Med rod i Vesterbros bankende hjerte

//Foto: Anne-Sofie Ellekilde

 

Sami er 49 år og har levet et liv, som mange knapt kan forestille sig. Et liv præget af vold, kriminalitet og misbrug. I dag fortæller hun alle, som er interesserede, om et liv levet på kanten af samfundet, hvor viljen til at overleve og tage ansvar for egne handlinger i sidste ende blev vejen ud af misbruget.

 

Det er en kold augustformiddag, og den grå himmel truer med snarlig regn. Jeg står foran pølsevognen bag ved Hovedbanegården sammen med godt 20 andre mennesker, langt størstedelen kvinder, og spejder ned ad Istedgade. Gruppen summer forventningsfuldt, og folk tripper utålmodigt. Den næste godt halvanden time skal vi nemlig til at noget, som mange ellers har været forskånet –Københavns beskidte bagside.
Jeg har, ligesom de øvrige i selskabet, bestilt en byvandring gennem projektet Gadens Stemmer. Tidligere hjemløse, narkomaner og alkoholikere guider her nysgerrige rundt i deres København, hvor tryghed, en varm seng og mad er et privilegium, som ikke er alle forundt.

Præcis kl. 13 kommer en kvinde gående med målrettede skridt mod gruppen. Kvinden er ikke én, man lige misser. Hun er robust og kortklippet med brede kæber. Hendes ansigt udstråler en hårdhed, som dog brydes lidt af de runde kinder, når hun smiler. Hendes maskuline udtryk blandes med store ørenringe og hænder, der er fyldt med turkise smykker. Øjnene er vagtsomme og viljestærke.
”Jeg hedder Sami. Egentlig blev jeg født Sunny, men måtte skifte navn til Samia, da jeg som 28-årig gik under jorden efter en narkoskandale – det var i alle aviserne – men Sami passer bare bedre til mig. Jeg er for øvrigt, hvis der er nogen, som ikke har regnet den ud, homoseksuel…. Og så har jeg ikke drukket i tolv måneder”, præsenterer kvinden sig med en rå og røgfyldt stemme, der afslører mange års druk. Til den sidste kommentar smiler hun lidt lumsk og kigger rundt på gruppen, hvis øjne automatisk har bevæget sig ned til hendes hånd, der knuger omkring en øldåse.
”Det er altså en Nordic – sådan en alkoholfri én – så ingen moralske skrupler”, påpeger hun med et glimt i øjet, og holder dåsen op, så alle kan se det.
Det bliver hurtigt tydeligt, at det er den slags sorte humor, som kommer til at præge Samis tur. Ikke lang tid efter vi begynder at bevæge os mod Halmtorvet, råber hun:
”Hvis der er nogen, som synes, det går for hurtigt det her, så er det bare, fordi jeg har taget speed som ung”. Kommentaren følges af en spæd latter fra gruppen, som endnu ikke helt har fundet ud af, hvordan den skal forholde sig til én som Sami. Sami selv smiler skævt. Hun ved godt, at det tager lidt tid at få folk løsnet op.

 

Barndommens Gade

Da Sami begynder at berette sin livshistorie starter den, som så mange gode fortællinger, i Barndommens Gade. Sami blev født i Hedebygade nr. 6 på 3. sal – Tove Ditlevsen blev født på 4. Sami har to småsøstre og én storebror. Samis far boede ikke hjemme sammen med resten af familien. ’Manden’, som Sami kaldte sin far, var gangster. Han drev sin ’forretning’ nede fra bodegaen Det Runde Hjørne. Dengang var der cigaretmangel, og de blev hentet hjem fra Spanien. Senere blev der også hentet stoffer og piller i alle afskygninger. Indtil Sami var 12 år gammel, troede hun, at ’manden’ havde diabetes, og at de besøgte ham på et hospital. I virkeligheden var han narkoman og sad i spjældet.
Moren var maniodepressiv, og Sami blev tævet første gang, da hun var fem år gammel. Hun begyndte at drikke mors efterladte spiritussjatter og ryge skodderne, da hun var ni – for så gjorde det ikke så ondt, når mor slog.
”Jeg har altid været rigtig tørstig, og den flaske, jeg fik som lille, gav afhængighed som stor”, konstaterer hun med et snert af mørk sarkasme.

