Momenter fra morgentrafikken

For mange københavnere består turen til arbejde af en opfriskende cykeltur gennem byen. For andre af os, byder den på en tur med det offentlige til forstæderne. Morgentimerne i bus, tog og metro er et virvar af mennesker og mærkelige situationer. Et transfersted med stille interaktion, morgenrutiner og kaos. Tag med mig på en tur gennem morgenens små momenter i det offentlige.

Morgenmylder i S-toget // Illustration: Luna Magdalena Fisker

Mandag kl. 08:22: Panik i metroen
Amagerbro Metrostation

Jeg ved ikke hvorfor, men metroen er usandsynligt pakket denne mandag morgen. Måske er det fordi alle lige er kommet lidt for sent af sted efter helligdagene. Måske er det fordi, det regner udenfor. I hvert fald kører tre fyldte metroer ind og ud af Amagerbro Metrostation uden at kunne distribuere menneskemængden, der bare vokser og vokser, ud til deres respektive destinationer. Morgenerne på metrostationen er i forvejen præget af rastløshed og agtpågivenhed. Her hersker den samme kampklare stemning, der gerne udvikler sig omkring en buffet. Frygten for at blive sprunget over og snydt holder folk på dupperne. For hvert tog, der kommer og forsvinder igen uden at tage flere passagerer med, bliver stemningen mere og mere intens på stationen. Der bliver holdt godt øje med, at nyankomne ikke forvilder sig foran i køen. Næsten umærkeligt kryber folk tættere og tættere på døren. Lidt efter lidt står de helt oppe ved glasdørene og kigger utålmodigt op på tidstavlen. Parate til at springe ind i den overfyldte vogn, skulle der vise sig en åbning. Da den fjerde metro kører ind på perronen, har folk bag mig fået nok. De presser på så snart dørene åbner sig, og før jeg ved af det, bliver jeg løftet en smule fra gulvet, så jeg må stå på tåspidser. Hængende mellem to mænd bliver jeg presset ind i den fyldte metrovogn. Problemet er bare, at der ikke er plads, og jeg ender midt i dørene, der forsøger at lukke. ”Træd venligst tilbage fra dørene”, siger højtaleren, men det hjælper ikke. Dem bag mig er opsatte på at komme ind og bliver ved med at presse, præcis som når menneskemængderne prøver at komme frem til musikken under Distortion. Det føles underligt malplaceret sådan en tidlig, ædru morgen. Til sidst får jeg et ordentligt skub i ryggen og kommer ind i vognen. Ham lige bag mig kommer med. De andre må vente på næste metro.

 

Tirsdag kl. 08:37: Manden med bogen
S-toget

Han sidder skråt over for mig i togkupéen. Han er høj og slank, på grænsen til ranglet, og klædt i tætsiddende sort tøj og et bordeaux halstørklæde. Højtsiddende kindben, krøllet hår og runde briller giver ham en aura af intellekt. Han sidder med en paperback, titlen er på et sprog, jeg ikke forstår. Russisk måske? Han har ikke åbnet bogen særlig meget op, kun lige akkurat nok til at kunne læse indholdet. Måske for ikke at lave riller i bogryggen? Han vender siden meget langsomt med to fingrer og kører sine fingerspidser forsigtigt og roligt rundt langs sidekanten, mens han studerer dem nøje. Sørger for, at der ikke er nogen ujævnheder, æselører eller rynker. Kører sine hænder frem og tilbage, indtil han er helt sikker på, at sider og kanter er blevet udglattet. Han stryger håndryggen hen ad siden og udglatter en sidste gang, inden han læser videre. Ritualet gentager han, hver gang han vender en side. Han kigger op på de røde prikker, der en efter en forsvinder under stationsnavnene og kaster et blik ud af vinduet. Konstaterer måske, at vi nærmer os stationen? Lukker paperbacken forsigtigt sammen, kører hånden langs kanten. Undersøger den lidenskabeligt med blikket. Han pakker den sirligt ind i en plasticpose og placerer den forsigtigt i toppen af sin rygsæk og stiger ud af toget.

