På den grønne bænk

 

”Jeg kender efterhånden til mange bænke rundt om i København, men gennem de sidste mange år har denne bænk været mit holdepunkt. Det er her jeg har det rart, for alle mine venner er her også,” fortæller Alex. Rundt om i Københavns gadebillede møder vi ofte mennesker, der bruger dagens mange timer på en bænk. Slud og regn er ingen hindring for at sidde på de velkendte bænke med en øl i hånden og et par kammerater ved sin side. VINK har taget en sludder med Alex om lykke, venner og øl.

 

Gennem den seneste tid har jeg haft den samme løberute. En løberute, som fører mig fra Nørrebro og videre gennem de mange lyskryds ud til Nordvest, hvor Utterslev Mose ligger. På denne tur, uanset hvilket tidspunkt på dagen, har de samme mennesker siddet på den samme grønne bænk. De første mange gange tænker jeg ikke nærmere over det. De må være de lokale ”suttere”. Men som ugerne går, og den ene løbetur bliver til mange løbeture, begynder jeg at undre mig over, hvad de egentlig får deres dag til at gå med.

 

//Foto: Mie Laurenberg

 

En onsdag formiddag tager jeg en tur ned forbi den grønne bænk. Her sidder Alex med sin åbnede øldåse i hånden og en slidt indkøbspose fra Min Købmand ved sin side. Indkøbsposen har et par huller og en hank, der er knækket. Deri ligger forsyningerne til dagens mange timer. Da jeg spørger Alex, om jeg må interviewe ham om hans hverdag, og hvem han er, siger han straks ja. Dog undskylder han på forhånd med, at der ikke er så meget at sige om hans liv, idet det nok er mere ensartet end mange andres.

 

”Normalt er jeg her fra klokken 7.30 og til solen går ned,” siger Alex. Sådan ser en typisk dag ud: Alex står op og går et par hundrede meter væk fra sin hoveddør, hvor han indtager sin yndlingsbænk på Frederiksborgvej. Han er ofte den første, der tager plads på bænken. Der går ikke længe, før en af vennerne slutter sig til ham. På de gode dage kan de hurtigt være samlet op til 15 mand på de to bænke, og så kan Alex sagtens drikke 15-20 øl. Stemningen er altafgørende for, hvor mange genstande der bliver indtaget.

”Hvis jeg sidder her alene, så hælder jeg dem ikke ned. Så tager jeg den med ro,” fortæller Alex.

 

//Foto: Mie Laurenberg

 

Der er mange folk, Alex skal hilse på, idet han efterhånden er et velkendt ansigt ved busstopstedet, hvor bænken er placeret. Han hilser på de mange, som tager bussen om morgenen, og han hilser igen, når de kommer hjemsidst på dagen. Mens øllen hviler i hånden, og Alex hilser på de forbipasserende, så går snakken med vennerne lystigt derudaf. Alle bidrager til de festlige stunder, selvom det kan ende med, at nogle må forlade bænken op af dagen på grund af for mange øl.

Sommetider hænder det, at selskabet fra bænken rykker med hjem i Alex’ toværelseslejlighed. Alex er glad for at lave mad, og den glæde deler han helst i selskab af sine venner.

At være sammen med sine venner er meget vigtigt for Alex. De har både gode snakke, men de kan også være stille sammen og bare observere omverdenen. De er trofaste og loyale overfor hinanden, og de kan skraldgrine sammen. Dog sker det af og til, at han trænger til en dag for sig selv, og så bliver han hjemme i lejligheden. Her er han især begejstret for at lytte til musik, og specielt Pink Floyd har en stor plads i hans hjerte. Pludselig begynder Alex at grine, mens vi sidder og taler om hans musikinteresse. Han siger til mig, at han ikke er meget for at indrømme det, men at Justin Bieber, særligt det nye nummer ”What do you mean”, er blevet afspillet en hel del gange på det seneste.

