Skal vi opleve byen sammen? Farverige og favnende Nørrebro!

Nørrebro er for mig en følelse af mit første voksenhjem. Her flyttede jeg til som 19-årig, naiv provinspige, og her begyndte jeg at lære voksenlivet at kende. Selvom den multikulturelle og farverige atmosfære dengang tog pusten fra mig, så er det nu her, at de fleste af mine favoritsteder har adresse.  Spring på cyklen, og tag med på en tur igennem Københavns favnende energibombe! 

 

Denne omgang af min københavnerguide starter på et meget velkendt og elsket sted, nemlig Dronning Louises Bro. Her lever fomo-tendensen i bedste velgående, og jeg kunne snildt bruge en eftermiddag på bænkene i solen, på at drikke kaffe og øl, sludre og se på mennesker. Dronning Louises Bro er en attraktion i sig selv, og jeg forstår godt at turisterne undrer sig. Ikke desto mindre flokkes københavnerne om bænke og mure, så snart solen kigger frem, og allerede her har jeg den ægte, gode Nørrebro-feeling, som jeg holder så meget af. I dag hopper jeg dog på cyklen og kører op ad Nørrebrogade.

 

Nørrebrogade tager mig altid lidt tilbage i tiden. Den lange gade giver mig en fornemmelse af noget råt og historisk, og mens jeg cykler, forestiller jeg mig, hvad tiden har gjort ved området. Engang var Nørrebro byens fælled, og det er svært at forestille sig, at alt her har været marker og græs. Til gengæld var Nørrebrogade allerede på den tid vejen, der blev brugt til at komme ind og ud af byen, og derfor blev den belagt med brosten. Der var jo en voldsom trafik! Komisk at tænke på i dag, hvor gaden er lavet til bus- og cykelzone. Jeg kommer nu op til Blågårdsgade, som jeg drejer ned ad. Her hopper jeg af cyklen, for jeg elsker mangfoldigheden, og den skal ikke opleves på en susende cykel!

 

 //Foto: Nynne Thykier. Blågårds Plads med den lækre solplet.

 

Lige lidt nede af Blågårdsgade ligger Harbo Bar. Her går jeg ind og køber en kaffe, der er både god og til at betale, og det kan jeg som studerende godt lide. Coffee Collective er leverandør på kaffen, og det glæder mit mokkaelskende hjerte.

Nogle gange kan det være svært at finde en plads i caféen, især når det bliver koldere udenfor. I dag er septembersolen heldigvis med mig, og jeg smutter derfor videre til Blågård Plads lidt længere henne ad gaden, hvor jeg ved, der er gode solspots. Her finder jeg en plads og nyder min kaffe.

På hjørnet af Blågårdsgade og Blågårds Plads ligger Café Blågårds Apotek. Her er det muligt at købe forskellige specialøl, nyde jazzmusik om mandagen og som prikken over i’et er caféen nonprofit. Lokalerne er brune, men friske, og du får følelsen af at blive en anelse helbredt i den gamle apotekerforretning. Bestemt et besøg værd! I dag tager jeg cyklen og smutter videre, men tippet er hermed givet videre.

 

Hvad: Harbo Bar.

Hvor: Blågårdsgade 2D, 2200 Nørrebro.

Hvornår: Mandag – torsdag kl. 8.30-00, lørdag kl. 8.30-02, lørdag kl. 9.30-02, søndag kl. 9.30-23.

Portemonnæ: Almindelig kaffe 20 kr. stor fadøl 45 kr. lille fadøl 28 kr.

 

Jeg kommer nu ud på Korsgade, hvor jeg drejer til højre og derefter til venstre ned ad Gartnergade. Her ligger en lille perle, nemlig nærgenbrugsstationen. Her kommer jeg ikke så meget for at sætte ting til genbrug, men mere for at kigge på byttehylden! Her finder jeg ofte små skatte, som andre ikke længere har brug for. Det er det perfekte sted at tage hen, hvis SU’en ikke ligefrem tynger i lommen, og du, ligesom jeg, stadig gerne vil forny din lejlighed en gang i mellem. I dag er det hverken møbler eller skatte til hjemmet, men en bog jeg tager med mig videre. Helt perfekt, når jeg netop er ude for at se byen på cykel.

 

Hvad: Nærgenbrugsstation.

Hvor: Gartnergade 8-14, 2200 Nørrebro.

Hvornår: tirsdag og torsdag kl. 12.00-18.00, lørdag kl. 10.00-16.00.

Portemonnæ: Ganske gratis!

 

Herefter cykler jeg ud på Rantzausgade, hvorefter jeg drejer til højre med det samme igen for at cykle ned ad Griffenfeldsgade. Her stopper jeg ved Ølsnedkeren og køber en Kemikaze IPA med. Det er stærke, men gode sager! Jeg fortsætter herefter op til Bangertsgade, hvor jeg drejer til højre og cykler lige op til rutens første grønne oase, nemlig Assistens Kirkegården. Her har jeg brugt uendelig mange timer! Her er der blevet solet, løbet, læst, drukket kaffe og kigget på gravsten. Selvom det lyder lidt bizart, så er det her du finder nogle af de helt store danskere, og der er noget spændende over at se navne som H.C Andersen, Niels Bohr og Dan Turèll på stenene. Her finder jeg en plads blandt planter og gravsteder og slår mig ned for at drikke min øl og bladre lidt i min nye, gamle bog.

