Ugens bedste gåtur

Det kan godt være, at mange forbinder søndag aften med seriekiggeri og sofaslæng, og på en måde er søndagen jo også hellig. Men jeg forbinder nu søndag med noget andet. Jeg forbinder søndag aften med ugens bedste gåtur. Der hersker nemlig en helt særlig ro, når mørket falder på i byen.

//Illustration: Julie Sabber Nielsen

Forstå mig ret. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide den larm og støj og hurtige hastighed, der normalvis hersker i byen. Jeg kan godt lide den, og jeg ville få spat, hvis jeg boede et sted, der altid var stille. Men nogle gange bliver jeg træt. Jeg bliver træt af, at alting skal gå så hurtigt. Jeg bliver træt af, at det indimellem føles, som om man ikke kan finde bare en enkelt kvadratmeter ro. Der er altid en bil, der dytter, en sirene, der hyler, en plade, der spiller, et barn, der skriger, et menneske, der snakker. ”Giv mig fred!” kan jeg noglegange tænke og i et forvildet øjeblik ønske, at jeg boede langt ude på landet.

Det er derfor, jeg synes, at ugens bedste gåtur er om søndagen. Om søndagen er der nemlig ro. Der er ikke bomstille, men der er ro. Byen er mere rolig. Måske er den trukket i sit nattøj med en kop te i den ene hånd og en bog i den anden. Byen sover ikke, den er bare afslappet. Der sidder stadig folk på caféerne, der er stadig folk i gaderne. Men byen og menneskerne larmer ikke. Der er ikke så meget hurlumhej. Al den støj og urolighed fra dagen, og den puls, der får byen til at virke så spændende og tillokkende, er om aftenen forsvundet. Byen er ikke kedelig, den har bare ikke brug for at gøre opmærksom på sig selv. Den er der bare, og det kan jeg godt lide.

Menneskene i byen er også mere afslappede. Måske er de endda det bedste ved søndag aften. Der er familiefaren på vej i Netto. Han skal hente bleer og kartonhvidvin, iført bomuldsbukser og Birkenstock. Der er hende med tømmermænd, der dovent traver i lokalkiosken i slåbrok og sutsko, for at købe letmælk og saltlakrids. Og ham, der lige lufter hunden, mens han har tankerne begravet i et nyt projekt på arbejdet og derfor har glemt at tage overtøj på. Der er ikke nogen, der prøver på noget, tingene er bare, som de er. På en måde er de mere rigtige, mere ægte. Alt det støjende og alt det urolige er forsvundet.

Og når det er aften, har de fleste butikker lukket. Nettos gule skær spejler sig i skiltet fra 7/11, men ellers er der lukket og slukket. Så udover at købe køkkenrulle i Netto, kan man ikke købe så meget, og det er det gode. Der er ikke noget, man lige kan nå. Man kan bare gå sin tur og nyde den, sådan som den nu er. Der er tid og ro til at reflektere over dagen. Men man kan også lade være med at tænke på noget som helst, og bare observere byen. Der er skygger fra bygningerne, butiksruder, der stille lyser op og lejlighedsvinduer, med nattelys i sig. Måske kan man se nogen, der er ved at spise aftensmad, og andre gange kan man se, at der på fjernsynet kører Tour de France eller et afsnit af KLOVN…

Det er derfor, jeg godt kan lide at gå tur søndag aften. Om aftenen føles byen mindre og fællesskabet større. Byen er rolig, afslappet og på en måde mere tryg. Og så er det, at jeg også bliver det. Rolig, afslappet og tryg.

Jeg hedder Anna og er 24 år. Jeg bor i en lejlighed på Nørrebro, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg er også glad for blandt andet gåture, efterår, ord, kultur, psykologi, mandage og København.