Kunstnerisk byvandring: Onkel Dannys Plads

// Illustration: Randi Hagemann

København er gennem tiden blevet betrådt af et væld af ikoniske og talentfulde kunstnere – så ikoniske og talentfulde, at dele af København er opkaldt efter dem. Ved at træde i deres fodspor vil jeg gennem artikelserien “Kunstnerisk byvandring” ikke blot agere din turguide, men også give min version af, hvordan disse hæderspladser påvirker det københavnske byliv. En klar opfordring om selv at tage vandrestøvlerne på skal lyde herfra, men lokker sofaen og kaffen lidt mere, har jeg allerede gjort fodarbejdet for dig. Så læn dig tilbage og lad mig tage dig igennem København og dens hyldest til de store kunstnere. 

Andet stop på turen: Onkel Dannys Plads

Den 19. marts 1946 kom den danske forfatter, digter, musiker og kulturpersonlighed Dan Turèll til verden. Med en opvækst på henholdsvis Frederiksberg og i Vangede havde han et tæt tilhørsforhold til København og omegn. Og netop storbylivets puls og eksistenser er skildret i Turèlls forfatterskab, der for alvor vandt indpas hos den danske befolkning i 1975 med erindringsværket Vangede Billeder. Et værk, hvori læseren får indblik i Turèlls barndom og hvilke farverige personligheder, der gjorde indtryk hos den anerkendte forfatter. Med lige dele kærlig nostalgi og humoristisk samfundskritik blev Vangede Billeder et litterært springbræt for Turèll, der efterfølgende blev en central stemme indenfor både poesi, essaygenren, poetry slam og kriminalromanen inden sin død i 1993. Trods et bredt kunstnerisk repertoire er det nok særligt Turèlls markante og næsten ikoniske figur, der huskes bedst. Med hat på hovedet og sortmalede negle på fingrene, der næsten altid holdt om en osende cigaret, førte han sin sarkastiske, sjove og samfundskritiske personlighed frem. På en og samme tid en intellektuel, reserveret mand og en hjertevarm og folkelig sjæl, der var på fornavn med hele København. Dan Turèll har uden tvivl etableret sig som én af Danmarks mest fremtrædende kunstnere, så lad os ære hans minde med en gåtur til Onkel Dannys Plads. Følg med! 

At være beat

Iført varme klæder og eventyrlyst har jeg startet min Dan Turèll-gåtur i Indre By. Der er nemlig flere københavnske steder, der mindes den sammensatte forfatter; ét af dem er Café Dan Turèll. Som jeg trasker afsted inde i Københavns små stræder, kan jeg næsten se en mørkklædt storrygende skikkelse foran mig. Dan Turèll holdt nemlig umådeligt meget af storbyens pulserende liv og brugte ikke blot megen tid på de københavnske fortove, men berettede også herom. Han er ved flere lejligheder blevet kaldt en storbypoet, netop fordi Københavns neonskilte lyser over hele Turèlls litterære skattekammer. Således skrev Turèll sig ind i en tidstypisk tendens, idet flere af 70’ernes og 80’ernes kunstnere var draget og fascineret af storbyens bankende rytme. Dette blev allerede tydeligt inden Turèlls folkelige gennembrud i 1975, for fire år tidligere skrev han digtet ”At være beat”, der som navnet indikerer henviser til beatgenerationen. 

Beatgenerationen havde sin oprindelse i 1950’ernes New York, hvor en gruppe unge forfattere gjorde op med tidens vante rammer, hvor den økonomiske fremgang i USA medførte en stigende materialisme. Beatgenerationen opponerede mod de materialistiske tendenser gennem deres kunstneriske udtryk, der brød den gængse forståelse for kunst og litteratur. Der kom et skærpet fokus på nuet, hvorfor kunsten og litteraturen skulle bryde rammer og grænser og være ærlig og spontan. En ærlighed og spontanitet, der ofte forbindes med storbyen, og som rummer alle former for skæve eksistenser.

