VINK LIVE: At føle sig nøgen

VINK LIVE: Forestil dig at sidde foran en forventningsfuld, voksende menneskepøbel, mens du skriver dine observationer og tankestrøg ned på din computer. Forestil dig så at folk kan læse med, mens du skriver, på en stor projektorskærm. Til VINK LIVE d. 9. december fik jeg denne opgave. Fastlimet til en flaskegrøn velourstol observerede jeg og skrev ned. Tænkte og skrev ned. Her har du mit resultat, og dermed en lille historie om en stor aften på KW3.

 

Klokken 19.41:
Nu er der kommet et par stykker. To næsten identiske piger med sort tøj og langt, mørkt, skinnende hår har sat sig til rette foran lokalets store projektorskærm. De sidder forventningsfuldt, og jeg drikker en slurk af min Ale no. 16. Jeg kan mærke nervøsiteten liste sig ind på mig.

Belysningen herinde er lun og rar. Slanke, hvide stearinlys står  i lysestager af messing. Små og skrøbelige kugleformede lamper hænger ned fra loftet, og min nervøsitet aftager, da jeg fornemmer, hvor low key her er i aften.

To rødkindede pigebørn med lyst, langt hår, og øjne skjult bag pandehåret, begynder stille at danse til musikken, som havde de aldrig gjort andet.

Flere folk har nu fundet vej til den – i dagens anledning – gennemført oppyntede herskabsvilla på Østerbro, der går under navnet Kw3. En gruppe brunhårede kvinder dukker op med hue og jakker på – mon de ikke ved, hvor garderoben er?

Min udsigt. Et kæmpe lærred i form af papir og malertape ligger på gulvet og venter på at blive angrebet af maling og penselstrøg.

En høj, mørkhåret kvinde i en orangenuanceret, stribet kjole giver sig til at fotografere mig. Hendes tilstedeværelse er egentlig behagelig, for hun virker rar og siger pænt ”tak” bagefter. Jeg smiler for mig selv. Mon hun tror, jeg er professionel forfatter/journalist/skribent? Så bliver hun sgu nok lidt skuffet. Hvad er det jeg har rodet mig ud i?

Jeg betragter rummets nuværende menneskeflok, men mine øjnes opmærksomhed ledes straks hen til den her fyr foran mig med mørkeblå skjorte og blonde FRANSKE FLETNINGER, som om det var den mest naturlige håropsætning for ham nogensinde. Jeg har svært ved at kategorisere alt det her, men stemningen er god, og folk står i små kliker i latter og intelligente samtaler, mens musikken kører fra min venindes iPhone 6.

De to identiske piger med det lange skinnende hår er endnu foran skærmen, og de tager billeder med deres telefoner, som man jo gør nu til dags. Nu har de fået fat i to Ale no. 16, de er helt sikkert blevet inspireret af mig, tænker jeg, for lige nu er der nærmest kun mig at kigge på.

Klokken 20.00:

Pelle, aftenens rapper, tager også et billede af den i øjefaldende projektorskærm med sin telefon. Jeg får øje på flere indtrædende gæster, som betragter skærmen med undrende smalle øjne. Jeg tror ikke folk ved, at det er mig der skriver alt det her?

Jo. der fik jeg øjenkontakt og smil fra de samme øjne.

Ærlig talt. Hvor har jeg svært ved at slippe tanken om den enorme VINK-kage, der hviler i den fine papkageæske på et bord nede i villaens såkaldte ”Vinterhave” (den der udestue), og kun venter på at blive spist . Den så så farverig, tilpas snasket og indbydende ud, og jeg ved at den blev født på Lagkagehuset på Christianshavn. Hvis ikke der kommer mange flere gæster kan vi altså få nogle ret solide stykker kage.

Klokken lidt over otte:

Så, nu er der præsentation af søde Maria (vores kære VINK-boss). Et imponerende fremmøde og en fremragende klapsalve indtager lokalet. Lasse fra VINK LIVE-teamet tilføjer et par ord, og han befaler os alle til at VÆRE I NUET. Jeg kigger et kort øjeblik på min venstre inderarm, hvor der under min sømandsstribede trøje gemmer sig en lille tatovering med ordet ”maintenant”, som betyder ’nu’ på fransk. Egentlig kun fordi jeg synes, det er pudsigt med et så langt ord for et så kort ord på dansk. Men uden tvivl et vigtigt ord i aften.

Vores madredaktørs kæreste er med i aften. Han hopper demonstrativt, fordi Live-Lasse siger han skal (så jeg kan skrive det ned, og folk kan få fornemmelsen af, at jeg observerer alt denne aften)

Nu er det kagetid, får vi at vide. Jeg skal vel blive siddende her i min velourbetrukkede lænestol?

