Portræt af Assistens-gartner Arthit

13442036_10154144818872349_421385010_o

//Illustration: Anna Rasch-Christensen

 

Københavnsk kultur er ikke kun koncerter og kaffe, men også sommerstegende parkbesøgende og duften af klippet hæk. I dette portræt hilser vi på Arthit Lodal, der som anlægsgartner på Assistens Kirkegård lægger kræfter i at vedligeholde et af de få grønne områder, Nørrebro nyder godt af og bruger som tilflugtssted fra den grå asfalthede.

 

Det er tidlig formiddag, og jeg er tidlig på den. Varmen er på vej, kan jeg mærke, men den gemmer sig endnu under et gråt skydække, og jeg har et uldhalstørklæde på. Og jeg er nervøs, så jeg går for hurtigt igennem Assistens Kirkegård og må lægge min rute om ad snørklede trampestier.

Mit foretrukne tidsfordriv er at kigge på gravsten og finde en afdød, der havde fødselsdag samme dag som jeg, 10. marts, ligesom hattefabrikanten med den høje, sorte gravsten, der ligger oppe ved den midterste Nørrebrogade-indgang. Denne fredag formiddag finder jeg dog ingen, men ankommer derimod til gartnernes kontor ti minutter i aftalt mødetid.

Nervøsiteten har endnu ikke sluppet mig, og da døren efter mit buzz åbnes, er min første febrilske indskydelse at række hånden frem og sige: ”Hej, jeg hedder Christine. Er det dig, der er Arthit?” Det er det så ikke. Arthit står lige inden for døren og venter. På mig. Jeg giver ham hånden og hilser på. Han har enormt mange lag tøj på, lægger jeg mærke til, og blå poser om fødderne. ”Hvor skal vi sætte os hen?”, spørger jeg, og han viser ind i frokoststuen.

Til min lettelse viser det sig, at Arthit er lige så forvirret, som jeg føler mig grøn og uprøvet, og jeg må indledningsvis kort forklare ham, hvorfor jeg egentlig er der. ”Vi vil gerne tale med folk, der i det lidt usynlige bidrager til den kultur, vi færdes i,” siger jeg, og ”derfor er det interessant at tale med en anlægsgartner som dig.” Han læner sig ind over bordet og nikker. Javel.

Min optager er tændt. Forsigtigt tager vi det første spadestik til interviewet, spædt, varsomt.

Arthit Lodal. Bare 24 år gammel er han den yngste fastansatte på en kirkegård, hvor gennemsnitsalderen ligger omkring de 40. Han har været her i halvandet år og kun været udlært i to. Tidligere har han haft sin gang på et istandsættelsesteam i Bispebjerg, inden han blev ansat som først vikar, senere sommersæsonarbejder og nu fastansat anlægsgartner på den aktive del af Assistens Kirkegård.

Han er glad for synlige resultater og håndgribelighed. ”Det starter fra nul, og så kan du se resultatet, og det, synes jeg, er fedt,” siger han og fortæller, at han som lille hjalp sin landbrugsgartner-farfar med havearbejdet, plantede æbletræer og hække, trimmede, klippede, vedligeholdte. Så det vokse og trives.

De grønne fingre har han altid haft, men der gik noget tid, inden han fandt ud af, hvilke græsgange han skulle søge. På lærepladsen som lager- og logistikarbejder følte han sig lukket inde, og de to uger i automekanikerpraktik føltes køligt, ensomt og isoleret. Tredje gange måtte være lykkens gang.

”Jeg tænkte tilbage på, hvad det er, jeg har det godt med, når jeg går og arbejder. Hvad har jeg det bedst med? Så tænkte jeg på min farfar, da vi gik og plantede æbletræer – det var som en drøm. Solen skinnede, det var dejligt varmt og hyggeligt at gå og klippe hæk. Det ville jeg gerne lave.”

Han sidder lænet tilbage i stolen over for mig med armene over kors, skjorten er armygrøn og opsmøget til albuerne. En tatovering titter frem og smyger sig langs underarmen. Sort-hvid, skyggebelagt. Blomster. ”Selvfølgelig,” tænker jeg og spørger ham, om han er glad for at være her.

”Ja. Det er et dejligt sted at arbejde, og det er skønt, og det er midt på Nørrebro, og så er der stadig så meget grønt her. Der er altid glade mennesker her, og jeg er også glad for, der er folk, der sætter pris på mine opgaver, når jeg går og laver noget, så jeg lever mig mere ind i det.”

På Arthits tidligere arbejdsplads med base i et skur, hvorfra han kørte ud og lavede anlægsarbejde, blev der vist ikke sat pris på det. Plantekummer, vejtræer og belægninger til bænkepladser høster man ikke mange roser for. Forleden sad jeg i en bus 6A, der holdt for rødt ved søerne langs en midterrabat tilplantet med blomstrende tulipaner, der struttede i morgensolen, og jeg var hurtig til at tage et billede. Først efterfølgende lagde jeg mærke til alt det affald, der var smidt i bedet. Det står trægt til med påskønnelsen. Jeg nikker.

