Sømænd, kvinder og evig kærlighed

På turen til Wiborg i Finland. Sømand Anders og hans kone ude i højre side. Resten af besætningen inklusiv hund i venstre side. Privatfoto//: Anne-Sofie Bau Madsen 

 

Der findes mange historier på havnen. Her kom sømænd fra alverdens lande i havn og fortalte historier om kvinder, kærlighed og mystiske ting. I starten af 1900 tallet var der tusindevis, der sejlede ud i verden. Det her er historien om en af dem.

 

Fra tid til anden, flød der dobbeltkokosnødder ud fra Seychellerne og videre ud i Det Indiske Ocean. Driftige købmænd med fantasifulde tankegange samlede dem op og solgte de balleformede nødder til ustyrlige priser til sømænd og eventyrere. Myten lød på, at nødderne kom fra at ukendt paradis, hvor de groede på huntræerne, hvorimod hantræernes frugt var formet som en penis. I de stormfulde tropenætter elskede træerne lidenskabeligt.

 

I mange sømænds personlige ejendele, lå et lille glas med små, tørrede spanske fluer. Fluerne var anset som et godt potensmiddel, og sømændene brugte dem, fordi de fik deres kønsdele til at svulme op. Senere viste forskning dog, at fluerne indeholdt et betændelsesfremkaldende giftstof, der i virkeligheden fik kønsdelene til at hæve op.

 

Dette er ikke de eneste eksempler, der er på myter og historier forbundet med livet til søs. Når sømænd rejste til fjerne dele af verden, kom de hjem med både historier og genstande, de ikke altid forstod. Men de kom også hjem med et mere nuanceret syn på verden. Og i særdeleshed samliv med kvinder og mænd.

 

”Gangsteren”

I 1885 blev en mand født, han lever selvsagt ikke i dag. Jeg kender ham kun fra historier og billeder, men jeg føler på mange måder, jeg kender ham alligevel.

 

Jeg er vokset op med historierne om ”gangsteren”. Om manden som sejlede på verdenshavene, som ejede en Panamahat, og som havde masser af tatoveringer på kroppen. Både klassiske motiver som ankre og skibe, men også fremmede damenavne. Manden var min tipoldefar. Han var gift med min tipoldemor, og så var han min mormors bedstefar. Ikke morfar, nej han ville være bedstefar, for det forbandt han med noget hyggeligt. Noget der var varmt og godt.

 

Jeg besluttede mig for at finde ud af mere om ham. Jeg ville vide, hvem ”gangsteren” var, og jeg ville vide, hvad der drev et menneske ud i verden, på havet. Og så ville jeg vide noget om kvinderne. Både dem i derhjemme og dem ude i verden. Der var kun en ting at gøre. Jeg måtte besøge den eneste nulevende kvinde, som kunne fortælle mig mere. Jeg besøgte min mormor.

 

 

Skørbug og Skidtfisk

Selvom han i min barndom blev kaldt gangsteren, så var titlen i virkeligheden lidt malplaceret. Gangsteren var ikke gangster, men sømand og han hed Anders Post. Rigtig mange ting så anderledes ud, der i starten af 1900 tallet, og da Anders blev færdig med skolen som 14-årig, pakkede han sin taske og tog ud at sejle. Behovet for at se verden var for stort, og porten var åben for en dreng på 14 år.

 

Han blev en del af en besætning, for første gang i sit liv. Besætningen bestod af en snes sømænd, et par unge gaster og en kok. For at bespise sømændene fik kokken penge af rederiet til beskøjter og andet langtidsholdbar mad. Desværre var han, som min mormor påpegede, en værre sjuft. I stedet for frisk fisk købte han skidtfisk, og således kom halvdelen af besætningen hjem med skørbug. En tur med skidtfisk og skørbug, og kærligheden var forseglet. Et liv på havet var begyndt.

 

Herefter var skæbnen klar. Han var lige så gift med havet, som han blev med min tipoldemor. Efter han var udlært styrmand, tog han afsked med en gravid kone og drog til søs. Seks år senere kom han hjem til en pige, der skulle til at starte i skole. Dette blev deres første møde. Min oldemor og hendes sømandsfar.