 

Onsdag kl. 08:32: Den fulde mand og nødbremsen
Nørreport Metrostation

Han forsøger at snakke med folk, står helt oppe i ansigtet på flere af dem. Griner overgearet det ene øjeblik og kommer med vrede udbrud det næste. De fleste prøver at ignorere ham, få smiler, men ingen snakker med ham. Han presser sig gennem menneskemængden. Mange fjerner sig hurtigt, for de vil helst ikke i nærkontakt med hans beskidte og ildelugtende tøj. Han er ved at vælte, mens han åbner en halvliters dåseøl, da metrovognen giver et lille ryk. Øllen skvulper ud på en dame ved siden af ham, der ser misfornøjet ud, men hun siger ikke noget. Han får presset sig helt op til dørene, og af en eller anden årsag ser han sig vred på en teenagepige, der står og spiller på sin mobiltelefon. Han skubber hende i ryggen. Heldigvis er der flere, der reagerer og får ham til at træde væk fra pigen, der ikke helt ser ud til at have fanget, hvad der skete. Han mumler vredt, og da metroen holder ind på Nørrebro Metrostation, hiver han i nødbremsen. Dørene når heldigvis at åbne, så folk kan komme ud. Men det ser sort ud for dem, der skulle med videre mod Frederiksberg. Over skulderen ser jeg ham blive lagt ned i spænd af metrovagterne. Han råber og øl flyder på gulvet ved siden af. Jeg skynder mig videre op ad rulletrappen.

 

Torsdag kl. 08:20 – 08:59: Lemminger
Fra 5C til Nørreport S-togsstation

Bussen holder ind og de fem-seks mennesker, der står og venter, kigger hurtigt op fra mobilerne. Inde i bussen står folk samlet i en klynge ved døren. Det er svært at komme ind, men det lægger folk ikke mærke til. De har musik i ørene og øjnene rettet mod telefonen. Jeg kigger også på mobilen, læser nyheder og tjekker, hvad der sker med vennerne på Facebook. Radioen drøner i ørene. Jeg er lige ved at misse mit stop og må springe op ad sædet. Turen ned ad trappen til metroen er en form for stop and go-leg. De fortravlede må sno sig frem og tilbage mellem dem, der forsøger sig med kunsten at gå og kigge i mobiltelefon på samme tid. Dem, der har prøvet det, ved, at det betyder utilregnelige temposkift, når man svinger mellem at være opslugt af skærmen og pludselig husker på, at man også skal bevæge sig fremad. Metrodørene bipper og svinger til side, folk kigger hurtigt op fra mobilen og går ind i vognen. De stopper op i det øjeblik, de har fået måsen med sig inden for døren. Folk må skubbe til dem foran for at komme ind. På vejen op ad rulletrappen til S-togsstationen forsvinder signalet, og radioen går ud. Der er helt stille på stationen sådan en morgen. Det er underligt, for der er så mange mennesker, at det kan være svært at komme af rulletrappen og ud på perronen. Ingen siger noget, men står bare i deres egen verden og kigger ned i mobilen eller ud i luften. Vågner op til dagen. Kun et par høje hæle, der klikker, og togene, der suser ind og ud, bryder stilheden. Jeg må skubbe lidt til dem foran mig, da jeg stiger ind i toget.

 

Fredag kl. 17:00: Et løft på hatten
Nygårdsvej trinbræt

Kl. 17:00 kommer det lille gule lokaltog. Hvis jeg misser det, går der lang tid til det næste kommer. Jeg skal være der lidt før for at trykke på stopknappen, så toget husker at tage mig med. Hver dag kommer han halsende, halvt løbende fra fabrikken ved siden af. Han er hjulbenet, lille, tæt og gråhåret. Som altid har han en plasticpose i hånden. Jeg ved ikke, hvad han hedder, eller hvad han laver. Jeg ved ikke, hvor han bor, eller hvor han kommer fra. Vi har ikke udvekslet mange ord, men hver dag hilser han pænt, smiler og nikker og kommer med en lille kommentar til togets tidlige eller sene ankomst. Så står vi gerne i stilhed ved siden af hinanden det ene stop til endestationen. Jeg smiler og nikker, inden jeg løber mod toget mod København.

 

 

At få lov at lytte til og fortælle andre menneskers historie er et stort privilegium. Det gøres allerbedst med en øl i hånden. Revolutionen kommer nedefra, jeg lader andre om de store linjer.