 

//Foto: Nynne Thykier. Assistens Kirkegården med alle gemmestederne blandt gravsten og træer. 

 

Efter min pause i det grønne tager jeg min cykel med mig og går ud af Assistensen gennem udgangen ved Jagtvej. Her krydser jeg vejen og går ned af Jægersborggade. Det er i virkeligheden muligt at skrive en hel guide alene til Jægersborggade, og bare mængden af små butikker og spisesteder er værd at bruge en hel dag på. Der er dog nogle steder, jeg er ekstra glad for. Mit første stop på gaden er Karamelleriet, en lille specialbutik fyldt med karameller – og de bedste af slagsen. Jeg blander en lille pose og tøffer videre op ad gaden.

 

Hvad: Karamelleriet.

Hvor: Jægersborggade 36, 2200 Nørrebro.

Hvornår: tirsdag – fredag kl. 10-17.30, lørdag kl. 11-15.

Portemonnæ: pr. 100 gr. bland selv karameller 37 kr. færdigblandede poser 150 gr. 50 kr.

 

Jeg går nu videre op ad gaden med mine karameller. Jeg føler mig altid hensat til Berlin og området omkring Prenzlauer Berg, hvilket kun er et stort plus i min bog. Her er fyldt med kunst og alternative butikker, og det er med god grund, at Jægersborggade bliver ros og omtalt alle vegne. Længere oppe ad gaden ligger en anden favorit. CMYK Sketchshop sælger de fineste illustrationer, som ikke er super dyre. Jeg kigger på tingene i vinduet, men køber ikke noget i dag, da jeg ikke føler en illustration går helt spænd med at cykle Nørrebro tyndt.

 

//Foto: Malene Enø. Karen strikker på Jægersborggade og nyder solen.  

 

Efter min tur i Berlinergaden hopper jeg på jernhesten og kører til højre ud på Stefansgade. Her cykler jeg forbi mit favoritpizzeria, Stefanos pizza. Jeg boede selv på Jægersborggade i tre år, og jeg var nok en lidt for flittig kunde ved Stefanos i den tid. Nu hvor jeg ligefrem cykler forbi, og jeg kan mærke, at min mave rumler, stopper jeg og tager en pizza med. Nr. 3 med kylling, friske tomater og rucola. Herfra kører jeg videre ad Stefansgade og ud på Nørrebrogade, hvor jeg fortsætter mod  den Røde Plads. Her slår jeg mig ned på en bænk og spiser min frokost og observerer livet.

 

Hvad: Stefanos Pizza.

Hvor: Stefansgade 33, 2200 Nørrebro.

Hvornår: Alle dage kl. 11-22.

Portemonnæ: Omkring 65 kr. for en pizza.

 

Jeg er vild med den her del af Nørrebro. Det er her det farverige for alvor kommer til udtryk, og jeg elsker, at mit bybillede bliver beriget af shawarmabarer, grønthandlere, urmagere og butikker, der sælger alt fra gallakjoler til de forskellige muslimske beklædningstyper. Alt fra hijab til burka. På den Røde Plads dyrker folk forskellige typer sport, eller mødes for at drikke kaffe og slappe af. Jeg er vild med den Røde Plads, og jeg kunne uden problemer slutte min tur her. Der er dog stadig flere områder, jeg gerne vil besøge i dag, så jeg stiger på cyklen og kører ud til Mimersgade, hvor jeg drejer ned ad Hamletsgade. Hernede ligger nemlig en stor bazar med alle mulige eksotiske madvarer, og det er en oplagt mulighed for at købe lidt snacks og tage dem med videre.

 

Jeg køber mangojuice og en peanutbar med karamel og bevæger mig derfra ned igennem mytologikvarteret, som ud over Mimersgade blandt andet tæller Ægirsgade, Thorsgade og Baldersgade. Før stenbroen for alvor tog den form, vi kender i dag, var dette område et industrikvarter. Som jeg har sagt før, så er der ikke noget, der vækker undertegnedes begejstring som byens historie og områder med sjæl. For mange er det her måske ikke det mest interessante område på Nørrebro, og det er klart også mere uberørt end eksempelvis Jægersborggade og Elmegade. Det er dog netop derfor, det her sted giver mig lidt kuldegysninger, og jeg føler mig godt tilpas. Her er lidt mere hemmeligt.

Jeg ender ude på Balders Plads, hvor jeg ved, jeg kan få en god kaffe og finde en solplet. Hos Røde Rose Kaffebar bestiller jeg en americano med mælk og sætter mig udenfor og nyder den.

 

Hvad: Røde Rose Kaffebar.

Hvor: Baldersgade 65, 2200 Nørrebro.

Hvornår: Mandag – fredag kl. 8.30-18, lørdag – søndag kl. 10-18. 