 

Kvinderne

Årene gik. Anders rejste ud. Han kom hjem igen. Han fik børn hjemme i Danmark, og måske i øst Indien. En gang kom han hjem med to små malerier. Det ene hænger ved min mormor, det andet ved hendes fætter. Familierygterne siger, at den smukke, mørke kvinde på min mormors billede var en kvinde, han havde i en varmere del af verden. Jeg ved desværre ikke helt hvor. Ingen ved hvem hun virkelig var, men hver gang jeg besøger min mormor, så smiler hun sit mystiske smil til mig fra væggen.

 

En anden gang kom han hjem med med en kønssygdom. Dette var en af de mindre charmerende gaver, som livet til søs leverede. For efterfølgerne er det dog til dels en gave. Et vaskeægte bevis på, at der altså var kvinder i hans liv ude i den store verden.

 

”Engang kom han hjem fra havet med en tatovering med et kvindenavn. Jeg ved ikke, om det var navnet på en kvinde eller navnet på et skib. Han holdt selv på det sidste, men det er ikke til at sige, hvad der var sandheden.”

 

Sømanden Anders på sine ældre dage med hans kone. Privatfoto//: Anne-Sofie Bau Madsen

 

Min mormor smiler lidt. Hun fortæller mig, at det var et hårdt liv for hendes mormor. Hun var en hård, men altid retfærdig kvinde, og hun styrede hjemmet med hård hånd. Det var den eneste måde, der var at overleve på, for det var ikke en selvfølge, at der altid kom penge hjem fra havet. En mand som sømanden Anders havde altid hovedet lidt oppe i skyerne. En gang til jul købte han små guldure til sine tre døtre. Da julen var ovre, måtte de afleveres igen. Det var urene eller mad, og derfor blev det selvfølgelig mad. Den lidt virkelighedsfjerne, men samtidig verdensnære sømand vidste alt om kærlighed, eventyr og det hårde liv til søs. Livet derhjemme med fattigdom, skolegang og knoklen for hverdagen var mere fjernt.

 

Netop denne romantiske og fordomsfrie indstilling til verden har vist sig at være gældende for de fleste sømænd på den tid. Bogen Lyst og længsel, som er udgivet som forskningsprojekt på Museet for Søfart i 2017, har beskæftiget sig med sømænds forhold til kvinder ca. mellem 1800-1900 tallet, og her viser det sig, at sømændene ikke hovedsageligt søgte sex, når de fandt kvindebarme i fremmede havne. De søgte nærvær og tryghed, og nogen der kunne dulme deres længsel mod dem derhjemme. Derfor var det heller ikke så vigtigt, om kvinderne var hvide, brune, røde eller gule. De var først og fremmest dejlige og fascinerende, og livet til søs og i de mange havnebyer var fordomsfrit og åbent.

De lange tidsintervaller hvor sømændene var væk, gjorde, at der blev set anderledes på, at de var sammen med andre kvinder. Der var en form for stiltiende accept om det liv, de levede i havne rundt omkring i verden.

 

Forlis og en tur til Finland

Turene på havet var ikke uden omkostninger. Ud over den luskede kok med skidtfiskene og de mange år væk fra hjemmet, så lurede der mange andre farer. Vejret var en evig fjende, som altid truede med at vise sit ansigt.

 

”Jeg mener han forliste to gange. Den ene gang i den Engelske Kanal, hvor han kom slemt til skade. Heldigvis var der et lille lokalsamfund på kysten, som reddede en stor del af besætningen i land. De stod på kanten af kysten, langt oppe på klipperne og kastede reb ned i havet. På den måde kunne de trække en masse mennesker op af bølgerne og redde dem i land.”

