Josephine Michau: Arkitektur i sutteflasken

 

//Foto: Anastasija Gogoleva

 

Hun er flasket op på byggematerialer, plantegninger og nuancerede samtaler om byrum. Hendes pilgrimsrejser er ikke drevet af religion, men af Le Corbusier. Hendes LinkedIn-profil afslører spor af filosofi, erhvervsøkonomi, dokumentarfilm, men ingen arkitektskole. Alligevel har hun formået at konstruere en solid piedestal, der gør hende synlig i det danske arkitekturmiljø.

 

Josephine Michau er festivaldirektør for Copenhagen Architecture Festival (CAFx). Hendes kontor ligger i Vestergade. Det er omgivet af mindre rum, som alle er fyldt til randen af unge frivillige klædt i sort og hornbriller. ”Jeg bliver helt rørt, når jeg ser alle de her folk, der sidder på kontoret til langt ud på natten, for at få tingene ført ud i livet,” fortæller hun mig. Beskeden er klar. Arkitektur er hot!

 

Film som debatskabende rum

Josephine besluttede, efter mange års overvejelser, at hun ville starte en arkitekturfilmfestival. Herefter tog hun fat i Peter Møller Rasmussen, som er hendes medstifter på projektet. Hurtigt kom hendes nuværende festivalpartner Mads Farsø til. ”Fra de første samtaler, der som regel fandt sted over øl en gang hver 14. dag, til vi begyndte at få nedskrevet og formuleret vores projekt, gik der i hvert fald et år. I den proces mødtes vi med mange mennesker for at få input og for at høre, om der overhovedet var en interesse for vores projekt,” fortæller Josephine.

 

Josephines baggrund for at starte festivalen op var en række år, hvor hun arbejdede med distribution af dokumentarfilm. I denne periode startede hun blandt andet biografklubben DOXBIO op sammen med producer Marlene Schiött Rasmussen. De film, hvor arkitekturen var i, blev katalysatoren for at starte festivalen. fokus i de dokumentarfilm, som Josephine beskæftigede sig med, var altid arkitektur. ”Det man kan med filmmediet, er jo at bringe verden ind i biografen eller tv’et. Man kan tage Oscar Niemeyers værker ind i stuen.” Hun kunne se, at arkitekturdokumentarer vakte bred anerkendelse blandt publikum, som talte både politikere, almindelige borgere og arkitekter. Arkitektur var og er et brandvarmt emne, både blandt professionelle og amatører. De fleste mennesker har ekstremt mange holdninger til for eksempel højhuse i København og Ørestad Fælled-kvarteret, og det har bidraget til en lang række af livlige og relevante debatter. Som Josephine fortæller mig, så er arkitektur jo en del af hverdagen: ”Folk er optaget af, hvordan deres by skal udvikle sig på den store skala. På den mindre skala er der jo meget fokus på for eksempel indretning, som jo egentlig også er arkitektur.”

//Foto: Anja Oxager

I 2014 var CAFx nærmest udelukkende en filmfestival. Siden da er festivallen vokset med skyskraberhastighed til nu at være Skandinaviens største årlige begivenhed dedikeret til arkitektur i form af udstillinger, konferencer, talks, vandreture og meget mere. Festivallen er i øvrigt verdens største arkitekturfilmfestival. Allerede i 2015 udvidede holdet fra Vestergade med en Aarhus Architecture Festival (AAFx), og i 2016 kom Aalborg Architecture Festival (ALAx) med på programmet. Udgangspunktet for festivallen var dog oprindeligt en noget mindre skala, end det endte med at blive.

 

”Jeg havde hele tiden tænkt det som et småt projekt med 30-40 film over en weekend eller en uge. Vi fandt ud af, at der var en del flere film, som vi godt kunne tænkte os at have med, så allerede fra starten sprængte vi rammerne. Selvom det er et nichefelt, så er det som en uudtømmelig kilde.”

 

Pilgrimsrejser i arkitekturens navn

Josephines personlige engagement er noget, man kun kan misunde hende. Ansigtet afslører en dyb taknemmelighed. En ydmyghed og en ivrighed, der tilsammen opsummerer hendes forhold til arkitekturen. Hun fortæller mig, at det på trods af det, har været et meget hårdt forløb at nå dertil, hvor hun er i dag. Det har ikke været uden konsekvenser.

 

”Egentlig er det jo en form for selvpineri, vi har haft gang i her. At søsætte en hel masse projekter uden at vide, hvor de ender henne. At give afkald på privatlivets behov. Men det er den form for engagement, der har drevet projektet frem.”