Portemonnæ:  Almindelig kaffe 30 kr. Hjemmelavet lemonade 38 kr. Sandwich 85 kr.

 

//Foto: Malene Enø. Balders Plads hvor du lige kan skimte Røde Rose Kaffebar i baggrunden. 

 

Efter min kaffe sniger jeg mig videre igennem mytologikvarteret. Hen ad Ægirsgade, ned ad Mimersgade. På min vej krydser jeg Thorsgade, og kommer derefter ud på Jagtvej, og på hjørnet af Jagtvej og Arresøgade ligger Brødkunsten. Her skal jeg selvfølgelig ind og købe hjemmelavede kyskager med hindbær, inden jeg fortsætter ned ad Guldbergsgade. Nogle kunne nok argumentere for, at denne guide skulle hedde ”skal vi spise byen sammen?” i stedet for ”skal vi opleve byen sammen?”, men der findes bare så mange gode snack-, kaffe- og spisesteder her! Derfor bliver de en del af cykelturen. Som man siger: uden mad og drikke duer helten ikke.

 

Jeg tager nu turen ned ad Guldbergsgade, hvor jeg straks mærker, at jeg er tilbage i det lidt mere mondæne Nørrebro. Her er også lækkert, og her ligger en lille grøn perle, som er værd at besøge, nemlig de gamles by. Her det muligt at klappe kaniner, marsvin og geder, hvilket er en dejlig pendant til byens larm og trængsel. Når man er fra provinsen som jeg, er det super nostalgisk at ae et marsvin og klappe en ged. Min indre 6-årige jubler hver gang. Her bruger jeg en times tid på at klappe dyr og spise kyskager. Indgangen til dette ligger ved hjørnet af Møllegade.

 

Hvad: De gamles by.

Hvor: Indgang fra Møllegade 25, 2200 Nørrebro.

Hvornår: mandag – fredag kl. 9.30-16, weekend og helligdage kl. 10-13.

Portemonnæ: Ganske gratis!

 

//Foto: Nynne Thykier. De Gamles By. Gederne er elsket af både store og små. 

 

Jeg tager nu turen ud til Sankt Hans Torv, hvor jeg drejer ned ad Fælledvej for at stoppe ved Politimuseet. Her findes en lille skat, som fortæller en spændende og anderledes historie. Du kan lære om politiets historie, høre om de værste og hårdeste kriminelle i Danmark gennem tiden og gå på opdagelse i en verden af gru og ubehag. Historierne, jeg hører herinde, er på en og samme tid fascinerende og frastødende, hvilket på en underlig vis fungerer glimrende for mig. Jeg kan virkelig anbefale en rundvisning derinde.

 

Hvad: Politimuseet

Hvor: Fælledvej 20, 2200 Nørrebro.

Hvornår: tirsdag kl. 11-16, torsdag kl. 11-16, lørdag kl. 11-16.

Portemonnæ: Voksne 40 kr., børn gratis.

 

//Foto: Nynne Thykier. Politimuseets lampe som pynter så fint. 

 

Mit sidste stop på ruten ligger på Ravnsborggade. Jeg kører derfor ud, hvor jeg startede, nemlig Nørrebrogade. Her drejer jeg til venstre og så straks til venstre igen for at komme ind på Ravnsborggade. Her ligger hele tre favoritter! Først og fremmest kommer jeg her for at besøge Nørrebro Teater. Her kan du opleve alt fra forestillinger og monologer til Late Night Lørdag, som altid har sjove og interessante mennesker på programmet. Ud over denne yndling er det også her kaffebaren Bevar’s ligger. Her er kaffen god, baristaen sød og det er et godt sted både at studere og arbejde.

Jeg fortsætter i dag ned til Kind of Blue, hvor jeg mødes med min kæreste. Her er intimt og hyggeligt, og stedet har i flere år været vores foretrukne gemmested, efter vi har været på Nørrebro Teater. Her søger vi ly, bestiller en Gin og Tonic og nyder den uformelle stemning.

 

Hvad: Kind of Blue.

Hvor: Ravnsborggade 17, 2200 Nørrebro.

Hvornår: Mandag – onsdag kl. 16-24, torsdag – lørdag kl. 16-02.

Portemonnæ: stor fadøl 55 kr. Virkelig god gin og tonic 90 kr.

 

//Foto: Nynne Thykier. Kind Of Blue by night. Et af Nørrebros bedste gemmesteder.  

 

Nørrebro har alt, hvad mit hjerte begærer, og selvom jeg har nået mange områder på denne cykeltur, så er der stadig uanede muligheder for at opleve noget på stenbroen. Grib cyklen og tag turen rundt – eller tjek vores Nørrebro-katalog her! Jeg er sikker på, du bliver glædelig overrasket!

Bylivsredaktør med hang til Cava og tatoveringer. Har en skjult IT-dronning i maven og elsker når folk tænker anderledes end mig selv. Studerer journalistik og laver gerne overtræk for en ekstra rejse. Er dårlig til vinter men god til skaldyr.