Kan en kage deles i to kaffer?

Illustration: Nicole Blicher Jonasson

 

Der sker meget på denne tid af året. Vi skal have det sidste ud af (sen)sommeren, årstiden skifter, alting åbner efter en lang ferie og sidst, men ikke mindst, København får en masse nye tilflyttere med studiestart. Sidstnævnte er en skør blanding af det første store skridt mod at blive voksen, og at føle sig yngre end nogensinde før. Det er ikke altid nemt.

 

Jeg har brugt lang tid på at finde ud af hvordan det virker. Det at bo ude. At det ikke er smart at købe en Kinder chokolade hver gang man handler. At der er forskel på toiletpapir. At det er svært at finde på noget spændende til sin madpakke hver dag. At det er virkelig surt at bruge penge på en elregning, når man slet ikke opdager man bruger elektricitet. Lige så fedt, det lyder at betale gildet og sætte dagsordenen selv, lige så skræmmende er det jo i virkeligheden.

 

Jeg husker tydeligt den første gang det gik op for mig, at jeg ikke længere boede sammen med mine forældre. Ikke engang tæt på dem.

 

Det var en lørdag eftermiddag for snart 4 år siden. Jeg havde sovet længe, for til alt min rædsel havde jeg fået fuldtidsarbejde på en bar, og hvis der er noget jeg ikke er god til, så er det at arbejde efter klokken 18. Jeg havde været på job til klokken 3 om natten, så jeg var godt brugt den lørdag. Min kæreste og jeg besluttede os derfor for at vi skulle forkæle os selv lidt!

Som sagt så gjort, vi købte en jordbærkage i Føtex og skyndte os hjem for at nyde den. Vi gjorde herefter som vi altid havde gjort: skar et stykke, satte resten på køl til senere, og spiste det stykke vi havde skåret. Så sad vi der. Med over en halv kage i køleskabet, og var overhovedet ikke tilfreds med det ene stykke vi havde spist. Her opstod problemet. ”Hjemme” ved vores forældre var det jo sådan man spiste kage. Den kunne sagtens holde til mere end en kop kaffe. Det skulle vise sig at være sværere end man tror.

 

Vi så på hinanden og med en mund sagde vi: ”det er jo vores kage!”, hvorefter vi hentede resten og spiste det hele. Uden den mindste dårlige samvittighed. Det var her det gik op for mig. At jeg selv måtte stå til ansvar for mine køb og handlinger, men også den fantastiske følelse af, at det var min jordbærtærte, og der var ingen der dikterede hvor meget af den jeg måtte spise. Det var mig der bestemte nu, for det var mig, der betalte gildet og satte dagsordnen. Bum bum, underligt og skræmmende, men også virkelig fedt!

 

Jeg kunne komme med mange andre eksempler på både gode og dårlige opdagelser, men i stedet har jeg bredt erfaringerne ud, og talt med mit netværk. Hvad var det bedste? Hvornår er hjem ikke ved ens forældre? Og hvad er med til at definere hjem? Det er der kommet følgende erindringer ud af, primært omhandlende KBH men også en enkelt, som måske gerne ville have taget skridtet og være flyttet til byen. Læs med og lad dig inspirere:

 

Monica 25 år, sygeplejerske på Frederiksberg hospital:

Hvad var det bedste ved at bo selv?

Det var den frihed, jeg pludselig fik foræret. Ikke fordi jeg i mine forældres hjem var blevet nægtet den, men nu bestemte jeg selv, og skulle ikke tage hensyn til andre og deres behov. Jeg havde en følelse af, at jeg endelig kunne gøre lige, hvad der passede mig. Jeg bestemte selv, hvor længe mine venner skulle være på besøg, hvornår jeg kom hjem og i hvilken tilstand – hermed ment, at jeg kunne larme lige så meget jeg ønskede, når jeg fuld væltede ind ad døren klokken 5 om morgenen.

Jeg elskede, at jeg selv stod for indkøb, og derved selv bestemte, hvad jeg skulle spise. Min fantasi var ikke så stor, så det endte ofte med kogte ris, avocado og peberfrugter. Det har heldigvis ændret sig. Desuden kunne jeg endelig ligge i sengen en hel dag uden at stå op eller udrette noget specielt. Havde jeg gjort det hos min mor, var hun kommet stormende ind på mit værelse, og placeret støvsugeren midt i rummet og vrissent sagt “Skal du ligge der hele dagen?”.

Igen følelsen af, at være frit stillet, hvad angår, hvilken måde, jeg ønskede at bruge min tid på.

 

Emil 25 år, studerende på CBS:

Hvad savnede du mest ved at bo hjemme?

Da jeg flyttede hjemmefra som 20 årig var det til et lille kollegieværelse tæt på mit studie. Jeg havde samtidig en kæreste i min hjemby, små 200 km fra København, og var måske generelt ikke særligt interesseret i boligindretning, så indretningen var i det hele taget meget skrabet (indtil min kæreste kom og lavede om på det). Alle værelserne på kollegiet havde egne køkkener, og der var i det hele taget ikke meget fælles over stedet. Det gik hurtigt op for mig, at uanset hvor fantastisk man synes det var at være alene hjemme da man boede hjemme, var det ikke helt lige så sjovt når det faktisk var hver dag. Mit kollegium blev mere til en base hvor jeg havde mine ting, arbejdede på min computer eller sov. Til tider kunne jeg sågar finde på at tænde fjernsynet på en tilfældig kanal, for at have selskab. Det jeg savnede mest da jeg flyttede hjemmefra var uden tvivl følelsen af at bo sammen med andre. En stor overraskelse når man ellers følte, man var SÅ klar til at bo selv.