 

Herefter var det slut med at sejle. Helbredet blev for dårligt, og gangsteren måtte rejse hjem. Her prøvede familien kræfter med en købmandsbutik og med familielivet, men kærligheden til havet var for stærk. En dag stod han på bredden og så et skib sejle forbi. Herefter gik han hjem og pakkede sin vadsæk. Dagen efter drog han til søs igen. Denne gang dog ikke i lang tid. Hans helbred var for dårligt.

 

Det stod klart, at sømanden Anders ikke kunne leve uden havet. Hans kone kunne ikke leve uden ham, og derfor købte de i 1927 et skib som skulle fragte varer nord på. På en lille note, som lå ved billedet herunder, stod skrevet:

 

”Skonnert Noah. Pinsedag 1927. Mellem Åland og Gotland. Paa rejse fra Rönne til Wiborg, Finland.”

 

Vedlagt note om billedet og rejsen til Finland. Privatfoto//: Anne-Sofie Bau Madsen

 

Denne gang sejlede de ud sammen. Ham som kaptajn, hende som kok. Denne lille besætning bestod af de to, fire matroser og en skibshund. De nåede deres bestemmelsessted i Finland. I dag hedder Wiborg ikke længere Wiborg, men Wyborg, og ligger ikke i Finland men i Rusland. Det er mange år siden, min mormor sagde farvel til sin bedstefar, og der er mange historier, vi desværre aldrig kan få. Noget af det jeg særligt hæftede mig ved i historien om den eventyrlystne sømand, var måden han kom fra denne verden på.

 

”Han døde af sorg i 1959, 74 år gammel. Min mormor døde 11 måneder før ham, og han kunne simpelthen ikke eksistere uden hende. Han var fuldstændig vild med hende, og det var han et helt liv. Så det var ikke kun hende, der ventede på ham derhjemme, han længtes i lige så høj grad efter hende”, fortæller min mormor.

 

Kvinde i hver en havn eller ej. En mand der dør af sorg over sin kone, men som samtidig har haft overskud til at beundre og prise kvinder over hele verden, er efter min mening en mand med hjertet på rette sted. En mand der elsker kvinder, og som ser dem, præcis som de burde ses. Som dejlige, smukke og fascinerende.

 

 

Troskab og forventninger

I dag er livet som sømand helt anderledes. Teknologi og korte ophold i havne gør at det er nemt at holde kontakten med dem derhjemme. Måske er der heller ikke samme forventning til ægteskab og evig kærlighed. Og måske er forventningerne til troskab meget højere. Jeg har ikke svaret.

 

Forskning viser, at den danske sømand er en uddøende race, og bare fra 2000 til 2014 er antallet af danske sømænd næsten halveret. Jeg ved ikke, om sømændene var de sjufter, som de har haft ry for at være, og jeg ved ikke, om alle kvinderne nødvendigvis var en dårlig ting. Selvom jeg aldrig har kendt min tipoldefar, med det fine tilnavn ”gangsteren”, så kan jeg mærke på min mormor, at han var et menneske som betød, og stadig betyder utrolig meget for hende. Jeg kan godt forstå hende. Uden at have noget at bygge det på, så føles det som om den smilende mand på det falmede sort/hvid foto havde en anden tilgang til livet. En mere fri og fordomsfri tilgang. Og jeg tror ikke, han var den eneste sømand, der var sådan. Tværtimod.

 

Jeg hæfter mig ved sømanden som et menneske med mod på livet og overskud til verden. Historien om Anders, er bare en af mange historier om livet til søs. En historie om eventyr, hvileløse hjerter og ikke mindst om evig kærlighed til en kvinde i Danmark og til verdenshavene. Og om at stå midt i mellem, men stadig vælge det hele til.

 

Fra havnen stod porten til verden åben. Her startede eventyr og her sluttede det. Men for sømændene var havnen også porten til deres andet hjem på havet og i de mange havne rundt omkring i verden.

 

Bylivsredaktør med hang til Cava og tatoveringer. Har en skjult IT-dronning i maven og elsker når folk tænker anderledes end mig selv. Studerer journalistik og laver gerne overtræk for en ekstra rejse. Er dårlig til vinter men god til skaldyr.