Da Sami var 12 år opdagede skolen, at hun havde slået en flig af albuen og havde et flækket øjenbryn. Da den sædvanlige undskyldning om at hun var faldet, ikke længere blev taget for gode varer, blev hun fjernet fra sin mor.
”Jeg stod bare der og var rigtig bange. Jeg troede jo, at min mor ville fare ud og tæve mig, da de kom for at få hende til at skrive under på et frivilligt forlig. Men hun tog det meget pænt alligevel. Sagde, at nu var hendes store pige ved at flytte hjemmefra. Og jeg havde dårlig samvittighed, for jeg følte jo, at jeg havde sladret”.
På det tidspunkt havde Sami allerede startet sin kriminelle karriere, som fortsatte, efter hun kom på ungdomspension. Efter nogle år, hvor hun var i berøring med mange forskellige dele af socialsystemet, fyldte hun 18 år og stod pludseligt på egne ben. Som 21-årig boede Sami på gaden.
Sami forstår derfor livet på gaden, menneskerne, der stadig bor her og skæbnerne, der ligger bag. ”I skal huske på, at de hjemløse ikke bare er bumser, der sidder og hænger. Det er mennesker med rigtig mange problemer. Og det kan også være folk, som kom fra et godt liv, men pludselig har mistet det hele”.
Hun tager os med til nogle af de steder på Vesterbro, hvor hjemløse og narkomaner stadig kan finde et sted at sove og få hjælp. Hendes kritiske blik på de hjemløses vilkår skinner kraftigt igennem.
”Det skal være så godt, men skidt er det. De hjemløse må ikke sove her på gaden, fordi kineserne skal trykke på deres kamera”.
Selvom hun positivt fortæller om de mange tiltag, der er kommet de senere år, såsom Fixelancen og de mange fixerum, så er der stadig en stor bitterhed over systemets måde at behandle samfundets laveste på: ”De husker ikke mennesker – kun CPR”.

Det var Samis søsters kæreste, der til sidst tilbød hende en vej ud af livet på gaden, da han spurgte: ”Vil du tjene 100.000 kr.?” Det ville Sami gerne. I nogle år derefter solgte hun stoffer på gaden. ”Jeg var dronningen af Istedgade, og folk løb efter mig for at få fingre i noget (stoffer red.)”.
Men at være junkie er ifølge Sami fuldstændigt ligesom at spille russisk roulette. ”En junkie gambler med sit liv hele tiden. Og de bliver ved, fordi afhængigheden tager til. De har jo vundet én gang, så måske gør de det igen”.
Sami har selv prøvet det meste – hun havde til sidst snuden langt nede i sit eget stash, og det resulterede i et par ture i spjældet og et overfald, der nærved tog livet af hende.

 

Vesterbros Hjerte

Sami fører os hen til Finn Christensens skulptur Vesterbros hjerte fra 1989 på Victoriagade. Hjertet forstås af mange som et symbol på det gamle Vesterbro, hvor der var mere plads til kaos. Sami er på så mange måder en eksistens formet af dette kaos. På turen er det mondæne Vesterbro med store fortove med plads til barnevognene, de pudsede vægge, grønne områder og overskuds-kreative-spelt-agtige familier blevet visket bort til fordel for en mere kold kulisse. Det er næsten, som om bagtæppet er blevet revet ned og afslører den egentlige scene – rå, rodet og uskøn. Præcis som Sami har oplevet den.
”Før stod der ludere her på ræd og række! Nu spiller de kongespil. Det er noget helt andet, end det var for 25 år siden”, siger Sami.
Konstateringen er sagt med en smule bitterhed i stemmen. For det var sådan, Samis Vesterbro var. Det er her, hun voksede op på godt og ondt, og det var her, hun følte sig hjemme. I dag føler Sami sig aldrig helt velkommen i de gader, som hun ’ejede’ som ung.
”Det er godt nok noget andet, end man selv har været igennem”. ”Ja, man ved jo godt, det eksisterer, men det er barskt at få det smækket i hovedet på denne her måde”, hører jeg et ældre venindepar konstatere. Og jeg må give dem ret. Sami fortæller om et liv formet af frygt, af flugt og af afmagt. Men også en utrolig vilje til at klare sig selv. En vilje, som har ført hende på vej – og afvej – på godt og på ondt.