Og byen og dens gadehjørner danner da også ramme for Turèlls digt, der indledes: ”At være beat er at stå på et gadehjørne og være sindssygt høj.” Foruden at pege på beatgenerationens ungdommelige fandenivoldskhed ved at henvise til rusmidler og disses effekter, etableres også en forståelse af byen som scene for denne nye kunstform. Ligeledes danner ordet ’beat’ konnotationer til musik og rytmer, noget der også ofte er med til at beskrive storbyens pulserende liv. Og beat er altså noget man er. Eller ikke er. Ved at bruge beat som et adjektiv efter verbet ’at være’ gøres det ikke blot til en kategori, men til et personlighedstræk. Som om man indgår i et fællesskab med andre, der er beat – et orkester om man vil – og sammen med de andre skaber storbyens musik. En musik, Dan Turèll har sanset, åndet og dirigeret. 

Gå-Turèll 

Da jeg træder ind på Store Regnegade, beliggenheden for Café Dan Turèll, må jeg desværre sande, at den ikoniske café er under ombygning og derfor lukket. Eller desværre og desværre. Det skal nemlig vise sig, at caféen har fået ny ejer – en ejer, der stiler efter ’a trip down memory lane,’ hvor den københavnske 80’er kultur skal hyldes og hermed også Dan Turèll. Væk med de store café-burgere og ind med håndbajere med sidevogn. Mange vil nok mene, at dette ville være lige i Onkel Dannys ånd. Selvom det ville være et mørkere og mere tungsindigt kapitel, så hører et alkoholmisbrug også til historien om Dan Turèll. Han var ofte at finde på byens mange værtshuse, hvor særligt værtshusene i Indre By, Frederiksberg og Vesterbro fik et besøg. Jeg vil derfor fortsætte turen med kursen mod Frederiksberg og Onkel Dannys stamværtshus.        

Det er med raske skridt, at jeg krydser søerne for at ramme Gammel Kongevej, for novembervejret er sprødt og koldt, og kroppen skal derfor bevæges varm. Byens nye cityring ville ellers have gjort det nemt for mig at hoppe fra et sted i byen til et andet på få minutter for at forhindre kolde tæer og røde kinder. Jeg har nu altid haft en svaghed for efterårsblæste kinder, men det er ikke det, der holder mig fra den offentlige transport. Det er Dan Turèll himself. For som Turèlls kære ven Peder Bundgaard har udtalt, så var det vigtigt for Turèll ikke blot at opleve byen med sine sanser, men også med sin krop anført af benene. For Dan Turèll var en gåtur som meditation, og han fik mange af sine ideer når han færdedes ude i byen. Måske netop derfor findes der mange steder i Turèlls minde, da han blev fast inventar i det københavnske bybillede, og hvilken anden måde at ære ham på, end ved en gåtur i hans ånd? 

Vinstue 90

Da jeg et stykke op ad Gammel Kongevej når Vinstue 90, i dagligtale også kaldt 90’eren, får min efterårskolde krop endelig lidt varme. Jeg bliver mødt af venlige gæster, der alle kigger op fra bordene og giver mig et venligt nik med hovedet. Min øregang fyldes med musik og min næse fyldes med cigaretrøg. Jeg bestiller en øl og sætter mig ved et af bordene. Skimmer jeg med øjnene, kan jeg næsten se en mand, der sidder med en bredskygget hat, store, firkantede briller og en sort habitjakke ved bordet overfor. Det var nemlig ofte sådan den kære Turèll tog sig ud, og 90’eren var et stamværtshus. Som jeg beskedent drikker af min kolde Tuborg pilsner, synes cigaretrøgen at blive stærkere og musikken højere. Musikken. Som tidligere nævnt har storbyens musik haft en særlig plads hos den genkendelige forfatter, men det er ikke blot bilernes dytten, vejarbejdernes hamren og de mange stemmer, der var musik for Turèll. Store dele af sit kunstneriske liv brugte han nemlig på at forene lyrik og musik. Ord og jazz. Nok var Dan Turèll ikke sanger, men med sin karakteristiske hurtigt brummende og monotome stemme har han slået rod i den danske musikscene. Det er nok særligt samarbejdet med musikeren Halfdan E og deres ”En Hyldest Til Hverdagen”, der optræder på albummet Pas På Pengene! fra 1993, der huskes. Endnu engang legede han med grænserne for, hvad kunst og litteratur kan og bør. Han er hvad der kan betegnes som den danske poetry slams fader og var altså med til at bryde konventionelle genregrænser. Han var avantgardist, der hurtigt fik en højtstående plads i det finkulturelle hierarki. Han osede af ’coolness’ og den gode smag, og alligevel betragtes han som en folkekær forfatter.     