Et par nyankommende gæster forstår ikke, hvad der foregår, da de kommer ind i lokalet, og det kan jeg godt forstå, for alle er listet ned i Vinterhaven med kagesultne maver. Jeg tror også, jeg vil smutte om lidt.

Kagen er lutter hindbærskum, og i ny og næ er jeg heldig at få et lille stykke overraskende chokolade. Marcipanovertræk og jordbær. Og musikken går på nu!

Johannes stemme og lyden af guitar får aftenens malerkunstner, Prémisse, op af stolen, og jeg glæder mig til at se, hvad han fortolker af musikken.

Med sugerør i munden og store blanke øjne betragter gæsterne ham, mens de venter i spænding på, hvad de sorte nuancer på lærredet skal ende ud i. Duften af maling og terpentin er skrap i mine næsebor, men med kage i munden og musik i ørerne er det helt okay.

Prémisse er iført store brune læderstøvler, som glider en smule på lærredet. Bare han ikke falder. Han har også lyse denimbukser på og en blå skjorte, hans blik er koncentreret som bare fanden.

Det går først op for mig nu, at der hænger planter ned fra loftet, det er ret fint.

Johannes sangstemme er behagelig, og jeg får helt lyst til at give hende et kram.

Nu er maleriet løbet over i de brune og grå nuancer. Jeg håber altså virkelig ikke, at Prémisse glider i sine snørebånd, som ikke er bundet.

Folk har fundet sig til rette på villaens gulv, på fletstole, i lænestole, mens andre står op og nyder musikken. Men det virker som om, at alle hygger sig. I nuet. LIVE.

Lyslilla maling tager fokus fra de grå, sorte og hvide penselstrøg, og det sidste musiknummer nydes af opmærksomme lyttere, og jeg har nu absolut ikke mere kage!

Brun maling giver mig lyst til Nutella.

Efter en lille pause vågner spotlightet op igen. Flertallet er rykket ned på gulvet nu, måske har de drukket for mange gin & tonics med agurk i, til at de kan stå op?

Kl. 21.35:

Christian, aftenens næste musiker, begynder så småt at kæle for de akustiske toner, mens Prémisse varmer op til endnu en farverig dans i sine brune læderstøvler.

Rødt, flydende maling kommer uventet. Den minder mig om julen, og at vi er i december, men samtidig giver den mig associationer til blod. Og ketchup.

Lunefuld musik, lunefuld stemning, og jeg er så mæt.

Jeg tror, vi alle sammen er spændte på at se, hvordan dette kunstværk vil ende. Hvordan denne første VINK LIVE-aften vil ende.

Uh, den gule farve er nu kommet med i legen! Jeg får øje på en mand i en gul sweatshirt, og det er den helt samme gule farve, man skulle tro det var planlagt. Glasset med den gule maling vælter. Op igen!

Der er en summen herinde. Jeg gad godt vide, hvad det er folk herinde taler om. Der hviskes i alle kroge, og der drikkes mange flaskeøl, med den karakteristiske blå etikette, til den behagelige lyd af guitar og Christians stemme.

Jeg får igen øje på de grønne planter, som hænger ned fra loftet i næsten transparente garnsnore. En enkelt af dem har fået et dask, så den vender på hovedet.

Kl. 21.51

Går ned i Vinterhaven og drikker en øl. Eller en SportsCola.

Kl. 22.55

Jeg har nu hørt en megasej digtoplæsning af Mie Mollerup. Om det nørdede ved at gå på universitet, om af flytte hjemmefra og om at ’Adelgade’ er et irriterende ord, som ikke ligger godt i munden.

Maria (min anstændige boss) står bag baren i Vinterhaven. Med et bredt smil serverer hun for mig en kæmpe gin & tonic. Tak Maria. Den er ALT for stærk. Pyt.

Jeg kommer straks tilbage.

Kl. 23.15

Aftenenes sidste performance: freestyle-rap med Pelle vs. bylivsredaktør Peter på beat box. Den havde jeg ikke set komme, men jeg er vild med det.

Stive menneskeblikke, opmærksomme øregange og en latter, der konkurrerer med Pelles rap om aftenens begivenheder. Han namedropper for vildt, og han kaster sig selv og alle andre ud i en ’brunstig stønnen’ og en masse ÆÆÆÅÅÅÅH (hvordan staver man til det?)

Aftenens sidste velfortjente klapsalve hænger i luften i et godt stykke tid.

 

//Tekst: Stine Astrup Saugmann – danskstuderende, morgenmadselskende madskribent på VINK og komplet frankofil.

//Illustration: Natasha Linde Krebs – tegner med samlermani, som studerer visuel kommunikation på Designskolen, og tidligere har fortolket digtsamlingen “7/11”.