Nu er han heldigvis her, et af de grønneste, hvis ikke det grønneste sted på Nørrebro. Nok lægger vejret denne dag op til lag på lag-påklædning og uldhalstørklæder lidt endnu, men med maj kommer løfter om sommer, og med sommer kommer stauderne, farverne, solen – og ukrudtet. Det sure med det søde, og det sødeste er hækkesæsonen.

”Jeg kan godt lide at klippe hæk. Det er det der med, at hvis du klipper en lige, pæn hæk, så føler man sig ligesom stolt over det, man går og gør.”

Selvom man som anlægsgartner skal have det store overblik, har Arthit i den grad blik for de små glæder ved hans fag. Slå græs, vande træer, anlægge gravsteder.

Kærligheden er faglig, og fagligheden er stolt.

Jeg har aldrig mødt nogen, der så udtrykkeligt nyder at klippe hæk, tværtimod har min farmor altid advaret mig mod at købe et hus på en hjørnegrund. ”Så er der mere hæk at klippe,” plejer hun at sige, og det siger jeg til ham. ”Jeg kan godt lide det,” siger han bare. Han kan godt lide det, tænk sig, han slapper ligefrem af med det. Musik i høreværnene og fire timers hækkeklipning er hyggeligt, og der kan tilmed gå to-tre uger med det.

Mens vi går rundt på den del af kirkegården, hvor Arthit har sin daglige gang, lægger jeg for første gang mærke til de sirligt klippede hække. Firkantede, runde, kuglespidse, hvælvede. De står skarpt. Der bliver sat pris på hans sirlighed, og derfor har han også lyst til at være kreativ – ikke kun med hækkeklipperen.

For med vinterens komme titter kunstneren i Arthit frem. Hans kreativitet er stedsegrøn som taks- og thujatræerne, men særligt når gravstederne skal pyntes med gran, står den i fuldt flor.

”Når vi kommer ind i gransæsonen om vinteren, og det er surt og trist og køligt, synes jeg, det er sjovt at gå og lægge gran. Det er også et kunstværk. Jeg laver nogle pæne grandekorationer i forskellige farver, vi har tre farver gran, og så planter vi løg indimellem for at give et farvespil og noget mønster. Oftest kan jeg godt lide at lave hjertemønster, men de andre [gartnere, red.] synes måske, det er for meget.”

Han næres af anerkendelse fra både kunder og kollegaer og er ikke bleg for at rose igen. Det kollegiale sammenhold styrkes af høj faglighed, sparring og respekt for faget. Selvom man er 24, kan man godt tænke tiår frem i tiden, og Arthit planlægger at være her længe. Bringe traditioner videre, tage elever ind, lære fra sig og lade sig udfordre. Blive den nye gamle, der kan gravstedsnumrene udenad og ved, hvor alle de kendte ligger.

Det er egentlig den største udfordring lige nu. Når besøgstallet stiger i takt med temperaturen, er der pludselig mange spørgsmål til gartneruniformen om, hvor Kierkegaard og alle de andre rødder ligger. Så kan han godt mærke, han ikke har været her særligt længe, men heldigvis har han lært sig de største navnes hvilesteder.

Ellers bringer det ham som udgangspunkt ikke andet end glæde, at kirkegården bliver brugt og er så velbesøgt. Da jeg kort nævner for ham, at Københavns Kommune har vedtaget en plan for at skabe mere liv på kirkegårdene og gøre dem mere park-ede, er han ikke umiddelbart venligt stemt.

”En dag stod jeg og arbejdede med høreværn på, da en dame kom grædende hen til mig. Der lå nogle piger og solbadede, og de lå oven på hendes mors grav. Så gik jeg over og bad dem om at flytte sig, men senere lå de der igen,” fortæller han og kigger ud på område L. ”Det er ikke okay, synes jeg.”

Der er kun så og så meget, man kan gøre som kirkegårdsgartner, men det ærgrer ham, når folk ikke udviser respekt for de døde. Assistens er først og fremmest en kirkegård, hvor der stadig afholdes begravelser og urnenedsættelser, og hvor efterladte kommer for at mindes og lægge blomster.

Det eneste, der står i hans magt, er at gøre sit. Pusle, pleje, feje, rydde, rive, klippe, opmåle, anlægge, plante, vande. Værne om og passe på. Der er noget særligt ved at arbejde på Assistens, fornemmer jeg. Her sprudler af liv og summer af leben. Et fristed for de levende, et hvilested for de afdøde.

Vi går på den ældste del af kirkegården, hvor gravmonumenter stadig står stolt, og træernes trætte grene slænger sig mod jorden. Solen er begyndt at titte frem, og jeg åbner jakken. Han fortæller lidt om trampestier og hilser på en kollega, Mogens, der kommer gående.

Inden vi siger farvel, udveksler vi numre, jeg tager et billede af ham, han sender mig nogle billeder af hans grandekorationer fra i vinters, vi kigger ud over kirkegården, giver hinanden hånden, går hver til sit.

”God arbejdslyst,” siger jeg til ham, mens jeg trasker af sted. Om han skal ud og klippe hæk, ved jeg ikke, men han smiler i hvert fald stort.