Sommerens byliv

//Foto: Stine Merrild

 

Fornylig sagde jeg noget, jeg muligvis gerne vil tage i mig igen. Jeg sagde, at jeg er træt af sommeren, jeg sagde, at sommeren ikke var det bedste, jeg ved. Når det er sagt, så kan sommeren altså noget, de andre årstider ikke kan. Sommeren kan skabe et udendørsliv, et byliv, der blomstrer i takt med, at månederne skifter fra maj til juni til juli til august.

For en måned siden skulle jeg ud og drikke øl. Det var i slutningen af april, jeg cyklede derhen. På vejen sker der noget. Det starter med, at jeg må smide mit halstørklæde, det er simpelthen for varmt. Dernæst ser jeg en mand i shorts, en pige i denimjakke, en flok venner, der entusiastisk skåler i dåseøl. Et par vinduer er åbne i en lejlighed, musikfavoritter strømmer ud. Jeg synes, at jeg kan lugte grillkul. Og er det ikke en fugl, der fløjter? To berusede piger sender deres latter ud over byens tage, fra en altan på fjerde. Jeg er ikke i tvivl længere – det er tegn på sommer!

Det fede ved sommeren er jo, at al det langsomme liv, der måneder forinden har foregået indendørs, rykker ud. Det rykker ud i bylivet, ud i gaderne, og folk, de samles. Det hele føles ofte lidt lettere. Der er ikke en gigantisk dunfrakke, man skal tage hensyn til, ikke en sol, der går ned kl. 15. Der er lyst og lunt, og mulighederne synes mange, for pludselig kan man lave dét og dét og dét, alt sammen noget, der kræver udendørsplads. Om sommeren er der ikke langt fra A til B, ikke langt fra tanke til handling, der er en anden frihed. Verden ligger åben for en, og ligeså uoverskueligt, det kan synes, ligeså herligt kan det være!

Folk bliver ofte gladere, når solen ankommer. Distancen føles ikke så stor mellem én selv og dem, man ikke kender. Hvor man i vinterhalvåret sidder inde i hver sin lejlighed, rykker man om sommeren ud i haverne og parkerne, på bænke og brosten. Man sidder tættere, og noglegange rør de vattæpper, man har slæbt med, sågar hinanden. Eller også deler man måske en sixpack, eller en halv pose grillkul.

Jeg synes, at forsommeren startede, da jeg var til Byhavens åbningsfest. Der var kulørte lamper, musik, godt nok regn, men glade mennesker og en fornemmelse af sommer. Tegn på sommeren startede også, da jeg var tilskuer (ligesom mange andre) til maraton i København, og der herskede en hel særlig stemning af sammenhold og fællesskab. Solen skinnede – ligesom den gjorde, da jeg var på loppemarked.

Og lige om lidt, så har vi den. Sommeren. Lige om lidt er gaderne og stræderne fulde af folk, der er solbrune (og brændte). De slænger sig, mens de drikker overvurderet Aperol og er bænket lidt tættere. Der er åbne vinduer på Nørrebrogade, hvor man kan høre at mindst tre forskellige fester er i gang. På caféhjørnerne sidder folk ude i det mørke, sommeren kan præstere, men som alligevel aldrig bliver rigtig mørkt.

For så kan man cykle hjem en nat i maj, og pludselig sniger lykken sig ind på en. Man mærker hvordan den starter i maven, breder sig til hjernen, til kroppen, til munden, der former sig i et smil, der ikke er til at tage fejl af. Der er ikke nogen speciel grund, der er ikke sket noget særligt. Næh, i virkeligheden er man bare glad fordi det er sommer og alting i et øjeblik synes langt lettere.

Det er det, sommeren kan.

Jeg hedder Anna og er 24 år. Jeg bor i en lejlighed på Nørrebro, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg er også glad for blandt andet gåture, efterår, ord, kultur, psykologi, mandage og København.