 

Bænken er ikke bare en bænk. Den er rammen om en hverdag, hvor Alex og vennerne mødes og er hinandens familie. Den er permanent, og det skaber tryghed. Alex fortæller mig, at bænken som sådan ikke har en bestemt betydning for ham, men at den nærmere er et symbol på et sted og en hverdag uden de store bekymringer. Den er et samlingspunkt, hvor alle har samme trang til øl og anerkendelse fra hinanden. De passer på hinanden, som man gør i en familie. Når en af vennerne ikke møder op ved bænken i flere dage, bliver det straks undersøgt, om der er noget i vejen.

 

//Foto: Mie Laurenberg

 

Det ustabile danske vejr er ingen hindring for at opholde sig på bænken. På den anden side af vejen står der nemlig et busstop-skur. I regn og kulde er det et godt og rart alternativ til bænken. Men selvom Alex er glad for sin bænk og sin favoritplads yderst til venstre, så kender han til flere bænke rundt om i København.

Han har tidligere boet mange år på Amager, hvor han ”kendte til hver en bænk”, som han selv siger med et smil på læben. Alex har ikke altid tilbragt så meget tid på bænken som nu. Inden han begyndte at få problemer med hoften og kunne bevæge sig omkring uden krykke, havde han forskellige jobs.

 

”Jeg har været vvs’er, jord- og beton- og kloakarbejder. Operatør har jeg også været. Men jeg gider ikke at gå ind og ud af den samme dør i 30 år. Jeg skal opleve noget nyt,” siger Alex.

 

Alex har sin frihed, som han sætter stor pris på. En frihed, der giver ham mulighed for at hilse på folk og tage en snak med dem, der har lyst. Han har gennem mange år observeret folk fra sin bænk. Både bænken i Nordvest, men også samtlige bænke på Amager. Han har specielt lagt mærke til, at folk ikke længere har tid til en lille sludder.

I samme øjeblik går en person forbi os, som hverken siger hej eller smiler. Manden, som hedder Søren, giver blot et hurtigt vink rettet mod Alex, samtidigt med at Alex får sagt ”Hej Søren”. Jeg undrer mig over, hvorfor personen ikke hilser på en pænere måde, og Alex fortæller, at det netop er sådan en situation, der kan ærgre ham. Altså, at alle har så travlt.

 

Jeg kan blot være sød overfor dem, og så skal de nok også være søde overfor mig. De er jo venlige alle sammen, de er bare stressede,” fortæller Alex.

 

 

//Foto: Mie Laurenberg

 

Alex har hverken familie eller job. Alligevel fortæller han mig flere gange, at han er glad, og at han har det godt. Han nyder sin frihed, sin tid til at være social med vennerne og at kunne være udendørs dagen lang. Da jeg spørger ham, om han direkte ville kunne kalde sig lykkelig, svarer han:

 

”Jeg kan ikke definere ordet. Jeg ved bare, at jeg har det godt til hverdag. Jeg har de ting, jeg skal bruge. Når et ægtepar siger, de er lykkelige, så tænker jeg over, hvad de har gjort, for at de er lykkelige. Altså, jeg er bare glad. Om det så er at være lykkelig, det ved jeg ikke.”

 

Kan en alkoholiker virkelig være lykkelig? Er det et liv fuld af frihed, som samfundet fordomsfuldt stirrer negativt på? Har Alex det egentlig værre eller bedre end os andre? Han er glad for sit liv. Er du glad for dit?

 

Selv om man er alkoholiker, er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan være andet. Alex er en alkoholiker med gode venner, glæde ved livet og overskud til at give dig et råd:

”Hvis du har svært ved at finde glæde ved livet, så er det bare med at komme ud i naturen, ud og møde nye mennesker og se ting. Verden skal opleves, og mennesker skal mødes.” Måske du rent faktisk hilser, næste gang du møder en af ”de der” på bænken rundt om i Københavns gadebillede.

 

//Foto: Mie Laurenberg