved venstre øje og hvid skjorte. Han bøjer hovedet, men kigger med et skælmsk smil direkte ind i kameraet.
En ældre italiensk mafioso, tilbagestrøjet gråt hår og iklædt smoking. Med det yderste af sine fingre stryger han sine usædvanligt tunge kinder. Hans blik er roligt, næsten overlegent.
En abe fra urtiden, smider en knogle op i himlen – klip – knoglen bliver til et rumskib.

Scener som er blevet set, genkendt og genbrugt hundredvis af gange, siden de så dagens lys for første gang. Disse billeder har alle det tilfælles, at de holder en bestemt plads i mange filmelskeres hjerter. De er berømte scener fra film, som går under betegnelsen ”klassikere”.

Da vi mødes, åbner han vores samtale ved at kommentere på, hvad der kan gøre en film tidsløs:

”Der er ikke en formel for, hvordan man laver en klassiker, men der er noget universelt i den gode fortælling. Det er svært at placere klassikere, fordi alle film er en del af en større kulturel samtale.”

Er der så et pejlemærke eller noget man kan gå efter?

”Ofte er det mønsterbrydere (film der bryder formlen for den gode film red.), som bliver klassikere.

Gustavs tre kriterier for en klassiker:

1. Den skal være god (åbenlyst).

2. Den skal have en eller anden form for indflydelse, altså den skal gå udover sig selv. Det kan være den innoverer et eller andet teknisk, som bliver efterlignet igen og igen. Den kan også tilføje et eller andet til det kulturelle leksikon.

3. Den giver noget unikt, der er en grund til at vende tilbage til den.


De nye klassikere?

Den større kulturelle samtale, som Gustav nævnte tidligere, har været i galoperende udvikling de sidste fem år. Kærlighed, raceforhold og minoriteter er blevet centrale emner i samfundsdiskussionen over Fredagsbaren. Den har afspejlet sig i, hvordan vi laver film, og hvilken måde vi ser film på. Film skal ikke længere bare underholde og påpege samtaleemner, de skal vinkle, udvikle og udfordre måden, vi ser verden på – gerne så virkelighedsnært så muligt.

Der er altså mange ting, som spiller ind, når man snakker om ”en klassiker”. For at gøre det lidt mere overskueligt, valgte jeg at udpege nogle film til Gustav, som jeg følte kunne være potentielle klassikere. Alle har haft premiere indenfor de sidste fem år.

Call me by your name:

“Den har potentiale til at være en klassiker – Den opfylder det tredje kriterie: Den giver noget unikt”.

Bliver den en klassiker?

“Det kommer an på hvilken indflydelse, den kommer til at have – hvor vedvarende den kommer til at være, og så også hvorvidt selve filmindustrien tager den, og så følger op på den på en eller anden meningsfuld måde. Fx. hvis den starter/influerer en eller anden trend i queer-film. Det kan være struktur, kameraarbejde, narrativ osv., hvis vi formerer den der følsomhed og bittersøde slutninger. Kommer man til at kunne mærke den i andre film?”

Hvilke elementer har den?

“Den har noget unikt, fanger både den der ungdommelige, forsigtige forelskelse og den italienske sommervarme på en gang. Jeg har aldrig set en film, der gav mig den atmosfæriske følelse.”

Og hvor mange film har du set?

“Haha, jeg har set ret mange. Jeg har dog ikke set så mange queer-film, som jeg burde, så det kan sagtens være jeg tager fejl her, og at der er en håndfuld oversete film, som har det element. Igen er det sådan noget, som tid og kultureludvikling skal sige. ’Standing the test of time’ – på det punkt tror jeg Call me by your name ikke nødvendigvis, er den stærkeste kandidat”.

GET OUT:

Gustav:  “Helt klart en klassiker! Simpelthen fordi den er så meget en del af den kulturelle samtale. Den har lidt sådan en genreside samtidig med, at den har social commentary, når man tænker i raceforhold. Den kom og var et stort hit og tilføjede noget til vores kulturelle samtale. Fx. da Kanye West på Twitter havde det mærkelige øjeblik, hvor han forsøgte at forsvare Donald Trump, da var der nogle, som skrev “Kanye West is in the sunken place”, og alle forstår det samme. Den er også indflydelsesrig, jeg tror, der er film, som ikke ville blive lavet, hvis ikke det havde været for GET OUT.”