 

Hun lever for arkitekturen. Hun fortæller mig, at hendes far var arkitekt, han insisterede på, at hun skulle døbes i Ronchamp kirken, der ligger lidt uden for Alsace. Den er tegnet af den stærkt idealiserede og brutalistiske arkitekt, Le Corbusier. ”Det har på en måde været vores pilgrimstur i mange år, at vi skulle besøge stedet og den gamle præst, der døbte os.” Sammen tog de på dannelsesrejser rundt omkring i verden for at kigge på arkitektur. Arkitekturens part i Josephine og hendes fars forhold har været grundlæggende for, hvilken rolle den har spillet i hendes liv.

 

Samarbejde for det bedst tænkelige liv

For Josephine er arkitekturen de fysiske rammer, som vi befinder os i hele tiden. Det er et felt, der har sine arme ude i alle andre fagfelter, fortæller hun mig. Hun er fascineret af arkitektens nødvendigt velfungerende samarbejde med disse andre fagfelter:

 

”En arkitekt arbejder jo ikke alene. Han arbejder med geologen, der skal fortælle, hvordan jorden er, der hvor han/hun skal bygge. Nogen skal have styr på materialer. Vi har klimaforskeren, der skal finde ud af hvordan miljøet påvirkes. Der er måske nogle ornitologer, der skal på banen og snakke om, hvordan fuglene påvirkes. Psykologer skal fortælle, hvordan arkitekturen påvirker dem, der skal være inden i og uden for bygningen. Der er penge og politik indblandet.”

 

//Foto: Anja Oxager

 

Hun bruger Gehl Architects som eksempel, der er blevet store på netop deres fokus på livet imellem husene. Josephine mener, at bygninger skal opfattes som interagerende størrelser, der fødes, lever og har forskellige funktioner. De bliver slidt af vind, vejr og brug. ”Måske dør de en dag, eller også bliver de repareret. De ændrer karakter igennem deres liv. De er ikke en statisk størrelse.” Arkitekturens kvalitet kan ifølge Josephine vurderes ud fra, hvor godt den anvendes. Hvor godt livet leves iblandt den.

 

”Vi har en ældgammel bymidte, der oser af historie og nostalgi. Den har en eller anden speciel form for sjæl, som man fornemmer, hvis man kan sige det sådan. Det er jo altid svært at snakke om sjæl, men det har det gamle København i hvert fald. I de nye steder, der popper op, er det sværere at tale om sjæl og hvad der egentlig kommer til at overleve på længere sigt.”

 

Hun løfter pegefingeren over for områder som Teglholmen, der ifølge hende har været et projekt, drevet mest af alt af penge. Kalvebod Brygges utilfredsstillende æstetik og manglende plads til livet har fået negativ international opmærksomhed. Det, mener Josephine, skyldes den manglende helhedsplan for projektet. Det nye Nordhavn tror Josephine dog på, for ”der er så meget arkitektonisk diversitet, og det har altid kendetegnet København. Carlsberg er til gengæld også ved at blive ødelagt. Der er godt nok en del fredede bygninger derude, som måske kan redde det.”

 

 

 

Josephine mener, at på trods af, at arkitekturen de sidste 20 års har tid har oplevet et par af de tidligere nævnte kiksere, så har den været divers. Befolkningssammensætningen bliver dog mere og mere homogen i takt med gentrificeringen af byen. Tilflytningen fortsætter og lægger pres på boligmarkedet, som bliver mere og mere ekskluderende. Det er den velhavende klasse, der bliver dominerende i København. Josephine kan godt frygte, at dette vil komme til at afspejle arkitekturen, ved at flere nye kvarterer kommer til at poppe op rundt omkring uden fornemmelsen for diversitet og det gamle København. Josephine trøster sig med, at den næste generation af arkitekter fra akademiet er meget optaget af bevaring og detaljen i byggeriet. Ud over den nødvendige politiske kamp, der må påbegyndes, så mener hun, at de unge arkitekter kan være med til at redde vores by. ”Jeg er ikke pessimistisk. Det kan jo også være at Udkantsdanmark får en renæssance igen, så presset på boligmarkedet bliver lettet lidt,” siger hun.

 

Festivallen er drevet af støtte, sponsorater, frivillige og projektansatte. Den kommer til at løbe af stablen 27. april til 07. maj. Dyk ned i det omfattende program her.