Fra kirke til folkehus: Ønskeøen findes på Vesterbro

13939988_10154407407934512_175484953_oABSALONSERIEN. Absalon-kirken er på bare et år gået fra at være en kirke til et travlt folkehus gennem en forvandling af den folkekære forretningsmand Lennart Lajboschitz. Hvordan kan det hele ende med at være en succes?

//Illustration: Freja Marie R.K.

Så står jeg her igen. Nummer 14 i køen af københavnere, der gerne vil ind til Absalons fællesspisning. Igen må jeg skuffende vende næsen hjemad. Igen lader jeg mig overraske af den gamle kirkes indpas i det københavnske kulturliv. Flere gange har jeg forsøgt at komme ind til de populære fællesspisninger, der kun blev mere populære, da Politikens madanmelder gav folkekøkkenet fem hjerter. Så Absalon er et forsamlingshus med en god kok, eller hvad? Er det mere end bare et forsamlingshus?

Absalon sætter rammen om et fænomen, der længe har været undervejs, men nu har fået et rum at udspille sig i. Nemlig tendensen mod mere nærvær og leg. Pudsigt er det, at Absalon ikke byder ind med revolutionerende og innovative tiltag. Nærmere det modsatte. De tager barndommen og den analoge tidsalder og samler det under kirkehvælvingen, der i sig selv bærer præg af traditioner og en hensvunden tid.

Absalons succes kunne også være et bevis på, at mange unge frygter den medieomtalte ensomhed. Singlelivet, en 1V’er på Vesterbro og et job, der udelukkende kræver interaktion med en skærm. Med Absalon får de tilbudt et rum, hvor man altid kan være sammen med andre mennesker, uden at fokus er på enten networking eller kulturel overlegenhed og visdom. Det antisociale skjold, skærmen, er lagt væk og i stedet ser man ind i sin nabos øjne.

Behovet for nærvær er derfor en modreaktion til den digitale tidsalder, der længe har fæstnet både børn og voksne til skærme i alle størrelser. Den digitale tidsalder har skabt ensomhed, men også utryghed. Jeg tvivler på, at forældre på Vesterbro, hvor Absalon ligger, vil sende deres børn alene i gården eller hen på legepladsen. Engang herskede medmenneskelighed og tryghed, måske på grænsen til naivitet, men er det ikke også en smule prisværdigt? I dag hersker nærmere en skepsis, hvor alle er skyldige indtil det modsatte er bevist.

 

Ønskeøen Absalon

Måske er det mit personlige håb, at københavnerne via Absalon modarbejder digitaliseringen. Måske er forklaringen på Absalons fremgang snarere det faktum, at voksne har fået mulighed for at besøge deres forgangne barndom. Så bliver forretningsmanden og Absalonejeren Lennart Lajboschitz en anden Peter Pan, der tager sig af alle de glemte børn på Ønskeøen. Her kan de, der var børn i 80’erne, som er nye på arbejdsmarkedet, som så småt begynder at danne familier, som måske frygter tanken om at være for voksen til at bo i de studerendes København og i stedet finde et hus med have i forstæderne. Her kan de søge hen og sætte hjernen i ro over en bordtennisdyst mod ligesindede.

I forlængelse heraf er det nærmest blevet hipsterficerende at besøge Absalon. I midten af 00’erne ville sociologerne og livsstilseksperterne omtale BØV’erne. Børnevoksne. I dag hedder det hipster. Og det er dem, der udsætter ansvar og stabilitet, til de er godt op i 30’erne. Udover at de alle gerne vil være glemte børn i bjørnedragter (læs: fuldskæg), så skal vi ikke glemme den prestige, som Absalon bidrager til. Hipsterprestige, der skal vises på de sociale medier. Dermed er den moderne kirke med til at bakke op om den digitale tidsalders styrke: At intet er sket, medmindre det er noteret online.

 

Virkeligheden uden filter

Absalons succes kan sagtens udspringe af en blanding, hvor der tilfredsstilles mange og forskellige behov samtidig. Dette vil kunne forklare den brogede menneskemængde, der gerne betræder kirkegulvet. Børn og unge, nye forældre og gamle forældre. Og mangfoldighed er et nøgleord, der blev sået i Absalon, men forhåbentlig vil blomstre i alle Københavns kulturhuse og forsamlingshuse i fremtiden. Her vil vi opleve et udvidet repertoire af arrangementer – også til voksne. Mon de alle med tiden vil kalde sig ”folkehuse”?

I 90’erne var danskerne generelt reserverede mennesker, og der var ikke kutyme for at dele sit privatliv med hvem som helst. Siden 00’erne har vi delt alt om vores privatliv, men KUN på de sociale medier. Online har vi selv kontrollen til at iscenesætte og filtrere, hvad omverden skal se. Med Absalon tyder det på, at vi har fået mod til at vise mere af os selv, uden filter. Vi tør vise omverden, hvad der er bag facaden. Måske når vi frem til en afbalanceret blanding af 90’ernes private liv og 00’ernes offentlige liv. Vi tør lade virkelige venskaber opstå, i stedet for at tælle forbindelser på Facebook og LinkedIn.

Ligesom Peter Pan tør vi at sætte tiden i stå.

 

 

Læs med i morgen, når jeg bevæger mig indenfor til Hotdog Banko. Jeg leder efter det, der får folk til at komme igen og igen. 

Du kan også læse tredje og fjerde artikel i Absalonserien.

Kulturentusiasten, der elsker at formidle, dele og skabe kultur i København. Daglig leder på VINK er min primære funktion, men ideudvikling, research og skriblerier lurer altid i skuffen.