#Imaslaveforyou!

 

Hvorfor træner du i et fitnesscenter? Kan kærlighed og anerkendelse gøres op i likes på Facebook og Instagram? Og hvorfor er nogle unge villige til at udstille sig selv i reality shows eller sælge sig til en sugardaddy? Jeg tager et par filosofiske spadestik ned i samfundets kropsfikserede, selvpromoverende og selfiehungrende ungdoms umiddelbare deroute og stiller spørgsmålet: Ud fra hvilke faktorer måler vi vores egen og andres succes? Og jeg starter med mig selv.

#Lækkersundfrokost. Vi iscenesætter vores liv til perfektion på de sociale medier, selvom virkeligheden ofte er en helt anden //Foto: Nynne Thykier

 

Jeg har med bæven, tvivl i sindet, og efter lang tids grundige overvejelser meldt mig ud af mit fitnesscenter. Efter at have været trofast betaler af medlemskabet i hen ved et årti har jeg givet op. Netop fordi jeg til sidst blot betalte mit medlemskab for nogle få gange om måneden at få sparket mig selv af sted til træning. Ikke fordi jeg havde lyst, men fordi jeg følte, at jeg burde. Det eneste udbytte af mit medlemskab var en kronisk dårlig samvittighed og en lige så kronisk dårlig kondi. Sådan har det ikke altid været. Fitnesscenteret var gennem mange år min trofaste ven. Her har jeg svedt, knoklet og danset mig glad i låget. Her fik min selvtillid et boost, og mine deller kom i skammekrogen. Men som det nogle gange sker i livet, kan man miste interessen og lysten hen ad vejen. Det skete for mig. Håndklædet måtte kastes i ringen.

 

Heldigvis blev jeg forskånet for den ydmygelse, det må være at stå ansigt til ansigt med centrets veltrænede personale og sige ordene: ”Jeg vil gerne melde mig ud.” Herefter ville den veltrænede bag skranken, forestiller jeg mig, lægge hovedet lidt på skrå og velmenende sige ”… men det er jo NU, du skal i bikiniform til sommeren!” Jeg slap for konfrontationen og kunne uden større traumer melde mig ud hjemme fra min sofa.

 

Fitnesscenteret er i dag mere end blot arnestedet for fysisk og psykisk velvære. Det er i lige så høj grad her, vi viser, hvem vi er. Det er her, vi træner for sundhedens og styrkens skyld, men også hér vi synligt kan iscenesætte os selv. Lige som mange andre sociale rum giver fitnesscentret os mulighed for at møde nye mennesker, flirte og vise omverdenen, hvilke værdier vi bygger vores identitet på. Så nu er der opstået et andet problem. En forunderlig følelse har sneget sig ind på mig. Følelsen af at være på social deroute. Jeg er ikke længere med i klubben hos dem, der tager selfies af sig selv i fitnesscentrets omklædningsrum foran spejlet med trutmund og perfekt makeup. Jeg har ikke længere muligheden for at imponere fyrene med et lækkert, dybt squat i mine utrolig stramme og afslørende træningstights. Og jeg har helt elimineret muligheden for at score et telefonnummer efter ugers intens fitnessflirt (Ja, det sker!). Jeg er ikke én af dem, de andre beundrer og ”liker” på Instagram og Facebook. Jeg er hverken en hot fitnessbabe, en stærk crossfit-babe eller en kondi´ens marathon-babe. Jeg er ude på dybt vand. Jeg har simpelthen afskåret mig selv fra både den fysiske og psykiske men i høj grad også den sociale gevinst ved at træne i et fitnesscenter. Jeg er en af det moderne samfunds spedalske.

 

#Semig#elskmig

Verden har ændret sig i hidtil uhørt fart, siden vores bedsteforældre var unge. Vi er gået fra at leve i en samfundsstruktur, hvor det at være hjemmegående husmor var et ædelt erhverv for en kvinde. Hendes personlige status, identitet og succes blev udledt direkte af hendes evne til at vise kærlighed og hengivenhed over for mand og børn. I dag bygger vi vores tilværelse og identitet op ud fra helt andre parametre. Selvom de fleste higer og søger efter kærligheden, så er den i sig selv ikke længere vejen til succes. Der skal resultater på bordet – synlige resultater!