Sami stoppede med stofferne for 11 år siden, men først for 12 måneder siden stoppede hun med at drikke. ”Du har kun tre til seks måneder tilbage, hvis du fortsætter med at drikke”, sagde lægen. Samis hud var allerede begyndt at falde af, når man rørte hende, så der var jo nok noget om snakken. Men Sami var fast besluttet på at modbevise lægens dom, så derfor startede hun på antabus. Efter blot én måned kunne hun klare det uden antabus, og kort efter startede hun som guide på Gadens Stemmer.
”Dengang jeg drak, var det altid de andres skyld. Dengang jeg tog stoffer, var det altid de andres skyld. Dengang jeg stjal, var det altid de andres skyld. I dag tager jeg ansvar”, fortæller Sami. Viljen til at tage ansvar for sig selv og sit eget liv var nødvendig, for at Sami kunne finde vej ud af misbrug og kriminalitet. Og det er ifølge hende selv også den vigtigste lektie, hun kan give videre til andre.

Sami tænker i dag meget over fremtiden. Hun kan ikke se frem til en pension og en dejlig alderdom efter et langt arbejdsliv. ”Jeg kommer til at leve af havregrød; jeg har ikke noget rart at se frem til”.
I stedet er det muligheden for at fortælle sin historie igennem projektet Gadens Stemmer, som holder hende ved ilden – og væk fra flasken.
”At komme ud og snakke og fortælle min livshistorie – og så at få en lille skilling. Jeg har fx ikke fået nyt tøj i over et år, så da jeg fik det her arbejde, tjente jeg min første løn og gik ud og købte nye bukser og nye sko. Jeg er også begyndt at betale alle mine regninger nu, så til næste år er jeg helt ude af Ribers. Slut prut finale, ikke mere ballade. Og så vil jeg sige, at jeg er et heldigt menneske, at jeg er nået så langt”.

 

//Foto: Anne-Sofie Ellekilde

 

  • Gadens Stemmer er en socialøkonomisk virksomhed, som har eksisteret siden 2013.
  • De arbejder for at skabe meningsfuld beskæftigelse for mennesker, som det normale arbejdsmarked ikke kan rumme.
  • Siden projektets start er der gået over 1000 byvandringer, og i omegnen af 20.000 mennesker har fået fornøjelsen af at se København gennem guidernes øjne. Gadens Stemmer har i dag syv guider
  • Guiderne får 500 kr. i timen. Udover byvandringerne deltager de også i forskellige aktiviteter, såsom efteruddannelse, interviews til skoleprojekter, personalemøder etc.
  • Projektet er endnu ikke overskudsgivende, men når det sker, skal pengene gå til at støtte sociale projekter udvalgt i samarbejde med guiderne.
  • I samarbejde med Saxo har Gadens Stemmer i år udgivet en bog af samme navn. Overskuddet fra bogsalget går direkte til Gadens Stemmer. Køb bogen her!
  • Læs mere om Gadens Stemmer på www.gadensstemmer.dk og book dine billetter her! 

At få lov at lytte til og fortælle andre menneskers historie er et stort privilegium. Det gøres allerbedst med en øl i hånden. Revolutionen kommer nedefra, jeg lader andre om de store linjer.