Jeg æder kultur, fordi jeg skal

//Illustration: Natasha Linde Krebs

 

 

Jeg går til kulturevents, fordi jeg skal. Her kan jeg promovere mig selv og være en aktiv del af det af den københavnske, videnshungrende, successøgende ungdom, som vi alle er en del af. Er du?

 

Gruset knitrer under cyklen. Jeg stiller den op af en bænk ved springvandet i midten. Det er flot, altså Statens Museum for Kunst. Bygningen står stolt og glaner ud over sin by. Mørket er ved at falde på, og der er tændt for lygterne på fronten. Alle mulige farver. En regnbue. Alle er velkomne her, tænker jeg. Jeg går op ad de overvældende store trin på trappen op mod indgangen. Her går jeg igennem en uundgåelig røgsky fra alle rygerne, der har samlet sig under udhænget lige foran svingdøren. Jeg går direkte ind, for entréen er gratis. Det er så rart, når ting er gratis. Der er mennesker overalt. Nogle står med jakker på ved indgangen. Jeg er ved at gå ind i dem og lugter med det samme, at de også lige har været ude og ryge. De er unge. Formentligt studerende. Formentligt KU’ere. De kommer altid til den slags arrangementer, der giver dem en kulturel kapital. Det vrimler med folk, der kommer op fra kælderen, det er der, hvor garderoben er. Jeg går ned og hænger min regnvåde jakke ved siden af alle de andre overgangsjakker. Efteråret er varslet. Jeg går op igen og finder de venner, som jeg havde aftalt at mødes med. Jeg vil ikke ses alene til sådan et stort arrangement. Det er ikke cool. Og jeg vil gerne være cool. For jeg er her i denne institutionelle kulturmastodont. Jeg er med i det intellektuelle fællesskab, der er taget på SMK frem for den lokale. Jeg savner det brune værtshus lige nu. Der er jeg tryg. Med min Wiibroe på flaske og min cigaret. Her er der så mange nye mennesker. Trapperne i den nye del af museet er plastret til med studenterrøve. Her er arrangementets samlingspunkt. Det, som vi alle er kommet for. For at købe øl til overpris og dele fællesskabet.

 

Helge, Carsten og Astrid står allerede med øl i hånden. Det ærgrer mig, for jeg ved, at de ikke vil med op og stå i den lange kø til baren. Hvorfor egentlig ikke? Vi er her jo for at hygge os sammen. Nå, men jeg gider ikke diskutere det nu. Det er tid til at få den første øl. Det vil gøre mig afslappet. Jeg ved dog ikke, hvordan det skal ske herinde. Her er så stramt. Alle menneskerne har stramme ansigter, stramme jeans, stramme udtryk. Jeg trasker hen i køen. Der er mindst tyve mennesker foran mig. De ligner alle en replika af en og samme person. Den såkaldte hipster. Stumpede jeans, Nike-sneakers og skjorte. Drengene har skæg, pigerne har en knold på toppen. Jeg ser mig selv i en spejlende glasmontre ved siden af mig. Jeg er jo helt magen til. Men når jeg tænker over det, så vil jeg hellere passe ind end falde udenfor.

 

Køen rykker sig ikke rigtig. Det er så typisk. Selvfølgelig kender bartenderen lige nogle i køen. Nogle, de skal sige hej til eller hjælpe først. En pige, der smiler ekstra sødt. Sådan en pige har jeg aldrig været. Jeg gider ikke fedte for min ret til at købe en øl. Det er et unfair game. Hvad hvis de gjorde det i Netto. ”Ja, undskyld bedste, du må lige vente…” Det kunne være kønt. Jeg står tålmodigt og venter. Og venter.

 

Der er mennesker overalt. Akustikken holder ikke rigtig til det, så folk råber bare højere. Musikken er skinger. Det skulle være en eller anden kunstner-dj. Han skulle vist bare have holdt sig til kunsten. Gæsterne lader sig ikke påvirke af det. De står og griner intellektuelt til hinanden. Det er indforstået. ”Ja, jeg er også bare en studerende på et ligegyldigt studie til hverdag, og jeg kommer her for at få mit fix af at stige lidt i kultur-graderne og sprænge de daglige rammer.” Der er et fællesskab omkring det. Det er en kode, som alle kender, men ingen siger højt. Vi er alle en del af den københavnske, videnshungrende, successøgende ungdom, hvor gratis og undergrund blandes med højkultur og ekskludering. Det er det, vi kan i dag. Vi promoverer os selv. Vi er på vej til at være nogen. Noget. En titel et sted.

 

”Hvad så?”, spørger han. Bartenderen. I mål, yes. Jeg får betalt for mit plastickrus med øl. Nu bliver opgaven ikke at spilde. Jeg spilder. Det er umuligt at komme væk fra baren. En albue, en tå, en eller anden lædertaske. Ude! Nu skal jeg bare finde mine venner igen.

 

Hvor er egentlig udstillingen? Der er ikke meget kunst her i hallen. Men alle gæsterne står her. De spejder rundt. Orienterer sig. Det er åbenbart menneskerne, der er udstillingen. De er udstillingen, og de ser på udstillingen på samme tid. Uden gæster ville der ikke være noget at komme for. Udstillingen ville være væk. Det er socialiseringen, der giver tyngde til SMKs arrangement. Musikken lyder dårligt, kunsten er væk, performerne er færdige med deres talks. Ergo er det bare menneskerne for menneskernes skyld. Alle dyrker deres ”jeg er på SMK”-status.

 

Helge siger, at klokken er ved at være 22. Det er ved at lukke nu. Vi skal videre. Marie og jeg går i kælderen efter vores overtøj. ”Var det ikke nice, det her event?”, spørger hun. Og uden videre svarer jeg begejstret og seriøst, ”Jo, det var megafedt! Det skal vi gøre igen.”

Kulturentusiasten, der elsker at formidle, dele og skabe kultur i København. Daglig leder på VINK er min primære funktion, men ideudvikling, research og skriblerier lurer altid i skuffen.