Byliv taler om julen: ”Men lille skat, fik du slet ingen gave?”

”Højt fra træets grønne top” og ”lad den lille Signe blot få sin julegave”. Ja, gaverne fylder meget i julen, og vi bruger millioner i Magasins julegavehus, alt imens vi brokker os over pengene, over materialisme, og over julehyggen, der forsvinder i glimmerpapir. Jeg valgte for et par år siden at melde mig ud af den del af julen. Ikke af de årsager du tror, og reaktionerne var heller ikke helt, som jeg havde regnet med.

//Collage: Malene S. Hansen

//Collage: Malene S. Hansen

Vi kan ikke komme uden om det. Gaverne under træet er en stor del af julen. Ja man kan vel nærmest kalde det en tradition. Jeg husker selv tydeligt forventningen, utålmodigheden og glæden ved gavegiveriet – og især gavemodtageriet – da jeg var barn. Middagen føltes som om, den varede for evigt, og det var ikke rigtig jul, før vi kunne få lov at dykke ned i bunkerne af gaver.

For mange er julens glæde dog forsvundet i glimmerpapir og forbrugsfest. Gaveræset har taget overhånd, og hvert år er der debat om, hvorvidt gaverne fylder for meget i julen. Om at børnene er blevet forvente og grådige, og om det i virkeligheden er materialismen, der styrer os. Egentlig har gaver vel heller ikke det store med julen og de værdier, som vi så godt kan lide, at gøre.

For andre er julegaverne stadig det, det hele handler om; noget, som skal være der, før det rigtig føles som jul. Jeg kender flere kærestepar, som spenderer tusinder af kroner på julegaver og familier, hvor det udløser regulær krig, hvis nogen foreslår, at gaverne skal droppes. Og det er også okay; hver familie har deres traditioner.

Når gaverne pakkes væk
Personligt valgte jeg gaveræset fra allerede for en del år tilbage. Eller rettere, forsøgte at vælge det fra. For det har faktisk ikke været helt så nemt at få bugt med den gode gamle tradition.

Jeg kunne godt påstå, at mit (fra)valg bundede i irritation over et overdrevent forbrug. Over at gavegiveriet var blevet en udveksling af penge. Over stresset og jaget med at skulle købe gaverne. Men der var faktisk ingen noble motiver bag. Det handlede ganske enkelt om, at jeg generelt er virkelig ringe til at finde gaver til folk. Udfordringen blev ikke mindre af, at det skulle gøres på et spinkelt SU-budget. Det blev heller ikke nemmere af, at min mor altid blot ønskede sig ”søde børn”, og min far sjældent kunne finde på at ønske sig andet end vin og sokker.

Så for mig at se, var det at give gaver blevet en tradition, vi stædigt holdt fast i, uden egentlig at vide hvorfor. En tradition, som altid gav mig sved på panden. Jeg troede derfor, at det ville blive nemt at droppe den – men ikke helt så nemt endda.

Den første gang, jeg valgte at sige nej tak til gaveræset, var for godt otte år siden. Efter vi havde spist den lækre julemiddag, danset rundt om juletræet og i øvrigt fulgt mange af de andre juletraditioner til punkt og prikke (i min familie handler det mere om at se Disneys Juleshow end at gå i kirke), skulle gaverne selvfølgelig åbnes, med dertilhørende chokolade og konfekt.

Denne jul var den mere stille af slagsen og blev holdt sammen med mine forældre, min bror og hans kone samt min moster, onkel og fætter – altså ingen børn. Jeg havde pænt annonceret i starten af julemåneden, at jeg ikke havde tænkt mig at købe gaver, og at jeg ligeledes ikke havde lyst til at modtage dem. Mens de alle sad og delte gaver, kunne jeg slappe af med hånden i slikskålen og komme med de rigtige ”næ, hvor fint” og ”ej, hvor dejligt” uden at have dårlig samvittighed over at have givet for lidt eller for meget. Det passede mig ganske udmærket.

Min familie derimod var ikke synderlig tilfredse med situationen. De undskyldte alle en smule, når de forlegent pakkede deres gaver op. ”Ih, skat. Det er da synd, at du ikke skal have noget”, beklagede min mor sig. Min stakkels moster var endda så plaget af dårlig samvittighed, at hun sendte mig en pengeseddel i et julekortet et par dage senere.

Jeg ved ikke helt, hvorfor de syntes, at det var så slemt at være vidne til, at jeg ikke åbnede gaver.

Måske handlede det om, at jeg trak mig ud af fællesskabet. Måske følte de, at de blev udstillet som materialistiske. Måske var det fordi jeg fratog dem glæden ved at give. Uanset hvorfor, syntes de i hvert fald ikke, at det var særlig rart. Året efter ønskede jeg mig derfor en donation til et fadderbarn. Men det fungerede heller ikke rigtigt, så vi endte med at købe en ged.

I mange år prøvede vi lidt forskellige modeller af, for jeg måtte sande, at det ikke var en mulighed at pakke gaverne helt væk. Jeg har et år foreslået, at vi alle blev tildelt én person at købe gave til, men det var ligesom ikke rigtigt en løsning, der virkede for min familie. Vi har også prøvet konceptet med hjemmelavede gaver, men i en familie med en minimal kreativ talentmasse, var det heller ikke en videre succes. (Lige bortset fra min mor, der har holdt fast i at strikke hjemmesko til os alle år efter år.)

Hvert år i en periode forsøgte min mor at gå med på den og sagde: ”vi giver ikke gaver i år”. Alligevel kunne hun ikke helt dy sig for at købe lidt. Et år holdt hun den helt frem til den 23. december, men så sendte hun mig alligevel ned for at købe en lille ting til min far. Eftersom han sjældent tænker på sådan noget, måtte jeg også finde en gave til min mor fra ham. Og så stod jeg alligevel der sammen med alle de andre paniske handlende i de sidste hektiske timer op til jul. Det er med andre ord ikke så nemt at slippe for gaveræset.

Serveret med barnlig glæde
Løsningen for min familie viste sig at blive serveret i form af barnlig glæde. Siden familien er blevet forøget med mine nevøer og niecer fylder gaverne nemlig lidt mere igen. Nu er det dog primært til børnene. Der er jo heller ikke noget bedre end at give en gave til et barn og se deres øjne lyse op. Især når de ikke er begravet i glitterpapir og rent faktisk kan kigge over bunken af gaver.

Vi voksne venter derimod til gavelegen, hvor vi, hvis vi er heldige, får en hyggelig ting med hjem. Men så er pakkerne også noget sjovere end de traditionelle tikroners rædsler, man normalt spiller med.

Vi har altså langt om længe fundet vores kompromis. En model, hvor gaveræset ikke bliver en sur tjans, der overskygger julehyggen, men hvor de glade givere stadig får lov at være med. Det er slet ikke sikkert, at den her model fungerer for alle. Måske skal gaverne fylde mere, måske skal de fylde mindre. Det vigtige er blot at huske på, at vi gerne må skrue lidt på traditionerne og gøre dem til vores egne. Så de passer til os, i stedet for at styre os, for så bliver julen pludseligt lidt hyggeligere.

At få lov at lytte til og fortælle andre menneskers historie er et stort privilegium. Det gøres allerbedst med en øl i hånden. Revolutionen kommer nedefra, jeg lader andre om de store linjer.