Kvinde, kend din kæde – og din karma

//Alle fotos: Buddha Bikes

                                                                                                                                                                                                             

Hvad er bedre, end når både du, dine medmennesker og miljøet har det godt? Ikke meget skulle jeg mene. Hos Buddha Bikes mener de det samme. Der er det nyopstartede cykelværksted på Østerbro begyndt at invitere til cykelkurser, så vi alle kan få det bedste ud af vores tohjulede venner.

 

 

Smilende står de og tager imod os ude i aftensolen, inden vi inviteres indenfor i det nyopstartede cykelværksted hos Buddha Bikes. Sidste torsdag afholdte de nemlig deres tredje Kvinde Kend Din Cykel-arrangement, der er et begynderkursus i reparation af cykler for kvinder. Væbnet med en veninde, en tohjulet og en kæmpe lyst til at lære har VINK været med.

 

Buddha Bikes holder til ude ved den eneste – og derfor meget iøjnefaldende – skorsten på Ragnhildgade 1. Indenfor er det første, der møder ens øjne, et kæmpe bjerg af cykler langs værkstedets ene væg. De pladskrævende cykler levner dog alligevel gulv nok til, at vi seks kursusdeltagere kan sidde i en lille halvcirkel. Her introducerer Janni, der er medieansvarlig, kort tanken bag både Buddha Bikes og cykelarrangementet, inden værkstedsansvarlig Martin Sylvest og praktikant Rebekka tager over.

 

Sylvest, der leder kurset, sætter helt uden varsel aftenen i gang med at gå en runde, hvor han pifter alle kursisternes cykler – og så er der ligesom ingen vej tilbage, kan man sige, men heldigvis for det!

 

For den gode energi, vi først blev mødt af, er fulgt med ind på værkstedet. Sylvest og Rebekka guider os hjælpsomme og imødekommende gennem en aften, der byder på dejligt beskidte fingre og smånørdede samtaler cykelentusiaster imellem – og imens går medstifter Simon og tager billeder til deres blog. Tonen er hyggelig, kagerne gode og kurset udbytterigt, og jeg går i hvert fald derfra storsmilende og tilfreds.

 

I store træk lærer vi på de to timer, hvordan man afmonterer et cykelhjul og fjerner slangen, så man kan tjekke den for huller og lappe til. Umiddelbart virker det ligetil, men en stor del af arbejdet er faktisk et spørgsmål om håndelag, og det falder i hvert fald ikke mig helt så let. Heldigvis er Sylvest klar på at dele ud af flere års erfaring, så man ikke skal stå og kæmpe med cykeldækket alt for længe.

 

Det er et spørgsmål om håndelag, når dækket skal af hjulet.

 

Men foruden at blive undervist i cykellapningens grundlæggende principper er der også en masse små læringsbonusser oveni, som måske bør være indlysende nok. Jeg havde eksempelvis aldrig tænkt særligt meget over, hvordan gearet er forbundet til resten af cyklen, eller hvordan det overhovedet fungerer. The more you know!

 

Inden vi runder aftenen af, gennemgår vi også rengøring og vedligeholdelse af kæden, og jeg undgår at få olie på mit tøj. Om det er et spørgsmål om snilde eller held, skal jeg ikke kunne sige. Min veninde derimod er ikke så heldig på olieplet-fronten og spørger Simon og Rebekka til råds.

 

”Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved,” siger Simon. ”Var der ikke den der filosof, der sagde, at det klogeste menneske er ham, der ved, hvad han ikke ved,” spørger jeg, og han er hurtigt på pletten, svarer ”Sokrates” og antyder med sine gestikulationer, at han er Sokrates i egen høje person. ”Sokrates reinkarneret,” siger jeg og påpeger, ”og er det ikke det, Buddha Bikes handler om – reinkarnation.”

 

Karmahjulet kører derudad

Og det er nemlig lige det, det hele handler om. Reinkarnation. I februar flyttede Buddha Bikes ud på den graffitiovermalede Østerbro-adresse, hvor også thai-boksere, Bolsjefabrikken-gængere og punkere, der vist nok bare er punkere, holder til. Siden da har værkstedet ved matriklens enlige skorsten udgjort rammen for det genoplivningsarbejde, de sætter for dagen.

 

Hos Buddha Bikes giver de nemlig kasserede cykler muligheden for at forlænge og forny deres levetid. Men det handler ikke kun, kun, kun om at istandsætte – eller reinkarnere, som de selv siger – de glemte cykler og sælge dem videre. Nej, ambitionerne har slået rødder dybere end det. Udover at grunde i en forkærlighed for vores tohjulede følgesvende tager Buddha Bikes-projektet sit afsæt i et ønske om at undgå unødvendig CO2-udledning ved produktionen af nye cykler – specielt når der er så meget cykel at gøre godt med.

 

Bjerget af cykler, der fyldte hele det ene hjørne til Kvinde Kend Din Cykel-arrangementet, har de fået samme dag. Nok er de skrottede, men de har endnu ikke trillet deres sidste meter. Martin Sylvest fortæller, hvordan de forsøger at få så meget ud af cyklerne som muligt. Hele cyklen tages under lup, og de dele, der er genanvendelige, bliver brugt til at stykke en cykel sammen, der er så god som ny. Er der nogle dele, der ikke kan reinkarneres i en ny cykelkonstellation, bliver de i ægte karmastil sendt til en produktionsskole på Amager, der bruger dem til forskellige kreative projekter.

 

Og som om dét ikke er nok, har de også et uddannelsestilbud til unge, der er i risiko for at havne i kriminalitet, så de får en mulighed for at finde ud af, om cykelmekanikervejen er noget for dem.

 

Sådan kan karmahjulet køre derudad.

 

Hvad: Kvinde Kend Din Cykel – begynderkursus i cykelreparation for cykeldamer.

Hvor: Buddha Bikes’ cykelværksted, Ragnhildgade 1, 2100 København Ø.