Postkort fra CPH PIX #11: Wajib

Wajib // Foto: CPH PIX

I forbindelse med CPH PIX er fire af vores skribenter taget ud på en rejse i filmfestivalens program. De fokuserer på hver deres gren af filmprogrammet, således at en skribent tager på imaginær “backpacking” gennem Asien. En anden bliver hjemme i trygge rammer og dækker de skandinaviske film, mens en tredje tager på “interrail” i Europa. Den sidste er gået i filmisk barndom og koncentrerer sig om børnefilmene i årets program. Undervejs sender de postkort og fortæller om deres oplevelser.

 

Søndag den 8. oktober var vores skribent, som rapporterer fra Asien, taget til en visning af Annemarie Jacirs Wajib. Her er hendes postkort.

 

Jeg vidste øjeblikkeligt, at jeg måtte se Wajib, da jeg virtuelt bladredede igennem CPH PIX’ program. Film omhandlende den, ofte små- eller helbetændte, men også urørlige, relation mellem forælder og barn har altid haft en helt særlig plads i mit hjerte. Måske skyldes det min egen så tætte relation til min far, og det faktum at det ofte er ham, som jeg ser denne slags film med. Det er i hvert fald et ret kvalificeret bud. Men det skyldes helt sikkert også, at denne type film er så umådelig universel, genkendelig og ofte fuldstændig hjerteskærende, på en sådan måde at man kan opnå større indsigt i de familiære mekanismer, som de fleste af os kender til. Et lille, absolut glimrende, udvalg fra ‘genren’: Nowhere (Sofia Coppola), Che ora è? (Ettore Scola) og Toni Erdmann (Maren Ade).

Shadi er taget fra Rom, hvor han arbejder som arkitekt, til sin hjemby Nazareth for at hjælpe sin aldrende far, skolelæreren Abu Shadi, med at hånduddele bryllupsinvitationer for sin søster. Det gør man nemlig i Nazareth. Op og ned af stejle trapper, ind i bilen, ud af bilen, indhalere den ene kop sorte kaffe efter den anden, brygget over åben ild. Dette medfører en lang række komiske visitter, hvor Abu forsøger at overbevise venner og slægtninge, og sig selv, om, at Shadi læser til læge og snart vender hjem til Nazareth for at finde sig en lokal pige.

Wajib er en utrolig sjov, enkel og ekstremt rørende film, som på én gang formår at behandle generations- og traditionskløften mellem far og søn, den urokkelige, men komplicerede, kærlighed og den helt igennem indviklede politiske og religiøse relation Palæstina og Israel imellem, som Shadi på sin vis er flygtet fra, mens Abu har måtte blive og leve i og med den.

Filmen er desuden nomineret til Politikens Publikumspris, og da rulleteksterne tonede frem på lærredet foran os, kiggede jeg og min far flygtigt på hinanden og farvede, nærmest symbiotisk, fem hjerter røde på stemmesedlen i vores skød. Fem fortjente hjerter – fire for en nærværende fortælling fuld af humor og én for at røre os begge dybt.

Tag ind og se om du er enig med os i aften kl. 16:40 i Dagmar! Det kan så absolut anbefales.

 

Hilsen skribenten der er på tur i Asien – Tara

 

Instruktør: Annemarie Jacir

Land: Palæstina

Visning: 11/10 kl. 16:40 i Dagmar

Mønt: 90 kr. for almindelig billet og 72 kr. for studerende

 

 

Tara Regina Clausen er cand.mag. i Dansk og Film- og Medievidenskab fra KUA med en særlig faible for hårdkogte filmgangstere, helst ved navn Tony, europæiske kunstfilm og dokumentarer der udfordrer virkelighedsforståelsen. Hun elsker grise og sproglige blomster.