Ting, jeg gør, for at blive mere almindelig

Illustration: Jonas Milton

 

Da jeg var yngre, var jeg enormt bange for at være en kliché -eller at blive én! Jeg var sindssygt bange for, at andre skulle synes, at jeg var plat, eller bare at jeg var ligesom alle andre. Jeg var bange for, at de skulle synes, jeg var alt for almindelig.

 

Nu er jeg i mine start-tyvere, og faktisk er der ikke noget, jeg hellere vil, end at være almindelig. Jeg vil gerne være akkurat ligesom alle andre, og jeg vil gerne leve et fuldstændig almindeligt liv. Jeg vil læse nyheder, drikke kaffe og sågar spise flæskesteg, hvis det er dét, der skal til. Mine kronede teenagedage, hvor jeg var klichépanisk og trak i alverdens mærkværdige beklædningsgenstande, er ovre. Gudskelov!

Vi hører så meget om folk, der gerne vil skille sig ud og være specielle, og vi må endelig ikke følge med tropperne, for vi skal være nytænkende og helt vores egne. Det cool, er dét, der ikke er mainstream, og hvis vi er rigtig smarte, finder vi på noget, ingen andre har fundet på før.

Men forleden strejfede tanken mig: Kunne det ikke være vildt bare at være almindelig? At være helt gennemsnitlig og ligesom alle andre?

Og her skal ”bare” måske sløjfes. For det viser sig faktisk, at det ikke er så let endda, det dér med at være almindelig. Det kræver øvelse, så jeg øver mig.

Det startede med en kop kaffe. Jeg har altid afskyet kaffe, men en dag tog fanden ved mig. Det var i oktober, jeg spiste morgenmad med en veninde. Hun drak kaffe, jeg var træt som en hel nybagt mødregruppe, og så tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne prøve det. Resten af dagen var jeg speedet som en Duracellkanin, og egentlig kunne jeg lide det: ikke så meget smagen, men effekten. Siden har jeg også lært at drikke rødvin – det var noget med en hvidvin, der blev forvekslet med en rød, og sådan er der så meget.

Så; her er de ting, jeg gør, for at blive fuldstændig almindelig.

 

Jeg…

… løber om søerne og har tilmeldt mig Fitness World.
følger med i X-Factor (og Paradise Hotel).
hører radionyheder.
har købt en juicepresser.
ser film og serier på Netflix.
har købt en klassisk damecykel (den er så almindelig, at jeg forleden stod i et kvarter og prøvede at få låsen op, indtil jeg opdagede, at det ikke var min cykel, men bare en, der lignede).
står i kø i Netto.
går tur i Frederiksberg Have i weekenderne.
har fået rullegardiner i soveværelset.
spiser havregryn med mælk (og lejlighedsvis rosiner).
kender pastasortimentet i Kvickly.
drikker kaffe og læser Politiken.
har et 8-16-arbejde.
bladrer tilbudsaviser igennem.
har krydderurter og den støvsuger, der var ”Bedst i test”, i mit køkken.

 

Havregryn, klassiske cykler og tilbudsaviser. Det er lige meget, hvad det er, bare det er noget, der går igen. Måske er det egentlig en hyldest til rytmen, rutinen og hverdagen, for det er rart, at der noget der er, som det hele tiden har været. Vi har så meget, der er i konstant udvikling i dag. Vi lever i en verden, hvor alting går stærkt ,og hvor tingene sjældent står stille. Selv mønsteret på køkkenrullepapiret skifter. Og så kan det være trygt at vide, at det her gør man i dag – men også i morgen, om en uge, om et år. I virkeligheden er det almindelige liv måske det mest simple liv.

Det fede ved alt det almindelige er jo trygheden i, at man ved, at andre gør det samme. Man er en del af noget. Jeg elsker mine cykelture på Nørrebrogade hver morgen og eftermiddag, til og fra arbejde. Jeg ved ikke hvem, jeg cykler ved siden af, men jeg ved, at vi skal nogenlunde det samme. Det kan også være, når jeg tager i IKEA en lørdag og køber dejskrabere og andre uundværdligheder, eller når jeg står i kø på Posthuset, og vi fællessukker over portoen. For mens køen er lang og dejskraberen billig, opstår der et fællesskab. Vi er sammen.

Så da jeg fornylig cyklede ned af Falkoner Allé, det var fredag og solen skinnede, og jeg så en, der havde samme cykel, samme kurv og samme jakke som mig, blev jeg glad. Så kan det godt være, at det ikke ville være så smart, hvis vi alle sammen rendte rundt i armyfarvede overdele og havde mellemlangt mørkebrunt hår, men lige i det øjeblik følte jeg mig almindelig. Jeg havde endda spist havregryn til morgenmad. Jeg følte mig ganske gennemsnitlig uden alt muligt andet, og det var rart.

Nogle gange er det godt bare at være ligesom alle andre.

 

Om projektet: 

I generationen, hvor det unormale er blevet det normale, mainstream er blevet skældsord, og vi konstant prøver at flygte fra den gennemsnitlige masse, spørger vi os selv, hvorfor det middelmådige ikke er godt nok? I to kapitler reflekterer vores to bylivsskribenter over det at være normal, almindelig, middelmådig, gennemsnitlig. 

 Cecilie Uhre: “Jeg har veninder, der flytter til småbyer, får kærester og køber Kählervaser. Når jeg forestiller mig mit liv i de rammer, får jeg klaustrofobi, fysisk ubehag og en trang til at løbe langt væk. Men hvorfor får jeg egentligt denne trang?” 

Læs Cecilies refleksioner her!

Anna Tybjerg Funder: Der er ikke noget, jeg hellere vil end at være almindelig! At være helt gennemsnitlig og ligesom alle andre. Dette er en hyldest til rytmen, rutinen og hverdagen!” 

Du har allerede læst Annas refleksioner!

Jeg hedder Anna og er 24 år. Jeg bor i en lejlighed på Nørrebro, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg er også glad for blandt andet gåture, efterår, ord, kultur, psykologi, mandage og København.