Riget under Rigshospitalet

//Foto: Anna T. Huynh

Her er der rush hour to gange om dagen, når 8.000 mennesker møder ind om morgenen og går hjem om eftermiddagen. Her er tog med afgang hver halve time, der hjælper til med at forcere de mellem 10 og 11 kilometer lange tunneller, der forbinder Rigshospitalets mange afdelinger. Her møder liv og død hinanden i elevatoren. Her arbejder Lasse.

 

Elevatordørene lukker efter dybe indåndinger, der mest af alt kan sammenlignes med den lyd et menneske laver, lige inden det dykker ned under vandet. På denne novembermorgen skal vi dog hverken vinterbade eller plaske rundt i svømmehallen. Vi er derimod på besøg på Rigshospitalet, eller nærmere bestemt under Rigshospitalet. Det er med en vis nervøsitet, at vi bevæger os herned for at se, om det er Lars von Triers’ Riget, vi bevæger os imod.

 

//Foto: Anna T. Huynh

 

Det første der møder os, er total forvirring. Det føles som om, at der er mere liv hernede, end der er ovenpå. Her i tunnellernes lange gange kører lange karavaner fra a til b med vasketøj, blodprøver, hospitalssenge og mad. ”Der er suppe i dag” råber chaufføren til sine kollegaer fra et køretøj i god fart, imens han krydser et trafikalt knudepunkt. Det klirrer højt og insisterende fra de omkring 10 madvogne, som han har påhægtet. I det hele taget er stedet mærket af fuld fart og et lydniveau, der normalt ville findes uacceptabelt. Alligevel er det som om, at lidt larm ikke kan undgås her i hovednerven, eller hjertet om man vil, på et af landets største hospitaler.

Det er virkelig et lille rige, der finder sted her mellem Blegdamsvej og Tagensvej.

 

//Foto: Anna T. Huynh

 

Job uden dagslys

Lasse Andersen er blå portør på Rigshospitalet. Han fylder 30 år i weekenden, og siden han var 18 år, har han været en del af dette kontrollerede virvar af hvide og blå kitler, løbehjul, trucks, senge og en enkelt vildfaren patient eller to. Han har helgarderet sig mod eventuel fejring ved at bede om en hel weekendvagt, da han ikke er så meget for det der med fødselsdage, forklarer han. Dagslys har ikke været en daglig kollega. Hernede kan det nemlig være svært at følge med i, hvordan verden oppe fra tunnellerne arter sig.

 

Lasse er en mand, der er glad for sit job. Han taler om det med stolthed og måske også en vis æresfrygt. Jeg kan godt forstå ham. Tænk engang at være en del af dette hospital, der årligt behandler omkring 1.000.000 patienter!

 

//Foto: Anna T. Huynh

 

Lasse er en lille, men vigtig del af det store billede. Der er 75 blå portører fordelt på fem afdelinger. De blå portører er dem, der transporterer møbler, senge og affald fra a til b rundt i gangene hernede. Andre gange kører han personaletoget, og nogle gange hjælper han til på kopicentralen, hvor der hvert år bliver omsat for 2.000.000 kroner i Phd-afhandlinger, plakater, materiale til patienter og meget mere.

 

Blå vs. hvide

Blå portører adskiller sig fra de hvide fordi, at de ikke har direkte patientkontakt. Det er altså ikke dem, der sørger for, at patienterne bliver flyttet omkring. ”Der er jo nok nogen, der har en eller anden følelse af hierarki mellem de hvide og de blå. De hvide føler sig måske lidt vigtigere, fordi de er patientnære, men den form for anskuelser eksisterer ikke i min verden” siger Lasse. ”Vi har hver vores funktion, og man kan ikke tage den ene ud uden, at korthuset, som i det her tilfælde er Rigshospitalet, falder sammen” fortsætter han. Det er tydeligt, at Lasse er stolt af sit arbejde, og han er et velkendt ansigt hernede i tunnellerne, som han skyder på, tog ham cirka 1,5 år at lære at finde rundt i.

//Foto: Anna T. Huynh

Det er Lasse, der viser os rundt, og da vi begynder at bevæge os fra området under Sydfløjen mod Strålegangen, begynder der at lugte meget brændt. Med bekymret mine siger jeg: ”Lugter her ikke lidt brændt?” Han svarer med ro i stemmen; ”Jo, men det er sikkert bare nogle kollegaer, der er ved at svejse et og andet inde på et af værkstederne”. Jeg bliver helt målløs. På et af værkstederne, tænker jeg. Hvor mange er der? Det går op for mig, at tunnellerne ikke kun forbinder hospitalet. Der er virkelig et helt rige hernede.

