BAG URBANPLANENS GRÅ FACADE

// Foto: Karin Skaaruup

Den første gang man besøger Urbanplanen, eller bare Planen, er det med fordommene som trofast følgesvend. Fordomme om en ghettogrå, voldelig verden. Måske har man læst Morten Papes barske beretning om livet i de trøstesløse skurvognsagtige rækkehuse, der selv med et grønt frimærke af en have ikke kunne holde illusionen om velfærd. Men det var dengang. Nu er det noget andet, men stadig noget for sig selv. Det fornemmer man hurtigt, når man møder denne udskældte verden øst for Røde Mellemvej.

Planen var tænkt som et sted, hvor man, som Pape beskriver det, kunne leve og dø uden at se en verden udenfor. Sådan blev det også for mange. Det blev en by i byen. Et sted, hvor de fattigste blev stuvet sammen og overladt til junglelov såvel som jantelov. Lige der på kanten af et samfund, og så alligevel midt i det hele.

I dag er det stadig en by i byen. Markant anderledes end alt, der ligger omkring det. Det er som om der lægger sig en stilhed omkring én, når man bevæger sig ned mellem de tårnende bygninger på en søndag formiddag. Som om verden omkring én forsvinder en lille smule. Det ene øjeblik er det svært ikke at blive ramt af den forfaldsfølelse, der kan hænge i luften ved sociale boligbyggerier, og det andet øjeblik føler man en intim og hjemlig atmosfære. Urbanplanen er en bølge af modsatrettede følelser.

Men pludselig dér, midt i det hele, mellem grå beton og boligblokke rammer landidyllen. Midt i det, der har været udskammet som Turbanplanen, Ballademagergade og Betonjunglen, runger det af forstadsidyl og familiehygge på en lille gul bondegård. Midt i det hele står dovne køer med godmodige øjne, legesyge geder leger tagfat og de bomuldsbløde kaniner er bare nuttede. Dér midt i det hele trækker dyrepasser Bruno rundt med ponyen, der kun går ham til hoften. Én efter én får storsmilende børn en træktur rundt i manegen med forældrene som det tålmodige publikum. Dér midt i det hele stikkes der i hyl, når turen skal gives videre til næste ivrige rytterspire.

Dér midt i det hele spises madpakker og drikkes juicebokse. Dér er kvali-tid med børnene, et pusterum for forældrene, hyggesnak i krogene og unger, der løber om kap med deres hunde. Manden med det store grå fuldskæg og en smøg i hånden hilser pænt og smiler. Måske fordi solen skinner i dag, og der er fuglekvidder. Måske fordi det bare er jargonen.

Dér midt i det hele står man helt blæst bagover og prøver at fatte, at man kun er tre minutter fra Røde Mellemvej. Man får lyst til at høre historierne. Høre dyrepasser Bruno fortælle om dengang, han var med til at starte bondegården midt i ghettoen. Høre om familierne bag de nyrenoverede facader, om Ole fra Cykelværkstedet, der engang var rocker, og om unge drenge, der laver foreninger i lokalområdet.

Og den 20. maj kan man faktisk høre dem alle sammen, når VINK i samarbejde med Boligforeningen 3B inviterer ind bag Urbanplanens betongrå facade, og man gennem lyd og billeder kan komme helt ind under huden på områdets beboere til “Fernisering På Byggehegnet“.

Hvad: VINK x Urbanplanen: “Urbane Eventyr” – Portrætter og lydfortællinger

Hvor: Hjulmagerstien 24, 2300 Kbh S

Hvornår: Lørdag 20. maj klokken 16 – 21. Arrangementet er efterfest til Urbanfestivalen

Portemonnæ: Gratis

 

URBANPLANEN

Urbanplanen er et alment boligbyggeri på Vestamager, der blev bygget af daværende borgmester Urban Hansen mellem 1965 – 1971. I 2010 kom dele af området på Ghettolisten, men i dag er området under kraftig forandring og byfornyelse. Det er boligforeningen 3B sammen med Københavns Kommune og områdets beboere og foreninger, der står bag byfornyelsen.

FERNISERING PÅ BYGGEHEGNET
Kom med om bag Urbanplanens grå betonfacade og oplev området indefra, når VINK og Boligforeningen 3B i Urbanplanen udsmykker et 20 meter langt byggehegn med en række audiovisuelle kunstinstallationer. Gennem lyd og billeder kommer vi ind under huden på områdets beboere.

 

At få lov at lytte til og fortælle andre menneskers historie er et stort privilegium. Det gøres allerbedst med en øl i hånden. Revolutionen kommer nedefra, jeg lader andre om de store linjer.