Det lyder måske helt ude i hampen, men bliver vores succes i alle livets aspekter i dag målt og vejet i synlig forstand? Det mener Frej Prahl, der tilbage i 2013 skrev et indlæg i Information om vores idealer.

 

Det kommer til udtryk i vores fokus på vækst i karriereforløb, i muskler, i kondital, i bryster, i test, i antal ’venner’ og ’likes’ på sociale medier. Alt sammen vækst, der kan ses og måles.” 

 

Frej Prahl kalder denne målestok for et økonomisk ideal, der kommer til udtryk ved, at alt i vores verden skal være målbart. Det forklarer, hvorfor det er blevet så populært, ja nærmest en borgerpligt, at tage selfies af sig selv i fitnesscentret. Aller mest fitnesscredit får man for at svede, brænde kalorier af og være super hot. Og vigtigst af alt – det skal dokumenteres. Som én af mine venner engang sagde: ”Hvis det ikke er på Facebook, er det aldrig sket!”

 

#Forlækkertillove

”I´m a slave 4 U!” sang Britney Spears for efterhånden 14 år siden. Smuk, usædvanlig trimmet og med et helt igennem lækkert vaskebræt smyger hun sig rundt på dansegulvet, sveddryppende og sexet. Alle vil have hende! I hvert fald i videoen. Men i det virkelige liv er det svært for barnestjernen fra Mississippi at få livet som superstjerne til at hænge sammen. Hele verden er vidne til hendes mentale sammenbrud, for den succes, hun oplever udadtil, kan på ingen måde spejles indadtil. På overfladen er hun rig, berømt og succesfuld. Lige indtil facaden krakelerer.

 

Britney Spears´ historie er måske ikke så langt fra mange unges virkelighed. Jeg er del af en generation, der higer efter anerkendelse og kærlighed. Vi higer som aldrig før og gør det bedste, vi kan inden for rammerne af samfundets målbare idealer. Hvis du vil anerkendes, skal du ses! Dette kan være én af grundene til, at et utal af reality shows kører over skærmen med titler som eksempelvis ”For lækker til love”, ”Amalies Verden”, ”Kongerne af…”, ”Singleliv”, ”Paradise Hotel” og ”Adam og Eva”. Sidstnævnte er et nyt skud på stammen, der sprænger skalaen for, hvad vi ellers har set inden for reality: Deltagerne skal date hinanden nøgne!

 

Reality tv har de sidste mange år domineret sendefladen, og idealerne er på ingen måde skjulte. Som i ”Paradise Hotel” hvor silikonebomber og pumpede fyre er skærmens stjerner. Det handler for deltagerne om at være attraktive – i fysisk forstand vel at mærke. Hvorvidt deltagerne har mere end udseendet at gøre godt med er underordnet. Men de skal også være villige til at udstille sig selv, bruge sig selv og eksponere sig selv. Og villige, det er de. Endda i en sådan grad, at vi som seere får lov at komme med ind under dynen, i poolen eller bag en busk. Man kan hore alle steder. Og som Knaldperlen fra ”Kongerne af Marielyst” så elegant, og et utal af gange, udtrykker det, ”Min pik er hård!”

 

Grænserne har rykket sig for, hvilke midler vi bruger, når vi opbygger vores identitet, og hvad vi er villige til at gøre for at få opmærksomhed og anerkendelse. Både i samfundet som helhed og i vores private relationer til andre. Selvfølgelig er der langt fra den uskyldige selfie i fitnesscentret og til at knalde for åben skærm i bedste sendetid, mens familien Danmark skyller den blide amatørporno ned med en kop kaffe. Men hvor går grænsen?

 

 

#Noprivacy. Hvor går grænsen for, hvad vi vil dele med omverdenen? //Foto: Nynne Thykier

 

#Hallo#Sugardaddy!