 

Kim 53 år, tømrer:

Hvad var det sværest ved at bo selv?

Jeg startede med at flytte fra Vester Skerninge til Svendborg, da jeg var 19 år gammel. Jeg var blevet færdig som tømrer og havde fået arbejde ved en tømmermester på Thurø. Jeg var overbevist om, at nu var jeg voksen og havde alle de penge, jeg behøvede for at leve, som jeg havde krav på. Sådan var det ikke!!!! Jeg fik 14 dags løn, men havde altid kun penge til den første uge. Så hver anden uge, var der ingen penge. Så lånte jeg penge af kammeraterne, for jeg skulle jo med i byen hver weekend, jeg skulle jo købe ting til lejligheden, jeg skulle jo købe nyt tøj osv, osv. Der var mange undskyldninger for at bruge den løn jeg havde brugt en gang. Så det sværeste ved at flytte hjemmefra var helt klart, at få pengene til at slå til.

 

Grethe 77 år, pensionist:

Hvad ville du gerne have vidst da du flyttede hjemmefra?

Hvis jeg som 20 årig, havde været lige så klog som i dag, skulle jeg have boet for mig selv et par år alene og oplevet verden udenfor lille Svendborg. Jeg var nygift da jeg flyttede og det ville have været godt for mig at prøve og bo selv og opleve hvordan det var.

 

Silje 23 år, studerende ved Københavns Universitet:

Hvad er dit bedste råd til folk der skal flytte hjemmefra?

Jeg er netop flyttet hjemmefra for anden gang. Efter en udveksling over Atlanten, var fars og mors sofa den eneste mulighed i en kort periode og det betød jeg fik mulighed for at udføre Projekt Hjemmefra 2.0, et projekt jeg egentligt glædeligt gentog, for jeg måtte  jo have lært noget da jeg flyttede hjemmefra for snart tre år siden, ik? Mit eget første råd til mig selv var tålmodighed. Da jeg dengang overtog min lille etværelses, smed jeg alle mine nyindkøbte IKEA møbler ind på én dag og brugte dårligt mere end et halv minut til at overveje noget som helst; i min iver overså jeg muligheder og brændte mange hårdt tjente penge af i en uhyggelig fart. Under Projekt Hjemmefra 2.0 har jeg lært at tålmodighed bør række til mere end indretning og forbrug. De gode vaner og det rare hverdagsliv kommer heller ikke af sig selv. Med en tom lejlighed kræver det rygrad at udrette noget andet end at vende sig om på den anden side i sengen. Min løsning har pt. resulteret i at mobilen er forbudt i nærheden af sengen; så får jeg sovet (bedre) og kommer hurtigere op (som regel).

 

Liselotte 50 år, folkeskolelærer:

Hvornår føltes det som “hjem” der hvor du selv boede, og ikke der hvor dine forældre boede?

Da jeg var 19 år gammel, købte jeg et gammelt hus i Svendborg sammen med min kæreste, af en eller anden mærkelig grund, var det verdens bedste ide at købe, i stedet for at leje. Måske var det tiden, men når jeg tænker tilbage på det i dag var det fuldstændigt skørt. Jeg var ung og skulle skabe et hjem, ud af de ting, vi fik foræret og havde med hjemmefra. Det var et dejligt hus, men det blev aldrig mit hjem.. Jeg tog stadig hjem til mine forældre, det var der mit hjem var. Måske er det bare sådan, at hjemve går mod ens første hjem, som man har en erindring om. Da huset blev solgt og jeg lejede en lille lejlighed med gråmalede trægulve og et rundt køkken i et tårn, og købte min første sofa, en helt hvid sofa, som jeg helt selv have valgt. begyndte følelsen af mit hjem, at indfinde sig. Jeg bestemte selv hvor og hvordan tingene skulle stå og være. Jeg var “herre” i eget hus. Jeg begyndte at lave mine egne traditioner, som var med til, at gøre mit hjem til hjemme.

 

Selvom det hele virker lidt uoverskueligt, så er det også nu det bliver rigtig spændende! At dømme efter disse refleksioner, er der ikke så meget der har ændret sig gennem årene, når det kommer til tanker og erfaringer omkring at flytte hjemmefra og bo i en ny by. I dag kan jeg godt dele min jordbærtærte op i flere kopper kaffe, men det tog mig noget tid at være i stand til at administrere min ubegrænsede frihed. Det er trods alt sjovere, hvis de 70 kr. tærten koster, kan vare mere end 30 minutter.

 

Held og lykke, tag springet og nyd København! Det er nu du er ”ny i byen” – om det så er en by, du ikke kender, eller din barndomsgade set med nye øjne.

Bylivsredaktør med hang til Cava og tatoveringer. Har en skjult IT-dronning i maven og elsker når folk tænker anderledes end mig selv. Studerer journalistik og laver gerne overtræk for en ekstra rejse. Er dårlig til vinter men god til skaldyr.