Vores hjemlige ikke-sted

vink-anna-huynh-lufthavn5

//Foto: Anna T. Huynh

 

Penge, pas og billetter. De ord går gennem de fleste, inden vi smækker døren bag os for at tage turen mod lufthavnen. Vi ankommer spændte med bus, bil, tog eller metro. Hvor meget tid har vi? Hvor lang er køen i Security?

 

Lufthavnen er som et helligt sted med terapeutiske kræfter. Terminal tre, der er designet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, ligner en flyvinge, hvor vingens smalle spids peger mod nedgangene til regionaltog og metro. Det er her fra vingens spids, de fleste af os kommer ind i terminalen. Den hæver sig for os, som en katedral. En række af 22 meter høje søjler bærer taget, hvor lyset også falder ind. Lufthavnen har, ligesom katedralen, en stor effekt på os.

 

Det er navnlig metaldetektorerne i security-sluserne, der understreger lige netop det. Det lader til at de, udover at afsløre eventuelle metalgenstande på passagererne, også fungerer som beroligende porte, hvor bekymringer og stres, fra den der træder igennem, opsuges. Man kommer simpelthen ud på den anden side mere rolig og mere fattet.

 

Vi kender alle sammen anbefalingerne om at være i lufthavnen 2-3 timer før flyafgang i tilfælde af eventuelle forsinkende forhindringer. Det kan både fungere som stressfaktorer for ”rejsestresseren”, der med en nærmest Kafkask dommedagsforagt forbereder sig på rejsen. For os andre, der eskorteres af rejsestresseren, virker det nærmest beroligende. Vi er i sådanne tilfælde overbeviste om, at der bliver mere end rigeligt med tid til at afløse de kolde (men meget dyre) fadøl med dåsebajere fra WHSmith-kiosken. Den kiosk, der ligger lige ved B-fingeren, for der ligger tobakshylden, som jeg kalder den. Det er en udendørs to-plans konstruktion, hvor der altid er kamp om pladserne imellem folket. Dem der lige skal nå de sidste 15 minutters kæderygning, inden noget i still med: ”final call for Monsieur Gauloises flying on…” lyder fra højtalerne.

 

//Foto: Anna T. Huynh

//Foto: Anna T. Huynh

 

Nogle folk vil gerne shoppe lidt taxfree, andre skåler rejsen ind med en drink på den samme bar gang på gang. Fælles for de fleste af os er, at et besøg i lufthavnen er forbundet med ritualer og traditioner. For de, der skal ud at rejse, danner lufthavnen rammen for de omgivelser, der unægtelig skyder rejsen i gang.

 

Jeg befinder mig i et internationalt miljø, hvor jeg spinder historier i hovedet om de forbipasserende mennesker jeg ser i lufthavnen; ”De er nok fra NYC, og de der ser spanske ud, imens dem der stensikkert er fra Jylland”. For de, der vender hjem, forekommer alle i lufthavnen at være danske, for der er lufthavnen ”hjemme” i ”ude godt, men hjemme bedst”. Det er den samme lufthavn, vi lander i hver gang, vi har været ude at rejse. Den samme smukke lufthavn, der fortæller os, at alt er som det var, da vi rejste. Nu kan vi drikke vandet fra hanen igen. Vi kender systemerne. Det føles trygt.

 

Lufthavnen danner ramme for mange forskellige begivenheder i vores liv. Det er her, vores eventyr rundt omkring i verden starter med spændte forhåbninger og afsluttes med vemodighed. Det er også her, vi tager afsked med kærester, ægtefæller, venner og familie for kortere eller længere perioder. Terminal tre danner kulisse for mange af disse scenarier. Jeg har selv gentagne gange stået på netop dette sted med en klump i halsen, inden et nyt eventyr skulle begynde. Jeg har sagt farvel til en kæreste lige her, uden at vide hvornår vi igen skulle se hinanden. Jeg har sagt farvel til mine bekymrede forældre, der skulle stole på, at deres søn kunne klare sig selv ude i den store verden. Jeg er også med våde og trætte øjne blevet taget imod efter syv måneder i NYC af en kær veninde kl. 7 om morgenen.

Det er også her, vi alle sammen står gang på gang i hvad, der føles som uendeligheder og køber os fattige i Starbucks kaffe, imens vi venter på dem, vi skal hente. Her står vi side om side med folk i et stort trummerum af følelser, spænding og utålmodighed. Også når jeg står her, begynder jeg at spinde historier i hovedet: Den gamle mand har taget børnebørnene med for at hente Momse, der vender hjem efter en weekend i London hos sin søn og svigersøn. Den lidt højrøstede, men absolut højstemte gruppe af fem unge i starten af tyverne er helt sikkert taget i lufthavnen for at overraske gruppens sjette medlem. De står med håndbajere i den ene hånd og Dannebrog i den anden.

 

Københavns lufthavn er min yndlingslufthavn. Det er den smukkeste, jeg kender, og på trods af, at det jo er et ikke-sted, så emmer det af personlighed og minder de fleste af os om gode oplevelser. Med de mange lavprisselskaber, der tilbyder billigere og billigere billetter, bliver lufthaven travlere, og vi bliver mere og mere fortrolige med den. Heldigvis.

 

Cand.mag i Dansk og Bylivsskribent med hang til bodegaer, glimmer, sankning og arkitektur. Er både for og imod gentrificering. I øvrigt spiser jeg kun grønt.