Fænomenet sugardating har set dagens lys. Oftest er der tale om en mand, en såkaldt sugardaddy, der går på date med en pige, en sugarbabe, som til gengæld får gaver, penge eller lignende for at stille sit selskab til rådighed. Der er tale om et gensidigt spil mellem to voksne mennesker, hvor de begge har en form for valuta at handle med. Manden har pengene – pigen har sig selv. Men ofte bliver en del af pigens valuta, at hun sælger sig til sex.

Sexolog og kærlighedsguru Jacob Olrik udtrykker i en artikel fra den 25. februar i Politiken stor skepsis over for sugardating, for når alt kommer til alt, er denne form for personlig relation fuldstændig tom og undergravende.

 

”(…) i bund og grund pumper de jo bare tomhed rundt i hinanden. I sidste ende risikerer de begge at føle afmagt over for sig selv. For han får ikke reel bekræftelse, for det han godt kunne tænke sig at gøre; at score en pige. (…) Og pigen, hun tror, hun bliver behandlet værdifuldt og har styr på situationen, men hun sidder alligevel tilbage med tomhed til sidst. For legen tager om sig, hendes grænser bliver overskredet, hun ødelægger empatien over for sig selv.”

 

Hvis sugardating i yderste potens er så undergravende, som Jacob Olrik mener, hvad er det så, der får de unge piger til at date ældre mænd? Ifølge Jacob Olrik er det ikke mangel på penge eller tøj, der driver pigerne. De kommer som regel fra helt gennemsnitlige danske hjem og har mulighed for uddannelse og arbejde. Den udslagsgivende motivation er ”(…) Bekræftelsen. Pigen kan få en oplevelse af, at hun er værd at begære, hun er værd at elske. Det kan måles på karakterskalaen (pengebeløbet), hvor store summer manden vil betale for at være sammen med hende.”

 

Jacob Olriks ord er som en genklang af Frej Prahls teori: Pigen bekræftes og opnår en følelse af at være noget værd gennem det målbare, i dette tilfælde mængden af penge, som manden er villig til at betale. Men denne økonomiske målestok er undergravende, når det kommer til vores daglige liv. Sugardating er et ekstremt eksempel, som langt de fleste aldrig ville bevæge sig ud i, men det eksemplificerer, hvordan helt almindelige unges grænser er blevet flyttet gennem årene. De sociale medier er værktøjer, der på mange måder hjælper os til at holde kontakt, socialisere og sætte os selv i scene. Men samtidig har brugen af dem medvirket til, at der pludselig ikke er så langt fra at tage en uskyldig selfie i fitnesscentret til at sende nøgenbilleder via snapchat, at ville deltage i reality programmer eller endda sælge sig selv for penge.

 

Heldigvis er vi til trods for vores umiddelbare grænseløshed en generation af kloge, vidensbegærlige og kærlige unge. De fleste er dygtige til at manøvrere rundt i det komplekse univers, som de sociale medier tilbyder os. Derfor kan man spørge sig selv, om det virkelig forholder sig sådan, at vejen til succes udelukkende gøres op i synlige målbare ”resultater”, som Frej Prahl beskriver det, eller hvorvidt succeskriteriet nærmere er en slave af ”forestillingen”. Den forestilling jeg havde om, hvordan den veltrænede bag skranken ville tænke om mig, idet jeg udmeldte mig fra fitnesscenteret. Ligesom det er en forestilling, at vores selvværd udledes som en direkte effekt af antallet af likes på Instagram eller Facebook. Dette er forestillinger, der er reelle, netop fordi vi lader dem påvirke os, men som langt de fleste af os formår at håndtere og sætte i en passende kontekst. Men det kan være svært, for hvor går grænsen mellem forestilling og virkelighed? Vi agerer i et univers af flydende, overlappende grænselande, der flyder sammen og skilles igen. Først når vi mærker konsekvenserne på egen krop, ved vi, at grænsen er overtrådt. Derfor går vi nogle gange langt, for langt, i jagten efter anerkendelse og kærlighed.