Kære danske sommer

//Illustration: Marie Emilie Simonsson

Kære danske sommer.

Du er ikke det bedste, jeg ved.

Jeg fornemmer, at folk kan lide dig. Du er populær. Du har da også dine charmerende sider, det vil jeg gerne indrømme. Når du er over os, får vi en flot kulør, det er en opvejende fordel. Vi kan cykle hjem i plusgrader, selv en sen aften, og fuglene, de synger. Is er legitimt, og desuden er de mange blomster og alt det grønne, der dukker frem fra deres vinterhi, godt for øjet. Græsset er rarere at gå på, og en solskinstråle, der rammer en sløv søndag, er bestemt en af de gode ting i tilværelsen. Så langt er jeg med, sommer.

Men når det er sagt, er jeg ikke særlig glad for dig. Den er god nok! Jeg bryder mig ikke meget om sommer generelt. Byen er varm og tom, og kulstegte grillpølser har aldrig været min livret.

Om sommeren er København så underligt stille. Folk er på ferie og festival, i sommerhus eller syd på. Det eneste der er tilbage, er parker, hvor en enkelt småbørnsfamilie har slået sig ned med Christiania-cyklen, mange madpakker og ditto børn. Det er én lang række af ikke-dage, alt er gået lidt i stå.

Der er gader og veje tilbage, der savner den hverdagsagtige travlhed, caféer, der spejder efter kaffedrikkende stamgæster og lejligheder med nedrullede gardiner og nul lys. Det er oftest kun i juli, at det står sådan til, for ellers er haverne fulde af folk, og stierne spækket med solskinsglade Raleigh-hjul.

For så er der det med ‘burde’. Man burde og bør så meget om sommeren. Man bør tage på stranden for at bade, man bør drikke dåseøl, for at blive sommerberuset, og man bør stege sig brun i en bypark. Tænk, hvis solen aldrig skinner igen! Man bør jo få det meste ud af sommeren, ikke? Men jeg bliver sindssyg, for noglegange vil jeg bare gerne være indenfor, også selvom solen skinner.

For slet ikke at tale om varmen! Når du er i dit es, danske sommer, lader du solen skinne. Og du kan skinne varmt og meget, skulle jeg hilse og sige. Men varmen gør mig svimmel og svedig, groggy, træt og tørstig. Jeg føler, at jeg får tømmermænd. Det er svært at sove. Håret er klistret, kroppen er fugtig, munden er tør, solen er skarp. Jeg har haft mange solbriller, og ingen har ærlig talt kunne stå distancen. Jeg synes bare ikke, at det er særlig fedt, når det er varmt!

Tag det ikke personligt sommer, jeg ved, at du har mange trofaste fans. Jeg ved, at du skal nok blive ved med at være her. Det er mig, der skal sluge kamelen og vende mig til varmen og alt det andet, der følger med dig og dit storslåede solskin.

Jeg hader dig ikke, ikke som sådan. Jeg siger bare, at jeg sjældent glæder mig så meget til regn og stearinlys, som når sensommeren ankommer. For efterår – med blid blæst, brune blade, dryp mod ruden, et frisk pust, dét er noget, jeg forstår mig på. Om efteråret er farverne pænere og luften kold, men mild. Det er som om, at der er plads til nye ting og tanker. Varmen forstyrrer ikke, byen er ikke gabende tom eller komplet overrendt. Den er i stedet lige tilpas.

Kære danske sommer.

Du er ikke det bedste, jeg ved. Men jeg vil love, at jeg giver dig et forsøg i år, og først rigtig glæder mig til efteråret, når du engang lakker mod enden.

Jeg hedder Anna og er 24 år. Jeg bor i en lejlighed på Nørrebro, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg er også glad for blandt andet gåture, efterår, ord, kultur, psykologi, mandage og København.