Nørrebros Vinterpalads sætter kulør på din januar

Vinterpaladset er kendt som et overdådigt, russisk barokslot, der blev bygget i 1700-tallet som vinterresidens for de russiske zarer. I denne uge har Nørrebro fået sit eget vinterpalads. Det er lidt mindre pompøst, og så er det ikke kun for kejsere eller andre adelige.

 

Alle er velkomne, når Vinterpaladset inviterer inden for i varmen til kulturoplevelser, der spænder lige fra intens radiolytning og digtoplæsning til orientalsk carbarét, folkekøkken og gøgl med din nabo. Festivalen er arrangeret af kulturhuset Blågården og består af 25 gratis arrangementer, der løber frem til den 15. februar.

Folkekøkken: Tirsdag aften blev Vinterpaladset skudt i gang med folkekøkken og musik. //Foto: Martin Fält 

 

Det gode naboskab

Projektleder Anders Tingrupp Tresselt fortæller, at Blågårdens arbejde med Vinterpaladset handler om at skabe fællesskab gennem kulturelle oplevelser:

 

”Det overordnede formål er at være berigende for kulturlivet, skabe et godt naboskab og være med til at præge stemningen i kvarteret. Vi har jo mange forskellige typer naboer, som måske ikke til dagligt har så meget med hinanden at gøre, men vi vil gerne via vores kulturarrangementer både blande og skabe genkendelighed og bidrage til det gode naboskab.”

 

I Vinterpaladsets fredagsbar er der mulighed for at drikke en øl med gamle eller nye venner. Og hvis man har en cirkusartist i maven, kan man mødes med naboen over en gang jonglering eller linedans til cirkusworkshoppen eller arrangementet ”gøgl med din nabo”. Festivalens folkekøkken er også et godt sted at mødes. Ifølge Anders Tingrupp Tresselt er det et samlingspunkt for mange forskellige slags mennesker.

 

”Det er altid værd at anbefale folkekøkkenet, det er skide hyggeligt og meget mangfoldigt, og så er der et band, der kommer og spiller.”

 

Det lokale band, Stodderen, Starutten og Stiletten, tilbød selv at komme og spille lidt hyggemusik til Vinterpaladsets folkekøkken. ”De er et godt eksempel på nogle naboer, der gerne vil være med”, siger Anders Tingrupp Tresselt.

 

Niche vs. bredde

Andre af Vinterpaladsets arrangementer inviterer snarere til fordybelse og ro end til interaktion med naboen. Med cirkusteltet som ramme vil der blive afholdt litterære oplæsninger og radiobiograf, hvor fordybelsen i ord og lyd er i centrum.

 

Radiobiografen er arrangeret i samarbejde med Københavns Radiobiograf, der omdanner biografsale til lyttesale og præsenterer publikum for radio, der danner billeder på nethinden. Ved to arrangementer i Vinterpaladset byder Radiobiografen på lydfortællinger fra Third Ear og Keep Talking samt et særskilt program ved navn ”Best of Københavns Radiobiograf 2014”.

 

Radiobiograf og digtoplæsninger er eksempler på nogle af de mere nicheorienterede arrangementer i Vinterpaladset. Programmet afspejler et forsøg på at ramme bredt og samtidig give plads til de små, skæve arrangementer, forklarer Anders Tingrupp Tresselt. ”Der er både noget for børn, voksne, unge og for nørder og de mere mainstream-orienterede. Vi er jo et kulturhus, der tænker kultur meget tværfagligt.”

 

Musik: Stodderen, Starutten og Stiletten spiller ved gårdsdagens folkekøkken. //Foto: Martin Fält

 

En larmende fakkel i byens rum

Da festivalen kun har et år på bagen, mener arrangørerne, at der er plads til forbedringer i år. ”Vi er rigtig spændte. Der er mange ting der skal spille, og programmet er bedre og mere ambitiøst end sidste år, og på alle fronter er der skruet op.”

 

Nogle af de kritikpunkter, der lød efter festivalen sidste år, var, at det så tomt ud, når cirkusteltet ikke var i brug. Derfor er der i år flere events, og der vil være mere information på det store telt. ”Det er en byrumsinstallation, der kommer til at stå som en larmende fakkel og gøre reklame 24/7, så selvfølgelig skal vi have noget information på teltet”, forklarer Anders Tingrupp Tresselt.

 

Det kan godt være, at Vinterpaladset på Blågårds Plads blot består af et gammelt cirkustelt og ikke et stort majestætisk slot. Alligevel rummer det københavnske Vinterpalads en vis magi. Det er ikke helt til at vide, hvad der møder én, når man træder inden for teltdugen.

 

”Det må gerne fortrylle, for vi synes, at det at præsentere kulturarrangementer gerne må give en oplevelse af, at man træder ind i en anden verden”, siger Anders Tingrupp Tresselt. ”Man bliver på en eller anden måde mere modtagelig, og vi kan godt lide, at man lever sig ind i kulturen. Så man bliver måske i højere grad en del af selve oplevelsen.”

 

Jeg glæder mig i hvert fald til at træde ind i Vinterpaladsets verden og glemme januars grå hverdag for en stund.

 

Hvad: Vinterpaladset

Hvor: Blågårds Plads, Nørrebro

Hvornår: 20. januar til 15. februar

Portemonnæ: Gratis

 

//Forsidefoto: Martin Fält

Skriv en kommentar

kommentarer