Nightcrawler:

Gustav: “Jeg tror ikke, Nightcrawler bliver en klassiker. Den har noget unikt ved sig og er rigtig god, jeg tror bare ikke, den har indflydelsespotentiale. Når man snakker om Jake Gyldenhall og film med onde hovedpersoner, så ja, så er Nightcrawler et godt eksempel, men jeg ved ikke rigtig, om det er sådan en, der har den der vedvarende energi. Det er selvfølgelig en film, som folk kommer til at vende tilbage til, fordi det er en god film, men det gør den ikke nødvendigvis til en klassiker. Jeg tror om 20 år, så vil den komme på en liste over “Gode film fra 10’erne du måske har misset”.

Moonlight:

Gustav: “Den er fantastisk god, unik i sit udtryk, og hvis vi nu snakker om det der med, at den siger noget om samtiden, men stadig er universel, så ja. Den er et rigtig godt snapshot af tiden og bekymringer, som kommer her i 10’erne og bliver en del af det, der er mainstream. Nemlig om minoriteter, undertrykkelse og rettigheder. Og så selvfølgelig hvordan den dukkede op fra denne relativt nye instruktør og bare totalt brød igennem, vandt en Oscar for bedste film, den første film med et ’all black cast’, der gjorde det. Den er symbolsk for det nye. Jeg tør vædde på, at når folk sidder og skal pitche deres film, som er socialrealistiske, stilet, tager chancer og undersøger minoriteter, så kan de hurtigt pege på Moonlight, når de snakker om det.”

Hvad er det ved Moonlight’s historie og visuelle/tekniske udtryk som kan noget?

“Den laver et par virkelig unikke ting til at fange følelser gennem klipning, stilet belysning og casting. Der er en scene, hvor mor-karakteren er blevet erstattet af en anden skuespiller til nogle scener, hvor hun opfører sig på en måde, som hovedpersonen ikke genkender. Så den har nogle totalt unikke ting. Og så synes jeg, at det er et fantastisk eksempel på interseksualitet.”

Whiplash:

“Den er jeg ikke sikker på, det er et godt spørgsmål. Jeg har blandede tanker om det. På den ene side har den noget unikt, især den måde den anvender lyd på, og ved at J.K Simons performance er totalt ikonisk. Men jeg synes samtidig… Hvor unik er den virkelig? Den er lidt det samme som ved Nightcrawler, hvor den er rigtig god og den har noget unikt, men hvor meget kommer den til at blive refereret til, hvor stor indflydelse har den på 10’erne? Jeg kan godt se potentialet, men jeg tror, det er sådan en man kommer til at snakke om i andre kontekster end den selv.”

Inside out:

“Pixar har gjort lidt en ting ud af altid at lave klassikere. De (film) er automatiske klassikere ligesom mange af Disneys. Det bliver selvfølgelig en del af det kulturelle leksikon så, i og med børn har det med at se de samme film igen og igen, og den på den måde bliver en del af deres barndom. Altså børn har det med at se film rigtig mange gange.

Inside out helt klart fantastisk, det er min yndlings Pixar. Den måde, den præsenterer det emotionelle liv indeni folk og dramatiserer emotionel følelsesmodenhed, den der ide om at det er okay, at bedrøvelse er en ok følelse at have. En ting behøver ikke være et eller det andet. Det er desuden en nem referenceramme til at forklare følelser.”

Den har altså haft indflydelse på vores sprog?

“Jah, det kulturelle leksikon. Altså koncepterne er så stærke at vi refererer tilbage til det, selv når vi ikke snakker om film, det er klart en tegn på en klassiker.”

Efter samtalen med Gustav, står én ting i hvert fald helt klart: Det er umådeligt svært at gætte en klassiker. Det er ikke anmelderne eller nicheelskerne, som skal afgøre filmene videre, det er det almindelige menneske. Klassikere bæres af deres universelle element, og af at blive set og genset. Vi har formået at give nogle kvalificerede gæt. Nu er der kun tilbage at vente 30 år, og se, om vi fik ret.