 

//Foto: Anna T. Huynh

 

Langs med væggene er døre, som hver fører ind til noget forskelligt. Her er alt, hvad hjertet begærer. På en af dørene står der ”orkester” på et lille skilt. Straks forestiller jeg mig et mindre symfoniorkester siddende lige inde på den anden side af døren. Lasse fortæller, at der er et 40 mand stort kor for ansatte, som han dog ikke er medlem af. Og en sportsforening, som for nyligt har måttet nedlægge fodboldholdet, da der ikke var nok spillere. Her er han til gengæld medlem. ”Frysestald”, ”Helkropstæller”, ”bandagist” står der på en lille håndfuld af de hundredevis af døre, vi bevæger os forbi her i den tunnel, der hedder Bredgade. Det er bare en lille bitte brøkdel af de flere hundreder døre, der er hernede.

 

Spøgelsesambulancen og personaletoget

Lasse tager os forbi traumecenteret. Der, hvor ambulancen kører ind. Dette sted er bekendt, og min krop reagerer her. Her er noget, som jeg skal være opmærksom på, for jeg kender stedet. Jeg har set det i Riget i scenen med Otto Brandenburg, hvor bårevogn 12 (spøgelsesambulancen) kører til Rigshospitalet ad Lykkevej over Nørre Allé med lygter og horn! En virkelig uhyggelig scene! Lasse fortæller, at der heller ikke er blevet ændret andet, end at der er blevet sat et værn op mod den nysgerrige presse, sådan at patienterne, der kommer ind akut med ambulancen, lander i de rette hænder og ikke på forsiden af Ekstra Bladet.

//Foto: Anna T. Huynh

Vi går over til Søren. Det er ham, der til daglig kører personaletoget rundt. Tog og tog er måske så meget sagt. I virkeligheden er det mere en blanding mellem en golfvogn og en minibus, men det er smart og komfortabelt, og Søren vil gerne tage os med på en tur over til biocenteret, der ligger ovre ved Jagtvej.

 

Turen tager cirka fem minutter. Undervejs stiger to ældre kvinder på toget. De har begge fået smag for Sørens tog, som de synes gør deres arbejdsdag lidt lettere at komme igennem. Lasse er mere ydmyg. ”Jeg tager faktisk ikke toget så tit. Jeg har jo stadig unge ben, og hvis jeg vil hvile dem, så kan jeg altid tage en truck”.

 

//Foto: Anna T. Huynh

 

Vi kører den lange vej i god fart, mens musikken spiller ud i toget og gør turen lidt hyggelig. Nogle steder kan man se, at der af og til kommer patienter. Der er jo også forskellige afdelinger til patienter hernede. Et sted står en stol og et lille bord uden for en dør. Ved siden af står en lidt trist stuepalme, og over bordet hænger et tropisk 90’er-billede. Tilsammen udgør det et desperat forsøg på at aflede tankerne fra stedet, vi befinder os. Der er ikke mange steder som her, og derfor er det også svært at glemme, at vi er på et hospital.

 

//Foto: Anna T. Huynh

 

”I elevatoren møder jeg jo af og til folk, der lige har fået at vide, at de skal dø af kræft. Jeg møder lykkelige forældre, der lige har fået verdens dejligste tvillinger, og jeg kan godt mærke hvordan det her er en arbejdsplads, hvor følelsesregistret også kommer i spil, men det er mit arbejde at behandle de her situationer med respekt. Det er jo ikke altid, at weekendens fodboldresultat er passende elevatorsnak, vel?” fortæller Lasse; ”det er altid lettest at håndtere lykke” fortsætter han eftertænksomt.

 

//Foto: Anna T. Huynh

 

Vi kører tilbage til det sted under hovedbygningen, hvor vi kom ned med elevatoren. Det er nemlig blevet tid til frokost. Lasse, Søren og alle deres kollegaer skal have suppe.

Jobbet som blå portør var egentlig tænkt som et sted, han kunne være, indtil han fandt ud af, hvad han ville med sit liv. Han lærte hurtigt at sætte pris på arbejdslivet under jorden, hvor vejrskift ikke altid opdages, hvor der er pivkoldt om vinteren og lunt om sommeren, og hvor størstedelen af trafikken på et af landets største hospitaler finder sted.

Cand.mag i Dansk og Bylivsskribent med hang til bodegaer, glimmer, sankning og arkitektur. Er både for og imod gentrificering. I øvrigt spiser jeg kun grønt.