Storbyens paradoks

 

storbyens paradoks.

 

lige så fredsommeligt skjult blandt de mange, lige så nærved ubærligt meget til når bare alene.

 

”stilheden rammer som et bat,” skrev jeg i en notesbog nogle år tilbage, da jeg flankeret af paris’ hvide bygningsfacader og omgivet af mennesker gik rundt i byen og lignede en indfødt.

 

storbyens paradoks, storbyens fortrin.

 

hvor end meget jeg måtte forbitres over medgængeres ulideligt lave tempo, når de danderer rundt i indre by i kædefangerformationer, er min bitterhed skjult. jeg er skjult. fredsommeligt anonym blandt de mange er jeg så svær at få øje på, at det intet nytter at få øje på andre. vi er så mange, at vi er få.

 

en fredfyldt ikke-væren mens jeg løber mine ærinder, en præmis du, jeg og de mange indgår på.

 

og nok så meget jeg kan hviske-liste rundt med skyklapper på og armene tæt ind til kroppen, fanget af ingens blik, nok så bragende højlydt kan det føles at være til helt alene uden nogens øjne på mig.

 

rum til at være til. en anden måde at trække vejret på.

 

for derinde i byen er jeg fritaget for stillingtagen til dig og mig og det. der er ikke plads. men derude, herude, alene og med luft omkring mig, i byens lommer, er det som om, alt kræver den plads, jeg ikke kan levne det i travlhedens tranghed.

 

engang havde jeg en hund, der hed bob, og når man slap ham ud i haven, tonsede han rundt på plænen.

 

alene er alt en bob.

 

undertiden grænser det til det ubærlige, og larmen i det stille kan blive for overvældende. tusinde tanker fræsende af sted som langsnudede mynder til et hundevæddeløb, flere baner, flere kadencer. ligesom et væld af tøjlesløse følelser kræver de alle at blive taget bestik af. de boltrer sig, og der er ikke meget andet for end at lade dem.

 

så kan man ellers sidde der i al sin væren og bare være til med alt, hvad man er. endelig er der rum.

 

forduft i en folkemængde og find fred. fra dig selv måske? ligesom mennesker er der mange undskyldninger.

 

træd tilbage og træd frem. kun dig og måske ikke engang din egen skygge. hvis man er de eneste ører, er det slet ikke nødvendigt at råbe så højt.

 

storbyens paradoks, storbyens fortrin.

 

Om tekst og foto:

Artiklen er stykket sammen i et samarbejde mellem VINKs poet og fotograf i en fortolkning af byens tomme rum.

 

//Tekst: Christine Melau Risager – skribler, scrabbler og undertiden skræmt. Har skrevet og redigeret for VINK siden marts 2015.

//Foto: Nynne Thykier – fotograf og arkitektstuderende. Har fotograferet for VINK siden april 2014.