Mord i mørket 

Alt imens jeg atter trækker i mit vintertøj, takker af og træder ud i november-kulden for at vende snuden mod Vesterbro, tænker jeg på dette skel mellem høj- og lavkultur. Jeg tænker, at kunstnere og kunstneriske værker ofte placeres i den ene eller den anden kategori, og at det kun er få, der evner at udviske dette skel. Netop dette kunne Dan Turèll. Han yndede at berette om det danske liv og den danske hverdag, så læserne og lytterne kunne genkende sig selv. Men han brugte også litteraturen til at kritisere og belyse samfundsmæssige problemstillinger og brugte således sin anerkendte position som et politisk talerør. Men udover det, så formåede han også at underholde. Ikke blot fremstår han som en tilbagelænet entertainer med en verbal slagkraft som ingen andre, men han var en af de første, der for alvor fik kriminalromanen væk fra B-litteraturkategorien. 

Det gjorde han med sin mord-serie med bogen Mord i Mørket fra 1981 i spidsen. Denne bog er et af tidligste minder, jeg selv har om Dan Turèll, da jeg i min friskoletid havde en dansklærer, der var svært begejstret for ham og særligt Mord i Mørket. Hun var ikke den eneste, for i 1986 blev selvsamme roman filmatiseret med en ung Michael Falk i hovedrollen som den navnløse journalist, der påtager sig rollen som detektiv. Både romanen og filmen foregår på Vesterbro, og som jeg træder ud på Istedgade kan jeg ikke blot se mordgåder blive løst af den melankolske journalist, men jeg er også lige i hælene på manden med hatten, de skarpe briller og de sortmalede negle. Turèll har nemlig gennem sin figur, sin stemme og sin litteratur rodfæstet sig i de københavnske gader, og måske særligt på Vesterbro – den bydel, han holdte så uendeligt meget af.  

Vor allesammens Onkel 

Som jeg svinger ned ad Halmtorvet og ind på Onkel Dannys Plads, suger jeg byens summen og liv til mig. Onkel Dannys Plads afholder hyppigt kunstneriske og kulturelle arrangementer og holder derved livet og mindet om den store forfatter og digter ved lige. Jeg studser over pladsens navn og Turèlls pseudonym; Onkel Danny. Mig bekendt deler han ikke efternavn med særlig mange danskere, så hvorfor lige onkel? Men han evnede jo netop at finde en fællesnævner i kunsten og kunne tale til alle samfundslag. Han rumsterede i alle københavneres bevidsthed, idet byen ikke blot fyldte i hans litteratur, men han fyldte også i byen. Han var en sammensat figur, der brød grænser, sprængte rammer og forenede det uforenelige, eller som det er skrevet med graffiti på Café Dan Turèlls herretoilet: ”Der er en digter klar og dunkel / Det er vor allesammens onkel”. På en gang både klart og dunkelt vil vi mindes den satiriske, varme og hurtigt talende digter, der benyttede sin kunst og sit væsen til at udfordre det politiske styre. 

Lige inden jeg forlader pladsen kommer jeg til at tænke på essayet En Københavner i Jylland, som Turèll skrev i 1992. Jeg trækker på smilebåndet og tænker, at jeg jo er en jyde i København. Mon Turèll nogensinde ville have godkendt, at jeg skulle agere turguide i København? Essayet handler jo om det meget stærke tilhørsforhold, man kan have til sin hjemstavn, og hvordan dette bånd er identitetsdannede. Jeg mener nu nok, at jeg kan løfte opgaven – jeg har bestemt heller ikke et ligeså stærkt bånd til Jylland som Turèll har til København, der afslutningsvist i essayet skriver: ”Jeg bliver på min pind.” Og det gjorde han. Med Onkel Dannys Plads hædres og mindes han dagligt på sin pind i sit elskede København, hvorfra han stadig indgår som en del af byens puls og musikalitet.